Som de fleste andre haveejere, har vi masser af græs. Vores have er vores have. Kun ukrudt, vilde dyr og naboernes katte kommer uanmeldt på besøg. De forskellige dyr har fået ejerfornemmelse over vores have. Naboens sorte kat sætter sig midt på græsplænen. Kommer der en anden kat, jager den sorte kat den væk.
Solsorte hopper efter hinanden. Vores faste duepar vil ikke have, at en tredje eller fjerde due går ind i vores have. Gråspurvene vil ikke dele fuglefoderet med hinanden. Musvitterne er forsigtige med at besøge vores foderbræt.
En dag sprang den sorte kat op på foderbrættet og fangede og dræbte en musvit, som den åd. Hjælp, der er krig i vores baghave!

En fredfyldt oase

På min faste gåtur finder jeg en anden ro. Hestene står stille i deres indhegninger og spiser. Køerne hviler sig i græsset, eller de spiser masser af græs. Hestene og køerne ser glade ud.
På min gåtur er der en permanent lille sø på en eng. I dag var der på græsset ved søen to gæs, to ænder og to svaner tæt på hinanden. De lå der stille og roligt. Måske var de venner?
En blishøne svømmede ind og gik op på bredden til de andre fugle. Blishøner har ry for at være hidsige, men der var stadig fred ved den lille sø.

Så fik jeg øje på en fiskehejre ude i vandet. Den stod helt stille og skjulte sig imellem sivene. Da jeg opdagede den, fløj den lidt væk og satte sig i noget græs. En krage kom hen til den. Fiskehejren lettede med det samme kragen kom, og den fløj langt væk.

Fredsriget er her alligevel ikke endnu. Der er baghavekrige og forskrækkede fiskehejrer, men ind imellem er der gode stunder, hvor Gud lader os ligge i grønne enge og leder os til det stille vand.

De fredelige fugle ved søen fik mig tænke på Esajas’ profeti om det kommende fredsrige:

Ulven skal bo sammen med lammet,
panteren ligge sammen med kiddet;
kalv og ungløve græsser sammen,
en lille dreng vogter dem.
 Koen og bjørnen bliver venner,
deres unger ligger sammen,
og løven æder strå som oksen.
 Spædbarnet leger ved slangens hule,
det lille barn stikker sin hånd
ind i hugormens hul.
 Ingen volder ondt eller ødelæggelse
på hele mit hellige bjerg;
for landet er fyldt med kundskab om Herren,
som vandet dækker havets bund.
 På den dag
skal Isajs rodskud stå som et banner for folkeslagene;
til ham skal folkene søge,
og hans bolig skal være herlighed. (Es 11,6-10)