Sidste år da jeg var i  USA, spurgte Gud mig: “hvad betyder en togstation for dig?”  Mange dage forinden stod min mand og jeg i Washington og ventede på toget til Baltimore. På samme tidspunkt fik vi at vide, at flere tog var aflyst pga. Oversvømmelse, men vores tog var ikke aflyst. Vi stod ved siden af en dame og ventede sammen med manden, som skulle hjælpe os ind i toget. Vores tog var forsinket. Damen undrede sig over forsinkelsen. Hun spurgte mange gange manden, hvornår toget kom. Han vidste det ikke. Jeg tror damen spurgte manden fire eller fem gange om hvornår toget kom. Jeg tror jeg havde været mere utålmodig hjemme i Danmark. Der var dog noget ved damen jeg genkender i mig selv.
Hvad betyder en togstation for mig?  Som regel er togstationer larmende, kolde og kedelige. Det er en øvelse i at vente. Når jeg kommer frem, kan jeg rejse videre med bus eller bil. De danske toge er ofte forsinkede, togrejser er lange. En togstation er ikke en endestation.
Der har været mange tidspunkter, hvor jeg har skullet vente i mit liv. Der har været bilkøer, der har været køer i forretninger. Der var perioder, hvor det var vanskeligt for mig at vente. Der var årene, hvor jeg var arbejdsløs. Alle de gange jeg ventede på svar på ansøgninger, jobsamtaler og om min A-kasse ville godkende mig. Der var også perioder, der var udfordrende og samtidig velsignende. Da jeg for 8 år ventede min søn, talte jeg dage og uger til han kom. Jeg gik op og ned ad bakkerne i Botanisk have i Århus. Jeg kom ind på sygehuset og jeg kom hjem igen, da veerne var væk. Jeg glædede mig til at se min søn og hvilken stor glæde det var, da han endelig kom efter næsten et døgn med veer. Det var lektion for mig, at liv og død kan jeg ikke kontrollere.

Hvad betyder en togstation for mig som kristen, hvis Jorden er en togstation? Jorden er ikke endestationen. Vi vil videre, og vi venter på Jesu genkomst og på Himmeriget, og intet menneske kender dagen eller timen. Indtil da lever vi livet, vi lever i lidelse, i trængsler, i udholdenhed, i vedholdenhed, i regn og sne, i mørke og lys. Vi holder fast i det evige håb, som nogle gange ser meget lille ud eller synes usynligt, samtidig med at vi må være vågne og være klar til at stige på evighedens tog.

Guds rige

“Guds rige er kommet nær” (Mark 1:15). Mange mennesker vil spørge: “hvor? Vi kan ikke se det. Vi kan kun se naturkatastrofer, terrorisme og onde mennesker.” Eller mange mennesker leder efter mirakler og tegn.
Jeg tror de fleste mennesker ind imellem bliver utålmodige.
“Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag. v9 Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse.” (2 Pet 3:8)
Evangeliet og Guds høstarbejdere får ingen plads i medierne. Medierne fortæller mest om mørkets gerninger. Med Jesus, med Helligånden er Guds rige kommet nær. Gud arbejder i det skjulte.
Jesus giver os disse billeder på Guds rige:

“v26 Og han sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; v27 han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. v28 Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. v29 Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.«
v30 Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? v31 Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, v32 men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«” (Mark 4:26-32)

Hvem kender ikke til at plante et frø og vente utålmodigt på at det skal vokse op? Under jorden foregår der mange ting, vi ikke kan se. Frøen eller kornet begynder at spire og vokser lidt efter lidt. Det går ikke hurtigt, men en dag står marken der og er klar til høst. Sådan arbejder Gud stille og roligt, hele tiden og i det skjulte, og på måder vi ikke kan forestille os.
Gud er en handlende Gud. Gud havde meget på spil, da Jesus blev født, da han vandrede på Jorden, og da han døde på korset for dig og mig og for hele verden.
“Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!” (Mark 1:15)

Hvad er et mirakel? Kærligheden og glæden er et mirakel, livet er et mirakel. Enhver synders omvendelse er et under!