Ingen af os ved, hvornår vores lunger trækker vejret for sidste gang, eller hvornår hjertet slår sit sidste slag. Vi ved ikke, hvor længe vi har hinanden. Hver gang et menneske dør, efterlader det et savn og et tomrum. At miste en, som man har kær, er måske det hårdeste i livet. Det er et tidspunkt, hvor vi ikke kan finde nogen svar.

Jeg har ikke prøvet at miste en af mine allernærmeste. Jeg har en angst for at miste mine børn, min mand og min nærmeste familie. At forstille mig at de en dag pludselig var væk, er en abstrakt tanke.
Jeg kender dog til det at mangle den, man elsker. Jeg mistede mine bedsteforældre for mange år siden, men jeg tænker stadig på dem af og til. Jeg savner min mormors hjertevarme smil, min morfars stoiske ro, min blide bedstemor og hendes strikketøj og min sagtmodige bedstefar og hans kortspil. Jeg savner mine bedsteforældre.

Vi glemmer ikke dem, vi elsker. Vi stopper ikke med at tænke på dem, og vi holder ikke op med at elske. Det vidste Kierkegaard. Han sagde, at vi skal blive ved med at sørge, for vi skal blive ved med at elske.


Det at miste er smerteligt. Der er ikke nogen retfærdighed eller mening ved døden. Et hvert menneske efterlader søskende, børn, måske forældre, venner og kolleger. Terrorister har også søskende, forældre, venner og børn.
Savnet og sorgen vil altid være der, men vi er ikke alene i vores sorg. Jesus græder og sørger med os.

I Johannesevangeliet kapitel 11 læser vi, at Jesu elskede ven Lazarus er død og begravet efter en alvorlig sygdom. Nogle af jøderne har hørt om, hvordan Jesus har helbredt mange, og de spørger: “Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?” (v. 37). Lazarus’ søster Martha siger til Jesus: “Havde du været her, var min bror ikke død” (v. 21). Døden er meningsløs og hård. Hvor var Gud, da min bror døde? Tænker Martha.
Inde i huset sidder Maria

Hun har mistet sin bror
Og fyldes med et rungende tomrum
Et sort hul fra universet
Hun brister

Maria kommer ud af huset
Jesus ser hendes tårer
Han hører dem lande på kjolestoffet
Han mærker dybden af hendes smerte

Jesus er opbragt
Hans indre er i oprør
Han brister
I gråd

“Tag stenen væk fra graven.
Hvis du tror,
Skal du se Guds herlighed”

Jesus råber
“Lazarus, kom herud”

Den døde Lazarus
går ud af graven
Med strimler af linned
Viklet om fødder og hænder

Jesus siger
“Jeg er
Opstandelsen og livet
Den, som lever og tror på mig
Skal aldrig i evighed dø”

(v. 25-44)