Tro er ikke en præstation, og det gælder heller ikke om at have en kæmpestor tro. Troen er gave fra Gud. Vi kan ikke af egen kraft tro eller give andre mennesker troen. Vi kan bede Jesus give os tro og hjælpe os med at tro – ligesom manden, der bad Jesus helbrede sin søn og bad ham om at hjælpe ham med at tro (Mark 9,24).

At Simon Peter troede på og bekendte, at Jesus er Kristus, Guds søn, skyldtes ikke noget menneskeligt. Det var Gud, som havde åbenbaret det for ham (Matt 16,15-17).

Efter at Jesus var opstået, var der flere af hans disciple, som havde svært ved at forstå alt det, som var sket. De havde svært ved at forstå, hvad det betød, og hvordan sammenhængen var med skrifterne. Jesus slog følge med dem og udlagde skrifterne for dem, uden at de var klar over, at det var Ham, som fulgtes med dem. Deres hjerte brændte i dem, da han åbnede skrifterne for dem. Han åbenbarede sig senere for dem og åbnede deres sind for skrifterne, så de kunne forstå dem (Luk 24,13-45).

Det er takket være Guds åbenbaring og troen, at vi “ser” Jesus for os. Det er Gud, som åbner Bibelen for os og hjælper os med at forstå den. Det kan vi ikke selv.

“Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” (Heb 11,1)

Håbet, tilliden, overbevisningen om og troen på, hvem Gud er, og hvad Han har gjort for os, er ikke noget vi har sanset, og vi har heller ikke tænkt eller følt os frem til det. Troen kommer ikke af noget menneskeligt. Tro er Guds åbenbaring for os ved Helligånden, og den er givet os ved hans nåde:

“Hvad intet øje har set og intet øre hørt,

og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte,

det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham,

det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder. For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud. Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os.” (1 Kor 2,9-12)