En rejse i Tro og Kreativitet

Tag: loven

En eller flere herrer

For mange år siden hørte jeg om princippet om, at vi skulle være vores eget livs lykkesmed. Fornyligt hørte jeg om en ny slags konfirmation: selv-firmation. Det handler om, at den unge skal bekræfte sig selv. Den unge skal bekræfte troen på sig selv.

Elisabeth Sofie siger om selv-firmation bl.a.

”Gennem viden og hertil hørende redskaber til at bruge denne viden, kan enhver blive godt rustet til at klare de mange udfordringer og det til tider store pres, livet nu engang bringer med sig. Unge mennesker er ingen undtagelse. Livet er en rutsjebanetur, som går både op og ned og ens følelser følger herefter. Men man kan godt træne sig selv til at holde fatning, så man ikke mister pusten på hverken op- eller ned- turene – det kræver først og fremmest opmærksomhed.” (https://www.selvfirmation.dk/til-foraeldre)

Selv-firmation er en version af ”du er din egen lykkes smed” og ”det er dit eget ansvar at blive glad på både op- og nedture.” Jeg stiller spørgsmål ved det at give den enkelte meget ansvar for sit eget liv. Skaber vi vores egen lykke, og har vi intet ansvar over for hinanden?

Fra tid til anden kan man få ideen om, at man er herre over sit eget liv. Mennesket er dygtigt, selvstændigt, uafhængigt og kan nærmest alt. Det moderne menneske planlægger, strukturerer sit liv. Vi tænker: ”det går da meget godt det her”, ”nu har jeg fundet noget, som er godt, og det går jeg med.” Vi bliver hurtigt opslugt af noget, som interesserer os og gør os passionerede, og det tager alt vores tid og fokus. Vi kan hurtigt blive forvirrede eller fare vild, når vi mener, vi er herre over vores eget liv.

Det bliver vanskeligt at opretholde selvkontrollen, at være sin egen herre og bevare strukturen og skemaet. Det bliver svært at bevare forestillingen om at have stor magt over sit eget liv, når stormfloden rammer, alvorlige sygdomme dukker op, ulykker sker, vi bryder ud i et pludseligt raseriudbrud, man mister sit arbejde eller skole eller organisationer og relationer bryder sammen.  

Den kristne orden

Ud fra et Bibelsk menneskesyn har mennesket et ansvar, men det er på ingen måde herre over sit eget liv. I skabelsesberetningen lærer vi, at Gud har skabt verden og at det er Ham, som giver liv, og det er Jesus som frelser. Han er den, som førte os i frihed, ud af trællehuset (2 Mos 20,2 og Joh 8,36).  Mennesket fik en pagt med Gud. Det er Gud, som er Gud og derfor også menneskets Herre og vigtigste relation. Det første bud i loven er:

”Du må ikke have andre guder end mig.” (2 Mos 20,3)
”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv” (Luk 10,27)

Derudover har mennesket en pagt med ægtefællen, så sine børn og først derefter kommer pagten med arbejdet, kirken og andre ting.

At Gud er Gud, er Herre og den vigtigste relation for mennesket, får betydning for alt andet i livet. Det får betydning for, hvordan vi forholder os til penge, mad og det materielle. Jesus siger:

”Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.” (Matt 6,24)

Kærlighed til penge er roden til at alt ondt:

”har vi føde og klæder, skal vi lade os nøje med det. Men de, der vil være rige, falder i fristelse og baghold og henfalder til utallige tåbelige og skadelige tilbøjeligheder, som styrter mennesker i undergang og fortabelse. For kærlighed til penge er roden til alt ondt; drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter.” (1 Tim 6,8-10)

Hvem er herre?

Hvis Gud er vores Herre, har det som sagt betydning for resten af vores liv. Vores ambitioner, længsler, drømme eller ønske om popularitet og anerkendelse kan føre os på vildspor, og vi kan spørge os selv, er Gud herre i vores liv? Eller er det os selv eller noget andet?

Hvem vil vi følge? Os selv, et menneske eller noget andet. Hvis vi vil følge Jesus, er dette nødvendigt:

”Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.  Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.  For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?” (Matt 16,24-26)

Vi kan ønske os noget mere. Vi kan ønske os et større hus, en større bil, et større firma, et større rige, men hvem er vores Herre? Er det Gud, os selv eller djævelen, som er vores herre? Djævelen fristede Jesus med at ville give ham alle verdens riger:

”Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed  og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.«  Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹” (Matt 4,8-10)

Bibelen er klar. Der er ingen tolerance over for at have mere end én Herre, Gud. Der er ingen tolerance over for afgudsdyrkelse.

Træk ikke på samme hammel som de vantro! For hvad har retfærdighed med lovløshed at gøre, eller hvad har lys til fælles med mørke?  Hvordan kan Kristus og Beliar stemme overens, eller hvordan kan en troende have lod og del med en vantro?  Hvilken sammenhæng er der mellem Guds tempel og afguderne? For det er os, der er den levende Guds tempel, som Gud også har sagt: »Jeg vil bo og vandre midt iblandt dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.«  Derfor: »Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ikke ved noget urent! Så vil jeg tage imod jer,  og jeg vil være jeres fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren den Almægtige.« (2 Kor 6,14-18)

Det bedste for os er, at Jesus er vores hyrde. Han er hoved for os. Det bedste for os er at være i Gud faders favn. Hvor skal vi gå hen? Vi skal gå hen til Jesus. Vi skal tro på ham. Han er vejen.

Jesus sagde til ham: jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. (Joh 14,6)

Hvad er det, som gør os rene? (Del 3)

Sidste indlæg handlede om, hvorfor vores hjerter er bedrageriske. Dette indlæg er sidste del af serien om, “Hvad er det, som gør os urene?” Lad os se på, hvorfor der alligevel er håb.

Loven bliver skrevet på hjerter

Vi får at vide, at vi skal være helhjertet med Gud, og vi skal elske Ham af hele vores hjerte. I hele Det Gamle Testamente læser vi om, hvordan jøderne gang på gang mislykkes med at overholde loven og elske Gud.

Det er nedslående at kende buddet om helhjertethed, om at sætte Gud først og elske Gud af hele sit hjerte, når vi ved, at vores hjerter er bedrageriske og syndige.  Det er aldrig noget, som bliver nemt eller naturligt for mennesket, for kødet vil fjendskab med Gud (Rom 8,7).

Dog finder vi budskaber om nyt liv og nyskabelse i Bibelen. Mange år før Jesu fødsel og Helligåndens komme, profeterede Ezekiel om dåben (”rent vand”), og at vi ville få Helligånden (“ny ånd”):

”Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder;  jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød.  Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud.” (Ezek 36,25-27)

Jesus tog vores straf for vores hjerters synd og bedrag, så vi ved hans blod helt ufortjent – ved nåde – blev frelst. Når vi tror på, at Jesus døde for os, gør hans retfærdighed os retfærdige, selv om vi ikke formår at overholde loven. Når vi tror på Jesus, får vi Helligånden. Ved Helligånden bliver Guds kærlighed udgydt i vores hjerter (Rom 5,5), og Helligånden skriver loven på vores hjerter (1 Kor 3,3 og Ezek 36,27). Dermed bliver det nemmere for os at overholde loven. Uden Helligånden er det umuligt.

I Johannesevangeliet finder vi en slags parallel til vigtigheden af tillid til Gud, som det er beskrevet i Jer 17,5-10. Jesus taler om, at den som tror på ham, skal ikke tørste (Joh 4,14), og han fortæller i Joh 15, at Han er det sande vintræ. Når vi tror på Ham og ved Helligånden holder os tæt til Ham, vil vi bære meget frugt. Skilt fra Jesus kan vi intet gøre (Joh 15,1-8).

Et andet sted i Bibelen læser vi om et træ, der er plantet ved en bæk.

Læs mere

Hellas leveregler og Luthers katekismus

I dag vågnede jeg med Hella Joofs katekismus i tankerne. For nogle uger siden udkom Hellas katekismus og det afstedkom mange debatter. Jeg har ikke fulgt med, men i dag besluttede jeg at læse hendes katekismus. Jeg er i den situation at jeg læser katekismussen ud fra de positioner, at jeg tidligere har læst teologi, og i dag er jeg ikke præst, men en Kristus-troende lægmand.

Inden jeg vil komme ind på, hvad jeg mener om hendes katekismus, lad os så se på selve ordet katekismus. Katekismus kommer af latin og betyder at give undervisning. En katekismus er en kort indføring til og forklaringer af centrale temaer i kristendommen. Meningen er at undervisningen skal kunne bruges i forhold til børn og unge. Luther skrev sin Lille Katekismus i 1529 fordi han så et behov for at undervise lægfolket i kristendommen og dets sakramenter. Vi finder en forkortet udgave af Luthers Lille Katekismus i salmebogen. Her udlægges De Ti Bud, Fadervor, trosbekendelsen, dåben, skriftemålet og nadveren. Jeg medgiver at Luthers sprog bærer præg af det 16. Århundredes sprog, og det har brug for forklaringer til nutidens mennesker. Men Luthers katekismus er bibelsk og falder i tråd med den protestantiske lære. Kort sagt, (her mine formuleringer) vi er alle syndere, og skulle dømmes, men Jesus døde for os alle, og ved troen er vi retfærdiggjorte. Med troen får vi Helligånden, som hjælper os med at elske og giver os en iver til at elske og adlyde Gud. Med andre ord er gode gerninger frugter af troen. Derfor starter Luther også hver udlægning af de Ti bud:
“Vi skal frygte og elske Gud, så vi…”

Nuvel, hvad med Hellas katekismus. Jeg holder af hende som person og skuespiller. Hun har en smittende livsglæde og frisk humor, og hun har en fantastisk evne til at formulere sig. Hella har skrevet en fantastisk og letforståelig tekst, som siger mange gode og rigtige ting, men hvor er det ærgerligt, at teksten har fået overskriften katekismus. Hvorfor ikke kalde teksten “Hellas livssyn”, “Hellas leveregler” eller “Hellas personlige tro”?

Læs mere

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders NorenOp ↑