En rejse i Tro og Kreativitet

Tag: sommer

En stilhed på gåturen

Han lavede computerarbejde, og de to teenagere var travlt optaget.


Jeg parkerede og gik hen til stien. Var den mindre tilgroet nu? Jeg satte en timer på mobilen. Når alarmen lød, ville jeg vende om.

 Der var et fødselsdagsselskab i haven ved den eksklusive kro, store sommerhuse, legende børn og motorbåde i det fjerne. Solen skinnede på det stille vand. Jeg passerede et ægtepar med rygsæk, som skulle den modsatte vej. De to troldænder fløj op, da jeg nærmede mig.
Hybenbuskene kunne ikke blomstre mere end de gjorde, og fuglene sang så højt, de kunne. Roserne, vandet, stranden. Jeg stoppede timeren og vendte om.
Et dyr satte sig på mig og fløj væk igen. Jeg mærkede efter. Jeg gik videre, mens jeg tænkte på min skulder. Bien havde ikke stukket mig!

Jeg fortsatte kursen tilbage til bilen. En stilhed trængte igennem lyden af far, mor og børn, fuglene, bierne – og tankerne, som skulle til at løbe ind i mit sind. Jeg hørte to ord. To ord. Jeg havde hørt dem mange gange før. Jeg ville jo gerne. Ja.  

Jeg åndede lettet op, da jeg kom hjem til min mand og børn. Vi fik en is, og jeg satte mig ved køkkenbordet og skrev.

Sommer

Jeg går på en bro
Solen skinner på min kind
Jeg vender mig om

Sommeren blæser
Kirsebærtræer blomstrer
Fuglen synger højt

Græsstrå visner hen
Hvide blomster blæser væk
Vi fødes og dør

Livet flyver væk
Jord og himmel skal forgå
Skyggerne flygter

Jeg vender mig om
Guds ord er til evig tid
Vi dør og lever

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders NorenOp ↑