Tag: tristhed

De har fortalt, at jeg var i pine. De bar mig. Jeg skreg. Jeg var en flisbue, når lå jeg på ryggen. Jeg skreg. Jeg havde smerter. Jeg skreg.
Jeg kan huske, at jeg som lille kunne mærke noget, der borede inde i mig og pressede på mig.
Da jeg gik i skole, voksede dett. Det sugede sig fast og hamrede pløkkerne i.
Jeg blev teenager, og nogle dage kunne jeg bilde mig selv ind, at jeg var dette tunge noget.
I gymnasiet kunne min sjæl ikke bevæge sig for dette noget, der lagde sig oven på mig og prøvede på at kvæle mig. Det var i denne tid, jeg en dag stod foran noget helt andet uden for mig selv. Det var en blødhed og varme, der omfavnede mig udvendig og indvendig.
Det tunge, borende, sugende mørke blev ved med at være der. Så langt og dybt nede, at intet menneske kunne dykke derned. Det var så langt væk som til Jordens indre, men jeg kunne stadig mærke dets tyngde.
Det var et sort hul, som jeg ikke vidste, hvad var. Hvis jeg faldt ned i det, ville jeg ikke være i stand til at komme op fra det igen levende. Det sorte hul forsvinder ikke. Jeg har brugt og bruger timer på at fylde hullet med tegninger, bøger og skriverier. Jeg bruger dage på at fylde hullet med småkager, computerspil, fjernsyn, Facebook og Internet og vågne nætter. Jeg bruger uger på at få mit sind til at slappe af, mine øjne til at lyse og min mund til at leve. Jeg klamrer mig til sekunderne med blomster, lys og lethed. De kommer med samme fart som et øjes blink og de lige så hurtigt igen. Af og til er det sorte hul lettere at bære. Nogle gange føles det som om det er væk. Stilhed, livgivende ord, omfavnelser og kærlighed lindrer.

Det sorte hul forsvinder ikke. Jeg har prøvet at flygte fra det sorte hul, men jeg kan ikke komme ud af mig selv. Jeg prøvet at kæmpe mod det sorte hul, men det er stærkere end mig. Jeg har lavet mange analyser af det sorte hul uden at jeg er blevet klogere. Det eneste, der virkelig hjælper, er det “helt andet”, der står uden for mig selv. Jeg møder stadig en gang imellem dette helt andet. Jeg længes, jeg er tom. Jeg er ikke hel  uden dette helt andet. Dette helt andet’s navn er Jesus. En dag vil jeg være sammen med Jesus for altid. Det er mit evige håb. Og den dag vil det sorte hul være væk for evigt.