Tro er ikke en præstation, og det gælder heller ikke om at have en kæmpestor tro. Troen er gave fra Gud. Vi kan ikke af egen kraft tro eller give andre mennesker troen. Vi kan bede Jesus give os tro og hjælpe os med at tro – ligesom manden, der bad Jesus helbrede sin søn og bad ham om at hjælpe ham med at tro (Mark 9,24).
At Simon Peter troede på og bekendte, at Jesus er Kristus, Guds søn, skyldtes ikke noget menneskeligt. Det var Gud, som havde åbenbaret det for ham (Matt 16,15-17).
Efter at Jesus var opstået, var der flere af hans disciple, som havde svært ved at forstå alt det, som var sket. De havde svært ved at forstå, hvad det betød, og hvordan sammenhængen var med skrifterne. Jesus slog følge med dem og udlagde skrifterne for dem, uden at de var klar over, at det var Ham, som fulgtes med dem. Deres hjerte brændte i dem, da han åbnede skrifterne for dem. Han åbenbarede sig senere for dem og åbnede deres sind for skrifterne, så de kunne forstå dem (Luk 24,13-45).
Det er takket være Guds åbenbaring og troen, at vi “ser” Jesus for os. Det er Gud, som åbner Bibelen for os og hjælper os med at forstå den. Det kan vi ikke selv.
“Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” (Heb 11,1)
Håbet, tilliden, overbevisningen om og troen på, hvem Gud er, og hvad Han har gjort for os, er ikke noget vi har sanset, og vi har heller ikke tænkt eller følt os frem til det. Troen kommer ikke af noget menneskeligt. Tro er Guds åbenbaring for os ved Helligånden, og den er givet os ved hans nåde:
“Hvad intet øje har set og intet øre hørt,
og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte,
det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham,
det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder. For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud. Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os.” (1 Kor 2,9-12)
For således elskede Gud verden…Det vers kender vi kristne rigtigt godt. Det er evangeliet i ét vers. Men i hvilken forbindelse siger Jesus dette?
Lad os derfor se på Johannesevangeliet kapitel 3 vers 1-21
”Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.” (v. 1-2)
Nikodemus var medlem af jødernes råd. Jødernes råd var den øverste jødiske domstol. Det blev ledet af en ypperstepræst og beskæftigede sig med religiøse forhold, politik og samfund. Han var også farisæer, han var altså medlem af et religiøst parti, som lagde meget vægt på at overholde Moseloven. Han opsøgte Jesus og ville gerne tale med ham selv. Opsøg Jesus ”under fire øjne” og stil ham nysgerrigt nogle spørgsmål og lyt til ham – i din Bibellæsning og i bøn , det tror jeg er en god idé!
Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« (v. 3)
At se Guds rige ville for jøderne være det at komme i himmerige efter døden. Jøderne mente, at de var garanteret en plads i himlen fordi de var efterkommere af Abraham (David Guzik i https://enduringword.com/bible-commentary/john-3/ ) . Men Jesus siger til Nicodemus, at man skal fødes på ny for at se Guds rige.
Det er helt sort snak for Nicodemus. Han forstår det overhovedet ikke. Jesus uddyber:
»Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. (v. 5-6)
At blive født af vand, hvad vil det sige? Det kan tolkes på flere måder (David Guzik i https://enduringword.com/bible-commentary/john-3/ ). Nogle mener at Jesus hentyder til dåben, andre mener at det drejer sig om at blive født på ny af Guds ord. At tro på Guds Ord er ikke uvæsentligt, hvilket vi kan læse andre steder i Bibelen. Kirken helliges ved at den renses i vand ved Ordet (Ef 5, 26), vi er rene pga. det ord, Jesus har talt til os (Joh 15,3) og vi er genfødt ”af en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord” (1 Pet 1,23). Nogle mener, at det at blive født af vand menes at blive født af Helligånden, det levende vand (Joh 7,38-39). Endelig er der den betydning, at Jesus refererer til Ezekiels profeti af renselsen ved den nye pagt (og Nikodemus har som farisæer nok kendt til denne profeti):
”Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder; jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud” (Ez 36,25-27).
Nogle kristne i USA taler meget om, at det gælder om at være born-again-Christians. Når jeg har hørt dem nærmest råbe om det, får jeg mærkelige forestillinger om nogle særligt åndsfyldte, som kan noget helt særligt åndeligt med Helligånden, er dygtig til at tale i tunger eller et eller andet. Jeg håber ikke, at det er dét, de taler om.
Som jeg ser dét, er vi fattige i ånden. Vi kan ikke gøre noget for at blive mere kristne eller åndelige eller åndsfyldte. Når vi tror på Jesus, bor Helligånden i os, det er Guds gave til os. Vi kan ikke gøre noget selv ud over at tro, og samtidig er troen en gave. Det handler heller ikke om, at nogle har en større tro end andre. Alle kristne er på én gang både gamle og nye mennesker, idet vi stadig har en syndig natur og også har Helligånden. Ånden og kødet strides:
”kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil.” (Gal 5,17)
Som sagt er vi som kristne både gamle og nye mennesker. Vi kæmper mod synden, og samtidig hjælper Helligånden os. I Romerbrevet kapitel 8 læser vi, at kødet (menneskets syndige natur) vil død, fjendskab med Gud, kan ikke underordne sig Guds lov og kan ikke være Gud til behag. Mens Helligånden, som bor i os, vil liv og fred og hjælper os med dræbe legemets gerninger (så synden ikke skal have magten?) (Rom 8,5ff ) og skriver loven på vores hjerter.
Farisæerne mente, at de var gode mennesker, fordi de var efterkommere af Abraham, kendte Moseloven godt og overholdt den (det mente de selv at de gjorde), og at dermed havde adgangsbillet til Guds rige. Men det talte Jesus imod. Han sagde, at de skulle fødes på ny.
At blive født på ny er at tro på Jesus, at tage imod ham:
”Dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn. De er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud” (Joh 1,12-13).
Lad os lige se på det vers, hvor Jesus snakker om vejret – eller om vinden.
Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.« (v. 8)
Jeg kommer fra Vestjylland. De fleste dage blæser det meget i Vestjylland, men det er forskelligt, hvor vinden kommer fra. Hvad mener Jesus med, at den som er født af Ånden er ligesom vinden? Man kan virkelig erfare blæstens kraft, når det stormer, når der er orkan, eller når man står ved et Vesterhav, som har høje bølger. Det er utroligt, at nogle dage er helt vindstille, og andre dage stormer det – også om sommeren. På denne måde er Helligånden, som er en person i Treenigheden både uforudsigelig, utrolig og gådefuld.
At fødes på ny er noget, som Gud gør i os, det er Hans værk og Hans ære alene. Det handler om at tro på Jesus, og samtidig er det noget, som kun Gud forstår fuldt ud. ”Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud.” (1 Kor 2,11).
Gud ville ikke, at verden skulle blive dømt
Joh 3,16 er et meget opmuntrende vers, og samtidig står det i en barsk kontekst, som hverken er moderne eller politisk korrekt, men der står dette i skriften:
”den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.” (v.18)
”Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.«” (v. 19-21)
Vi ved fra Joh 1,4-9 og Joh 8,12, at lyset, som er kommet til verden, er Jesus. Hvis Jesus er lyset, er mørket måske djævelen. Jesus kalder i Johannesevangeliet djævelen ”denne verdens fyrste”. Om mennesker, der hader lyset, kan vi også læse i Rom 1
”For Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed.” (v. 18)
”De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen” (v. 25)
”Fordi de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, prisgav Gud dem til en forkastelig tankegang, så at de gjorde, hvad der ikke sømmer sig: De blev opfyldt af al slags uretfærdighed, ondskab, griskhed, usselhed; fulde af misundelse, blodtørst, stridslyst, svig og ondsindethed; de løber med sladder, de bagtaler andre, hader Gud, farer frem med vold, er hovne og fulde af pral; de finder på alt muligt ondt, er ulydige mod deres forældre; de er uforstandige, upålidelige, ukærlige, ubarmhjertige. De ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø; alligevel lever de ikke bare selv sådan, men bifalder også, at andre gør det.” (v. 28-32)
Denne ondsindethed og det med at bifalde andres onde gerninger finder vi i verden. Men kan nogen af os sige, at vi aldrig er griske, misundelige, sladrer, bagtaler, praler, ukærlige og ubarmhjertige? Dér har vi det gamle menneske, den syndige natur. Dér har vi kødet, som vil død og fjendskab med Gud og ikke kan være Gud til behag.
Kobberslangen
Jesus ved, at Nikodemus og alle de andre farisæere, ja alle de andre jøder ikke kan overholde Moseloven. Det er ikke tilfældigt, at Jesus sammenligner sig selv med kobberslangen. I 4 Mos 21 er Israel for længst blevet befriet fra trældommen i Egypten, og Gud har lige givet kana’anæerne i Israels magt. Gud bekæmper israelitternes fjender og giver dem føde, alligevel bliver folket utålmodigt. Det bliver træt af at være i ørkenen og den mad de får, og de beklager sig til Moses og Gud. Der sendte Gud slanger, som bider folket, og mange døde. Det minder om syndefaldet. Adam og Eva blev ”bidt af” slangens ord og syndede, og derefter sendte Gud dem væk og sagde at de skulle dø.
Før syndefaldet, skulptur af Gert Grube
Israelitterne som havde mødt de mange slanger, erkendte deres synder
”Vi har syndet, for vi har talt mod Herren og mod dig. Bed til Herren om, at han skal fjerne slangerne fra os!«” (v. 7)
Moses bad for folket, og Gud sagde til ham, at han skulle lave en kobberslange:
”og Herren sagde til Moses: »Lav en slange og sæt den på en stang! Enhver, der er blevet bidt, og som ser på den, skal beholde livet.« Så lavede Moses en kobberslange og satte den på en stang; hvis nogen så blev bidt af en slange og rettede sit blik mod kobberslangen, beholdt han livet.” (v. 8-9)
Det er denne beretning Jesus refererede til, da han sammenlignede sig selv med kobberslangen.
”Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.” (Joh 3,14-15)
Den ophøjede Menneskesøn er Jesus, som ophøjes, idet han døde på korset for os. Hvis vi er blevet bidt af en slange, dvs. hvis – eller rettere når – vi har syndet, skal vi rette vores blik mod Jesus, skal vi tro på Jesus, tro på, at han i vores sted døde for os.
Et andet sted i Johannesevangeliet hører vi om, at jøderne var meget optagede af at gøre gode gerninger. Så de spurgte Jesus:
Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.« (Joh 6,28-29)
Mange mennesker, især i dag, er optagede af at gøre godt. De bliver også rost for at være fleksible, tilpasningsdygtige, effektive og produktive, og mange unge mennesker har idealer om at være dygtige på deres uddannelsessted, få høje karakterer, være sociale, have mange venner, have et fritidsarbejde, dyrke sport og spise sundt og have flere fritidsinteresser. Det er menneskeligt at være optaget af at være dygtige og spørge: ”Hvad skal vi gøre?”
Til både farisæerne, jøderne og nutidens mennesker bringer Jesus et helt andet perspektiv. Han vil have en relation med os. ”Skilt fra mig kan I slet intet gøre”, siger han (Joh 15,5). Pga. han døde på korset, pga. Helligånden, som bor i os, kan vi – i sammenspil med Bibellæsning, bøn og med det kristne fællesskab – have en personlig relation til Jesus. Jeg tror, det er noget af det Jesus mener, når han siger, at Guds gerning er den at tro på Ham, som Gud har udsendt.
Hvor kom vi fra? I Joh 3, taler Jesus meget om dom og frelse. For Nikodemus kunne ikke vide sig sikker på, at han ville blive frelst. Det var ikke nok, at han var efterkommer af Abraham og meget optaget af at opfylde Moseloven. Jesus sagde til Nikodemus, at han skulle tro på ham. Jeg tror, han sagde det til ham af kærlighed.
Med alle de andre vers i baghovedet, lad os nu kigge på Joh 3,16
”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”
Gud elsker verden. Der står ikke, at Gud elsker dig. Der står Gud elsker verden. Jøderne troede, at Gud kun elskede Israel, men Gud elsker hele verden.
Hvordan elsker Gud verden? Han elsker den på den måde, ”at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”
Han gav verden sin eneste søn. Han gav. Han gav Jesus, han ofrede sine eneste søn for os som en gave. Det med at Gud giver os Jesus, som også betyder “Herren frelser”, nævnes også i Ef 2,8
”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds.”
Gud ville ikke at verden skulle fortabes. Han ville hverken at menneskeheden pga. synd skulle dø af slangebid, at de skulle sendes langt væk fra Edens have og dermed fjernt fra Gud og fællesskabet fra Ham. Gud ville, at de skulle have evigt liv sammen med ham.
”Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.” (Joh 3,17)
Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. (Mark 16,1-8)
Da jeg læste teologi, fik jeg at vide, at Markusevangeliet oprindeligt sluttede med vers 8 “De sagde ikke noget til nogen, for de var bange”. Resten af evangeliet var en tilføjelse. Jeg kan ikke huske, hvornår den sidste del skulle være tilføjet. Uanset hvad, så er den opstandne Jesus beskrevet i slutningen af Markusevangeliet og de andre evangelier.
Jeg ser vers 1-8 som en rammende beskrivelse af når nogen lige er død og sorgen. Ens kære er der ikke mere og savnet efter den man har mistet er virkeligt stort. Sorgen er en krise, det er noget virkeligt svært. Kommer døden for tidligt og som et chok er det endnu hårdere. Jesus var ikke kun en kær ven og et menneske – han var Messias, som havde trådt ind i disciplene og kvindernes liv med sin kærlighed og forvandlende magt. De satte alt deres håb til ham, men han blev kun lidt over 30. Han, som kunne vække døde til live endte selv med at dø – døden på et kors. Så kommer kvinderne til graven, og den er tom. Hvad skal det betyde? En engel siger til dem, at Jesus er opstået, men kvinderne flygtede, de var rystede og ude af sig selv. De sagde ikke noget til nogen, for de var bange.
Kilde: pixabay
En sådan frygt, hvor man er ude af sig selv og rystet – det er et chok, og det er ubehageligt. Et chok kan være mange ting. Det kan være et svar man får, som er helt anderledes end det, man havde håbet på. Sidste gang jeg blev chokeret, fik jeg en besked, som kom helt bag på mig. Bagefter blev jeg sur på mig selv og skuffet over, at jeg havde håbet og troet på det svar, som ikke blev en realitet. Derefter tilbragte jeg resten af dagen i en blanding af sur skuffelse og en tilstand, hvor mine øjne var blevet meget utætte. Dagen efter rejste jeg mig op og greb ud efter det håb, jeg ikke kunne se, og jeg genoptog bønnen: “Far, jeg beder om, at hvis det er din vilje,så…” Jeg er nødt til at holde fast i håbet, selv om jeg ikke ved, hvad fremtiden bringer.
Lad os læse nogle flere vers i Markusevangeliet:
Da Jesus var opstået tidligt om morgenen den første dag i ugen, viste han sig først for Maria Magdalene, som han havde drevet syv dæmoner ud af. Hun gik hen og fortalte det til dem, som havde været sammen med ham, og som nu klagede og græd. Men da de hørte, at han levede, og at hun havde set ham, troede de ikke på det. Derefter viste han sig i en anden skikkelse for to af dem, mens de var på vej ud på landet. De gik også hen og fortalte det til de andre; men heller ikke dem ville de tro. Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. (Mark 16,9-14)
Jesus viser sig selv først for Maria Magdalene, så to andre og til sidst de sidste 11 disciple. De fortæller, at de har set Jesus, men de andre tror ikke på det. De ville ikke tro på det. Han bebrejder dem deres vantro og hårdhjertethed. De ville ikke tro på det, før de selv så ham.
Versene handler om tro, tvivl og ikketro. Vi lever i et land, som nogle kalder kristent, men der er mange som ikke tror. Nogle vil ikke tro, og nogle kan ikke tro. Og så er der nogle, der tror.
Jeg ikke kan bevise det, i hvert fald ikke med den videnskabelige metode, men jeg tror på, at Jesus er opstået fra de døde og lever. Det håb vil jeg holde fast i.
Det er stort, at Jesu blod gør syndere retfærdige, og at vi ved Jesus får tilgivelse af nåde, det bliver os givet helt ufortjent – samt vi får fred med selve Gud. Og vi får et håb ved Jesu død og opstandelse, et håb om et evigt liv efter døden – hos Gud:
Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed. (Rom 5,1-2)
Jeg tror på et evigt liv efter døden, og jeg tror på, at Jesus har sejret over det onde, synden og døden. Det tror jeg på, selv om verden ser ud, som den gør, og også selv om ondskaben og synden desværre i høj grad bor i mig. Jeg ved, at Jesu opstandelse ikke betyder et liv med lyserøde skyer og nuttede enhjørningebamser.
Jesus, tak for at du er hos os i ørkenen Tak for at du er hos os i stormen Tak for at du er hos os i mørket Tak for at du er hos mig når jeg er alene Tak for at du er hos os også når vi ikke kan mærke dig Tak for at du er hos os når vi tvivler Tak for at du altid er os nær Amen
Ingen turde kæmpe mod den store og stærke Goliat. Han var nok verdens stærkeste mand. Men David turde. Var David lige så stærk som Goliat? Nej, ikke i muskelmasse, tværtimod. David var en lille og spinkel dreng. Alligevel “knockoutede” han Goliat med en lille sten på Goliats pande. Det var ikke muskler eller en pistolkugle eller et sværd, der besejrede Goliat. Hvordan kunne det gå til? Det var Davids uforbeholdne tro og tillid til Gud, der satte det i værk. Guds kraft virkede igennem David. David vidste at uden Guds hjælp ville han aldrig vinde over en kæmpe som Goliat.
“Ikke ved magt eller ved styrke, men ved min Ånd, siger Herren” (Zak 4:6)
Jeg tror, vi kristne har en tendens til at sige til hinanden og til os selv at vi skal gøre dette og dette af gode ting, for det gør en god kristen. Jeg blev opmærksom på noget, da jeg hørte en undervisning af en messiansk jøde. Han sagde at vi skulle rense vores indre tempel, vores hjerte og vores hus for ting, fx afguder, synd og andet som ikke behagede Gud. Jeg studsede over, at han sagde, at det var os, der skulle rense os selv. Da tænkte jeg, jamen, vi kan jo ikke rense os selv, det kan kun Jesus. Der ligger selvfølgelig også noget at gøre på vores side. Vi skal erkende hvad der er forkert og tage et aktivt valg om at omvende os og sige nej. Men hvad er det der gør, at vi erkender, at noget i vores liv er forkert? Det er Helligånden, for det er Helligånden, der overbeviser om synd (Joh 16:8-11). Vi skal bekende vores synder til Jesus, som så vil tilgive og rense os (1 Joh 1:9). Underviseren kunne formulere det på en anden måde. Han kunne sige, at når Helligånden har overbevist os om at noget er synd, skal vi bekende de synder til Jesus, omvende os og bede ham hjælpe os med at blive renset, og vi skal bede om at blive fyldt med Helligånden. Er jeg nu en ordkløver i forhold til underviseren? Nej, jeg mener at det er en vigtig pointe, at renselsen kun aktivt kan ske ved Jesus. Gud spiller en stor rolle i vores helliggørelse. Helliggørelsen begynder netop først, når vi er kommet til tro på at Jesus har båret vores synder på korset og at vi derved er frelst ved nåde og er blevet Guds børn.
Magtesløsheden
Paulus siger “når jeg er magtesløs, er jeg stærk.” (2 Kor 12:10). I Paulus’ udsagn ligger der flere pointer. Når vi erkender, at vi er magtesløse og har brug for Guds hjælp, så kan han komme til i sin styrke. Når vi kommer til kort og erkender at vi ikke kan selv, så begynder vi at række ud efter Gud og bede om hans hjælp.
Mange har denne livsindstilling: kan selv og vil selv. Den tanke begynder på en allerede i 2-års-alderen, og denne indstilling et naturligt led i barnets udvikling og begyndende selvstændighed. Hvis kan-selv-vil-selv-attituden fylder for meget i den voksnes liv, bliver den et problem. Den voksne møder problemer, men vil altid løse dem selv og ikke bede om hjælp. På et eller andet tidspunkt erkender man, at man ikke kan alt selv, og man har brug for hjælp, og man søger hjælp hos andre mennesker. I mange tilfælde er det hos de professionelle og eksperterne vi søger hjælp. Fx når vi bliver syge med andet end influenza eller forkølelse, ringer vi til lægen. I de fleste tilfælde kan andre mennesker, professionelle, familie, venner eller andre hjælpe os. Vi har forskellige evner og kvalifikationer, så vi kan hjælpe hinanden. Gud sender mennesker til hjælpe os. Han sender også nogle til at hjælpe os med det personlige, sociale og åndelige. Men husker vi at bede Gud om hjælp? Vi kan komme til at søge hjælp de forkerte steder. Vi kan komme til at søge hjælp hos mennesker der bringer os i en anden retning end til Gud. Nogle gange bruger vi substitutter for det som vi i virkeligheden har brug for. Vi søger stimulanserne og trøsten i kaffe, cigaretter, kage, narkotika, alkohol, spil, Internet eller andre ting, som slet ikke kan hjælpe os med vores dybeste behov.
Vækkeuret ringer. Er det allerede morgen? Jeg vil sove. Det er koldt uden for min dyne. Jeg vil have kaffe. Jeg tjekker min mobil. Tjekker e-mails, nyheder og Facebook.
Nu er det aften og jeg vil se kunstskøjteløb, men jeg sætter mig i sofaen og beder. Kan jeg bede mere end fem minutter? Mine tanker farer frem og tilbage. Jeg kæmper for at holde øjnene åbne. Jeg har tandpine. Jeg prøver på at bede. Jeg kan ikke lide at tænke på, at jeg snart skal til tandlæge.
En tanke lyser op som et reklameskilt.
Put God first
Jeg har hørt små youtube motivationer, bl.a. Denzel Washington, som siger “Put God first”. Gud skal komme først. Jeg har hørt, at man skal starte sin dag med at takke Gud for en ny dag og med at bede til ham. Men jeg gør det ikke.
Så husker jeg “søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives i tilgift.” (Matt 6:33) og at jeg ikke skal bekymre mig. Jeg kom i tanke om at jeg bekymrede mig for at skulle til tandlæge. Jeg skal søge Gud først. Stole på at han sørger for mig.
Og jeg læste 1. Kongebog kapitel 3 , hvor Salomo møder Gud i en drøm. Hvor Gud siger, “sig, hvad jeg skal give dig!” (v. 6). Men Salomo beder ikke om guld og grønne skove, men visdom (v. 9). Han søger det gode, han søger Gud først. han vil kende Gud og blive mere vis og træffe rigtige beslutninger, og det belønner Gud i høj grad ham for.
Jeg må bede Gud om tilgivelse for at have underprioriteret ham. Han skal komme først i mit liv. Jeg må bede ham hjælpe mig om at søge ham først om morgenen.
Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind (Sl. 37,5)
Der skete noget, da jeg bad forbøn. Min tandlæge begyndte på at ordne min tand (den er i skrivende stund ikke lavet færdig endnu). Og Gud har vist mig nåde. Han gjorde smerten mindre, han gav mig kræfter til at udholde smerten og uvisheden, og han har gjort mig i stand til at tænke og skrive, læse Ordet og bede.
En aften sad jeg sammen med min mand og vores børn og grinede, mens vi spiste pasta og pizza. Jeg fik utallige kram af mine børn. Gud har givet mig glæde og håb, tro og kærlighed. Gud giver mig udholdenhed, og han skaber en vej ud af den situation jeg sidder i. For Gud er alt muligt. Ske Hans vilje.
Ved Guds nåde har jeg fået en tillid til dette vers:
v4 Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst. (Sl 23:4)
For nyligt kørte jeg i min bil, som er fra ca. 1994, og pludselig begyndte olielampen at lyse. Heldigvis havde jeg en flaske med motorolie i bagagerummet, og min bil overlevede. Jeg havde ikke sørget for jævnligt at tjekke min bil for olie. Rapsolie eller olivenolie kan ikke bruges. Og det skal være en bestemt slags motorolie. Nu tjekker jeg jævnligt min bil for olie, og der er stadig olie i bagagerummet.
Ang. Benzin har jeg ikke prøvet at køre tør eller fylde den med det forkerte brændstof. Men det er også dumt hvis det sker. Der er steder det er farligt at køre tør, fx i en ørken.
Vi kan sammenligne den kristne med en bil.
De næste uger for mig byder på nattøjs-formiddage og familieudflugter, men det er umuligt at forudsige hvilke fantastiske, finurlige, forfærdelige og overraskende begivenheder sommeren har i vente for os. Fornyligt meldte England sig ud af EU, og nu har Island overrasket ved EM i fodbold. Island var i starten af kampen mod England bagud 1-0 pga. Englands scoring på straffespark, men islændingene formåede med løftet pande og fornyet kampgejst at tæmme bold og englændere på den franske plæne, hvormed de kvalificerede sig til kvartfinalen. Ingen havde ventet, at holdet fra øen mod nord, med dets blot 332.000 indbyggere og vilde vulkan-natur, ville skabe pragtpræstationer mod store fodboldnationer.
En lille fårehyrde
Jeg kommer til at tænke på en fyr, som levede for længe siden i et lille land langt væk fra både Island og Danmark. Læs mere
Seneste kommentarer