En rejse i Tro og Kreativitet

Tag: kors

Ikke ved magt eller styrke

På mig står der fragile
Jeg snubler og falder
en evig mørk oktobernat
inde i mig

Herre, jeg er en myre
Du bor i rendestenen og i grøften
udøv din magt i min magtesløshed

Vi er små
vi er støv
Vi revner
Vi er sprængt i tusinde stykker
Vi er græs
blomster på en mark
vi tørrer ind, visner og dør
dit ord forbliver til evig tid
udøv din magt i vores magtesløshed

Mon du tabte
du, som hang på korset
Du, som er profeten
den salvede
Guds hellige,
Du, som blev korsfæstet i magtesløshed?
Kunne du ikke frelse dig selv og stige ned fra korset?

Men i din død på korset virkede Guds magt
Du døde og rejste dig igen
Du vågnede
Du blev evigt levende igen

Ophøjede Jesus, du, som bor i det høje og hellige
hos den, der er knust
hos den, hvis ånd er nedbøjet
Du opliver den nedbøjede ånd
og de knuste hjerter

Vi er fattige
men i dig er vi rige
Du ifører os kraft fra det høje
Vi har ingen magt, ingen styrke
Jesus, giv os liv
driv os ad din vej
ved Din Ånd
Giv, at vi må kende lidelsesfællesskabet og din opstandelses kraft

Vi har ingen magt, ingen styrke
Det er dig, som er vores magt,
Det er din Ånd, som skal udøve din magt
Din nåde er nok
Vi er magtesløse
Vi er trængte
Du blev korsfæstet i magtesløshed
Jesus Kristus i os

Vi er brudte
Vi er modløse
vi er trængte
Vi er revnede
Vi er i stykker
Den kraft som vi har
er ikke vores magt eller styrke
men Din Ånd, Herre

Jesus, du har vundet
Du blev kød og blod
Med din død gjorde du ham magtesløs
ham, som har dødens magt
Med din død befriede du alle
som er i trældom

Jesus har magten

“Mig er givet al magten i himlen og på jorden” (Matt 28,18)

Det er Jesus som har magten
Hvem har givet ham magten?
Det har Hans Fader
Gud har magten
til at skabe
give liv
rejse døde til live

Magten er givet
ikke fortjent
Jesus har fået magten
Jesus har kraften
fordi han er Guds søn
Jesus er Gud

Jesus døde på et kors
for os
af kærlighed
vi er Guds børn
Hans kraft bor i os


Vi har fået Guds kraft
ufortjent
af nåde er vi frelst
det skyldes ikke os selv

Vores magt er magtesløs
Jesus udøver sin magt
i magtesløshed

Den største gave

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.  Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien.  Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by.  Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt,  for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.  Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde;  og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

Luk 2,1-7

Jeg hader at købe julegaver. Altså jeg kan godt lide at give gaver. Det er fint at købe gaver, når det er til én person som ved en fødselsdag, men til jul synes jeg det er for mange gaver at købe på kort tid. Jeg kunne også give hjemmelavede gaver, men hvert år d. 1. december kommer jeg i tanke om, at det snart er jul, og så er det for sent at gå i gang med de hjemmelavede gaver.

Det er hårdt at købe mange gaver. Det er hårdt, når der er mange mennesker og man skal lede efter en parkeringsplads, og når man prøver på komme ud fra parkeringspladsen igen, og det er hårdt at gå zigzag igennem et fremmed menneskemylder. Det er hårdt at gå rundt i flere butikker og lede efter én bestemt ting. Der er også mange store beslutninger at træffe: Hvad er bedst? Den bløde eller den hårde? Det smukke eller praktiske? Den store eller den lille? Den billigste eller den dyreste? Så er der også det der med at finde en gave til én, som ikke rigtigt har en ønskeseddel. Og så er der en masse gaver man selv skal pakke ind.

Det slutter ikke d. 24. december. Efter jul er der gaver, der skal byttes. Nogle klager over de gaver, de har fået. De synes ikke, at de har fået lige så meget som de har givet. Eller de synes, de havde fået en for billig eller for grim gave. Eller de klager over at de har fået noget, de synes de ikke kunne bruge. Det bliver nemt ”do ut des”  – ”jeg giver for at du skal give mig”. Der kan blive en tendens af ”What’s in it for me?”, ”hvad får jeg ud af det?”, ”hvad skal jeg bruge dét til?”
Der er et ordsprog, der hedder ”det er tanken, der tæller.” Hvad hvis vi blev gladere for at give end for at få? Hvad hvis vi begyndte at give uden at forvente at få noget igen?

Måske bliver det anderledes i år. Måske fylder gaverne mindre i år. Der er inflation og energikrise. Måske opdager vi nu, hvad den kristne jul egentlig handler om?

Jesus har meget snart fødselsdag (de fleste eksperter siger, at Jesus hverken blev født d. 24. eller 25. december, men en gang i løbet af foråret. Vi fejrer dog Hans fødsel d. 24. december).

Senere kom de tre vise mænd og tilbad Jesus-barnet og gav Ham gaver. De gav Ham guld, røgelse og myrra.


Hvis du kunne give Jesus en gave, hvad ville du så give Ham?

Vi kunne give Ham tid og stilhed, og vi kunne give Ham det, som fylder for meget i vores liv. Vi kunne give Ham de ting, vi var afhængige af og fjernede vores fokus fra vores kære i vores liv. Vi kunne give Jesus de ting, der fjernede vores fokus fra Ham. Vi kunne give Ham alt det, der piner os, alle vores problemer, bekymringer og sorger. Vi kunne give Ham alt det forkerte, dårlige og onde vi havde gjort.

”Tænk efter på jeres leje, og vær stille!
 Bring de rette ofre,
og stol på Herren!” (Sl 4, 5-6)

At bringe ofre

At bringe ofre til en gud er et kendt fænomen i de fleste religioner. I flere moser har man fra bronzealderen fundet offergaver til nogle guder. Der er sågar blevet ofret mennesker til guderne!

I Det Gamle Testamente læser vi om, at ypperstepræsten bragte ofre for, at han selv og det jødiske folk kunne få Guds tilgivelse. Det var ikke alle mennesker, som måtte ofre til Gud. Der blev ofret utallige køer, tyre og bukke, som var særligt udvalgte, og der var mange regler for, hvordan ofringerne skulle foregå. Utallige dyr blev ofret én gang om året hvert år.  I virkeligheden kan blod fra tyre og bukke ikke tage vores synd bort.

Med Jesus blev det sig anderledes. Jesus er vores evige ypperstepræst, og Han, som var Guds lam, ofrede sig selv én gang for alle for hele verden, og vi blev alle tilgivet alt det onde og forkerte vi havde gjort. Nu er der ikke mere afhængighed af utallige religiøse ofringer eller af en menneskelig ypperstepræsts tjeneste på vores vegne.

Jeg har i det ovenstående henvist til Hebræerbrevets udlægning af ypperstepræstetjenesten og Jesu tjeneste under den nye pagt. Læs gerne Hebræerbrevet, hvis det har vakt din interesse.

Jesus er anderledes end alle forventer

Jesus gav sit liv for os. Kan vi nogensinde give Ham eller andre lige så meget, som Han har givet os?

Der er mennesker, som er gået i døden for andre mennesker. Der er i nogle lande kristne, som bliver henrettet for deres tro.
Der er martyrer og helte. Der er mennesker, som er generøse med både penge, tid, nærvær og hjælpsomhed – mennesker, som ikke forventer at få noget igen. Det er mennesker vi ser op til. Vi skal lære af dem og lade os inspirere af dem, men ingen af dem er guder. Ingen af dem kan gøre det, som Jesus har gjort. Ingen af dem kan frelse os.

Jesus er anderledes end alle forventer. Jesus var ingen stærk krigerkonge, som lige pludselig buldrede frem som en eller anden tordengud. Han var ingen Spartacus, som var en stærk slave som startede et stort slaveoprør imod romerne. Han er ingen Batman, som drøner rundt med alt sit smarte gear i sin batmobil og fanger forbrydere.  Jesus er ikke en engel. Han er 100 % Gud og 100 % menneske.  Jesus var ikke den mægtige, revolutionære konge-Messias i dyre klæder, som jøderne forventede ville komme.

Jesus blev født af en ung pige. Han blev født i en stald blandt får og køer. Nogle af disse dyr ville måske ende med at blive ofret til Gud, men Jesus selv var Guds lam. Jesus blev født i en stald, for der var ikke plads på herberget. Han fik ingen fin vugge, men blev lagt i en krybbe – et fodertrug. Jesus sagde senere, at Han var livets brød (Joh 6,48), og Han giver sig selv, legeme og blod, i nadveren, som peger på Hans død på korset for os. Den nyfødte baby-Jesus blev lagt i et fodertrug. Jesus er livets brød.

Billede af Gerd Altmann fra Pixabay

Læs mere

Jesus, du har vundet

Herre Jesus Kristus, vi takker dig. Ved Guds vilje blev du knust. Du bragte dit liv som skyldoffer. Du bringer retfærdighed til mange. Du hengav dit liv til døden og blev regnet blandt lovbrydere. Du bar de manges synd og trådte i stedet for syndere. Du bærer vores sygdomme. Du bærer vores lidelser. Send din helende kraft. Herre, send din Ånd. Jesus, du har vundet over alt. Du har vundet over verden, over ondskaben, døden, over alle sygdomme. Ske din vilje, Herre. Send din hjælp, Jesus. Tak Jesus, Amen. 

(Bøn ud fra Esajas 53)

Kilde: Michael Gaida, pixabay

“Hvem troede på det, vi hørte?

For hvem blev Herrens arm åbenbaret?

Han skød op foran Herren som en spire,

som et rodskud af den tørre jord.

Hans skikkelse havde ingen skønhed,

vi så ham, men vi brød os ikke om synet.

Foragtet og opgivet af mennesker

en lidelsernes mand, kendt med sygdom,

én, man skjuler ansigtet for,

foragtet, vi regnede ham ikke for noget.

Men det var vore sygdomme, han tog,

det var vore lidelser, han bar;

og vi regnede ham for en, der var ramt,

slået og plaget af Gud.

Men han blev gennemboret for vore overtrædelser

og knust for vore synder.

Han blev straffet, for at vi kunne få fred,

ved hans sår blev vi helbredt”

Es 53, 1-5

Ingen jul uden påske

Vi nærmer os dagen hvor små og store fejrer Jesu fødsel. Hvordan ville det se ud hvis Jesus blev født i dag? Han ville nok blive født på et sygehus, Herodes ville nemt finde ham og hans forældre, og man ville synes at Maria var alt for ung til at være mor, og hvilke konsekvenser ville det få?
Men Jesus blev ikke født i dag, men for ca. 2000 år siden. Der var ikke plads på herberget, så Jesus blev født i en kold stald midt blandt halm, kokager og husdyr. Jesus lod sig selv ydmyge til at blive født i dette meget landlige miljø. Jeg er opvokset på landet og har oplevet mange grise og kalve blive født, men jeg har aldrig hørt om et menneske, der blev født i en stald. Jeg kan kun komme i tanke om et værre sted Jesus kunne blive født, hvis man skal blive ved de landlige termer, og det er i en gylletank. Jesu start på livet var hård nok. Han kunne have fået en infektion under de hårde vilkår en stald byder et nyfødt barn. Hans liv startede under høj stress på flugt fra kong Herodes som ville have ham dræbt. Vi ved kun ganske lidt om Jesu barndom, men som voksen blev Jesus truet flere gange på livet, selv om han var 100 % uskyldig, indtil han til sidst døde den lidelsesfulde død på korset.
Jesus var ikke et hvilket som helst barn.

Læs mere

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders NorenOp ↑