”En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.
Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd, og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.
Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«” (Luk 15,11-32)
Dette er en historie, som vi har hørt mange før. Den ene af de sønner kunne være en spontan livsnyder, som var røget i ”Luksusfælden”. Han drømte om at udleve alle sine drømme og se hele verden. Han fortalte faderen om sine drømme, og faderen ville gerne sponsorere ham og gav ham en hel masse penge. Han farede ud på jordomrejse og på luksuskrydstogter. Han brugte masser af penge på smukke kvinder, designertøj og gourmetmiddage. En dag havde han brugt alle sine penge, alle hans venner var væk (for de var kun venner med ham pga. hans penge), og han havde ikke en eneste brødkrumme tilbage i sin lejlighed. Der var ikke mad nogen steder i det land han boede, for der var sket det, at en farlig epidemi var brudt ud i landet, og alle fødevarebutikker var tomme. Af frygt havde folket nemlig hamstret og revet maden ned fra alle hylder. Denne søn havde nu mistet alt. Han vidste dog, at epidemien og derfor heller ikke hamstringen var nået til det land, hvor hans far boede. Han kom i tanke om, at hans far havde en stor svinefarm, så han tænkte, at han nok altid kunne bruge en løs vikar. Han besluttede sig for at ville tage hjem og planlagde at sige dette:
”Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.” (v. 18f)
Den anden søn kunne være en flink og rolig mand, som havde boet og arbejdet hjemme ved sin far hele sit liv. Han havde trofast arbejdet hårdt hver eneste dag for sin far. Han havde aldrig forladt sin far, han havde aldrig følt trang til at rejse langt væk fra faderen, og han tænkte altid nøje over, hvad han brugte sine penge på. Da hans bror kom hjem efter, at de hverken havde set eller hørt fra ham i 20 år, blev denne bror vred og forarget over, at faderen ikke skældte ham ud. Han formanede ham ikke engang. Faderen nævnte ikke med ét ord alle de forkerte ting, han havde gjort, og han bebrejdede ham heller ikke, at han ikke havde ringet eller skrevet hjem eller var kommet hjem til jul. Det mest uretfærdige var, at faderen holdt en kæmpe fest for den bror, som havde ødslet alle sine penge væk. Han inviterede flere hundrede mennesker – ja hele landsbyen – til festen. Han havde købt de bedste økologiske oksemørbrader, og de fik masser af dyr champagne og Amarone-vin til festen. Den flinke og rolige mand havde altid været hjemme hos sin far og tjent ham trofast, men han havde kun holdt fester for ham, hvor de allernærmeste var inviteret med, og for det meste havde de fået flæskesteg til disse fester. Det værste af det hele var, at faderen var så glad, som den flinke og rolige søn aldrig havde set ham før. Han lignede en, som havde vundet i Lotto. Faderen kiggede kærligt på sin flinke og rolige søn. Han blev bedrøvet og sagde:
”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.« (v. 31)
Lad os se på, hvem denne fader er? Gør faderen forskel på sine børn? Nej, han elsker dem lige meget og han vil altid gerne have dem tæt hos sig. Han har det fint med, at hans sønner er meget forskellige. Han vil gerne, at de laver det, som de er glade for at lave. Han ser både værdi i en søn, som er en drømmende eventyrer og en søn, som trofast, pligtopfyldende og arbejdsom. De har begge altid været hans børn. Han troede, at den ene søn var død, men han kom hjem til ham i levende live. Det var derfor, han blev så glad.
”Der er ”større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse” (Luk 15,10)
Vores himmelske far er ligesom faderen til den fortabte søn. Vi er først og fremmest hans børn, ikke hans daglejere eller tjenere. Han er ikke urimelig og hård. Han er gavmild, mild, tålmodig, barmhjertig og nådig. Om vi skulle glemme ham, glemmer han os aldrig. Han holder aldrig op med at elske os. Han har lige meget omsorg og kærlighed for alle sine børn. Uanset hvad der sker og uanset hvad vi gør, så ser han altid efter, om er på vej hjem til ham. Så løber han hen til os, falder os om halsen og kysser os.
Seneste kommentarer