Som nævnt er jeg meget genert, og jeg falder sjældent i snak med fremmede, så jeg forventede ikke at komme til at snakke med andre i Boston end min mand. Alligevel kom jeg til at snakke med mange i Boston. Til mødet om ALS var der folk fra hele verden, og senere på turen talte vi med min mands kolleger fra Harvard. På Harvard arbejder der folk fra hele verden. Takket være engelsk som fællessprog har jeg både talt med folk fra Kina, Schweiz, Tyskland, USA, England, Scotland, Australien, Luxemburg, Pakistan, Belgien, Mongoliet, Island og Israel.
Selv om vi kom alle steder fra i verden, havde vi alligevel meget tilfælles. Der var schweizeren, som fortalte mig at han havde været i Danmark og var blevet helt vild med røde pølser.
Der var amerikaneren, som jeg faldt i snak med til konferencen. Hun var til konferencen sammen med sin mand, som havde ALS. Hun havde voksne børn og fortalte om dem, og jeg fortalte om mine børn. Vi talte ikke om vores mænds sygdomme, men kom til at snakke om hvad vi interesserede for. Det viste sig at hun var glad for at læse bøger, og hun kunne ligesom jeg lide at læse kristne bøger. Vi fandt ud af at hun havde læst en biografi om den tyske præst Bonhoeffer, og jeg havde læst hans bog, Efterfølgelse. Vi delte bogtips og forfattere med hinanden. Hun fortalte om en amerikansk digter ved navn Kathleen Norris, som havde skrevet et digt om vasketøj. I selveste Boston mødte en amerikaner, som ligesom jeg var glad for juletræer, Bonhoeffer og for kristen litteratur.
Mennesker har meget mere tilfælles end de tror. Jeg tog til Boston og opdagede, at verden er lille.
Seneste kommentarer