Jeg skubber cherrytomaten og icebergsalaten væk fra den brune sauce og kigger ud over forsamlingen. De ligner sig selv, min klasse og parallelklasse, de ser bare voksne ud. Snakken går lystigt, de fortæller hinanden, hvad de har uddannet sig til, hvad de arbejder som og hvor mange børn de har fået. Nogle er blevet boende i barndomsbyen, andre er rykket til større byer. Jeg udveksler lidt erfaringer med en veninde. Et par stykker fremfører en sketch, en parodi på vores fysiklærer og en gymnastiklærer. Jeg griner inde i mig selv. Da klapsalven stilner af, opdager jeg, at vi alle stadig har vores masker. Ikke bare har vi taget dem med, men vi har også taget dem på. Jeg funderer over, hvorfor man i en klasse har det med have roller. Der er den sjove, den kloge, den søde, den larmende, den alvorlige, den smilende og den stille. Vi har vores masker, nogle har selv valgt den, andre har fået den, og nogle kan nemt kaste masken fra sig igen, mens andres masker har det med at klistre fast. Jeg tænker tilbage på nogle episoder og tænker over, hvordan jeg kunne have gjort eller sagt noget anderledes, men erkender også, at det var sådan, fordi der var ting man som 10-årig ikke havde lært. Jeg drikker den sidste slurk af min cola og kigger op på manden, der nu står foran mig. Først kan jeg ikke genkende ham. Jeg har ikke set ham i ca. 12 år. Han er vist blevet højere og har taget lidt på. Så ser jeg hans ansigt. Det er ham. Han siger, han har læst et af mine blogindlæg og fortæller det har hjulpet ham med nogle ting, og han siger undskyld. Jeg smiler og takker for undskyldningen. Jeg siger, jeg for længst har tilgivet ham, og jeg siger, at jeg er glad for, at han kunne bruge mine ord til noget.

Jeg slår øjnene op og rejser mig op på albuerne. Jeg føler mig lettere og lysere indeni. Jeg minder mig selv om, at min skoletid for længst er slut, og jeg kan starte på en frisk. Jeg kan starte på en frisk nu, fordi jeg er blevet forsonet med en person fra min fortid. Jeg er blevet forsonet med min fortid. Det er virkeligt for mig, selv om det var en drøm eller en rejse til en anden dimension. Jeg har tilgivet nogle personer fra min fortid, og jeg har tilgivet mig selv. Der er mange ting, jeg gerne ville have gjort anderledes, men fortiden er förbi. I dag kan jeg gøre tingene anderledes. I dag er anderledes. Jeg vil gå videre, jeg vil være mere glad og grine højt. Flere af de veje jeg går, vælger jeg selv. Jeg vil i højere grad selv vælge mine masker – og huske at tage dem af.

Hvis vi kan acceptere og slippe vores fortid, kan vi nemmere opnå det vi gerne vil. Så kan vi nemmere søge job, møde nye mennesker og udvikle os.