Tæt på mig
som en sommerbrise
puster Han
sagte
hvisker
aer
omfavner blidt
tænder lys
varmer
fortæller stille
vækker mig
Gør mig levende
Tag: Jesus (Side 8 af 10)
Nonnen er fyret
Prinsessen og sexvæsenet er glemt
Glasskårene er væk
Sløret for mine øjne er borte
Jeg har fået et nyt spejl
I spejlet ser jeg Kristus
Jeg ser mig selv
Jeg ser Mariane, kvinde
Guds elskede barn
Dyrebar i min Faders øjne
fri og retfærdig i Kristus
Forliget med Gud i Kristus
En ny skabning i Kristus
I spejlet skuer jeg
Mariane i Kristus
Herrens herlighed
(2 Kor 5:17-21 og 2 Kor 3:16-19)
Jeg spadserede en tur i forårssolen. Imod mig kom en hund og dens ejer. Mine øjne blev rastløse, og jeg overvejede at tage min store hue af. “Går der en sød pige der?” sagde manden til sin hund eller til mig. Jeg svarede ikke, men trådte på noget, da jeg tog en genvej hen over græsset. Jeg opdagede den brune klat, der fyldte det halve af min skosål.
“Åh, har du trådt i en hundelort?” sagde manden.
Han rådede mig til at tørre skoen af på en kant af noget cement. Jeg fulgte hans råd, som virkede, og jeg mumlede et tak. Med blikket fikseret på gruset skyndte jeg mig videre.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, når jeg møder en fremmed. Skal jeg kigge væk eller fange den fremmedes øjenkontakt, skal jeg smile, skal jeg sige goddav, eller skal jeg sige noget smalltalk-agtigt? Jeg kender svaret, men jeg er genert og indadvendt. Jeg tror, jeg har trådt i 100 hundelorte og går med verdens grimmeste hue, hver gang jeg møder nogen jeg ikke kender.
Elsk din næste, siger jeg til mig selv.
Hvem er min næste?
Min næste er alle mennesker, unge og gamle, afrikanere, flygtninge, muslimer, andre kristne, mine fjender, australiere, kinesere, hjemløse og businesswomen. Min næste er alle mennesker. Det tænker jeg. Så ordet næste betyder alle mennesker?
Ingen af os ved, hvornår vores lunger trækker vejret for sidste gang, eller hvornår hjertet slår sit sidste slag. Vi ved ikke, hvor længe vi har hinanden. Hver gang et menneske dør, efterlader det et savn og et tomrum. At miste en, som man har kær, er måske det hårdeste i livet. Det er et tidspunkt, hvor vi ikke kan finde nogen svar.
Jeg har ikke prøvet at miste en af mine allernærmeste. Jeg har en angst for at miste mine børn, min mand og min nærmeste familie. At forstille mig at de en dag pludselig var væk, er en abstrakt tanke.
Jeg kender dog til det at mangle den, man elsker. Jeg mistede mine bedsteforældre for mange år siden, men jeg tænker stadig på dem af og til. Jeg savner min mormors hjertevarme smil, min morfars stoiske ro, min blide bedstemor og hendes strikketøj og min sagtmodige bedstefar og hans kortspil. Jeg savner mine bedsteforældre.
Vi glemmer ikke dem, vi elsker. Vi stopper ikke med at tænke på dem, og vi holder ikke op med at elske. Det vidste Kierkegaard. Han sagde, at vi skal blive ved med at sørge, for vi skal blive ved med at elske.
Familiefaderen arbejdede fuldtid og var frivillig i flere lokale foreninger. Han levede af kaffe, cigaretter, chokolade, chips og for lidt søvn. Hans kone tilkaldte en læge. Lægen konstaterede, at hans krop ikke fik nok næring, at han ikke fik nok søvn, og at han var stresset. En blodprøve viste at han manglede B12-vitamin.
Min mand og jeg slukkede for fjernsynet, da DR-programmet “En læge flytter ind” var slut. Vi kiggede på hinanden. Vi vidste vi kunne gøre det bedre. Jeg kunne gå flere ture, spise mindre kage og flere æbler. Jeg kunne være her og nu end på Facebook og Internet. Jeg kunne gå i seng før kl. 24. Det er svært at lave om.
Familiefaderen fik lavet om på sin livsstil, men der var stadig dage, hvor han var negativ. Han fortalte, at hans træthed og stress gik ud over familien i form af vredesudbrud.
Hvis jeg mødte ham, ville jeg sige til ham, at han ikke er alene. Vi er mange, der er trætte, frustrerede og stressede. Jeg ville også give ham det råd at læse i Bibelen og søge Gud. Prøve ikke at være bekymret, men bede Jesus hjælpe ham.
Øjne triller rundt
Bladrer frem og tilbage
Hvad skal vi gøre? Hvad skal der til?
Bygmestrene arbejdede forgæves
De ser ikke
hører ikke
Vi er øer
Jorden brændende
under fødderne
forsvinder
Om lidt styrter vi ned
Kald på hans navn
Åbn jeres dør
Hans død er jeres liv
Han er en bro
En portal
Han er vejen ud herfra
De har fortalt, at jeg var i pine. De bar mig. Jeg skreg. Jeg var en flisbue, når lå jeg på ryggen. Jeg skreg. Jeg havde smerter. Jeg skreg.
Jeg kan huske, at jeg som lille kunne mærke noget, der borede inde i mig og pressede på mig.
Da jeg gik i skole, voksede dett. Det sugede sig fast og hamrede pløkkerne i.
Jeg blev teenager, og nogle dage kunne jeg bilde mig selv ind, at jeg var dette tunge noget.
I gymnasiet kunne min sjæl ikke bevæge sig for dette noget, der lagde sig oven på mig og prøvede på at kvæle mig. Det var i denne tid, jeg en dag stod foran noget helt andet uden for mig selv. Det var en blødhed og varme, der omfavnede mig udvendig og indvendig.
Det tunge, borende, sugende mørke blev ved med at være der. Så langt og dybt nede, at intet menneske kunne dykke derned. Det var så langt væk som til Jordens indre, men jeg kunne stadig mærke dets tyngde.
Det var et sort hul, som jeg ikke vidste, hvad var. Hvis jeg faldt ned i det, ville jeg ikke være i stand til at komme op fra det igen levende. Det sorte hul forsvinder ikke. Jeg har brugt og bruger timer på at fylde hullet med tegninger, bøger og skriverier. Jeg bruger dage på at fylde hullet med småkager, computerspil, fjernsyn, Facebook og Internet og vågne nætter. Jeg bruger uger på at få mit sind til at slappe af, mine øjne til at lyse og min mund til at leve. Jeg klamrer mig til sekunderne med blomster, lys og lethed. De kommer med samme fart som et øjes blink og de lige så hurtigt igen. Af og til er det sorte hul lettere at bære. Nogle gange føles det som om det er væk. Stilhed, livgivende ord, omfavnelser og kærlighed lindrer.
Det sorte hul forsvinder ikke. Jeg har prøvet at flygte fra det sorte hul, men jeg kan ikke komme ud af mig selv. Jeg prøvet at kæmpe mod det sorte hul, men det er stærkere end mig. Jeg har lavet mange analyser af det sorte hul uden at jeg er blevet klogere. Det eneste, der virkelig hjælper, er det “helt andet”, der står uden for mig selv. Jeg møder stadig en gang imellem dette helt andet. Jeg længes, jeg er tom. Jeg er ikke hel uden dette helt andet. Dette helt andet’s navn er Jesus. En dag vil jeg være sammen med Jesus for altid. Det er mit evige håb. Og den dag vil det sorte hul være væk for evigt.
“Det virkede ikke til at du brændte for at gøre rent.”
Det var beskeden efter jobsamtalen. Jeg havde været til samtale om et rengøringsjob, som jeg godt ville have, men det var nok ikke min karrieredrøm. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, men jeg kunne ikke modsige hende. Jeg fik ikke jobbet, og skal jeg være ærlig, så brænder jeg mere for en anden slags rengøring.
At brænde for noget, det er et udtryk man støder på i jobannoncer, og når de unge skal vælge uddannelse. At være engageret (100 % er ofte kravet), at være dybt optaget af noget, at have en passion eller lidenskab – at brænde for noget eller nogen, det kan man være på mange områder i livet. Man kan brænde for et arbejde, en hobby, et forhold, en ideologi, en politik eller en religion.
Når to mennesker bliver kærester, er der en gnist imellem dem. Man kan se forelskelsen: ansigtets glød, glimtet i øjnene. Det lyser ud af personen, at hun er forelsket.
Men ligesom ilden i bålet dør ud og tændstikken stopper med at brænde, så er menneskers ild ikke evig. Nogle mennesker giver al for meget af sig selv og bliver udbrændt – får en udmattelsesdepression (http://www.netdoktor.dk/sunderaad/stresstema/stressudbraendthed.htm).
Man ser også nogle gange en person dyrke elitesport i mange år, og så pludselig stopper han, fordi interessen ikke er der mere, han brænder ikke mere for at dyrke sport på et højt plan.
Mange par går fra hinanden og siger måske, at gnisten var forsvundet.
Mange mennesker oplever på et tidspunkt, at nu kan de ikke mere, nu er grænsen nået, nu er ilden slukket. Nogle gange bliver ilden i mennesket tændt igen, andre gange er den slukkede ild enden på en aktivitet, et job, et forhold eller en identitet.
Den hellige ild
Det er ikke kun mennesker, der brænder. Det gør Gud også. Læs mere
Mørket eller antikrists ånd ser vi mange steder, både i Danmark og i verden. Præster, der ikke prædiker evangeliet, ikke tror på opstandelsen eller at Jesus er Guds søn, præster som tror på new age eller buddhisme, fx reinkarnation. Humanismen, ateismen og det politiske korrekte, hadet over for de personligt kristne, det kender vi til. Jeg tror der er behov for at flere løfter deres røst og forsvarer evangeliet. Evangeliet skal proklameres og det skal leves ud ved at leve i lys og sandhed og at leve i næstekærlighed – og det er også med fjendekærlighed og tilgivelse og med tjenersind. Det er menneskeligt set umuligt, men for Gud er alting muligt. Helligånden er Talsmanden på Jorden og hjælper os. Guds kærlighed bliver udgydt i de hjerter, der tror på Jesus (Rom 5:5) Jeg tror, Jesus spørger den dag i dag: hvem er villig til at fornægte sig selv, tage sit kors op og følge mig?
Når vi hører om de skrækkelige ting der sker i alle dele af verden og som ofte bliver udført af IS, når vi hører om de uhyrligheder, der sker i Tyskland, Østrig, Sverige og andre lande nytårsnat, så er reaktionerne forskellige. Generelt i samfundet er der dog en tendens: der diskuteres og ledes efter årsager og forklaringer. Hvem er de, som forulemper kvinder rundt om i Europa? Er de islamister, asylansøgere, flygtninge, immigranter, syrere, nordafrikanere, kriminelle eller somaliere? Det ved jeg ikke. Bliver de forulempendes kvindesyn delt af de fleste indvandrere og muslimer i Danmark? Det er svært at vide. Men jeg ved at der er meget kvindeundertrykkelse i mange arabiske lande. Nogle forsvarer angrebsmændene og siger de er krigstraumatiserede, og nogle siger, at vesteuropæiske eller danske mænd ikke er anderledes. Men hvad er der at diskutere?
Min Bibel fortæller mig, at AL ondskab der sker herhjemme i Danmark og i verden, det er antikrists ånd. Det fortæller mig også, at synden er i verden, og at der STADIG er brug for frelseren, Jesus. Der er stadig brug for, at mennesker omvender sig til Jesus.
Forleden dag læste jeg i 1. Petersbrev, at vi kristne skal være hellige: “ Som lydige børn må I ikke tilpasse jer de lyster, som I før fulgte i jeres uvidenhed;v15 men ligesom han, der har kaldet jer, er hellig, skal også I være hellige i hele jeres livsførelse, v16 for der står skrevet: »I skal være hellige, for jeg er hellig.«” (1 Pet 1:14-16)
Jeg forstod det ikke først, for det er vel Gud, der er hellig, men ikke mennesker, for de er syndere? At være hellig i hele min “livsførelse” synes som en umulig opgave. Jeg føler jeg har tabt på forhånd.
Ikketroende kan da også finde på at kalde mig eller andre for “hellige”, og det er med en tone af afsky og forargelse. De mener at “de hellige” (personligt kristne) er mennesker, som mener de er bedre mennesker end andre mennesker, og føler de sig vigtige. “De hellige” er kedelige og fordømmende. Det er udsagn som jeg ikke håber nogen vil forbinde mig med. Men jeg kan selvfølgelig aldrig vide, for jeg kan ikke forvente, at ikketroende forstår min tro.
Under alle omstændigheder er ordet “hellig” et svært ord i 2016.
“I skal være hellige, for jeg er hellig”, det siger Gud, og det er en reference til 3. Mos 11:45. Verset optræder i en sammenhæng, hvor Gud kommer med den ene lov efter den anden. Jeg bliver forfærdet, når jeg læser alle disse love og især i kapitel 20, hvor jeg læser, at straffen for overtrædelse af lovene er dødsstraf! Eller i kapitel 26, at Gud vil hjemsøge lovbryderne, han vil gøre dem syge, straffe og tugte dem. Det er barsk kost, og det er svært at forstå, at Gud er sådan. Jeg har brudt mange af Guds love, så nu skal jeg dø eller straffes? Det var nedslående at læse.
Det var frygteligt at tænke på, da jeg lagde mig til at sove, men pludselig blev jeg mindet om Jesus.
Jeg tænkte over, hvad der skete på Langfredag. Der er to planer i begivenhederne. På det fysiske, synlige plan har jøderne udtænkt deres planer, de er i fuld gang med at smede dem færdige, og romerne optræder som dem der udfører jødernes planer.
På det andet plan sker der noget usynligt. Gud arbejder bagved forhænget. Barabbas burde straffes, for han er forbryderen, men derimod lader Gud Jesus tage Barabbas’ straf. Barabbas går fri. Et eller andet sted er vi alle ligesom Barabbas. Ingen mennesker er retfærdige, alle har syndet og mistet herligheden fra Gud, og skal straffes. Det kan vi bl.a. læse om i 3. Mosebog. Pga synden skulle menneskene straffes, de var dødsdømte, men det var som om, at Guds egen søn i sidste øjeblik sprang ind foran menneskene og tog kuglen, så ingen blev skudt. Eller i sidste øjeblik springer Jesus ind foran menneskene og bliver halshugget i stedet for dem. Så stort er Jesu offer. Han gav sit liv for alle mennesker. Da Jesus blev korsfæstet, tog han vores straf, så vi blev frie, så vi blev hellige. Af nåde er vi frelst.
“På sit legeme bar han selv vores synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden. Ved hans sår blev I helbredt.” (1 Pet 2:24)
“Lad jer Forlige med Gud! Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.” (2 Kor 20-21)
Versene om hellighed i 1. Petersbrev optræder i kontekst med Jesus og nåden:
V. 13 “sæt alt jeres håb til den nåde, der gives jer, når Jesus Kristus åbenbares.”
V. 18-21: “I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, v19 men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde; v20 dertil var han bestemt, før verden blev grundlagt, men han blev først åbenbaret nu ved tidernes ende af hensyn til jer, v21 som takket være ham tror på Gud, der oprejste ham fra de døde og gav ham herlighed, så at jeres tro også er håb til Gud.
Altså er vi hellige, ikke fordi vi gør gode gerninger, eller tænker gode tanker, ikke fordi vi beder eller faster, men fordi vi blev løskøbt med Kristi dyrebare blod.
Seneste kommentarer