En rejse i Tro og Kreativitet

Tag: Korsfæstelse

Fortæl os det igen

En regnorm kravler forbi
på de våde fliser

Du, som er med os i trængslen, du siger, du har hørt spædbarnets gråd
og sukket fra den udmattede. Du har hørt skriget, som sprang af knoglers smerte.
 Du er Gud, du har magt til at gribe ind.

Påsken var kort.
Vejen hjem er lang i billygternes skær,
igennem regnfyldt motorvejsmørke.

Fortæl os det igen.
Hvem troede på det, vi hørte?

”Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!«  Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!«  For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.” (1 Kor 11,23-26)

Jesus Kristus
du bliver slået
plaget
mishandlet
du bliver forkastet
foragtet
Du er sådan én
mange ikke vil sidde ved siden af

Guds søn,
du er sømmet fast
på et træ
Blodet løber ned
ad fødderne
Dine kraftesløse knæ
skælver
Ussel ser du ud
Blodårerne på dine tynde arme
strakt ud
dine hænder løftet op
blodet løber ud af dine håndflader
brystkassen hæver sig
tungt
op og ned
du hiver efter vejret
dit hjerte
brændende sagte
bøjet ned
knust

Din mund knebet sammen i en streg
en rynke mellem brynene
stikkende torne på din pande
dine øjne
ser vores blik
en tåre
i øjenkrogen

Kilde: Jose Manuel Botana, pixabay



Du bliver ikke regnet for noget

”Elí, Elí! Lemá sabaktáni?”

Løbende
en mand stikker dig en svamp eddike

Tomhed og mørke

Du udånder
Du bliver revet bort fra de levendes land

Forhænget til det hellige flænges
jorden ryster
klipper revner

soldater stikker et spyd i din side
blod og vand løber ud
i en pøl på jorden

En mand beder om det døde legeme
svøber det ind i et lagen
bliver lagt i en klippegrav

Tidligt morgengry
kvinder kommer med vellugtende salver
Graven er tom!
”Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?”

Du står midt iblandt os
sårmærker i dine hænder
”Fred være med jer!”

Vi tror du er opstået
Vi tror du sidder ved Gud fader den almægtiges højre hånd
Hvis ikke du er opstået
er vores prædiken tom

Døden er opslugt og besejret
Død, hvor er din sejr?
Død, hvor er din brod?

Vi sukker
i forventning om barnekår
vort legemes forløsning

Vi venter
håber på det vi ikke ser

Du forringede dig selv
du satte dig ned
i forbryderes sted

Du klædte dig af
tog en tjeners skikkelse på
bøjede dig ned
vaskede vores beskidte tæer
Du købte os fri
tog halslænken af os


Gladiator var du ikke
– du blev hængt op
på et kors
i fuld offentlighed
Du gav dig selv hen
fordi du elsker os
Du er højt ophøjet

Din nåde er nok
vi er magtesløse
i trængsler
vi mishandles
forfølges

Du kender til at være sulten og tørstig
Du kender til at have sorg og angst
du kender til at være fortvivlet til døden
du kender til at blive ladt i stikken
du blev fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd
Dit hjerte vender sig
Du føler med os i vores skrøbeligheder


”Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme.” (2 Kor 4,10)

Good Friday

På engelsk kaldes Langfredag Good Friday. For Jesus var Langfredag lang og lidelsesfuld, men for os er Langfredag god – ikke pga. påskefrokosterne og påskeæggene, men pga. hvad Jesus gjorde for os.

Jesus vidste, hvad der ville ske

Lidelsen og døden kom ikke som nogen overraskelse for Jesus. Flere gange fortalte han disciplene, at det ville ske.

Han tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes:  Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham;  de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.«  Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.” (Luk 18,31-34)

Jeg ved ikke, om Jesus vidste hele sit liv, at han skulle lide, dø på korset og opstå fra de døde, men han vidste det i lang tid, før det skete. Disciplene kunne ikke forstå det. Det var var uforståeligt for dem, at deres mester og ven – Ham, de havde forladt alt for, Ham, de satte deres håb til. At Han sagde, han skulle dø. Han var ikke gammel, kun lidt over 30. Han var Messias, Guds søn – det var ubegribeligt, at Han virkelig skulle dø.

Jesus vidste alt, hvad der ville komme til at ske. Da han blev taget til fange, var han i Getsemane have og bad inderligt til Gud (Mark 14,3-42). Han var bange for alt det, der ville komme til at ske. Han havde angst og var bange for at dø. Hans sjæl var fortvivlet til døden (v. 34). Han havde ikke lyst til at drikke bægeret, som var Guds vredes bæger (Es 51,17).
Jesus var ikke tvunget til at gå lidelsens vej og dø. Han havde magten til at rejse sig op og som en revolutionær gøre oprør mod alle undertrykkerne, tage magten fra romerne og indtage kongetronen. Det var en sådan Messiasskikkelse, jøderne ventede. Men det var ikke Guds vilje med Jesus.
Jesus traf det valg, han vidste var det bedste og eneste rigtige. Han valgte at gøre Guds vilje.

Billedkilde: pixabay

Lidelsen og korsfæstelsen

Det var ikke en god dag for Jesus. Han lod sig tage fange som om han var en forbryder, blev forhørt og blev dømt til døden på et kors.

Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side.  Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem.  Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.«  Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike  og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.«  Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«. ” (Luk 23,32-38)

Jesus udholdte alle forhånelserne og ydmygelserne. Han udholdte at blive gjort grin med, at blive klædt af, og at der blev trukket lod om hans tøj. Han udholdte alle piskeslagene, alle tæskene, alle de uberettigede anklager, alle forhørene, al modsatanden. Han udholdte, at folkedomstolen dømte ham til døden for at få en morder løsladt (Luk 23,18-21). Han udholdte at blive forrådt med et kys, og at alle hans venner svigtede ham. Jesus var uskyldig og syndfri, og han blev korsfæstet sammen med forbrydere.
Han tilvalgte ydmygelsen, magtesløsheden og lydigheden over for Gud. På intet tidspunkt stoppede han op og sagde: “Nu er det nok. Jeg gider ikke mere.” På intet tidspunkt vristede han sig løs og tog magten tilbage.

Læs mere

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders NorenOp ↑