Så kom han hjem, og der samledes igen en skare, så de ikke engang kunne komme til at spise.  Og da hans slægtninge hørte det, gik de hen for at få fat i ham, for de mente, at han var ude af sig selv.

 Og de skriftkloge, der var kommet ned fra Jerusalem, sagde: »Han er besat af Beelzebul! Det er ved dæmonernes fyrste, at han uddriver dæmonerne.«  Så kaldte han dem hen til sig og sagde til dem i lignelser: »Hvordan skulle Satan kunne uddrive Satan?  Hvis et rige er kommet i splid med sig selv, så kan det rige ikke bestå.  Og hvis et hus er kommet i splid med sig selv, så kan det hus ikke bestå.  Og hvis Satan har rejst sig mod sig selv og er kommet i splid med sig selv, så kan han ikke bestå, men det er ude med ham.  Der er heller ingen, som kan trænge ind i den stærkes hus for at røve hans ejendele uden først at have bundet den stærke. Først så kan han plyndre hans hus.

 Sandelig siger jeg jer: Alt skal tilgives menneskenes børn, forsyndelser og bespottelser, hvor meget de end spotter.  Men den, der spotter Helligånden, får aldrig i evighed tilgivelse, men er skyldig i en evig synd.«  De havde jo sagt: »Han er besat af en uren ånd.«

Mark 3.20-30

I starten af Markusevangeliet kapitel 3 hører vi om, at Jesus er inde i en synagoge. Her møder Jesus en mand, som har en vissen hånd. Farisæerne holder skarpt øje med Jesus. De holder øje med, om han vil helbrede ham på sabbatten, så de havde noget at anklage ham for (Mark 3,2).

Hvad sker der lige for farisæerne? Hvad er det, der står om Sabbatten i Moseloven? På sabbatten skal man hvile, og man må ikke lave noget som helst arbejde (2 Mos 31,15-16). Farisæerne tolker det at helbrede som et arbejde. De mente, at der kun måtte helbredes på en sabbat, hvis det gjaldt liv eller død.

Tidligere, i en anden diskussion om sabbatten, har Jesus sagt til farisæerne: »Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld.  Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten.« (Mark 2,27-28).

Jesus sætter ord på i synagogen hvor vanvittig farisæernes fortolkning er. Han beder manden med den visne hånd om at stille sig i midten (Mark 3,3), og Jesus siger så:

“Er det tilladt at gøre noget godt eller at gøre noget ondt på en sabbat, at frelse liv eller at slå ihjel?«” (Mark 3,4)

Farisæerne svarer med tavshed, og Jesus ved, at deres hjerter er forhærdede (Mark 3,4-5).

Jesus helbreder mandens hånd, og straks beslutter farisæerne, at Jesus skal slås ihjel (Mark 3,5-6).

Så forhærdede er farisæerne og herodianerne, at de på så løs og falsk en anklage ikke bare vil have Jesus sat i fængsel, men have ham slået ihjel.

Jesus fortsætter med at helbrede og uddriver også onde ånder. Nu kommer de skriftkloge og kommer med en helt vild anklage: “Han er besat af Beelzebul! Det er ved dæmonernes fyrste, at han uddriver dæmonerne.«” (Mark 3,23).

Beelzebul er et andet navn for Satan. De skriftkloge anklager Guds søn for at være Satan. Noget de har intet belæg for at hævde.

Igennem hele sit liv oplever Jesus forfølgelse og modstand. Farisæerne og de skriftkloge kender Det Gamle Testamente rigtigt godt. De kender alle Messias-profetierne, og de har brugt lang tid på at studere skrifterne.

Bibelkundskab er ikke altid lig med overbevisning om og tro på Jesus. Troen kommer ikke af menneskelig visdom, intelligens og årelange studier. Det er Gud, som giver troen. Troen kommer ved Helligånden.

Farisæerne og de skriftkloge kender deres Bibel rigtigt godt, men de vil ikke anerkende Jesus. De anklager selveste Guds søn igen og igen, selv om de møder ham personligt, hører selv hans undervisning og forkyndelse, som et andet sted bliver beskrevet, at Jesu undervisning i synagogen sker med en myndighed, de bliver forundret over (Luk 4,32). Farisæerne og de skriftkloge anklager Jesus, selv om de er øjenvidner til alle hans undere.

Ingen kan tænke sig til at erkende, hvem Jesus er. Uanset hvor meget vi studerer, hvor godt vi kender Bibelen, så er det Helligånden der giver troen.