På årets første forårsdag gik jeg tur ligesom halvfems procent af landsbyens syngende fugle, hunde og deres ejere. Det plejer at tænde et smil indeni, men det skete ikke denne gang. Mine øjne kunne ikke holde sig længere. Jeg trak huen ned over ansigtet, som allerede var badet i sved, mens jeg fikserede blikket på fortovet. Heldigvis var min mand kommet hjem, da jeg trådte ind ad hoveddøren.
Der er tidspunkter, hvor mørket er for tungt at bære for mine nærmeste og mig selv. Nogle gange snakker forbi vi hinanden, for udefra virker det ulogisk: hvorfor bliver mine tanker ved med at køre rundt i den samme rundkørsel? Jeg er taknemmelig over, at min mand, vores børn, familie og venner alligevel holder mig ud.
Jeg forstår ikke, at Gud, som ransager og kender mig, holder af mig. Jeg kender til tvivlen, men jeg tror, at Gud også er i dødskyggens dal. Det yderste af neglene holder fast i håbet om, at Gud vil lyse i det mørke, der kommer fra mig (“Du, som har tændt millioner af stjerner” af Johannes Johansen).
I corona-tiden blev mine bekymringer for store. Denne gang orker jeg ikke at følge med i nyhederne. Jeg forstår ikke, hvad der sker i verden for tiden. Vi kan ikke undgå lidelse, død og ondskab, men jeg tror på, at Jesus en dag vil sejre fuldstændigt. Kærligheden er stærkere end døden.
Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed?
Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet: På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår. Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. (Romerbrevet kap. 8,35-39)
Engang havde jeg så mange smerter, at jeg fik lyst til at dø. Sådan følte jeg, men jeg gjorde ikke noget ved det. Jeg har ADD og er til gene for samfundet. Jeg har haft nogle depressive tilstande, hvor jeg havde selvmordstanker. I dag er jeg virkelig glad for, at jeg ikke gjorde noget ved mine selvmordstanker. Hvad hvis jeg bliver deprimeret igen og får selvmordstanker, vil staten så hjælpe mig med at ende mit liv? Det er jeg bange for, hvis aktiv dødshjælp indføres.
Jeg forstår dem, som er alvorligt syge eller terminale og gerne vil dø, og jeg forstår også deres pårørende, men der er allerede passiv dødshjælp og palliativ sedering:
Engang blev de spedalske, mennesker med handicap og psykisk syge gemt væk – ”Ude af øje, ude af sind”. Flertallet af befolkningen vil vist gerne slippe af med disse personer – altså at de dør, hvis de selv ønsker at dø. Men hvad ville motivet være for at ville dø? Jeg er bange for, at der ville være personer, som ikke ønsker at være andre mennesker til besvær. Fra lande hvor aktiv dødshjælp er tilladt, er der flere eksempler på unge mennesker, som har et handicap eller er autister eller har en depression, som har fået aktiv dødshjælp.
Jeg betvivler ikke, at sygdomme er lidelsesfulde. Men løsningen på lidelse burde være palliativ eller passiv dødshjælp i de tilfælde, hvor personen i forvejen er døende, og i de andre tilfælde, burde de lidende og deres pårørende få hjælp – aktiv livshjælp.
Livet er mere end en morgengave. For mig har alt liv værdi. Jeg bryder mig ikke om, når store, sunde træer fældes, og jeg bryder mig overhovedet ikke om krig, jeg er også imod dødsstraf, og som sagt er jeg imod aktiv dødshjælp. Vi risikerer at miste mange, som kunne have fået hjælp til at leve deres liv.
Mit kristne livssyn gør også, at jeg er imod aktiv dødshjælp. Det er ikke bare pga. De Ti Bud. I Guds øjne er skaberværket og alle skabninger værdifulde. Gud skabte verden, og han så at det var godt. Hans tanker for os er dyrebare (Sl 139,17). Vi er dyrebare og højt agtede i Guds øjne (Es 43,4). Gud sammenligner sig selv med en mor, som elsker sit barn: ”Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte? Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig.” (Es 49,15).
Sygdomme og lidelser kom som konsekvens af syndefaldet, og Gud synes ikke, at lidelse er godt. Fra evangelierne ved vi også, at Jesus har medfølelse med de lidende, og han helbredte og genopvækkede døde:
”Jesus gik omkring i hele Galilæa, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket. Og rygtet om ham nåede ud i hele Syrien, og de kom til ham med alle, der led af forskellige sygdomme og var plaget af lidelser, og med besatte, månesyge og lamme, og han helbredte dem. ” (Matt 4,23-24)
Jeg tror på, at Jesus også helbreder i dag, enten “direkte” via Helligånden eller gennem læger og medicin. Der er nogle, som, mens de er her på jorden, ikke bliver helbredt, og jeg ved ikke, hvorfor de ikke bliver helbredt.
Der findes helbredelsesprædikanter, som lover guld og grønne skove og helbredelser til alle, som tror på Jesus, men det er ikke bare falske løfter, det er også ubibelsk.
Lidelse er hårdt, men er ikke noget der bliver fortrængt eller ignoreret i Bibelen. Også på Bibelsk tid blev syge og mennesker med handicap ringeagtet af samfundet. Både spedalske og lamme blev udstødt af samfundet eller levede på kanten af samfundet.
Job
I Det Gamle Testamente er der ikke kun lovbøger, profetbøger, salmer, ordsprog og kongebøger, der er også Jobs bog på 42 kapitler.
Vi hører i kapitel 1, at Job var den rigeste mand i Østen (jeg ved ikke hvor stor Østen var, men det må have været et område, som ikke kun indbefattede Israel). Han havde ti børn, var gift og ejede syv tusind får, tre tusind får kameler, en hel masse okser, æseler og en masse trælle.
Gud og djævelen har en samtale og laver en slags væddemål om Job, som jeg ikke forstår. Hvis nogen har et bud på, hvad Gud har tænkt og hvorfor han gjorde, som han gjorde, er I velkomne til at dele det i kommentarfeltet.
“Job”, Gert Grube
Job mistede sine dyr, sine karle og sine børn, og derefter ramte djævelen ham med bylder fra isse til fod (Job 2,7). Han havde en stor tillid til Gud, men hans kone sagde dette til ham:
”holder du stadig fast ved din retsindighed? Forband Gud, og dø!” (Job 2,9)
Han venner ville vise ham medfølelse, være hos ham og trøste ham (Job 2,11-12).
Job led meget og ønskede at dø. Hans venner sagde en masse til Job, og de prøvede på at hjælpe ham. De hjalp ham ikke med at ende sit liv, men de blev forfærdede over hans lidelser og betændte bylder. De sagde, han selv var skyld i al ulykken, de mente, han ikke var troende og gudsfrygtig nok. De var selvretfærdige og talte fordømmende til ham.
Jesus
Vennerne tog fejl af Job. Han var meget gudsfrygtig og meget barmhjertig. På flere måder mindede Job om Jesus, som også blev svigtet af sine venner. Som Guds søn havde Jesus magt til at vælge at leve et fyrsteligt liv, og han kunne have nægtet at lade sig tage til fange, torturere, piske, håne, lide, blive forladt af Gud og dø på et kors. Alligevel valgte han at gøre Guds vilje, at tjene mennesker, ydmyge sig selv og gå lidelsens vej og dø en pinefuld død.
Jesus vidste, at det ville blive hårdt for dem, som følger ham:
”Der kommer en time, ja, den er kommet, da I skal spredes hver til sit og efterlade mig alene. Men jeg er ikke alene, for Faderen er med mig. Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.«” (Joh 16,32-33)
På korset besejrede Jesus synden, døden og det onde. Han genopstod fra de døde, og det giver os et håb og et løfte om genopstandelse til det evige liv sammen med Ham i Himmeriget.
Vi har blevet lovet, at en dag vil al lidelse ende. ”Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os.” (Rom 8,18)
Om den herlighed, der engang kommer, læser vi bl.a. i Johannes Åbenbaringen:
Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.” (Joh åb 21,1-4)
I Guds øjne er lidelse altså ikke godt, men det, at vi lider, gør ikke livet værdiløst. Ofte føles lidelse meningsløs, men i stedet for at lade de lidende i stikken, skal vi være hos dem, hjælpe dem og elske dem.
Og så kan der komme noget ud af lidelse:
”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.” (Rom 8,28)
Ord til eftertanke
Ikke alt bliver helbredt, men lidelse kan lindres. Lidelser er hårde og uforståelige, men jeg tror ikke, at vi kan udrydde lidelse. I Bibelen findes masser af vers til trøst og refleksion. Her er nogle vers, og mange af dem er skrevet af mennesker, som har mærket lidelse på egen krop. De har lidt, de har kæmpet mod synd, de har været syge, og de er blevet forfulgt, tortureret og har siddet i fængsel. Nogle af dem blev slået ihjel for deres tro på Jesus.
”Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag. For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed,” (2 Kor 4,16-17)
”Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.” (Jak 1,2-4)
”Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham” (Jak 1, 12)
”Og ikke alene det; vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb.” (Rom 5,3)
”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, barmhjertighedens fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste alle dem, der er i trængsel, med den trøst, vi selv trøstes med af Gud. For ligesom Kristi lidelser i rigt mål kommer til os, således kommer også den trøst, som Kristus giver, i rigt mål til os.” (2 Kor 1,3-5)
Herre Jesus Kristus, vi takker dig. Ved Guds vilje blev du knust. Du bragte dit liv som skyldoffer. Du bringer retfærdighed til mange. Du hengav dit liv til døden og blev regnet blandt lovbrydere. Du bar de manges synd og trådte i stedet for syndere. Du bærer vores sygdomme. Du bærer vores lidelser. Send din helende kraft. Herre, send din Ånd. Jesus, du har vundet over alt. Du har vundet over verden, over ondskaben, døden, over alle sygdomme. Ske din vilje, Herre. Send din hjælp, Jesus. Tak Jesus, Amen.
Jeg lærte meget om lidelse, da jeg havde tandpine. Jeg tænkte på de store smerter Jesus må have haft, da han blev korsfæstet. En lidelse som han frivilligt gik ind i, skønt han blev fristet til at lade være. Måske følte han sig fristet til at flygte eller bruge sin guddommelige kræfter til at besejre alle fjender. Jeg tror, han blev fristet til at have mørke tanker. Tanker fulde af tvivl. Tanker fulde af skuffelse over sine venner, tanker fulde af vrede over for sine fjender, vrede over at blive uretfærdigt dømt. Fristet til at give op og synke hen uden nogensinde at rejse sig igen. Men i Jesus var der ingen synd. Jesus, som gjorde sin Fars vilje altid. Jesus som sagde “tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.” Jesus, som bar spot og spe, pisk og spyt, smerte og foragt. Jesus, som bærer mine smerter, mine bekymringer, min angst og de mørkeste af mine tanker. Jesus, som bærer verdens synd. Guds lam.
Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham. Han blev plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund; som et lam, der føres til slagtning, som et får, der er stumt, mens det klippes, åbnede han ikke sin mund. (Es 53:6-7)
I slutningen af januar gik min familie og jeg ned med flaget. Jeg havde ondt i nakken og den ene skulder. Min mand skrantede også, min datter fik omgangssyge, der varede næsten en uge, og min søn og jeg fik samme dag og i den samme uge også kvalme og opkast. Efter den omgang fik jeg tandpine. Jeg tog ind til tandlægevagten og fik at vide at jeg havde meget betændelse i en tand, som jeg troede var ordnet for 11-12 år siden. Jeg fik pencillin og prøvede på at finde ud af, om jeg skulle prøve at redde tanden eller få den fjernet, mens jeg havde store smerter. Jeg har ikke haft så ondt siden mine to fødsler, og jeg aldrig haft så ondt i så lang tid. Jeg kunne ikke tænke på andet end smerten. Jeg kunne hverken koncentrere mig om at bede eller læse i Bibelen eller Ude og Hjemme, og jeg kunne knap nok følge med i en romantisk 90’er-komedie. Lovsang på youtube hjalp lidt, men det fjernede ikke smerten. Jeg føler med dem, som går dagligt med smerter. Med smerterne følger bekymringer, angst og de mørkeste tanker, som jeg end ikke tør nævne. Smerten forsvinder ikke af sig og der kommer ikke et barn ud af det. Måske kommer der noget andet ud af smerten.
“Alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet” (Rom 8:28)
Jeg lærte, at jeg ikke kunne bekæmpe smerten alene. Jeg var nødt til at tage smertestillende piller, og jeg var nødt til at tage til tandlæge og få pencillin. Jeg ville nok dø, hvis jeg ikke fik pencillin. Jeg kunne ikke udholde og bekæmpe smerten alene. Hvad skulle jeg gøre uden min medfølende mand, veninde og familie og mine børn, som gerne vil hjælpe mig? Jeg bad en gang imellem nogle bønner. Bønner som syntes ubesvarede. Indtil jeg efter næsten en uge indså, at jeg ikke alene kunne bekæmpe smerten og de medfølgende mørke tanker. Jeg ydmygede mig og bad om forbøn på Facebook, og bad nogle flere kristne venner om forbøn.
Jeg kan ikke kæmpe i bøn alene. Det er ikke godt for mennesket at være alene. Gud indså hurtigt, at det ikke var godt for Adam at være alene. Jesu kaldte ikke kun en mand til at være discipel. Han kaldte 12 og flere mænd og kvinder til at være disciple. Disciple der vandrer sammen med Jesus og sammen med hinanden i et kærlighedsfællesskab.
Ingen af os ved, hvornår vores lunger trækker vejret for sidste gang, eller hvornår hjertet slår sit sidste slag. Vi ved ikke, hvor længe vi har hinanden. Hver gang et menneske dør, efterlader det et savn og et tomrum. At miste en, som man har kær, er måske det hårdeste i livet. Det er et tidspunkt, hvor vi ikke kan finde nogen svar.
Jeg har ikke prøvet at miste en af mine allernærmeste. Jeg har en angst for at miste mine børn, min mand og min nærmeste familie. At forstille mig at de en dag pludselig var væk, er en abstrakt tanke.
Jeg kender dog til det at mangle den, man elsker. Jeg mistede mine bedsteforældre for mange år siden, men jeg tænker stadig på dem af og til. Jeg savner min mormors hjertevarme smil, min morfars stoiske ro, min blide bedstemor og hendes strikketøj og min sagtmodige bedstefar og hans kortspil. Jeg savner mine bedsteforældre.
Vi glemmer ikke dem, vi elsker. Vi stopper ikke med at tænke på dem, og vi holder ikke op med at elske. Det vidste Kierkegaard. Han sagde, at vi skal blive ved med at sørge, for vi skal blive ved med at elske.
De har fortalt, at jeg var i pine. De bar mig. Jeg skreg. Jeg var en flisbue, når lå jeg på ryggen. Jeg skreg. Jeg havde smerter. Jeg skreg.
Jeg kan huske, at jeg som lille kunne mærke noget, der borede inde i mig og pressede på mig.
Da jeg gik i skole, voksede dett. Det sugede sig fast og hamrede pløkkerne i.
Jeg blev teenager, og nogle dage kunne jeg bilde mig selv ind, at jeg var dette tunge noget.
I gymnasiet kunne min sjæl ikke bevæge sig for dette noget, der lagde sig oven på mig og prøvede på at kvæle mig. Det var i denne tid, jeg en dag stod foran noget helt andet uden for mig selv. Det var en blødhed og varme, der omfavnede mig udvendig og indvendig.
Det tunge, borende, sugende mørke blev ved med at være der. Så langt og dybt nede, at intet menneske kunne dykke derned. Det var så langt væk som til Jordens indre, men jeg kunne stadig mærke dets tyngde.
Det var et sort hul, som jeg ikke vidste, hvad var. Hvis jeg faldt ned i det, ville jeg ikke være i stand til at komme op fra det igen levende. Det sorte hul forsvinder ikke. Jeg har brugt og bruger timer på at fylde hullet med tegninger, bøger og skriverier. Jeg bruger dage på at fylde hullet med småkager, computerspil, fjernsyn, Facebook og Internet og vågne nætter. Jeg bruger uger på at få mit sind til at slappe af, mine øjne til at lyse og min mund til at leve. Jeg klamrer mig til sekunderne med blomster, lys og lethed. De kommer med samme fart som et øjes blink og de lige så hurtigt igen. Af og til er det sorte hul lettere at bære. Nogle gange føles det som om det er væk. Stilhed, livgivende ord, omfavnelser og kærlighed lindrer.
Det sorte hul forsvinder ikke. Jeg har prøvet at flygte fra det sorte hul, men jeg kan ikke komme ud af mig selv. Jeg prøvet at kæmpe mod det sorte hul, men det er stærkere end mig. Jeg har lavet mange analyser af det sorte hul uden at jeg er blevet klogere. Det eneste, der virkelig hjælper, er det “helt andet”, der står uden for mig selv. Jeg møder stadig en gang imellem dette helt andet. Jeg længes, jeg er tom. Jeg er ikke hel uden dette helt andet. Dette helt andet’s navn er Jesus. En dag vil jeg være sammen med Jesus for altid. Det er mit evige håb. Og den dag vil det sorte hul være væk for evigt.
Mathias tænker på sin fodbold. Historietimen er kun lige begyndt.
Katrine tjekker sin mobil for 22. Gang. Søren har endnu ikke svaret på hendes SMS.
Jakob står tæt på døren og spidser sine ører, han håber på et 12-tal.
Henrik venter på svar på jobsamtalen.
Der er lang kø i Kvickly i dag. Der er vist fejl i en stregkode.
Tina sidder i bilkø pga. Vejarbejde. Hun skal møde ind om fem minutter.
Inga venter på svar på undersøgelsen af modersmærket.
Nadja kan ikke selv binde sine snørebånd. Hun har mange plukveer i dag, hvornår kommer de rigtige veer?
Jonas græder igen. Denne gang græder han i tre timer, selv om han har fået ny ble, blevet ammet og lige har sovet.
Abraham og Sara var barnløse indtil de var over 100 år
Esajas profeterede om Messias længe før Jesu fødsel
Maria ventede Jesus. Hun var gravid i 9 mdr. Ligesom alle andre kvinder
Jeg venter på svar fra et tidsskrift. Jeg venter på at finde ud af, hvordan jeg skal handle i forhold til en drøm.
Mine børn venter på, at det bliver juleaften.
Moses, Aron og alle de andre vandrede i ørkenen i 40 år
Jesus ventede 30 år på at blive døbt, forkynde og helbrede
Langfredag var længst for Jesus
Hvornår holder min hidsighed op? Hvornår lærer jeg at glemme mig selv og at elske Gud og min næste i virkeligheden? Hvornår finder mit rastløse hjerte hvile?
Seneste kommentarer