En rejse i Tro og Kreativitet

Tag: Selvværd

Alle mennesker har værdi

”Hug en hæl
Klip en tå
Vi vil gøre alt for at passe Str. 36
For at passe ind”
”Lille spejl på væggen dér
Hvem er smukkest i verden hér?”
”Desværre, desværre
Det er ikke dig i dag
”Lad os sige noget klogt:
Æh, bæh, buh…
Boller fra Kohberg!”

”Min hage er grim
Giv mig en ny!”
”Væk med appelsinhud
Lad os glatte alle rynker ud
Så vi kan passe det fineste skrud”

Hvorfor er du optaget af naboens græsplæne?
Du går glip af sommerfuglen på busken
Æblet på grenen
Vipstjerten på taget
Solsortens aftensang
Kattens venlige blik
Den prikkede guldsmed
Magnoliaens blomster
Du går glip af livet
I din egen have

Ringeagt ikke tidens tand
Foragt ikke den yndefulde sensommertid
vort ydre menneske går til grunde
Men vort indre menneske fornyes dag for dag

Læs mere

Den 17-årige ensomme digter, der ville læse hele Bibelen

 

Jeg har fortalt mit vidnesbyrd før, og mange af jer har læst det, men jeg har følt mig ansporet til at fortælle det igen.

Jeg har en far, som jeg ikke altid har kendt. Det jeg vidste om ham var begrænset, og han var ikke en del af mit liv. Jeg levede hele min barndom uden ham. Der var en uendelig tomhed inde i mig. Jeg havde en dyb længsel, som ikke kunne finde sit hjem. Jeg søgte og søgte i alle filosofier og nærmest alle trosretninger, men jeg forblev tom.

Og jeg hadede mig selv. Jeg ville ønske at jeg var ligesom de andre i min klasse. Udadvendt, glad, smilende, snakkende, men jeg var alt andet end det. Jeg var misforstået. Min tristhed blev opfattet som fjendtlighed. Min ensomhed blev opfattet som selvvalgt. Hvis folkeskolen var slem, så var gymnasiet endnu værre. Det med at drikke sig fuld, tage makeup på, gå til fitness, købe dyrt tøj og kysse en tilfældig fyr på en tilfældig aften i byen sagde mig intet. Men jeg sagde heller ikke noget. Det var ikke noget jeg selv havde valgt. Mine ord og følelser forblev bare inde i mig, helt skjult, og jeg kom længere og længere væk fra mine klassekammerater og fra mig selv. Jeg flygtede ind i Internettet, skrev med folk jeg aldrig havde mødt og fordybede mig i litteraturens verden. Dengang skrev jeg mange digte, men jeg var stadig tom og jeg hadede mig selv. Selvmordstanker blev ret familiære for mig. Ondskaben voksede inde i mig.

Læs mere

Jagten på perfektion

Findes der gode kristne? Dette emne vender jeg tilbage til om lidt, når du har været med en tur tilbage til min folkeskoletid.

 

For 20 år siden

Jeg legede ofte gemmeleg og stilleleg. Jeg ville gerne findes og blive lagt mærke til, men jeg blev genert og følte mig helt forkert, når nogen opdagede, at jeg sad på væggen og holdt en edderkop med selskab.
Jeg ville gerne være god til noget, men samtidig rakte jeg sjældent hånden op i timerne. Jeg kendte svarene, men jeg syntes alle de andre i min klasse skulle få lov til at give svarene. Jeg ville gerne ses, men jeg foretrak at holde mig helt i baggrunden. Jeg ville gerne høres, og alligevel foretrak jeg kun at sige noget, hvis det var helt strengt nødvendigt, for jeg kunne allerbedst lide at være stille. Jeg kunne godt lide at spille skuespil, men jeg ville aldrig have en hovedrolle. Efterhånden fik min adfærd nogle uheldige konsekvenser, men da det var det for sent for mig at stoppe det, som ikke mere var en leg.
Tilbage til det med at ville være god til noget. Jeg kunne glemme alt om idræt, det var håbløst for mig. Men så var der alt det andet. Måske kunne jeg blive god til det kreative, det musiske, det skriftlige, det…? Desværre tog det overhånd med det med at ville være god. Jeg skiftede fra at ville være god til noget til at ville være bedst og til at ville være perfekt og stræbte efter at få så høje karakterer som muligt. Det var en mission, der var dømt til at mislykkes.

Læs mere

Tanker om tanker, passion og selvkærlighed

Så er jeg tilbage ved tastaturet. Velkommen tilbage fra sommerferie, og nyd ferien, I, der stadig har ferie!
Hvor har I været henne i løbet af sommeren, i Syden, på camping, i baghaven eller…?
Jeg ved, hvor jeg har været – og dog. Kender I det, at man kan blive væk fra sig selv? Det kan være utroligt svært at finde sig selv. Det er svært at finde en kastanje i en muslingeskal på bunden af en å. Eller en skildpadde inde i en puppe. Eller en kvist under rødderne af et skvalderkål. Eller en snegl på et drivtømmer. Man kan hurtigt blive væk i bytrafik og barneskrig, i positiv psykologi og produktionsøkonomisk politik, i villaveje og vasketøj, i plæneklippere og paragraffer, i sved og samfundsnormer, i agurkesalat og avisoverskrifter. Hvordan jeg somme tider bliver væk fra mig selv, ved jeg ikke helt, men jeg er kendt for at fare vild i min egen bukselomme.

Hvad tænker de andre?
Jeg ved dog, at jeg bliver væk fra mig selv, når jeg kommer til at tænke over, hvad andre tænker, og hvad de tænker om, hvad jeg tænker. Så er det at mine egne tanker kommer langt væk, og jeg tænker ikke mere mine egne tanker, og når jeg ikke mere tænker som mig selv, kommer jeg længere og længere væk fra mig selv. Så er det som om jeg er en klemme på en vasketøjssnor, et æseløre i en bog, en 25-øre i en gammel skuffe eller flueskidt på loftet.
Hvad kan man gøre ved alle sine tanker, der føjter i øst og vest og har travlt med andre menneskers tanker? Jeg stødte for kort tiden siden på metoden ”the work”. Metoden går ud på at stille spørgsmål til sine tanker og følelser og skiftevis tage andre menneskers perspektiv og sit eget perspektiv. Et eksempel kommer her:

Kan du bruge din tid på andet end at gruble over andres tanker? Hvorfor har du brug for at kende andres tanker? Projicerer du dine egne tanker og følelser om dig selv over i andre mennesker? Andre mennesker synes måske du er mærkelig? Hvorfor tror du at de synes at du er mærkelig? Synes du selv at du er mærkelig? Hvorfor er du mærkelig? Hvorfor er det forkert at være mærkelig? Hvordan kan det være en fordel at være mærkelig? Osv.

Tid til passioner er en god investering
Sådan kan man undersøge sine tanker nøgternt frem og tilbage. Et andet eksempel: jeg er gift, mor og jobsøgende og har derudover en stor interesse for…lad os sige at bage konditorkager, men jeg har svært ved at give mig selv lov til at bruge tid på at bage konditorkager. Her kommer analysen så:

Jeg ønsker at bage, og hvad er der forkert ved at bage? Hvorfor giver jeg mig ikke lov til at bage? Er jeg ikke god nok? Kan det at bage være en bedre aktivitet end andre aktiviteter? Er det at bage en bedre aktivitet end så mange andre aktiviteter, fordi det gør mig glad? Og er jeg bange for at bage en dårlig kage? Hvad sker der ved at jeg bager en dårlig kage? Jeg lærer noget nyt. Er der mennesker, som ikke begår fejl? Når jeg bager, får jeg det bedre. Er det spild af tid at få det bedre og at blive gladere? Hvem siger, at jeg ikke må bage? Bager jeg 24/7? Må jeg bage lidt om dagen eller aftenen, når nu jeg får søgt job, passet hus, mand og børn? Hvordan kan konditorbagning gøre mig til en bedre kone, mor og jobsøgende? Jeg er en bedre kone, mor og jobsøgende, når jeg bruger tid på det, der gør mig glad.

At blive sig selv, at være sig selv, at elske sig selv
Når jeg bruger tid på min passion, accepterer jeg, at der er noget jeg kan lide at lave og dette gør mig glad. Mine tanker begynder at skifte retning, at vende tilbage til mig selv, og jeg finder mig selv. Når jeg finder mig selv, forstår jeg mig selv og accepterer, at jeg er den jeg er. Når jeg accepterer mig selv, bliver jeg mig selv. Når jeg bliver mig selv, er jeg mig, og jeg elsker jeg mig selv.

Du skal elske dig selv.

Menneske eller møtrik?

Danskeren bliver målt og vejet hele livet. Det er både positivt og negativt. Vi har et velfærdssamfund, takket være det bliver danskeren allerede i fostertilværelsen målt og vejet, om det har den størrelse det skal have for at kunne klare sig. Når barnet er blevet født, bliver det stadig holdt øje med af både forældre og samfundet, om det vokser det det skal. Også i vuggestuealderen bliver barnet målt og vejet, det bliver målt, om det lærer de forskellige ting det skal. Således bliver danskeren målt og vejet hele dets liv, og der er flere og flere ting der bliver målt, jo ældre man bliver, og danskerne bliver delt op i forskellige kasser og rubrikker. Det er en maskine, et regnestykke, en mekanisme. Det er for vores egen tryghed, så vi er raske, lærer det vi skal, finder et arbejde og bidrager til samfundet.

Men en gang imellem kører maskinen ikke. En gang imellem bliver man syg på en eller anden måde, en gang imellem bliver man mister man sin forretning, bliver fyret eller kan ikke engang finde et halvtidsjob, eller kommer ud for en anden eller tredje form for krise.. Da bliver man stadig målt og vejet, for man skulle jo gerne bidrage til samfundet. I maskinens brugsvejledning står der, at man bidrager til samfundet, HVIS man tjener penge til samfundet. En stor gruppe mennesker står i situation, hvor den har svært ved at bidrage til samfundet. Maskinmestrene kan ikke få disse mennesker til at passe ind. De måler og vejer på disse mennesker. Ord som ”Kan det passe, at de er syge? Kan det passe, at de ikke kan få arbejde? Kan det passe, at de gerne vil arbejde? Er de ikke bare dovne? Måske kan det slet ikke betale sig for dem at arbejde?” hvirvler rundt i maskinhallen. Disse mennesker må konstant forsvare sig, dokumentere og bevise, at de er syge, at de ikke kan finde arbejde, og at de gerne vil arbejde. De skal ikke blot dokumentere deres sygdom og jobansøgninger, ne,j lige om lidt skal de også dokumentere, hvornår og hvor tit de går i bad.

Du kan prøve at kigge i maskinens brugsvejledning, du får ikke svar på så meget. Når du møder op i din A-kasse hører du om regler for rådighed, jobansøgninger og CV, og når du møder op på dit jobcenter, hører du om regler for rådighed, ansøgninger og CV, og du bliver rådet til eller beordret i virksomhedspraktik eller  offentligt løntilskud. Begge steder hører du mest om, hvad du ikke må. Du får at vide, at du er syg og skal se at blive rask – eller du er arbejdsløs og skal se at få dig et arbejde. Maskinen tror, at du er ligeglad og bare vil have og have, men du er konstant bevidst om, at uret tikker, og det tikker hurtigere. Ordene senior, langtidssygemeldt og langtidsledig er mere skræmmende end gyserfilm af Stephen King og Lars Von Trier.

Der er altså ikke meget hjælp at hente i maskinen eller hos dit jobcenter og din A-kasse. Du bliver konstant mindet om, at du er sygemeldt eller arbejdsløs. Det er som om du er intet værd, ”for du bidrager ikke til samfundet”.

 

Levende menneske

Er der noget at gøre? Ja, men du må dreje hovedet væk fra maskineriet. Du skal dog huske at overholde reglerne, ellers får du ørerne i maskinen. Du vidste det ikke, men maskiner kan tage fejl. Maskinen tager fejl, når den siger at du ikke bidrager til samfundet, og at du ikke er noget værd. Du bidrager nemlig en masse til samfundet og du har uendelig værdi. Du er nemlig ikke en møtrik, en skrue eller et søm, men et levende menneske.

Hvor skal du så kigge hen (mens du stadig overholder reglerne)? Du skal kigge hen og lytte til dine allernærmeste, din familie, din partner og dine bedste venner, og du skal kigge hen til og lytte dig selv. Du skal elske dig selv, for så kan du elske din nabo (som også kaldes din næste). Hvem din nabo er, vil jeg komme ind på senere. Min påstand er, at når du elsker dig selv og din nabo, kan du blive gladere, føle dig værdifuld og forøge dine chancer for at opnå det du gerne vil og dermed også bidrage endnu mere til samfundet. Når jeg skriver ”påstand”, så er det jo fordi jeg desværre endnu har til gode at finde et arbejde, men jeg er selv påbegyndt min rejse til at elske mig selv og min nabo, og jeg har allerede fået en masse på denne tur. Det kræver mod og elske sig selv eller et selvværd at stille sig op som nr. 100 i køen og banke på arbejdsgivernes lukkede og låste døre og høre ordene ”nej, desværre”, ”beklager” og ”ikke dig”. At elske mig selv som jeg elsker min nabo er min overlevelsesstrategi, min påmindelse om, at jeg er mere end en møtrik, min påmindelse om, at livet handler om mere end at være en del af maskineriet.  I de følgende blogindlæg vil jeg fortælle dig, hvad jeg tror det vil sige at elske sig selv ligesom man elsker sin nabo.

Boom!

Dette indlæg skal være en introduktion til en kommende føljeton, ”Nabokærlighed,” på min blog. ”Nabokærlighed” vil være inspireret af Kierkegaards værk ”Kjerlighedens Gjerninger” og handler om menneskesyn, værdier, kærlighed, selvværd og lidt psykologi. Udgangspunktet er 1978, nogle år før jeg selv blev født. I 1978 vandt Mabel det danske Melodi Grand Prix med sangen ”Boom Boom”. Hvis du trykker på nedestående link, kan du se og høre dem optræde i Eurovisionen 1978.

http://www.dailymotion.com/video/x11sis5_mabel-boom-boom-denmark-78_music

”Boom Boom” blev kun nr. 16 ud af 20 i Eurovisionen, men de kører en sikker rød-hvid stil, har de karakteristiske frisurer, den iøjnefaldende hjerte-stortromme og sidst, men ikke mindst, synger de om kærlighed. Jeg-personen i sangen bliver syg og ved først ikke, hvad der er galt, men finder så ud af, hvorfor ”det siger boom boom” i hans hjerte. Det skyldes forelskelse.

Boomerang
Det kunne også være, at det sagde boom, fordi han var blevet ramt af en boomerang. Den boomerang kunne have bestået i at han havde set på pigen, måske havde han smilet til hende, og hun havde kigget tilbage og smilet. Måske havde han sagt noget sødt eller sjovt til pigen, og hun havde svaret noget sødt eller sjovt tilbage til ham. Dette resulterede i denne situation i forelskelse fra jeg-personens side, men denne boomerang eller pingpong handler om den fundamentale gensidighed og spejling, der ses allerede mellem forældre og spædbarn. Jeg kigger på dig, du kigger tilbage på mig, jeg smiler til dig, og du smiler tilbage til mig etc.

Hvordan kan det være, at jeg introducerer en boomerang? Jeg mener, at boomerangen illustrerer fint relationer mellem mennesker. En boomerang kan flyve langt og vender tilbage til den, der har kastet den, hvis den er blevet kastet rigtigt. Måske kommer boomerangen flyvende tilbage i fuld fart, måske når man at gribe boomerangen, måske kommer den som et frisk pust, måske får man den i hovedet.
Jeg ved ikke, hvordan man kaster en rigtig boomerang, men psykologisk mener jeg, at det man kaster ud, får man ofte tilbage på en eller anden måde. Der findes mange forskellige psykologiske boomeranger, de er hver især helt unikke. Nogle psykologiske boomeranger er et glædeligt, ofte ubevidst, gensyn. Andre bliver man ikke glad for at få igen. De psykologiske boomeranger er især tydelige hos børn. Det ene barn driller det andet barn, og det bliver drillet igen. Det ene barn slår, det andet barn slå igen.

De psykologiske boomeranger findes dog stadig også hos voksne. Der er andre ord for disse boomeranger: ”Smil til verden og…” Ja, den kender du nok. I flere religioner og kulturer giver disse boomeranger anledning til Den Gyldne regel. I Bibelen giver den sig fx til udtryk her:

”Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.”

Hvis bare det var simpelt at efterfølge. Jeg mener, der i de psykologiske boomeranger ligger temaer omkring selvopfattelse og menneskesyn.

Nabokærlighed
De næste indlæg på min blog kommer til at handle om næstekærlighed eller nabokærlighed, som jeg vælger at kalde det. Jeg har taget udgangspunkt i en kærlighedssang (Boom Boom), og betyder det så, at hvis vi alle kaster de gode psykologiske boomeranger ud, så bliver vi alle forelskede, bedste venner eller søskendekærlighed? NEJ! Der er psykologiske boomeranger i nabokærlighed, men det er en anden slags kærlighed, hvilket jeg vil komme ind på i føljetonnen.

Adam og boldspil

Dette indlæg er en efterfølger til indlægget ”Job og støvkorn”. Jeg har ikke kunnet slippe tanken om lille Palle alene i verden. Et andet menneske, som var helt alene var Adam. Jeg vil digte videre på historien om Adam. Adam var en 5-6-årig dreng, da han kom som det første menneske på jorden. I starten spænede han nysgerrigt rundt imellem busk og krat. Han klatrede i egetræer, plukkede brombær og lavede hovedspring i floden. En dag opfandt han en bold, som han kastede op af en klippeside. Nogle gange fik han bolden i hovedet, men efterhånden blev det meget forudsigeligt, hvor bolden landede. Andre gange opdagede han ikke, at bolden manglede luft eller at den var punkteret, og han tænkte ikke på at udskifte bolden og kendte ikke til alle de ting, man kunne gøre med en bold. I det hele taget var der ingen at kaste bolden til, grine sammen med eller dele oplevelser med. Der var ingen, der lignede ham. Engang faldt han ned fra et træ og landede på en stor sten ved floden. Han havde slået sin fod, og det var tæt på, at det kunne have gået meget galt. Da var det, at Gud ”sagde, at det ikke var godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham” (Mos 1, 2:18). Da var det, at Eva kom.

Jeg har ikke prøvet at være alene i verden, men der har været perioder i mit liv, hvor jeg har trisset lidt for meget rundt med mig selv. Som personlig sælger af arbejdskraft har jeg ikke haft et fast sæt kolleger (eller studiekammerater), hvilket har betydet, at jeg masser af gange har skulle sige goddag og farvel. Det er aldrig sjovt at sige farvel til en god kollega eller medkursist. Det kræver en indsats fra min side at skabe og vedligeholde et netværk. Jeg bliver nødt til selv at være opsøgende og tro på, at jeg kan bidrage med noget, også selv om jobcenter og A-kasse puster mig i nakken og afslag nr. 257 dumper ind i indbakken.

Som personlig sælger af arbejdskraft får man ofte at vide, at man skal netværke en hel masse, fordi netværk ofte er vejen som job. Jeg mener netværk er vigtigt, fordi det er ikke godt for mennesket at være alene. Når jeg er sammen med mine venner, familie og mand, bliver min bold grebet, jeg får nye bolde, lærer at kaste og gribe på andre måder, og det er bare sjovere at spille bold sammen med et andet menneske end op ad en mur. Og hvis jeg falder, er der en, der kan hjælpe mig op.  I mine positive relationer får jeg energi, ro, kraft, mentalt næring, læring og erkendelse – og meget mere. I disse relationer bliver jeg mig selv. Tosomhed bliver til enhed. Med disse ord opfordrer jeg dig til at holde kontakten med den eller de personer, der inspirerer dig, får dig til at grine, gør dig glad, lytter til dig eller forstår dig.

 ”Hellere to end én, de får god løn for deres slid. For hvis de falder, kan den ene hjælpe den anden op.” (Præd. 4:9-11)

Job og støvkorn

I dag er det rengøringsdag hos mig igen, og jeg må nok sande jeg ikke når omkring alle støvkorn. På min tur rundt i stuen strejfer mit blik én bestemt bog. I bogen er masser af historier om store personligheder, og en af historierne handler om en mand, der hedder Job. Så jeg kan allerede nu afsløre, at dette indlæg ikke omhandler en nyhed om, at jeg har fået fast job. Men om at jeg kom til at tænke på denne mand Job (udtales med langt o [jooob] ), da jeg fik en fin hilsen som kommentar til artiklen,  “Er du en nullermand?”, fra en gammel bekendt. Hun satte tankerne i gang hos mig, og i stedet for at ignorere mine tanker, fulgte jeg dem hele vejen til verdens ende.

Tilbage til Job. Job var en meget rig mand. Han havde mange husdyr, ti børn, en kone og derudover opførte han sig pænt. Han var både meget religiøs og havde en stærk moral. På en meget mærkelig og uretfærdig måde mistede han alt. Han mistede alle sine husdyr og ansatte, de fleste af sine børn, blev alvorligt syg, fik ikke meget støtte af sin kone og blev svigtet af sine venner. Job stod i en svær lidelsesfuld tid. Han begyndte at tvivle og fik svært ved at finde meningen med sit liv, han mistede lysten til at leve. Trods al modgang holdt han dog ud, han gav ikke op og mistede ikke håbet eller sin tro på Gud. Historien slutter med, at Gud bønhører Job, og han får alt igen og mere end det. Han får husdyr, børn og sit helbred igen.

Jobs bog er en kontroversiel og besynderlig historie, og det er desværre langt fra sådan, at man altid kan få alt det, man har mistet, tilbage – eller mere end det. Men jeg synes jeg kan identificere mig med Job, og jeg vil heller ikke give slip på mit håb og min tro.

Frygt

Jeg har mit håb og min tro, men det betyder ikke, at jeg ikke er bange for noget. Førnævnte bekendte skrev til mig, at selv hvis jeg mistede alt, havde jeg uendelig værdi. Og jeg mener hun har ret. Men hvad hvis jeg mistede alt? Jeg ved, at man ikke kan plante et træ, der af sig selv giver masser af fuldmodne jobs, og jeg ved, at min støtte fra det offentlige ikke kan vare ved. En dag lukker kassen sig for mig, uanset om jeg har fundet mig et arbejde eller ej. Jeg kan ikke benægte min frygt for at miste, men ser den i øjnene. I stedet for at flygte fra min frygt, observerer jeg den og ser, hvor den går hen. Hvad hvis jeg mister alle mine kære, alle mine ting, alle mennesker rundt om mig? Hvad hvis jeg er det eneste menneske tilbage på jorden? Så ville jeg være en feminin udgave af Palle alene i verden. Hvad var Palles aleneverden? Det var en drøm. Hvad hvis der slet ingenting var, og hvad var der, før vores verden opstod? Jeg kan ikke forestille mig det, det bliver ubegribeligt for mig. Hvis jeg laver en helt urealistisk udgave af genstanden for min frygt, så er det hele måske ikke mere så skræmmende. Hvis jeg så beder min frygt om at gå et par skridt tilbage igen, så står jeg her alene, men trækker vejret og sanser mine omgivelser. Mit hjerte slår og pumper blodet rundt i min krop.

Ude i rummet er alle mennesker små som støvkorn. Men ved du, at du er et mirakel?  Du er til, fordi din mor og far mødte hinanden og besluttede sig for at få et barn. Fra den beslutning var rejsen lang endnu. Kun en gang om måneden har kvinden ægløsning. Når manden har udløsning, er der kun én (hvis den kan nå frem) ud af 300 millioner sædceller, der befrugter ægget. Derefter er det en celle der skal dele sig igen og igen. Og derfra lige indtil fødslen er der stadig meget, der kan gå galt. Men du sidder her. Du trækker vejret. Selv hvis du mister alt, har du uendelig værdi.

Er du en nullermand?

Hvorfor opdager man under rengøringen de største spindelvæv oppe i det fjerneste hjørne under loftet? Hvorfor ligger de største nullermænd under sofaen og sengen? Har de placeret sig der, fordi de ved, at de kan ligge i fred der? Hvad nu hvis vi forestiller os, at nullermændene er små levende kvinder og mænd, som har følt sig jaget og trængt op i krog? Det kan være, at de har sendt så mange breve og banket på så mange døre og fået så mange nej’er retur, at de finder på at lægge sig under sengen eller sætte sig hen i et hjørne, fordi de føler sig som nuller.

Der har været perioder i mit liv, hvor jeg har følt mig som et 0. Når først jeg ser et 0 for mig, har jeg svært ved at komme uden om det. For 1 x 0 giver 0, og et 0 kan ikke rigtigt tilføje eller bidrage med noget, for 1 + 0 giver stadig 1, og 1 – 0 giver også 1.  Når jeg i de perioder har mødt andre mennesker, har jeg været bevidst om, at jeg er et 0 og de andre 1, 2, 3 eller 4. Denne bevidsthed er som et komma,  +, -, x eller /. Det er mure i mødet med andre mennesker, som forhindrer mig i at føle mig som mere end et 0.

Hvad giver værdi?

Er det 0 rigtigt? Jeg kan føle mig som et 0, fordi jeg ikke har et fast job, men er der ikke nogle ting, som jeg har, som giver mit liv værdi? Jeg har mand, børn, familie og venner og flere ting. Hvert punkt giver jeg 1 point, og så tæller jeg sammen og sætter det foran nullet uden at sætte plus, minus, gange eller divider imellem tallene. Du kan prøve at lave dette regnestykke selv. Hvordan ser det ud nu? Jeg fik 160. Hvad fik du? Prøv at huske på det du har, frem for det du ikke har.

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders NorenOp ↑