Klokken 13.03 fredag d. 7. Februar begynder et nyt øjebliks-ordbillede på denne side.


Da jeg var yngre, var jeg længe inde i en mat, grumset, trådagtig himstregims.
Sidste år kom jeg tilbage til det, men nu var tilstanden flere vindstød af orkanstyrke, og det var som om jeg røg ned i et sort hul i universet. Denne gang kunne jeg sætte ord på mine følelser, og jeg fandt ud af, at tilstanden har et navn – depression. For første gang får jeg medicin for det. I starten havde jeg mange bivirkninger og sov for lidt. Nu går det bedre, men medicinen kan aldrig stå alene. Nu går det den rigtige vej.


Min mand, vores børn, mine bedste venner, min terapeut samt musik, forbøn, Bibelvers, solskin og fuglesang hjælper mig med at finde fast grund under fødderne. Og Jesus viser mig nåde og opdrager mig. Jeg træner det at lukke ørerne for løgne, og jeg øver mig i at tage en dag ad gangen og lægge mærke til de små glimt og vælge liv og håb. Foråret er på vej.