En rejse i Tro og Kreativitet

Tag: omvendelse

Han ser efter, om vi er på vej hjem

”En mand havde to sønner.  Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem.  Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød.  Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget.  Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel.  Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig.  Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

 Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham.  Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.  Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd, og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste.  For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

 Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde.  Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold.  Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind.  Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner.  Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham.  Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit.  Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«” (Luk 15,11-32)

Dette er en historie, som vi har hørt mange før. Den ene af de sønner kunne være en spontan livsnyder, som var røget i ”Luksusfælden”. Han drømte om at udleve alle sine drømme og se hele verden. Han fortalte faderen om sine drømme, og faderen ville gerne sponsorere ham og gav ham en hel masse penge. Han farede ud på jordomrejse og på luksuskrydstogter. Han brugte masser af penge på smukke kvinder, designertøj og gourmetmiddage. En dag havde han brugt alle sine penge, alle hans venner var væk (for de var kun venner med ham pga. hans penge), og han havde ikke en eneste brødkrumme tilbage i sin lejlighed. Der var ikke mad nogen steder i det land han boede, for der var sket det, at en farlig epidemi var brudt ud i landet, og alle fødevarebutikker var tomme. Af frygt havde folket nemlig hamstret og revet maden ned fra alle hylder. Denne søn havde nu mistet alt. Han vidste dog, at epidemien og derfor heller ikke hamstringen var nået til det land, hvor hans far boede. Han kom i tanke om, at hans far havde en stor svinefarm, så han tænkte, at han nok altid kunne bruge en løs vikar. Han besluttede sig for at ville tage hjem og planlagde at sige dette:

”Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.” (v. 18f)

Den anden søn kunne være en flink og rolig mand, som havde boet og arbejdet hjemme ved sin far hele sit liv. Han havde trofast arbejdet hårdt hver eneste dag for sin far. Han havde aldrig forladt sin far, han havde aldrig følt trang til at rejse langt væk fra faderen, og han tænkte altid nøje over, hvad han brugte sine penge på. Da hans bror kom hjem efter, at de hverken havde set eller hørt fra ham i 20 år, blev denne bror vred og forarget over, at faderen ikke skældte ham ud. Han formanede ham ikke engang. Faderen nævnte ikke med ét ord alle de forkerte ting, han havde gjort, og han bebrejdede ham heller ikke, at han ikke havde ringet eller skrevet hjem eller var kommet hjem til jul. Det mest uretfærdige var, at faderen holdt en kæmpe fest for den bror, som havde ødslet alle sine penge væk. Han inviterede flere hundrede mennesker – ja hele landsbyen –  til festen. Han havde købt de bedste økologiske oksemørbrader, og de fik masser af dyr champagne og Amarone-vin til festen. Den flinke og rolige mand havde altid været hjemme hos sin far og tjent ham trofast, men han havde kun holdt fester for ham, hvor de allernærmeste var inviteret med, og for det meste havde de fået flæskesteg til disse fester. Det værste af det hele var, at faderen var så glad, som den flinke og rolige søn aldrig havde set ham før. Han lignede en, som havde vundet i Lotto. Faderen kiggede kærligt på sin flinke og rolige søn. Han blev bedrøvet og sagde:

Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit.  Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.« (v. 31)

Lad os se på, hvem denne fader er?  Gør faderen forskel på sine børn? Nej, han elsker dem lige meget og han vil altid gerne have dem tæt hos sig. Han har det fint med, at hans sønner er meget forskellige. Han vil gerne, at de laver det, som de er glade for at lave. Han ser både værdi i en søn, som er en drømmende eventyrer og en søn, som trofast, pligtopfyldende og arbejdsom. De har begge altid været hans børn. Han troede, at den ene søn var død, men han kom hjem til ham i levende live. Det var derfor, han blev så glad.


”Der er ”større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse” (Luk 15,10)

Vores himmelske far er ligesom faderen til den fortabte søn. Vi er først og fremmest hans børn, ikke hans daglejere eller tjenere. Han er ikke urimelig og hård. Han er gavmild, mild, tålmodig, barmhjertig og nådig. Om vi skulle glemme ham, glemmer han os aldrig. Han holder aldrig op med at elske os. Han har lige meget omsorg og kærlighed for alle sine børn.  Uanset hvad der sker og uanset hvad vi gør, så ser han altid efter, om er på vej hjem til ham. Så løber han hen til os, falder os om halsen og kysser os.

Kilde: Pixabay, StockSnap



Hvem vil give Gud æren?

Under sin vandring mod Jerusalem fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa.  Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!«  Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene.  Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner.  Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni?  Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?«  Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.« (Luk 17, 11-19)

Det virker til, at de ti spedalske i denne beretning ved noget om Jesus. De må have hørt om Jesus, de må have hørt om de undere, Jesus har gjort og om, at han er en, som helbreder.

Det at forbarme sig er ikke et udtryk vi bruger i dagligsproget. Jeg har kun læst udtrykket i Bibelen, så jeg forbinder det med en anråbelse, et råb om hjælp til Gud. En kort, men stærk bøn lyder således: ”Jesus Kristus, Guds søn, forbarm dig over mig”. Jeg har også hørt udtrykket i forbøn for f.eks. en hel gruppe af mennesker: “Jesus, vi beder dig forbarme dig over vores land.”

I 1991 skriver BT dog ”en behjertet sjæl .. forbarmede sig over den bevidstløse mand, som lå foran værtshuset, og ringede efter en ambulance.”  

Selve ordet ”forbarme sig” kommer af tysk: sich vorbarmen, og det betyder at ”bryde sig om de arme”, altså de stakkels, de fattige. Ifølge den danske ordbog betyder ”at forbarme sig” at få medlidenhed med nogen og så hjælpe eller tilgive vedkommende.

De spedalske var udstødte

Hvorfor blev de spedalske stående på lang afstand fra Jesus, mens de råbte? Spedalskhed er en meget smitsom sygdom, og på Jesu tid var der ingen behandling for sygdommen. De spedalske var udstødte, og på ingen måde turde nogen folk røre ved eller være i nærheden af de spedalske.

I en anden beretning hører vi, at Jesus rører ved en spedalsk, og den spedalske bliver rask (Mark 1, 41). I denne beretning i Lukasevangeliet kapitel 17, siger Jesus ikke noget om, at han helbreder de spedalske, men giver dem besked om, at de skulle gå hen og blive undersøgt at nogle præster, og mens de er på vej hen til præsterne bliver de raske. Jesus siger dette til de spedalske, fordi han henviser til Moseloven, 3 Mos 14,2ff, hvor vi læser, at præsten skal undersøge, om den spedalske er blevet ren, om han er blevet helbredt, og derefter skal præsten udføre en række ritualer og ofringer til Gud, hvorved præsten skaffer soning for Gud.

Når Jesus henviser til Moselovens forskrifter, er det altså en hjælp til de spedalske. De får en, på den tid, gyldig undersøgelse af, om de er blevet rask, og de bliver efter Moselovens forskrifter forsonet med Gud, altså får tilgivelse for deres synder. På Jesu tid mente jøderne, at sygdom var selvforskyldt. Man var syg pga. sin egen synd, eller pga. forældrenes synder.

I dag ved vi, at sygdom skyldes noget legemligt og ikke vores egen syndighed (i andre religioner i dag, fx hinduisme er samme antagelse, at sygdom skyldes personens eller forældrenes egne dårlige adfærd), men det vil i dag være fornuftigt at blive undersøgt, denne gang af en læge, når man er blevet helbredt.

De spedalske vil have velbegrundet antagelse af, at det er Jesus, som har helbredt dem, for vi hører, at på vej hen til præsterne, bliver de spedalske rene, altså raske. Dog er der kun én, som vender tilbage og priser Gud og takker Jesus, og det er en samaritaner. Samaritanerne var fremmede for jøderne, og ingen jøder ville have noget at gøre med dem. Samaritanerne var udstødte. Længe var frelsen fra Messias kun ment for jøderne.

Dog åbner Jesus op for at Guds frelse er for hele verden, hvilket vi kan læse om i Johannesevangeliet kapitel 10, hvor Jesus siger ”jeg har også andre får” og i Matthæusevangeliet kapitel 15, hvor Jesus helbreder den kana’anæiske kvindes datter samt i Johannesevangeliet kapitel 4, hvor Jesus taler med og underviser og forkynder for den samaritanske kvinde ved kilden. At frelsen er for alle (ikke kun jøder) dem, som tror på Jesus, læser vi tydeligt i Joh 3,16: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”  

Gud er ikke én, som bliver imponeret af menneskers gode gerninger, som ikke bliver gjort med hjertet. Således profeterede Esajas: ”»Dette folk dyrker mig med munden og ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, og deres gudsfrygt er tillærte menneskebud” (Es 29,13). Ligesom vil læser om i Esajas’ bog, er Jesus optaget af menneskers hjerter, om mennesker elsker og ærer Gud, og om de tror på Ham. Derfor siger Jesus til den helbredte samaritaner, den helbredte spedalske, som vendte tilbage og takkede og lovpriste: ”Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig” (Luk 17,19).

Advarsel mod at glemme Herren

Hvorfor var der kun én ud af de ti spedalske, som vendte tilbage til Jesus og gav Gud æren (Luk 17,18-19)? Det undrer Jesus sig over. Vi undrer os. Ti mennesker har mødt Jesus og bliver helbredt af Ham, men kun én vender tilbage og priser og takker Ham. Vi får ikke at vide, hvor de ni andre spedalske blev af. Ud fra Lukasevangeliet ved vi ikke noget om, hvorfor de ni ikke vendte tilbage til Jesus. Vi ved ikke, hvorfor de ikke omvendte sig.

Det kan vi kun gisne om. Måske omvendte nogle sig senere, fx efter Jesu opstandelse. Det ved kun Gud. Måske var nogle af de spedalske hjemløse, måske fik en af de spedalske tandpine dagen efter, måske kiggede nogle af de spedalske sig omkring og så på alt det, som en rig godsejer ejede. Måske tænkte de, at de var blevet helbredt af deres egen fromhed. De kan have tænkt: ”jubii, det hjalp at give mit sidste stykke brød til den fattige enke, derfor blev jeg rask”, eller ”hurra! I nat lå jeg på mine knæ og bad til Gud i fem timer. Fordi jeg var dygtig og udholdende i bøn, blev jeg helbredt”. Eller en spedalsk kunne have tænkt: ”ok, dér var jeg heldig. Tænk, det var mig, som vandt i Lotto. Tænk, at jeg blev rask, da jeg gik lige dér.”

Jeg ved det godt: Lotto fandtes ikke på Jesu tid, men forstår du min pointe? De ti spedalske blev helbredt, men ni af dem erkendte ikke, hvem der havde helbredt dem. De vendte ikke om og gav Jesus æren.

De spedalske havde ingen ære selv for at de blev helbredt. Æren var Guds alene. Det var Jesus, som viste dem nåde og helbredte dem.

Vi skal passe på, at vi ikke glemmer at give Gud æren. Vi skal passe på, at vi ikke glemmer Gud. Det skal vi passe på, både når noget godt sker for os, og når det i taget går godt for os. Kun én ud af ti helbredte spedalske vendte tilbage og priste og takkede Jesus.

I sin tale til israelitterne advarede Moses således:

”Når Herren din Gud fører dig ind i et herligt land, et land med bække, med kilder og med strømme af vand, der vælder frem i dale og bjerge,  et land med hvede og byg, med vin og figner og granatæbler, et land med olivenolie og honning,  et land, hvor du ikke skal skaffe dig føden i fattigdom og ikke kommer til at mangle noget, et land, hvis sten er jern, og i hvis bjerge du kan bryde kobber,  da skal du spise dig mæt og prise Herren din Gud for det herlige land, han har givet dig.  Men tag dig i agt, at du ikke glemmer Herren din Gud, så du undlader at holde hans befalinger og retsregler og love, som jeg giver dig i dag.  Når du spiser dig mæt og bygger dig gode huse at bo i,  når dine køer og får bliver talrige, når du får meget sølv og guld, når al din ejendom øges,  bliv da ikke hovmodig, så du glemmer Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset;” (5 Mos 8,7-14)

En lignende advarsel finder vi til menigheden i Laodikea, i Johannes Åbenbaringen:

”Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm!  Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund.  Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig,  så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se.” (Joh åb 3,15-18)

Gud er nådig og vil tilgive. Den, der har ører, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne:

Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg. Vær nidkær og omvend dig!  Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.  Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone.  Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. (Joh åb 3,19-22)

Hans herredømme er et evigt herredømme

Følgende indlæg er inspireret af Daniels bog, kapitel 4 og s. 50-52 i Lad de små børn komme til mig af Marian M. Schooland. Indlægget er også inspireret af nutidens begivenheder i Danmark og af evangeliet om Jesus Kristus.

Nebukadnesar var en stor konge. Han havde mange tjenere og en stor og stærk hær. Han havde bygget en stor by, der havde smukke haver og slotte, og byen strålede af guld. Byen hed Babylon.
Nebukadnesar syntes han var en stor og fantastisk konge. Han var meget stolt af Babylon og af sit kongerige, som han mente han selv havde skabt. Nebukadnesars hovmod fik konsekvenser. Gud tog kongeriget fra ham, og han blev sendt ud at bo på en mark.
En dag gik Nebukadnesar en tur og fik øje på himlen. Han begyndte at prise Gud: “Hans herredømme er et evigt herredømme, hans kongerige varer i slægt efter slægt, og jordens beboere er for intet at regne.” (Dan 4:31)Nebukadnesar erkendte, at han selv var lille, og Gud er stor. Gud gav ham kongeriget tilbage.

Vi har ofte travlt med vore egne projekter og stoler så meget på vores egne evner, at vi glemmer, at alt godt er til Guds ære. Alt, hvad vi skaber og bygger skyldes ikke os selv, men Gud alene. Det er ham, som er Skaberen og giver rundhåndet.
På mange måder er Danmark et godt og rigt land. Vi har rent vand, mad, flot natur, flotte bygninger, slotte og kirker. Vi har sygehuse, skoler, demokrati og ytringsfrihed.
De sidste årtier har Danmark forandret sig. Kristendommen har fået en meget lille plads i vores samfund. Vores velfærdssystem er ved at blive afviklet. Fremmede religioner vinder indpas. De rigeste i landet får mere og mere magt.

Læs mere

Husk Gud

Salomo var et godt eksempel for os i forhold til bøn. Salomo bad Gud om visdom og forstand, ikke et langt liv, rigdom eller fjenders død (1 Kong 3:5-14). Gud gav ham visdom og forstand og endnu mere. Gud gav Salomo stor rigdom og ære. Selv uden for sit lands grænser blev Salomo kendt for sin visdom, men han mistede sit fokus. Salomo var dameglad og fik mange hustruer. Ikke bare elskede han sine koner, han elskede også deres guder. Denne afgudsdyrkelse fik fatale følger for Salomo. Han mistede en stor del af Guds velsignelse, fik mange fjender og mistede stor del af sit kongerige (1 Kong 11). Det kan ikke have kommet bag på Salomo, at hans afgudsdyrkelse fik slemme følger. Gud havde advaret ham, og han havde kaldt til omvendelse:

Læs mere

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders NorenOp ↑