Da jeg for flere år flyttede ind i det hus jeg bor i, fulgte der en have med. Der var et stort bed, som ved min mor og svigermors hjælp blev til et staudebed. Desværre har jeg haft travlt med at se til hus og børn og fik ikke taget mig af staudebedet, og jeg kan ikke kende forskel på blomster og ukrudt.
For 35 år siden blev en anden have plantet. Der er lagt en god bund af næringsrige grøntsager og modstandsdygtige buske, men ukrudtet presser sig på. Jeg kunne have fjernet brændenælderne og tidslerne, men jeg lod dem gro op over mine skuldre, kravle langs med mit kraveben, stikke og brænde mine ører og kløve min pande. Mælkebøtter er pæne, når de blomstrer, og min hud har næsten vænnet mig til de brændende brændenældeblade. Ukrudtet fortæller mig mange historier. Du kan ikke, du må ikke, du er ikke god nok, det nytter ikke noget. Jeg hører historierne så mange gange, at jeg begynder at tro på dem. Løgn bliver til sandhed, og sandhed bliver løgn. Selv om historierne gør ondt, har jeg hørt dem mange gange, og det giver mig en form for tryghed. Jeg finder en tryghed ved at stikke på tidsler og brændenælder, gemme mig imellem højt ukrudt og og være en lille bille, der kravler på jordbunden. Denne lille bille vil gerne drømme og prøve noget nyt og anderledes, men den er også bange. Den er bange for at gå uden for ukrudtshaven, for det kunne være den blev fundet og spist af en rovfugl. En gang imellem bliver jeg træt af ukrudtet og vil have det væk, men rødderne er blevet for store, og mine fingre er ikke stærke nok til at hive dem op.
Men jeg kender andre historier.
Seneste kommentarer