Hvorfor opdager man under rengøringen de største spindelvæv oppe i det fjerneste hjørne under loftet? Hvorfor ligger de største nullermænd under sofaen og sengen? Har de placeret sig der, fordi de ved, at de kan ligge i fred der? Hvad nu hvis vi forestiller os, at nullermændene er små levende kvinder og mænd, som har følt sig jaget og trængt op i krog? Det kan være, at de har sendt så mange breve og banket på så mange døre og fået så mange nej’er retur, at de finder på at lægge sig under sengen eller sætte sig hen i et hjørne, fordi de føler sig som nuller.
Der har været perioder i mit liv, hvor jeg har følt mig som et 0. Når først jeg ser et 0 for mig, har jeg svært ved at komme uden om det. For 1 x 0 giver 0, og et 0 kan ikke rigtigt tilføje eller bidrage med noget, for 1 + 0 giver stadig 1, og 1 – 0 giver også 1. Når jeg i de perioder har mødt andre mennesker, har jeg været bevidst om, at jeg er et 0 og de andre 1, 2, 3 eller 4. Denne bevidsthed er som et komma, +, -, x eller /. Det er mure i mødet med andre mennesker, som forhindrer mig i at føle mig som mere end et 0.
Hvad giver værdi?
Er det 0 rigtigt? Jeg kan føle mig som et 0, fordi jeg ikke har et fast job, men er der ikke nogle ting, som jeg har, som giver mit liv værdi? Jeg har mand, børn, familie og venner og flere ting. Hvert punkt giver jeg 1 point, og så tæller jeg sammen og sætter det foran nullet uden at sætte plus, minus, gange eller divider imellem tallene. Du kan prøve at lave dette regnestykke selv. Hvordan ser det ud nu? Jeg fik 160. Hvad fik du? Prøv at huske på det du har, frem for det du ikke har.
Tillykke med din blog kære grankusine. Du har en hel rigtige holdning, efter min overbevisning. For hvad er det som gør et menneske rigt?? Er det penge på kontoen og et succesrigt job? Mit ærlige mening er NEJ. Som en gammel mand engang sagde til mig, hvor har du et rigt liv, Annette. Du har en god mand og 4 helt vidunderlige børn. Og han har ganske ret, for det er det der giver mit liv mening. Man skal huske de små og nære ting i livet, for det er der man finder lykken, hos de mennesker som elsker en som man er. Og ikke hos de som ikke vil en. Som min gamle bedstemor altid sagde; de som ikke vil komme at besøge mig mens jeg lever, skal ikke komme og drikke kaffe på min grav, for hvorfor når de ikke vil mig i livet, skal de ikke komme hos mig i døden, for det var i livet jeg havde brug for dem. Og da bedste døde var det kun os de allernærmeste som fulgte hende til graven, ganske som hun ønskede.
Jeg glæder mig til at følge med i din blog.
Annette
Kære Annette!
Tusind tak for din kommentar, som rummer masser af vise ord. Din kommentar leder faktisk fint hen til mit kommende indlæg. Det er rigtigt, du er rig, Annette. Og din bedstemor var en klog og vis kvinde. Hun tog sig ikke af de folk, der ikke ville være sammen med hende.
Du har helt ret Mariane. Det er ikke gods og guld som gør at man er lykkelig, men de nære ting.