En rejse i Tro og Kreativitet

Tag: Nytår

Vær velkommen Herrens år

Med årets sidste blogindlæg fra min hånd vil jeg ønske dig et velsignet og lykkebringende nytår.
Julen er en travl tid og man kan føle sig forspist, men jeg håber du alligevel har haft tid til at slappe af og opleve julefreden sammen med dine kære.
Efter festlighederne nyder jeg roen og slapper af sammen med mine børn. Der er tid til at tænke lidt på nytårsaften,  og der er tid til at tænke over det sidste år samt over livet.

For nogle uger siden sad jeg i flyet fra London til Boston. Selv om rejsen blev anderledes end ventet, fik jeg på denne flytur ro til at reflektere og bede. Jeg skammede mig over at jeg var en dårlig kristen, jeg skammede mig over mit indre mørke og syndighed, men det ufattelige var, at Gud tilgav mig. Det ufattelige var, at Jesus elskede mig.
Når jeg tager imod Guds nåde, bliver jeg hel. Helet. Når jeg tager imod Guds nåde, kan jeg blive mig selv, være mig selv. Jeg erkendte, at jeg var ligesom mariehønen, der kravlede på væggen, da vi juleaftensdag tog træet ind. Jeg var lille og måtte overgive mig til Guds hænder. I Johannesevangeliet læser jeg, at skilt fra Jesus kan jeg intet gøre, og jeg må erkende, at det er sandt.

Jeg ved ikke hvad 2018 byder mig, men jeg vil sige vær velkommen Herrens år og lægge mit sind, mine tanker, mine hænder og mit hjerte, mit liv i Guds hænder. Ske dine planer, din vilje, ikke min, Herre.

Nyt år

Nyt år
Ny måned
Madpakker
Hvad skal jeg sige,
Når mine øjne stadig vil sove?
Ny måned
Ny uge
Hvad vil du have på?
Leverpostej?
Ny uge
Ny dag
gulerodsstave
letmælk
Ny dag
Ny time
Madpapir
Skoletaske
Hvad skal du sige
Når du kommer for sent?

Ny time
Nyt minut
Søvnunderskud
vredesudbrud
Hvad skal jeg sige,
Når morgenlyset endnu ikke er stået op?
Nyt minut
Nyt sekund
Kolde håndflader
Cykellygter
Utallige stjerner
Mælkevejen

Hvad skal jeg sige,
Når jeg ser det der ligner en ledestjerne?
Nye sekunder
Nye pulsslag
Utallige støvfnug
Månen er fuld
Jeg er lille

Nye pulsslag
Nye vejrtrækninger
Juletræet står der stadig
Med sin pynt
Hvad skulle de vise mænd sige
Når de så Jesusbarnet født i en stald?

Nye vejrtrækninger
Nye aviser
Nye overskrifter
Fornuften prøver at forstå
Forstanden prøver at regne den ud
Hvad skal jeg sige når jeg ser
Guds egen søn lod sig piske og dræbe
På et kors?

Nye overskrifter
Nye toner
Nye teorier
Gud er ikke ny
Han er Immanuel
Gud med os
i de smalle gyder
På køkkenmøddingen
Blandt vasketøjet
Ved de beskidte kummer
I de fjerneste afkroge
Og galakser
I et nyt
Nådens år

Har du et nytårsforsæt?

“Må vi spørge dig om noget” spurgte en journalist mig engang jeg stod på Hovedbanegården.

“Har du et nytårsfortsæt, du har lyst til at dele med os?” spurgte journalisten fra TV2.

I årenes løb havde jeg haft mange nytårsforsætter. Et år havde jeg besluttet mig for at spise mere sundt og et andet år havde jeg besluttet mig for at dyrke mere motion, men hvert af alle mine nytårsfortsætter brød jeg. Jeg brød dem vist allerede nytårsdag. Der var så meget jeg ønskede mig anderledes, men min rygrad var altid blød. Specielt når januar konfronterede mig med dens kolde frosne ansigt, specielt dér bukkede jeg under og faldt tilbage i de gamle vaner og brød alt, hvad jeg havde lovet mig selv. Så her stod journalisten og spurgte mig, om jeg havde et nytårsforsæt og så kunne jeg stille mig på rulletrappen og blive interviewet til Godaften Danmark.
Jeg svarede:

“Nej, jeg har ikke noget nytårsforsæt, for jeg ved at jeg alligevel ikke kan holde det.”

I aften er det nytårsaften, og jeg har ikke noget nytårsfortsæt, selv om der er meget jeg håber jeg gør anderledes og bedre i det nye år. Egentlig er jeg glad for at jeg ikke kender fremtiden. Hvis vi gik rundt og var spåkoner og orakler, tror jeg vi ville få et nervøst sammenbrud. Og nej, jeg tror ikke på astrologer eller claivoyanter og deres spådomme.

Heller ikke Gud vil fortælle mig, hvad der sker i fremtiden, men Han fortæller mig, at mine planer ikke er hans planer.

Læs mere

Alt er tomhed. Godt nytår

Vi fejrer nytåret med et knald
Musik,  knallerter og bordbomber
Tomhed
Chokolade, slik og cola
Mættet tomhed
Godt nytår Facebook og Mr. Bean
Tomhed
Serpentinere, kransekage og champagne
Skål!
Stilhed
Vi fejrer nytåret med et knald
Blå, røde, hvide glitrende knald og brag
Tusinde kroner skydes væk i en nytårsfest
Har vi råd til at hjælpe en hjemløs?
Stilhed
En buddhist, en imam og en rabbiner
Prædiker til nytårsgudstjenesten
Tom snak
Skal vi danse om træet?
Rotter, risengrød, træets grønne top, nissen er en hidsigprop

Vær velkommen, Herrens år!
Velkommen Herre til vores tomme kalenderår
Kom og hel vore sår
Velkommen Fred, Håb og Glæde
Velkommen Sandheds Ord
Velkommen Lys og nåde
Velkommen Lam, livets brød
Skriv dit navn på vores pander
Kun Dit blod og din ånd kan slukke vores tørst
Kun du, Jesus Kristus,
kan fylde vores tomhed

 

 

 

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders NorenOp ↑