En rejse i Tro og Kreativitet

Tag: Verden

En banken

Lastbiler, campingvogne
busser, motorcykler og biler
Vi træder speederen i bund
110, 130 km i timen
Billygter lyser koldt og vredt
Motorvejen er fyldt op

Ser du det?
Midt på vejen en mand i hvid kjortel
Løfter armene
Synger ”Gud velsigne dig”
Vi kører til!
igennem Hans kappe
igennem Hans løftede arme
Hans sår og tornekrone

Lyntoget kører over Lillebælt
Hun bøjer sit hoved
Over mobilens lys
Løfter sin hånd
Klør sig i panden
Og fortsætter med at scrolle
på skærmen
En lyd slår ind mod togvognen
Hvem hører en banken på ruden?
Hvem hører ham banke?

Det bliver mørkt om morgenen nu
Teenagere gnider søvn i øjnene
Venter på bussen
Tågen breder sig
tanker myldrer frem
hjertet føles uroligt og tomt
Min sjæl, hører du
Det banker på dit hjertes dør?

Læs mere

Hvordan jeg opdagede at verden er lille

Som nævnt er jeg meget genert, og jeg falder sjældent i snak med fremmede, så jeg forventede ikke at komme til at snakke med andre i Boston end min mand. Alligevel kom jeg til at snakke med mange i Boston. Til mødet om ALS var der folk fra hele verden, og senere på turen talte vi med min mands kolleger fra Harvard. På Harvard arbejder der folk fra hele verden. Takket være engelsk som fællessprog har jeg både talt med folk fra Kina, Schweiz, Tyskland, USA, England, Scotland, Australien, Luxemburg, Pakistan, Belgien, Mongoliet, Island og Israel.
Selv om vi kom alle steder fra i verden, havde vi alligevel meget tilfælles. Der var schweizeren, som fortalte mig at han havde været i Danmark og var blevet helt vild med røde pølser.
Der var amerikaneren, som jeg faldt i snak med til konferencen. Hun var til konferencen sammen med sin mand, som havde ALS. Hun havde voksne børn og fortalte om dem, og jeg fortalte om mine børn. Vi talte ikke om vores mænds sygdomme, men kom til at snakke om hvad vi interesserede for. Det viste sig at hun var glad for at læse bøger, og hun kunne ligesom jeg lide at læse kristne bøger. Vi fandt ud af at hun havde læst en biografi om den tyske præst Bonhoeffer, og jeg havde læst hans bog, Efterfølgelse. Vi delte bogtips og forfattere med hinanden. Hun fortalte om en amerikansk digter ved navn Kathleen Norris, som havde skrevet et digt om vasketøj. I selveste Boston mødte en amerikaner, som ligesom jeg var glad for juletræer, Bonhoeffer og for kristen litteratur.

Mennesker har meget mere tilfælles end de tror. Jeg tog til Boston og opdagede, at verden er lille.

Hvordan vi er rige i Kristus

Vores samfund er indrettet efter tanken om, at intet er godt nok, og der er altid for lidt. Sodavandsflaskerne, chipsposerne og slikposerne er vokset. Skønhedsindustrien tjener på, at vi stræber efter at ligne nogle på 20. Kursusindustrien tjener penge på os, som gerne vil være mere positive, succesfulde og attraktive. Fjernsynet viser konkurrencer i dans, sang, bagning, og strikning. Vi stræber efter at blive nr. 1. Hvem vil ikke gerne ligne en Hollywood-stjerne, have et Bo Bedre-hjem og en veltrimmet have?

Vil du tro på, at du er god nok? At du har værdi, fordi du er dig? Det gør ikke noget, at du begår fejl. Det gør ikke noget at du ikke er perfekt. Jeg er heller ikke perfekt. Ser du, perfektion er en illusion. De stilrene villaer og slanke bikinimodeller du ser i ugebladene og i reklamerne er falske. De er fotoredigerede og manipulerede.

Rigdom i Kristus

Jeg higer ofte efter andre menneskers ros og anerkendelse, selv om jeg i virkeligheden ikke har brug for den. Jeg tager mig i at være utilfreds, selv om jeg allerede har alt, hvad jeg har brug for. I virkeligheden er jeg rig. Jeg er rig, fordi jeg har Kristus. Lad mig komme med en illustration.

 

Læs mere

Verdens lys

Jesus, må du være vores lys, selv når solen skinner,  når lamperne er tændte, når månen lyser, selv når bålets flammer op, selv når stjernerne vælder frem, selv når stearinlysene blafrer. Når dagen gryr, når gnisterne gnistrer, glødepæren lyser, når vores ansigter slår folder, når ryggene synker sammen, når øjnene lukker sig, når mundvige vender nedad, når blikke sænkes, når skuldrene kryber op til ørerne, når stjernerne falder ned, når skyerne samler sig, når bladene falder, når regnen styrter ned, når frosten stikker, sneen glider ind i sokkerne, tåen stikker ud fra strømpespidsen, når krummer hober sig op i sofaen, når vasketøjsbunken er større end vasketøjskurven, når kroppe gaber, når solen går ned, når bladene triller ned af bakken, når stormen vælter træet, når bladene visner, når spisekammeret er tomt, når håret filtrer, når hjernen synes tom, når kreativiteten løber tør, når øjnene er blinde, når bilerne stimler sammen fredag kl. 14, når julegaverne er pakket op, når halse er pakket ind, når postkasserne er tømt, når vinduerne er sorte, når vi ikke ved, hvad vi skal skrive, når vi venter på svar, når vi venter på at blive raske, når vi venter på at komme videre, når vi venter på Gud, når vi venter på bussen, når vi venter på at køen skal vågne op, når vi venter på at vandet bliver varmt, når vi venter på sommer og vi venter på at solen vågner, når vi venter på at blive mætte, når vi venter på at holde op med at have lyst til cola, Facebook, ros, opmærksomhed,og underholdning, når vi venter på at kunne fornægte os selv, følge Herren og adlyde ham i kærlighed frem for frygt, Når vi venter på at holde op med at søge verdens glæder. Når vi venter på at vi kan holde op med at spise småkager. Når vi venter på at vi kan holde op med tænke på os selv. Når vi stopper med at vente. Når vi ikke mere ved, at vi venter, må du da være vores lys, Jesus.

Kampen er ikke mod kød og blod

Terror i Nice, militærkupforsøg i Tyrkiet og mord på politibetjente i USA. I Danmark fører det nye Pokemon-spil til at folk standser midt i trafikken og går ind på private grunde i jagten på fiktive monstre.
Forførelsens, løgnens, ødelæggelsens, frygtens, myrderiernes og forvirringens ånd vandrer brølende rundt i verden.
Alt menneskeskabt går til grunde.

Løsningen på kaos og uroligheder findes ikke i politik, krig eller kram.
Der er kun en holdbar løsning, og det er Jesus.

Læs mere

Med hvilke øjne…?

Hvor gode er dine øjne og ører?
Hvad hører du og ser igennem? Bruger du dine egne ører og øjne, eller ser du verden gennem en smartphone, computerskærm og en fjernsynsskærm?
Hvem eller hvad lader du fortolke verden for dig? Ser du virkeligheden gennem Breaking headline, to-minutters-videoklip, Internettets lysaviser, verdens nyheder om verdens krige og kampe? Ser du virkeligheden gennem andre menneskers erfaringer, oplevelser, samtaler og hvisken?
Ser du virkeligheden gennem dine egne følelser, tanker, fornuft og umiddelbare synsindtryk?
Hvis din hjerne og dit hjerte kan smage og spise, hvad indtager de så mest? Søde bolcher og fyldt chokolade, der giver dig velbehag et øjeblik eller stærke chilier, der giver dig koldsved, hjertebanken og åndenød eller sure citroner, der giver dig rynkede pander og mundvige, der hænger nedad?
Lader du dig fylde med Guds ord eller er Guds ord statister i dit liv eller er vikarer, de sidder på spidserne af øreflipperne og øjenkrogene? Lader du dit hjerte og hjerne smage på, tygge på, sluge og fordøje Guds ord?
Hvorfra kommer dit daglige lys’ kilde? Fra køleskabet og fryseren, fra lyspærerne og lygtepælene, fra computeren, fjernsynet og din smartphone? Hvor meget tid bruger du på dine skærme? Eller kommer dit lys fra vintersolen, der nogle gange trænger igennem skydækket?
Eller kommer dit lys fra det usynlige lys, som kun troen kan se et glimt af, det sande lys fra Gud, der er lysenes fader, i hvem der intet mørke er? Lader du lysenes fader tænde lyset i dig og tage bolig i dit hjerte?

Hvilke øjne bruger du? Din familie og venners øjne, nogle fremmedes øjne, dine egne øjne, eller prøver du på at se verden med Guds øjne? Beder du Gud åbne dine øje og dit hjerte for hans udsyn og blik? Beder du Gud vise dig, hvad han ser? Hvilke ører bruger du? Din familie og venners ører, nogle fremmedes ører, dine egne ører, eller prøver du at lytte til verden med Guds ører? Beder du Gud åbne dine ører og dit hjerte for hvad han kan høre? Beder du Gud fortælle dig, hvad han hører?

Hvor mange briller, solbriller, masker, gardiner, forhæng og vinduer har du i dit liv? Er du villig til at fornægte alt dit eget, lade Guds ord og Ånd gennemtrænge alt dit og smadre og nedrive alle ruder, mure og forsvarsværker? Er du villig til at opgive alt dit eget, andres og egne teorier og fordomme, vende dig om og stå ved siden af Jesus og se på verden gennem hans øjne?

Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned. Vi nedbryder tankebygninger v5  og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud, vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus, (2 Kor 10:4-5)

Hvad gør vi, når det bliver mørkt?

Mørket eller antikrists ånd ser vi mange steder, både i Danmark og i verden. Præster, der ikke prædiker evangeliet, ikke tror på opstandelsen eller at Jesus er Guds søn, præster som tror på new age eller buddhisme, fx reinkarnation. Humanismen, ateismen og det politiske korrekte, hadet over for de personligt kristne, det kender vi til. Jeg tror der er behov for at flere løfter deres røst og forsvarer evangeliet. Evangeliet skal proklameres og det skal leves ud ved at leve i lys og sandhed og at leve i næstekærlighed – og det er også med fjendekærlighed og tilgivelse og med tjenersind. Det er menneskeligt set umuligt, men for Gud er alting muligt. Helligånden er Talsmanden på Jorden og hjælper os. Guds kærlighed bliver udgydt i de hjerter, der tror på Jesus (Rom 5:5) Jeg tror, Jesus spørger den dag i dag: hvem er villig til at fornægte sig selv, tage sit kors op og følge mig?

Når vi hører om de skrækkelige ting der sker i alle dele af verden og som ofte bliver udført af IS, når vi hører om de uhyrligheder, der sker i Tyskland, Østrig, Sverige og andre lande nytårsnat, så er reaktionerne forskellige. Generelt i samfundet er der dog en tendens: der diskuteres og ledes efter årsager og forklaringer. Hvem er de, som forulemper kvinder rundt om i Europa? Er de islamister, asylansøgere, flygtninge, immigranter, syrere, nordafrikanere, kriminelle eller somaliere? Det ved jeg ikke. Bliver de forulempendes kvindesyn delt af de fleste indvandrere og muslimer i Danmark? Det er svært at vide. Men jeg ved at der er meget kvindeundertrykkelse i mange arabiske lande. Nogle forsvarer angrebsmændene og siger de er krigstraumatiserede, og nogle siger, at vesteuropæiske eller danske mænd ikke er anderledes. Men hvad er der at diskutere?

Min Bibel fortæller mig, at AL ondskab der sker herhjemme i Danmark og i verden, det er antikrists ånd. Det fortæller mig også, at synden er i verden, og at der STADIG er brug for frelseren, Jesus. Der er stadig brug for, at mennesker omvender sig til Jesus.

Læs mere

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders NorenOp ↑