En rejse i Tro og Kreativitet
Jesus, tak for at du er hos os
i ørkenen
Tak for at du er hos os
i stormen
Tak for at du er hos os
i mørket
Tak for at du er hos mig
når jeg er alene
Tak for at du er hos os
også når vi ikke kan mærke dig
Tak for at du er hos os
når vi tvivler
Tak for at du altid er os nær
Amen
I sidste indlæg skrev jeg om Berlinmurens fald, vores nutidige problemer med Putin, samt om dengang da Gud væltede Jerikos mure. I dette indlæg vil jeg se på den kamp Jesu havde i Getsemane have, og jeg ser på det, at vi også i dag skal lade Gud nedbryde mure – igennem lovsang, bøn og faste. I slutningen af indlægget reklamerer jeg også for et initiativ taget af Fyns Valgmenighed , som foregår d. 3. november 2022.
Jesus kæmpede mange kampe, men jeg vil her fokusere på dén skelsættende åndelige kamp, han havde i Getsemane have natten efter Skærtorsdag, hvor han sagde til disciplene, at brødet var hans legeme, og vinen var hans blod. Natten i Getsemane have var også natten, før han blev korsfæstet.
Getsemane have betyder ”oliepressens have”. Det var måske en have, hvor man pressede oliven til olie. Haven lå tæt på ørkenen og nogle minutter gang fra Oliebjerget, som både dengang og nu havde mange oliventræer.
Jesus vidste, hvad der ventede ham. Han blev grebet af en dødsangst, og han bad disciplene om at holde sig vågne og våge sammen med ham. Jeg forestiller mig, at han følte sig ensom i sin angst og lidelse, og havde brug for sine venner (disciplene), at de var der for ham og støttede ham og bad sammen med ham. Jesus var både Gud og menneske, og han måtte befinde sig i et kaos af tanker og tunge følelser. Mange tanker gik vel igennem Jesus. Jeg forestiller mig, at han den nat bad i mindst en time. Han kendte disciplenes svigt, de fristelser de mødte og alle de synder, deres kød bød dem. Han bad måske for forræderen Judas, og han bad nok også for Peter, der fornægtede ham, og for alle de andre disciple, som dén nat og dagen efter svigtede ham. Jesus tilskyndede disciplene til at holde sig vågne og bede:
”Simon, sover du? Kunne du ikke våge blot en time? Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.” (Mark 14,37)
Jesus var bange for smerten, lidelserne og for at dø. Han havde ikke lyst til at gå frivillig i døden. Mennesket i ham blev fristet til at vælge en nemmere vej, den menneskelige vilje og flygte ud i ørkenen eller op på oliebjerget – eller bruge sin guddommelige magt og tilkalde en hær af engle til at triumfere over alle sine modstandere. Men Jesus var uden synd og han levede meget tæt på sin Gud Fader og gjorde kun, hvad Han sagde. Jesus sagde, at hans mad var at gøre sin Faders vilje (Joh 4,34). Jesus bad den bøn, som vi altid må bede:
”Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.” (Mark 14,36)
Jesus var bange. Han var fortvivlet til døden (Mark 14,34), men han valgte at sige ja til sin Guds faders vilje. Han sagde ja til at give sig selv hen, blive pint og ydmyget for os. Han sagde ja til at dø for os. På vores vegne kæmpede han kampen mod synden, djævlen og døden. Den kamp vandt han, da han døde på korset og opstod fra de døde.
I en anden have gik det helt anderledes.
Læs mere
I sidste indlæg af fugleserien så vi på det at tage sig tid, holde øje og vente. Dette indlæg er fjerde og sidste indlæg af serien om fuglene i Bibelen, og det handler om det at håbe.
Håb er en god ting. Håb er det, der gør, at vi kan fortsætte, selv når vi er trætte, sløje, bange og triste. Håb er det, som gør at vi vælger at holde sammen og blive ved med at glæde over os over små ting som mariehøner og vores børns hjemmebagte æblescones. At vi kan blive ved med at elske hinanden og opføre os så godt vi kan, selv om verden omkring os falder sammen. Selv om politikerne er forvirrede, jobcentrene er sure, sygdomme og virusser hærger, elpriserne stiger, og selv om der er klimaforandringer, naturkatastrofer og krige, der truer os på den ene eller anden måde. Men hvad er det vi retter vores lid og håb til?
Kan vi sætte vores håb til vores politikere?
Kan vi sætte vores håb til Joe Biden, EU og NATO?
Kan vi sætte vores håb til vores statsminister og borgmester?
Kan vi sætte vores håb til Dronning Margrethe?
Kan vi sætte vores håb til det at spise økologisk og klimavenligt?
Kan vi sætte vores håb til elbilen og cyklen?
Kan vi sætte vores håb til psykologen?
Kan vi sætte vores håb til vores læge?
Kan vi sætte vores håb til vores præst?
Kan vi sætte vores håb til vores mor og far eller ægtefælle?
Kan vi sætte vores håb til os selv og tro, at vi finder det, der er sikkert og urokkeligt, inde i os selv?
Vi kan sætte vores håb til noget, og mennesker kan meget, men de kan ikke løse alt.
Læs mereLastbiler, campingvogne
busser, motorcykler og biler
Vi træder speederen i bund
110, 130 km i timen
Billygter lyser koldt og vredt
Motorvejen er fyldt op
Ser du det?
Midt på vejen en mand i hvid kjortel
Løfter armene
Synger ”Gud velsigne dig”
Vi kører til!
igennem Hans kappe
igennem Hans løftede arme
Hans sår og tornekrone
Lyntoget kører over Lillebælt
Hun bøjer sit hoved
Over mobilens lys
Løfter sin hånd
Klør sig i panden
Og fortsætter med at scrolle
på skærmen
En lyd slår ind mod togvognen
Hvem hører en banken på ruden?
Hvem hører ham banke?
Det bliver mørkt om morgenen nu
Teenagere gnider søvn i øjnene
Venter på bussen
Tågen breder sig
tanker myldrer frem
hjertet føles uroligt og tomt
Min sjæl, hører du
Det banker på dit hjertes dør?
Overskriften er et citat fra Zak 4:6.
Jeg tror, vi kristne har en tendens til at sige til hinanden og til os selv at vi skal gøre dette og dette af gode ting, for det gør en god kristen. Jeg blev opmærksom på noget, da jeg hørte en undervisning af en messiansk jøde. Han sagde at vi skulle rense vores indre tempel, vores hjerte og vores hus for ting, fx afguder, synd og andet som ikke behagede Gud. Jeg studsede over, at han sagde, at det var os, der skulle rense os selv. Da tænkte jeg, jamen, vi kan jo ikke rense os selv, det kan kun Jesus. Der ligger selvfølgelig også noget at gøre på vores side. Vi skal erkende hvad der er forkert og tage et aktivt valg om at omvende os og sige nej. Men hvad er det der gør, at vi erkender, at noget i vores liv er forkert? Det er Helligånden, for det er Helligånden, der overbeviser om synd (Joh 16:8-11). Vi skal bekende vores synder til Jesus, som så vil tilgive og rense os (1 Joh 1:9). Underviseren kunne formulere det på en anden måde. Han kunne sige, at når Helligånden har overbevist os om at noget er synd, skal vi bekende de synder til Jesus, omvende os og bede ham hjælpe os med at blive renset, og vi skal bede om at blive fyldt med Helligånden. Er jeg nu en ordkløver i forhold til underviseren? Nej, jeg mener at det er en vigtig pointe, at renselsen kun aktivt kan ske ved Jesus. Gud spiller en stor rolle i vores helliggørelse. Helliggørelsen begynder netop først, når vi er kommet til tro på at Jesus har båret vores synder på korset og at vi derved er frelst ved nåde og er blevet Guds børn.
Paulus siger “når jeg er magtesløs, er jeg stærk.” (2 Kor 12:10). I Paulus’ udsagn ligger der flere pointer. Når vi erkender, at vi er magtesløse og har brug for Guds hjælp, så kan han komme til i sin styrke. Når vi kommer til kort og erkender at vi ikke kan selv, så begynder vi at række ud efter Gud og bede om hans hjælp.
Mange har denne livsindstilling: kan selv og vil selv. Den tanke begynder på en allerede i 2-års-alderen, og denne indstilling et naturligt led i barnets udvikling og begyndende selvstændighed. Hvis kan-selv-vil-selv-attituden fylder for meget i den voksnes liv, bliver den et problem. Den voksne møder problemer, men vil altid løse dem selv og ikke bede om hjælp. På et eller andet tidspunkt erkender man, at man ikke kan alt selv, og man har brug for hjælp, og man søger hjælp hos andre mennesker. I mange tilfælde er det hos de professionelle og eksperterne vi søger hjælp. Fx når vi bliver syge med andet end influenza eller forkølelse, ringer vi til lægen. I de fleste tilfælde kan andre mennesker, professionelle, familie, venner eller andre hjælpe os. Vi har forskellige evner og kvalifikationer, så vi kan hjælpe hinanden. Gud sender mennesker til hjælpe os. Han sender også nogle til at hjælpe os med det personlige, sociale og åndelige. Men husker vi at bede Gud om hjælp? Vi kan komme til at søge hjælp de forkerte steder. Vi kan komme til at søge hjælp hos mennesker der bringer os i en anden retning end til Gud. Nogle gange bruger vi substitutter for det som vi i virkeligheden har brug for. Vi søger stimulanserne og trøsten i kaffe, cigaretter, kage, narkotika, alkohol, spil, Internet eller andre ting, som slet ikke kan hjælpe os med vores dybeste behov.
Velkommen til et studie af salme 12
Salme 12
v2 Frels, Herre, for der er ingen fromme,
troskab er forsvundet blandt mennesker.
v3 De taler løgn til hinanden
med glatte læber og tvedelt hjerte.
v4 Herren skal udrydde alle glatte læber
og tunger, der taler store ord.
v5 De siger: Tungen er vor styrke,
vore læber er med os, hvem er herre over os?
v6 »Fordi de hjælpeløse undertrykkes,
og de fattige stønner,
rejser jeg mig nu,« siger Herren,
»og bringer redning til de forfulgte.«
v7 Herrens ord er rene,
sølv, der er lutret i diglen i jorden,
renset syv gange.
v8 Du beskytter os, Herre,
du bevarer os evigt mod denne slægt,
v9 hvor ugudelige vandrer omkring
og usselhed triumferer blandt mennesker.
Hvad vil det sige at være from?
http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=from: ordet from kommer fra det gamle tyske ord vrome, som betyder dygtig og modig. Ordet from betyder at være religiøs på en gudfrygtig og inderlig måde.
Hvor mange frygter Gud og hvor mange er inderlige i deres tro? Gud ser på vores hjerter og vi fordres til at elske Gud af hele vores hjerte, sjæl og sind. Det er et bud som er vanskeligt at overholde, fordi vi synder.
Ifølge ordets oprindelige betydning ordet from også sige at være modig. At være inderlig over for Gud indebærer at være modig. Jeg møder ofte situationer i min tro hvor det kræves af mig at være modig. Gud kalder os nogle gange til at tale med en fremmed om Jesus, bekende at vi elsker Jesus eller give afkald på en masse for Gud, dvs. fornægte sig selv. Det er svært og kræver mod. Det er svært for mig, fordi jeg er bange.
Også Adam og Eva var bange. De var bange, fordi de havde syndet. De havde været ulydige over for Gud. Mennesker frygter andre mennesker, men frygter de Gud? Måske frygter de Guds vrede, men alligvel kommer de til at synde og ser mere på de synlige trusler. Der er mange ting man kan være bange for. Bange for ikke at have mad og penge nok, bange for at blive syg, bange for krig og terror, bange for at blive solskoldet, bange for at blive grint af og ekskluderet, bange for aldrig at kunne bede, bange for at middagen til svigerforældrene mislykkes, bange for at køre galt, bange for ikke at nå at blive klar til børnefødselsdagen, bange for at gå i stå med sin bil, bange for at blive tyk, grim og gammel, bange for blive ensom, bange for at miste sine venner, bange for at ens børn bliver narkomaner og kriminelle når de bliver voksne, bange for at blive skilt, bange for at bøgehækken dør i tørken, bange for at stoppe med at have noget at skrive om og bange for at aldrig blive glad igen, bange for at ens børn vil hade én, når de bliver voksne. Bange for at få kræft og bange for at få en blodprop og bange for at ens mand aldrig får den medicin han har brug for og bange for at få lus igen.
Der er så meget at være bange for, og det får aldrig en ende. Vi bliver bange fordi vi synder. Meget af frygten kommer fra vores tanker og forestillinger som ikke er mere realistiske end Netflix og vores egen fantasi.
Frygten forhindrer os i at handle, og den forhindrer os i at have et barns tillid til vores himmelske far. Frygten forhindrer os i at frygte Gud, være ydmyge og inderlige over for Gud.
I mit sidste indlæg skrev jeg om at Jesus døde for Danmark. Jesus er Danmarks håb. Hvordan står det til med kirken i Danmark?
Jeg kan selvfølgelig mest tale for mig selv. Jeg bekender, at jeg er sløv. Jeg er træt. Jeg er træt af at bede. Jeg er blevet bønhørt mange gange, men der er stadig emner jeg har bedt for i mange år, og som jeg endnu ikke har fået svar på. Trængslerne og lidelserne er hårde. Det er som, om der er stilstand. Det bliver ved med at være koldt i Danmark. Jeg giver op. Synes ikke jeg kan bede. Tænker, det ikke nytter. Hvorfor giver jeg op?
Der er en skæv balance imellem naturen og det materielle, imellem det jordiske og himmelske. Jeg er dårlig til at lave ingenting. Jeg forventer, der skal ske noget. Det vestlige menneske vil se konkret fremgang og resultater. Hvis ikke vasketøj og oprydning, så holder Internet og fjernsyn mig beskæftiget og underholdt. Jeg synes alt skal gå efter en bestemt plan. Kalenderen siger forår, men der er frost udenfor. Kan jeg slippe min rastløshed og min trang til at have kontrol?
Det først skridt er at finde hue og handsker frem og gå ud i naturen.
I dag skinnede solen fra en klar blå himmel, og frosten prikkede på mine kinder. Der var rim og is. Et vissent blad ligger midt på stien. Det er pyntet med sølvpynt i kanterne. Sølvpynten er iskrystaller.
De aktive krager, gråspurve, duer, skader og solsorte afbryder mine tankestrøm. De synger med hver deres næb og flyver rundt. Midt i en sø på en mark holder en flok måger generalforsamling. En sort kat lister rundt i græsset. Langt væk ser jeg tre dådyr græsse. To af dem har travlt med at stille deres sult, den tredje står stille med rank ryg og kigger på mig, ligesom jeg kigger på hende. D. 19. Marts har frosten stadig sit tag i Danmark, men det gør ikke dyrene sløve eller trætte. De giver ikke op. De er ikke trætte af at vente på foråret.
Jeg vil gerne blive bedre til at vente. Jeg læste om en præst, som fik en profeti om at der ville komme 4 nye bestemte slags kirker i Danmarks fire største byer. Han ventede 21 år på at se profetien gå i opfyldelse. Han var ikke den, der ventede længst tid. Moses og hans folk vandrede 40 år i ørkenen.
Jeg ved ikke, hvorfor mennesker nogle gange må vente i lang tid. Jeg vælger at holde fast i min tro i min sjæls anker. Jesus er mit håb. Jeg tænker på korset i Dannebrog. Jeg tænker på Bibelens løfter. Jeg vil ikke give op.
Forbederen og leder af bevægelsen Faste For Danmark, Peter Tinggaard, har skrevet en bønnesang om, at Jesus er Danmarks håb.
Gud spørger, hvem der vil kæmpe for Danmark? Hvem vil bede for Danmark?
Hvem vil lytte til Jesus?
Jeg har fortalt mit vidnesbyrd før, og mange af jer har læst det, men jeg har følt mig ansporet til at fortælle det igen.
Jeg har en far, som jeg ikke altid har kendt. Det jeg vidste om ham var begrænset, og han var ikke en del af mit liv. Jeg levede hele min barndom uden ham. Der var en uendelig tomhed inde i mig. Jeg havde en dyb længsel, som ikke kunne finde sit hjem. Jeg søgte og søgte i alle filosofier og nærmest alle trosretninger, men jeg forblev tom.
Og jeg hadede mig selv. Jeg ville ønske at jeg var ligesom de andre i min klasse. Udadvendt, glad, smilende, snakkende, men jeg var alt andet end det. Jeg var misforstået. Min tristhed blev opfattet som fjendtlighed. Min ensomhed blev opfattet som selvvalgt. Hvis folkeskolen var slem, så var gymnasiet endnu værre. Det med at drikke sig fuld, tage makeup på, gå til fitness, købe dyrt tøj og kysse en tilfældig fyr på en tilfældig aften i byen sagde mig intet. Men jeg sagde heller ikke noget. Det var ikke noget jeg selv havde valgt. Mine ord og følelser forblev bare inde i mig, helt skjult, og jeg kom længere og længere væk fra mine klassekammerater og fra mig selv. Jeg flygtede ind i Internettet, skrev med folk jeg aldrig havde mødt og fordybede mig i litteraturens verden. Dengang skrev jeg mange digte, men jeg var stadig tom og jeg hadede mig selv. Selvmordstanker blev ret familiære for mig. Ondskaben voksede inde i mig.
Jeg lærte meget om lidelse, da jeg havde tandpine. Jeg tænkte på de store smerter Jesus må have haft, da han blev korsfæstet. En lidelse som han frivilligt gik ind i, skønt han blev fristet til at lade være. Måske følte han sig fristet til at flygte eller bruge sin guddommelige kræfter til at besejre alle fjender. Jeg tror, han blev fristet til at have mørke tanker. Tanker fulde af tvivl. Tanker fulde af skuffelse over sine venner, tanker fulde af vrede over for sine fjender, vrede over at blive uretfærdigt dømt. Fristet til at give op og synke hen uden nogensinde at rejse sig igen. Men i Jesus var der ingen synd. Jesus, som gjorde sin Fars vilje altid. Jesus som sagde “tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.” Jesus, som bar spot og spe, pisk og spyt, smerte og foragt. Jesus, som bærer mine smerter, mine bekymringer, min angst og de mørkeste af mine tanker. Jesus, som bærer verdens synd. Guds lam.
Vi flakkede alle om som får,
vi vendte os hver sin vej;
men Herren lod al vor skyld ramme ham.
Han blev plaget og mishandlet,
men han åbnede ikke sin mund;
som et lam, der føres til slagtning,
som et får, der er stumt, mens det klippes,
åbnede han ikke sin mund. (Es 53:6-7)
3. Januar begyndte børnene i skole igen. Vi gik hen til skolen sammen. Vores gåtur var fyldt med mørke, blæst og regn i spandevis. Da jeg på hjemvejen fra skolen nærmede mig vores hus, fik jeg lys i øjnene, da jeg så lyset i vores vinduer. Jeg trådte inden for i vores varme hus til tørt tøj, sofa og kaffe. I sofaen indhyllede jeg mig selv i et tæppe.
Jeg tænkte på alle dem, som var langt væk fra deres hjem, dem, der ikke havde noget hjem, og dem, som ikke havde nogen familie. Jeg tænkte på de hjemløse og på alle flygtningene. Josef og Maria var flygtninge. Der var ikke plads til dem i herberget. De måtte tage til takke med en kold og beskidt stald.
Jeg må ikke glemme de som er langt væk fra deres hjem og de som slet ikke har noget hjem.
Jeg mødte selv en gæstfrihed og en hjælpsomhed, da jeg var i USA. Hvordan er jeg selv over for fremmede, ensomme, hjemløse og flygtninge?
Hvordan behandler Danmark de fremmede?
Hvad mener Jesus?
v35 For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, v36 jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. v37 Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? v38 Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? v39 Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? v40 Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. (Matt 26:35-40)
© 2025 Diakon og Skribent
Tema af Anders Noren — Op ↑
Seneste kommentarer