En rejse i Tro og Kreativitet

Tag: mørke

Lys i mørket

Gåture
inde
i mig selv
Mørke
fare vild
storm
regnvejr
sidder fast
Mørke
i mig selv
rusk
kuldens tænder
Jeg kommer ingen steder
i den lange nat
i dødens skygge
Mørke
ansigt til ansigt
med natten
med muren
med døden
Mørket
Inde i mig selv

Langt væk
langt borte
Et glimt af et lysglimt fra
en lighter
en tændstik
en blinkende lygtepæl
et vindue
i mørket
Langt væk
Langt borte
fra mig selv
I går så jeg intet
I dag ser jeg lysglimt
I morgen kan jeg ikke finde det
Om jeg kan se eller ikke se
gnisten er der
Bag ved regnens tunge skyer
inde i storbyens tåge og byger
bag nattens mure
bag dødens skygger
Jeg rækker ud
griber fat
i usynlighed
i gnisten
Fingerspidser
tanker
hjertesuk
sjælens råb
griber fat
Gnisten holder mig fast
som et anker
holder mig fast
Jeg driver ikke væk
strømmen fører mig ikke bort
Gnisten holder mig fast

En gråspurv på taget

Mørket kommer hver aften og lægger sig som en tung skygge hen over vores ansigter. Det flytter ind i vores stuer, og unge mennesker – ensomme, fremmede, unge mennesker går ud i mørket og ofrer andre og sig selv for en tanke, et ord, et løfte, for en sag, som jeg ikke vil forstå. Inde i mig vokser der jern, der smedes til noget kendt og ukendt. Jeg kryber sammen.

I dag hilser solen på mig igennem gardinerne. Jeg tager sko og jakke på samt en sort hue. En gråspurv sidder på taget. I morgen har jeg glemt den. Men Gud glemmer ikke. Frygt ikke, synger den lille spurv. Solen skinner. Fuglene synger. Det er forår. Træerne er trætte og blege, men der er erantisser, vintergækker, påskeliljer og krokusser. Vandet risler i den lille bæk. I mudderet er der spor fra traktordæk. Det høje tynde træ spejler sig i en vandpyt.

 

 

Influenza

Nys og støv, hovedpine, krummer og madrester
Svimmelhed, feber og opvask

Mor, hvornår bliver du rask? Jeg ved det ikke
jeg håber det bliver snart
Host og snot
Kvalme, opkast og vasketøj

Hjertebanken, søvnløshed
alt det jeg ville og skulle have nået
Nyhederne formørker mit sind

Mor, hvornår bliver du rask? Jeg ved det ikke

Jeg hviler
i min seng
Kan ikke sove
Kalder:
Herre Jesus Kristus, forbarm dig over os
Jeg hviler
i min Faders nådige favn

Jeg kommer i tanke om
Alle dem, der er mere syge end forkølelse og influenza
Dem, der er alvorligt syge og ligger døden nær
Dem, der er forfulgte
Dem, der ikke har en seng at hvile sig i
Dem, der ikke kender Herrens hvile

Dagen er frostklar
Lyset viser et glimt af det australske sommerlys
et glimt af det evige, sande lys

Mor, hvornår bliver du rask? Jeg ved det ikke
Jeg har det lidt bedre
Jeg tror jeg snart bliver rask

Nyt år

Nyt år
Ny måned
Madpakker
Hvad skal jeg sige,
Når mine øjne stadig vil sove?
Ny måned
Ny uge
Hvad vil du have på?
Leverpostej?
Ny uge
Ny dag
gulerodsstave
letmælk
Ny dag
Ny time
Madpapir
Skoletaske
Hvad skal du sige
Når du kommer for sent?

Ny time
Nyt minut
Søvnunderskud
vredesudbrud
Hvad skal jeg sige,
Når morgenlyset endnu ikke er stået op?
Nyt minut
Nyt sekund
Kolde håndflader
Cykellygter
Utallige stjerner
Mælkevejen

Hvad skal jeg sige,
Når jeg ser det der ligner en ledestjerne?
Nye sekunder
Nye pulsslag
Utallige støvfnug
Månen er fuld
Jeg er lille

Nye pulsslag
Nye vejrtrækninger
Juletræet står der stadig
Med sin pynt
Hvad skulle de vise mænd sige
Når de så Jesusbarnet født i en stald?

Nye vejrtrækninger
Nye aviser
Nye overskrifter
Fornuften prøver at forstå
Forstanden prøver at regne den ud
Hvad skal jeg sige når jeg ser
Guds egen søn lod sig piske og dræbe
På et kors?

Nye overskrifter
Nye toner
Nye teorier
Gud er ikke ny
Han er Immanuel
Gud med os
i de smalle gyder
På køkkenmøddingen
Blandt vasketøjet
Ved de beskidte kummer
I de fjerneste afkroge
Og galakser
I et nyt
Nådens år

Snetid

“Hvornår kommer der sne?” Spurgte min datter for få dage siden.
“Jeg ved ikke, hvornår der kommer sne. Der kan gå lang tid endnu.” Svarede jeg
“Ejjj!” hendes skuffelse var tydelig.
Så meldte meteorologerne sne, men sneen holdt sig væk fra Fyn, indtil vi søndag morgen vågnede op til snestorm. Sne gled over i slud og regn, og vi voksne nikkede indforståede til hinanden.
Her mandag eftermiddag kan jeg alligevel konstatere, at jeg tog fejl. Sneen ligger som et fleecetæppe på min græsplæne og bader i solskinnet.
Meteorologerne siger,  der ikke kommer mere sne foreløbigt. Måske tager de fejl.

Vi kan gøre os kloge og fornuftige, men der er meget vi ikke kan forudse. Jeg tror ikke, der er nogen, der havde forudset terrorangrebet på Paris.
Hver gang jeg læser nyheder eller iagttager diskussioner (skænderier) på Facebook, ser det ud til at der snart kommer istid i hele verden. Der er kommet mange meter sne ind i islamisternes inderste hjertekamre.
Bliver det mon jul? Kan juleglæden skyde op af den frosne jord i år?

Pludselig træder noget andet ind i mit sind.

Kærlighed overvinder alt.

Vi må ikke lade os lamme af frygt eller lade medierne skabe virkeligheden. Vi må ikke slippe troen, håbet eller kærligheden.
Guds kærlighed har ikke forladt os. Gud har ikke forladt os. Vi må holde fast i Hans hellige kærlighed og dele den med verden. Jesus siger, vi skal elske vores næste. Vores næste er ikke kun vores nærmeste, men også de fremmede, muslimerne og islamisterne.

Jesus elskede Judas, disciplen, som forrådte ham. Han elskede menneskene, som spyttede ad ham, hånede ham og korsfæstede ham. Jesus elsker også dem, der er imod ham. Han elsker islamisterne.
Gud elsker alle mennesker. Hvis ikke han gjorde det, ville Jesus ikke have ofret sig selv for os.

Må Gud lære os at elske hinanden, vores næste, vores fjender.
Må Han lære os at tilgive dem, for de ved ikke, hvad de gør (Luk 23:34).
Må vi alle kunne se lyset
I vintermørket
Bagved overskrifterne
De dystre miner
Og Facebookmobberierne
Må Gud vise os Kristi lys
Som han tænder i vores hjerter

Fra mørke til lys

I begyndelsen var der mørke over urdybet, men Gud sagde: ”der skal være lys!” Og der blev lys. Gud så lyset var godt. Han skilte lyset fra mørket. Gud skabte lys, liv og mennesker.

Men det mørke spørgsmålstegn, slangen sagde til menneskene: ”Har Gud virkelig sagt..?” Menneskene troede på tvivlen og forbrød sig mod Guds bud. Menneskene blev jaget væk fra deres bolig hos Gud. Flere tusinde år og generationer i vandring i mørkets dal fulgte – med lukkede øjne og visne formørkede, uretfærdige, afstumpede, forhærdede, sovende sind og hjerter, der berusede sig i deres eget køds lyster og gjorde mørkets frugtesløse gerninger.

Men en dag blev et nyt liv født.

Livet var menneskers lys – Jesus, det sande lys som oplyser mennesket. Det sande lys skinner for mennesker, kalder og siger ”Kom! Følg mig!”

Det sande lys lagde sig ned for hele verdens mørke. Det sande lys blev slukket og kom til mørkets dal for vores gerninger.

Men som solen steg det sande lys op fra den mørke nat. Lyset skinnede i mørket, og mørket greb det ikke. Lyset havde ofret sig for os så vi ved tro ikke længere skulle være fanget i mørke, i vores mørke gerninger og dunkle hjerter.

Af mørket skinnede det sande lys frem af os. Vi fik livets lys. Lyset skinner i vores hjerter og lyset er Guds kraft. Engang var vi mørke, men nu er vi lysets børn, og vi er verdens lys, så vi skal lade vores lys skinne for mennesker, så de ser vores gode gerninger og priser Gud.

 

(1 Mos, Matt. 5, 14-16, 2 Kor 4, 6-7 og Ef 5, 1-20)

Frygt ikke, tænd lyset! (Gode nyheder afsnit 1)

Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« (Luk 2:10-12)

Ved du hvad, der står skrevet i Bibelen 365 gange?

”Frygt ikke” og ”vær ikke bange”.

Julen er en tid til at tænde lys i vintermørket, julen er en tid til at glæde sig. Der er meget at glæde sig over. Men lad os undersøge udsagnet ”frygt ikke”.

Da Jesus vandrede på søen, sagde han til sine disciple, at de ikke skulle være bange, men have tro (Matt 14:27). Da Jesus var genopstået fra de døde og mødte sine disciple, sagde han ”Frygt ikke.” (Matt 28:10).

Hvorfor fortæller engle og Gud os igen og igen, at vi ikke skal være bange?

Der er tidspunkter, hvor frygt er naturligt og fornuftigt, som når vi støder på bjørne, forbrydere og naturkatastrofer. Men det er ikke kun disse farer vi frygter.

Vi frygter forandringer, nye, fremmede, anderledes ting, edderkopper, højder, små rum, store rum og mørke. Jeg indrømmer, at jeg er lidt bange for mørke.

Hvad gør vi, når det bliver mørkt i vores stue? Vi tænder lyset.

Jeg er på det seneste blevet opmærksom på en bestemt frygt blandt kristne, og jeg kan også finde den somme tider i mig selv. Vi frygter mørket i verden og inde i os selv. Det er forståeligt at frygte det, der kan opstå inde i en selv. Kærlighed kan blive til had, ærlighed til uærlighed. Det er ikke det vi spiser vi bliver onde af, men det der kommer inde fra os selv (Matt. 15:19).

Jeg er dog glad for at jeg kan komme til Jesus, og han kan tænde lyset inde i mit hjertes stue. Jeg kan vælge at følge ham, og Helligånden kommer mig til hjælp (Rom 8).

Hvad med alt det onde, Satan, alt mørket i verden? Vi burde ikke frygte det, for Gud er der. Han er lyset, ”som skinner i mørket, og mørket greb det ikke” (Joh 1:5). Frygt ikke, for jeg forkynder jer en stor glæde: Kristus har allerede en gang og for alle sejret, idet han døde for os genopstod. Han har sejret over døden og djævlen. Intet kan skille os fra Kristi kærlighed.

”I alt dette sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen aden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus, vor Herre.” (Rom 8:37-39)

Når mørket træder ind i din stue, så tænd et lys og vend blikket mod Verdens Lys, Jesus Kristus.

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders NorenOp ↑