Hun sad i køkkenvindueskarmen kiggede på os. Hun var stor og lysegrøn, og jeg havde ikke set sådan en som hende før. Ifølge Google var hun en stor grøn hun-løvgræshoppe. Hun sprang hen på væggen, kravlede på de øverste køkkenskabe og gjorde længe holdt på en grydekant. Måske så hun en anden græshoppe i stålet. Hun vidste ikke, at det var hende selv hun så. Hun kravlede frem og tilbage hen over spidserne af de store køkkenknive på væggen. I fascination og frygt iagttog jeg hende den fremmede grønne skabning.
Efter at hun havde undersøgt vores køkken i ca. 2 timer, måtte det være tid til at hun kom hjem til naturen. Terrassedøren stod på vid gab, men hun fortsatte sin opdagelsesrejse i køkkenet. Min søn fik hende til at kravle ind i en frysepose, og vi gik ud på terassen. Græshoppen blev inde i posen, som blev hvirvlet rundt med blæsten. Vi rystede posen, men hendes ben sad fast i plastikket. Jeg lagde posen ned på fliserne og satte en fod på den ene ende, så posen ikke blæste rundt igen. Nu kravlede vores gæst ud og rejste hjem.

Læs mere