Så er jeg tilbage ved tastaturet. Velkommen tilbage fra sommerferie, og nyd ferien, I, der stadig har ferie!
Hvor har I været henne i løbet af sommeren, i Syden, på camping, i baghaven eller…?
Jeg ved, hvor jeg har været – og dog. Kender I det, at man kan blive væk fra sig selv? Det kan være utroligt svært at finde sig selv. Det er svært at finde en kastanje i en muslingeskal på bunden af en å. Eller en skildpadde inde i en puppe. Eller en kvist under rødderne af et skvalderkål. Eller en snegl på et drivtømmer. Man kan hurtigt blive væk i bytrafik og barneskrig, i positiv psykologi og produktionsøkonomisk politik, i villaveje og vasketøj, i plæneklippere og paragraffer, i sved og samfundsnormer, i agurkesalat og avisoverskrifter. Hvordan jeg somme tider bliver væk fra mig selv, ved jeg ikke helt, men jeg er kendt for at fare vild i min egen bukselomme.
Hvad tænker de andre?
Jeg ved dog, at jeg bliver væk fra mig selv, når jeg kommer til at tænke over, hvad andre tænker, og hvad de tænker om, hvad jeg tænker. Så er det at mine egne tanker kommer langt væk, og jeg tænker ikke mere mine egne tanker, og når jeg ikke mere tænker som mig selv, kommer jeg længere og længere væk fra mig selv. Så er det som om jeg er en klemme på en vasketøjssnor, et æseløre i en bog, en 25-øre i en gammel skuffe eller flueskidt på loftet.
Hvad kan man gøre ved alle sine tanker, der føjter i øst og vest og har travlt med andre menneskers tanker? Jeg stødte for kort tiden siden på metoden ”the work”. Metoden går ud på at stille spørgsmål til sine tanker og følelser og skiftevis tage andre menneskers perspektiv og sit eget perspektiv. Et eksempel kommer her:
Kan du bruge din tid på andet end at gruble over andres tanker? Hvorfor har du brug for at kende andres tanker? Projicerer du dine egne tanker og følelser om dig selv over i andre mennesker? Andre mennesker synes måske du er mærkelig? Hvorfor tror du at de synes at du er mærkelig? Synes du selv at du er mærkelig? Hvorfor er du mærkelig? Hvorfor er det forkert at være mærkelig? Hvordan kan det være en fordel at være mærkelig? Osv.
Tid til passioner er en god investering
Sådan kan man undersøge sine tanker nøgternt frem og tilbage. Et andet eksempel: jeg er gift, mor og jobsøgende og har derudover en stor interesse for…lad os sige at bage konditorkager, men jeg har svært ved at give mig selv lov til at bruge tid på at bage konditorkager. Her kommer analysen så:
Jeg ønsker at bage, og hvad er der forkert ved at bage? Hvorfor giver jeg mig ikke lov til at bage? Er jeg ikke god nok? Kan det at bage være en bedre aktivitet end andre aktiviteter? Er det at bage en bedre aktivitet end så mange andre aktiviteter, fordi det gør mig glad? Og er jeg bange for at bage en dårlig kage? Hvad sker der ved at jeg bager en dårlig kage? Jeg lærer noget nyt. Er der mennesker, som ikke begår fejl? Når jeg bager, får jeg det bedre. Er det spild af tid at få det bedre og at blive gladere? Hvem siger, at jeg ikke må bage? Bager jeg 24/7? Må jeg bage lidt om dagen eller aftenen, når nu jeg får søgt job, passet hus, mand og børn? Hvordan kan konditorbagning gøre mig til en bedre kone, mor og jobsøgende? Jeg er en bedre kone, mor og jobsøgende, når jeg bruger tid på det, der gør mig glad.
At blive sig selv, at være sig selv, at elske sig selv
Når jeg bruger tid på min passion, accepterer jeg, at der er noget jeg kan lide at lave og dette gør mig glad. Mine tanker begynder at skifte retning, at vende tilbage til mig selv, og jeg finder mig selv. Når jeg finder mig selv, forstår jeg mig selv og accepterer, at jeg er den jeg er. Når jeg accepterer mig selv, bliver jeg mig selv. Når jeg bliver mig selv, er jeg mig, og jeg elsker jeg mig selv.
Du skal elske dig selv.
Skriv et svar