En rejse i Tro og Kreativitet

Tag: Jesus (Side 3 af 10)

Han rækker os sin hånd

Guds hånd er stærk og fuld af kraft
Guds arm er ikke for kort til frelse
Vi lægger vores vej i Guds hånd
Vi vil stole på Ham
Gud med os

Guds hånd skaber
giver liv
Guds hånd er vores Herres hånd
Han opdrager os
han retleder os
Han leder os ad rette stier



 Ingen kan rive os ud af vores Faders hånd
Alle gode gaver kommer fra Gud Faders hånd
Guds hånd giver os i overflod
Guds hånd giver høst i titusindfold
Guds hånd helbreder



Jesus tjener os
Han dækker bord for os
Han skaber mad til tusinder
af to fisk og fem brød
Jesus bryder lænker
Han sætter fanger i frihed

Jesu hånd er vores Herres hånd
som fører os
vi adlyder Ham
i kærlighed
vi skal tage vores kors op

Jesus rækker os sin hånd
Vi holder Ham i hånden
Han trøster os
Herren er nær

Jesus er vores ven
Han holder os i hånden
når vi er bange
Han holder os i hånden
når vi kommer nye steder hen

Jesu hånd er vores elskedes hånd
vi er frie
bundet til Hans kærlighed
Det skyldes ikke os selv
gaven er Guds
Han er blid og sagtmodig
han er langmodig
Han giver os sig selv
Han elsker os
med en brændende nidkærhed






Bliv i Jesu kærlighed

”Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden.  Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt.  I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer.  Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.  Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.  Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt.  Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det.  Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.
 Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed.” (Joh 15,1-10
)

Overordnet handler disse vers om kærlighedsrelationen mellem Jesus og Hans disciple. Den skal være ligesom et livslangt (evigt) ægteskab, ikke en flirt, et teenagecrush eller en flink løbemakker. Det er en kærlighed, som forpligter, og samtidig er Jesus lidenskabelig, lige så lidenskabelig som vi ser Gud er i forholdet til Israel i Det Gamle Testamente.  

Der er ikke noget vi kan gøre i egen kraft for at få Åndens frugter. Grene, som er knækket af træet, visner.  Det er Gud, som renser os, vi kan ikke rense os selv. Renselsen består dels i opdragelse (foragt ikke Gud Faders opdragelse, for en far opdrager sine børn, fordi han elsker dem (Heb 12,5-10)), og at Gud Fader omfavner os i Sin kærlighed. Renselsen består i at Helligånden arbejder i os, når vi holder os tæt til Jesus.

”I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer.” Jesus er Ordet, som blev til menneske – til kød (Joh 1,14). Guds Ord renser os, og vi skal blive i Guds ord. Vi skal huske, reflektere over og gemme Ordene i vores hjerter. Vi skal bygge på, handle på og gå på Guds Ord (Matt 7,24-25)

”Bliv i mig, og jeg bliver i jer”
 Det er et gensidigt forhold. ”Jeg er min elskedes, og min elskede er min” (Høj 6,3). Vi skal blive i troen på Jesus, blive i længslen efter ham, blive ved med at elske ham. Vi skal blive ved med at tro på Hans ord. Vi skal blive ved med at bede, ikke af pligt, men af længsel af at leve sammen med Jesus. Helligånden vil virke i det nævnte. Bliv i mig, og jeg bliver i jer = Jesus vil ved Helligånden bo i vores hjerter. Hvorfor lyder det som en befaling, hvorfor bruges imperativformen ”bliv”? Fordi det også handler om valg. Vil vi vælge at åbne vores hjertes dør for Jesus? Han banker på, men han er ikke én, som sparker døren ind, selv om han kunne gøre det med sin guddommelige kraft.

”Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer”
 
Jesus kunne have sagt, at han elsker os ligesom vores mor elsker os. I stedet siger han, at han elsker os, ligesom Gud Fader elsker Ham. Faderens kærlighed til sin søn Jesus, er kæmpestor, og den er evig. Om Jesus råbte Gud fra himlen ved Jesu dåb: ”det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag”(Matt 3,17). Ordet ”velbehag” har noget at gøre med en stærk følelse af glæde, tilfredshed og velvilje. Så højt elskede Gud Fader sin Jesus, og alligevel valgte Gud Fader at ofre Sin Søn på korset for os, fordi han elsker os alle (Joh 3,16).



Bliv i min kærlighed!

“bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed.”

Jeg læst Joh 15,1-10 mange gange, og jeg har fundet det både smukt, fantastisk og uforståeligt. Og så har jeg slået mig på imperativerne. Er det oversat rigtigt fra grundteksten? Ja, det græske ord for bliv, ”meinate”, står i imperativ 2. person flertal. Det er ord til disciplene, det er ord til os, menigheden, til alle dem, som vil være hans efterfølgere. Jeg ser to dimensioner i sætningen ”bliv i min kærlighed”.

  1. Han siger oprigtigt min kærlighed. Han kunne have sagt ”bliv i min visdom”, ”bliv i min magt”, ”bliv i min hellighed”, ”bliv i min sandhed” osv. Alle sammen er vigtig egenskaber ved Jesus, men han siger ”bliv i min kærlighed”. Gud elskede os først (1 Joh 4,19). Gud er kærlighed, og det var Ham, som elskede os først, længe inden vi blev født. Han kendte os og elskede os fra meget lang tid før vi blev født. Og alt hvad Gud gør, gør han af kærlighed, og han skabte verden og os af kærlighed.

    Gud skabte en hel masse ting, og han så, at det var godt. Gud så alt, hvad han havde skabt, og så hvor godt det var (1 Mos 1,31). Gud ser på sit skaberværk med sine øjne, der både er hellige og fulde af kærlighed til skaberværket. Et sted i Bibelen står der, at Gud altid har sit blik rettet mod menneskene. Gud er ikke verdens første ”Big brother”, der overvåger alt og alle med det formål at fange og dømme forbrydere. Hans blik er faderens omsorgsfulde blik og Jesu, brudgommens, øjne fulde af kærlighed. Kan man sammenligne dette opmærksomme blik med en forelsket, der ikke kan slippe blikket fra sin udkårne?!

    Min (Jesu) kærlighed Det græske ord for kærlighed er her Agape. Agape er Guds kærlighed. Guds kærlighed er evig, ren, ubetinget, hellig og perfekt, mens menneskers kærlighed er foranderlig, betinget, begrænset og fulde af fejl.
    ”Bliv i min kærlighed” er sagt mildt og fuld af kærlighed. Jesus elsker os højt. Han længes efter os, og han kunne sige: ”bliv hos mig, min elskede. Bliv ved med og tro på, at jeg elsker dig.”
  2. Samtidig må vi ikke ignorere imperativet. Igen det er et valg. Vil vi tro på og stole på, at Gud elsker os?  Det står utallige gange i Bibelen. Ånden skaber frugterne på grenene, men vil vi handle på den kærlighed Ånden skaber i os? Vil vi vælge at bruge tid på Ordet, på bøn, på at være sammen med Gud? Hvilken plads skal Gud have i vores liv? Vil vi give Gud 1. pladsen i vores liv? Og vil vi handle på den kærlighed, Ånden skaber i os, til vores næste og vores søstre og brødre i Herren?

    Imperativet hænger sammen med, at hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed. Er vi nu tilbage i den gamle pagt? Er der virkelig krav, når Jesus opfyldte loven og døde på korset for os. Vi er syndere, og skal vi ikke give op på forhånd. ”Jeg er et menneske, og det er svært at elske min næste.” Ja, men vi kan ikke ignorere buddene Jesu taler om i evangelierne. Vi kan ikke ignorere hans formaninger eller bjergprædikenen. Vi kan ikke ignorere det dobbelte kærlighedsbud: du skal elske Gud af hele din styrke, hele dit sind, hele dit hjerte og hele din sjæl OG du skal elske din næste som dig selv.

Formaningerne i evangelierne og kærlighedsbuddet er sagt af Jesus selv. Det er en vigtig pointe. Vi skal se på, hvad Jesus gør og lære af ham. Vi skal efterligne ham. Vi skal lære ham at kende gennem at læse i Bibelen og igennem bøn. Kom til Jesus og lær af ham.

Læs mere

Kan Guds Hellige bære mere?

Vi bærer hans sårmærker
– men hvem er han,
denne Jesus, også kaldet Kristus?
Han er ikke bare menneske og konge
Han er Guds søn, som gav sit liv for os
Han er kærligheden, som døde på et kors

Han bar babyens kolik
og det brækkede lårben
Han bar mine tandbylder
og din sjæls dybe sår

Han er stillet offentligt til skue
helt nøgen og bar
Vores ondskab gennemborer hans hænder og fødder
Guds ansigt vrider sig af smerte
Hans far kan ikke se på det mere
han vender ryggen til ham
og går.
Jesus ramte dødens kolde mørke
– en forbandelse han aldrig havde fortjent

Guds kraft rejste ham op
fra dødens grav


Hva’ nu?
Kan han bære mere,
Guds hellige,
lidende tjener?

Giv ham alt
– ikke blot dit ansigts sved
men også dit hjertes kampesten
dit svigt og dine sårende ord
Læg alt dit kaos, dit skarn og din skam
i Hans blødende hånd



Jesus lever

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham.  Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op.  Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?«  Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor.  Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede.  Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham!  Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«  Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. (Mark 16,1-8)

Da jeg læste teologi, fik jeg at vide, at Markusevangeliet oprindeligt sluttede med vers 8 “De sagde ikke noget til nogen, for de var bange”. Resten af evangeliet var en tilføjelse. Jeg kan ikke huske, hvornår den sidste del skulle være tilføjet. Uanset hvad, så er den opstandne Jesus beskrevet i slutningen af Markusevangeliet og de andre evangelier.

Jeg ser vers 1-8 som en rammende beskrivelse af når nogen lige er død og sorgen. Ens kære er der ikke mere og savnet efter den man har mistet er virkeligt stort. Sorgen er en krise, det er noget virkeligt svært. Kommer døden for tidligt og som et chok er det endnu hårdere.
Jesus var ikke kun en kær ven og et menneske – han var Messias, som havde trådt ind i disciplene og kvindernes liv med sin kærlighed og forvandlende magt. De satte alt deres håb til ham, men han blev kun lidt over 30. Han, som kunne vække døde til live endte selv med at dø – døden på et kors.
Så kommer kvinderne til graven, og den er tom. Hvad skal det betyde? En engel siger til dem, at Jesus er opstået, men kvinderne flygtede, de var rystede og ude af sig selv. De sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Kilde: pixabay

En sådan frygt, hvor man er ude af sig selv og rystet – det er et chok, og det er ubehageligt.
Et chok kan være mange ting. Det kan være et svar man får, som er helt anderledes end det, man havde håbet på.
Sidste gang jeg blev chokeret, fik jeg en besked, som kom helt bag på mig. Bagefter blev jeg sur på mig selv og skuffet over, at jeg havde håbet og troet på det svar, som ikke blev en realitet. Derefter tilbragte jeg resten af dagen i en blanding af sur skuffelse og en tilstand, hvor mine øjne var blevet meget utætte.
Dagen efter rejste jeg mig op og greb ud efter det håb, jeg ikke kunne se, og jeg genoptog bønnen: “Far, jeg beder om, at hvis det er din vilje,så…”
Jeg er nødt til at holde fast i håbet, selv om jeg ikke ved, hvad fremtiden bringer.

Lad os læse nogle flere vers i Markusevangeliet:

Da Jesus var opstået tidligt om morgenen den første dag i ugen, viste han sig først for Maria Magdalene, som han havde drevet syv dæmoner ud af.  Hun gik hen og fortalte det til dem, som havde været sammen med ham, og som nu klagede og græd.  Men da de hørte, at han levede, og at hun havde set ham, troede de ikke på det.
 Derefter viste han sig i en anden skikkelse for to af dem, mens de var på vej ud på landet.  De gik også hen og fortalte det til de andre; men heller ikke dem ville de tro.
 Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse
. (Mark 16,9-14)

Jesus viser sig selv først for Maria Magdalene, så to andre og til sidst de sidste 11 disciple. De fortæller, at de har set Jesus, men de andre tror ikke på det. De ville ikke tro på det. Han bebrejder dem deres vantro og hårdhjertethed. De ville ikke tro på det, før de selv så ham.

Versene handler om tro, tvivl og ikketro. Vi lever i et land, som nogle kalder kristent, men der er mange som ikke tror. Nogle vil ikke tro, og nogle kan ikke tro. Og så er der nogle, der tror.

Jeg ikke kan bevise det, i hvert fald ikke med den videnskabelige metode, men jeg tror på, at Jesus er opstået fra de døde og lever. Det håb vil jeg holde fast i.

Det er stort, at Jesu blod gør syndere retfærdige, og at vi ved Jesus får tilgivelse af nåde, det bliver os givet helt ufortjent – samt vi får fred med selve Gud. Og vi får et håb ved Jesu død og opstandelse, et håb om et evigt liv efter døden – hos Gud:

Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.  Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed.  (Rom 5,1-2)

Jeg tror på et evigt liv efter døden, og jeg tror på, at Jesus har sejret over det onde, synden og døden. Det tror jeg på, selv om verden ser ud, som den gør, og også selv om ondskaben og synden desværre i høj grad bor i mig.
Jeg ved, at Jesu opstandelse ikke betyder et liv med lyserøde skyer og nuttede enhjørningebamser.

Læs mere

Good Friday

På engelsk kaldes Langfredag Good Friday. For Jesus var Langfredag lang og lidelsesfuld, men for os er Langfredag god – ikke pga. påskefrokosterne og påskeæggene, men pga. hvad Jesus gjorde for os.

Jesus vidste, hvad der ville ske

Lidelsen og døden kom ikke som nogen overraskelse for Jesus. Flere gange fortalte han disciplene, at det ville ske.

Han tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes:  Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham;  de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.«  Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.” (Luk 18,31-34)

Jeg ved ikke, om Jesus vidste hele sit liv, at han skulle lide, dø på korset og opstå fra de døde, men han vidste det i lang tid, før det skete. Disciplene kunne ikke forstå det. Det var var uforståeligt for dem, at deres mester og ven – Ham, de havde forladt alt for, Ham, de satte deres håb til. At Han sagde, han skulle dø. Han var ikke gammel, kun lidt over 30. Han var Messias, Guds søn – det var ubegribeligt, at Han virkelig skulle dø.

Jesus vidste alt, hvad der ville komme til at ske. Da han blev taget til fange, var han i Getsemane have og bad inderligt til Gud (Mark 14,3-42). Han var bange for alt det, der ville komme til at ske. Han havde angst og var bange for at dø. Hans sjæl var fortvivlet til døden (v. 34). Han havde ikke lyst til at drikke bægeret, som var Guds vredes bæger (Es 51,17).
Jesus var ikke tvunget til at gå lidelsens vej og dø. Han havde magten til at rejse sig op og som en revolutionær gøre oprør mod alle undertrykkerne, tage magten fra romerne og indtage kongetronen. Det var en sådan Messiasskikkelse, jøderne ventede. Men det var ikke Guds vilje med Jesus.
Jesus traf det valg, han vidste var det bedste og eneste rigtige. Han valgte at gøre Guds vilje.

Billedkilde: pixabay

Lidelsen og korsfæstelsen

Det var ikke en god dag for Jesus. Han lod sig tage fange som om han var en forbryder, blev forhørt og blev dømt til døden på et kors.

Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side.  Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem.  Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.«  Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike  og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.«  Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«. ” (Luk 23,32-38)

Jesus udholdte alle forhånelserne og ydmygelserne. Han udholdte at blive gjort grin med, at blive klædt af, og at der blev trukket lod om hans tøj. Han udholdte alle piskeslagene, alle tæskene, alle de uberettigede anklager, alle forhørene, al modsatanden. Han udholdte, at folkedomstolen dømte ham til døden for at få en morder løsladt (Luk 23,18-21). Han udholdte at blive forrådt med et kys, og at alle hans venner svigtede ham. Jesus var uskyldig og syndfri, og han blev korsfæstet sammen med forbrydere.
Han tilvalgte ydmygelsen, magtesløsheden og lydigheden over for Gud. På intet tidspunkt stoppede han op og sagde: “Nu er det nok. Jeg gider ikke mere.” På intet tidspunkt vristede han sig løs og tog magten tilbage.

Læs mere

Hvad er det, som gør os rene? (Del 3)

Sidste indlæg handlede om, hvorfor vores hjerter er bedrageriske. Dette indlæg er sidste del af serien om, “Hvad er det, som gør os urene?” Lad os se på, hvorfor der alligevel er håb.

Loven bliver skrevet på hjerter

Vi får at vide, at vi skal være helhjertet med Gud, og vi skal elske Ham af hele vores hjerte. I hele Det Gamle Testamente læser vi om, hvordan jøderne gang på gang mislykkes med at overholde loven og elske Gud.

Det er nedslående at kende buddet om helhjertethed, om at sætte Gud først og elske Gud af hele sit hjerte, når vi ved, at vores hjerter er bedrageriske og syndige.  Det er aldrig noget, som bliver nemt eller naturligt for mennesket, for kødet vil fjendskab med Gud (Rom 8,7).

Dog finder vi budskaber om nyt liv og nyskabelse i Bibelen. Mange år før Jesu fødsel og Helligåndens komme, profeterede Ezekiel om dåben (”rent vand”), og at vi ville få Helligånden (“ny ånd”):

”Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder;  jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød.  Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud.” (Ezek 36,25-27)

Jesus tog vores straf for vores hjerters synd og bedrag, så vi ved hans blod helt ufortjent – ved nåde – blev frelst. Når vi tror på, at Jesus døde for os, gør hans retfærdighed os retfærdige, selv om vi ikke formår at overholde loven. Når vi tror på Jesus, får vi Helligånden. Ved Helligånden bliver Guds kærlighed udgydt i vores hjerter (Rom 5,5), og Helligånden skriver loven på vores hjerter (1 Kor 3,3 og Ezek 36,27). Dermed bliver det nemmere for os at overholde loven. Uden Helligånden er det umuligt.

I Johannesevangeliet finder vi en slags parallel til vigtigheden af tillid til Gud, som det er beskrevet i Jer 17,5-10. Jesus taler om, at den som tror på ham, skal ikke tørste (Joh 4,14), og han fortæller i Joh 15, at Han er det sande vintræ. Når vi tror på Ham og ved Helligånden holder os tæt til Ham, vil vi bære meget frugt. Skilt fra Jesus kan vi intet gøre (Joh 15,1-8).

Et andet sted i Bibelen læser vi om et træ, der er plantet ved en bæk.

Læs mere

Hvem vil give Gud æren?

Under sin vandring mod Jerusalem fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa.  Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!«  Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene.  Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner.  Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni?  Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?«  Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.« (Luk 17, 11-19)

Det virker til, at de ti spedalske i denne beretning ved noget om Jesus. De må have hørt om Jesus, de må have hørt om de undere, Jesus har gjort og om, at han er en, som helbreder.

Det at forbarme sig er ikke et udtryk vi bruger i dagligsproget. Jeg har kun læst udtrykket i Bibelen, så jeg forbinder det med en anråbelse, et råb om hjælp til Gud. En kort, men stærk bøn lyder således: ”Jesus Kristus, Guds søn, forbarm dig over mig”. Jeg har også hørt udtrykket i forbøn for f.eks. en hel gruppe af mennesker: “Jesus, vi beder dig forbarme dig over vores land.”

I 1991 skriver BT dog ”en behjertet sjæl .. forbarmede sig over den bevidstløse mand, som lå foran værtshuset, og ringede efter en ambulance.”  

Selve ordet ”forbarme sig” kommer af tysk: sich vorbarmen, og det betyder at ”bryde sig om de arme”, altså de stakkels, de fattige. Ifølge den danske ordbog betyder ”at forbarme sig” at få medlidenhed med nogen og så hjælpe eller tilgive vedkommende.

De spedalske var udstødte

Hvorfor blev de spedalske stående på lang afstand fra Jesus, mens de råbte? Spedalskhed er en meget smitsom sygdom, og på Jesu tid var der ingen behandling for sygdommen. De spedalske var udstødte, og på ingen måde turde nogen folk røre ved eller være i nærheden af de spedalske.

I en anden beretning hører vi, at Jesus rører ved en spedalsk, og den spedalske bliver rask (Mark 1, 41). I denne beretning i Lukasevangeliet kapitel 17, siger Jesus ikke noget om, at han helbreder de spedalske, men giver dem besked om, at de skulle gå hen og blive undersøgt at nogle præster, og mens de er på vej hen til præsterne bliver de raske. Jesus siger dette til de spedalske, fordi han henviser til Moseloven, 3 Mos 14,2ff, hvor vi læser, at præsten skal undersøge, om den spedalske er blevet ren, om han er blevet helbredt, og derefter skal præsten udføre en række ritualer og ofringer til Gud, hvorved præsten skaffer soning for Gud.

Når Jesus henviser til Moselovens forskrifter, er det altså en hjælp til de spedalske. De får en, på den tid, gyldig undersøgelse af, om de er blevet rask, og de bliver efter Moselovens forskrifter forsonet med Gud, altså får tilgivelse for deres synder. På Jesu tid mente jøderne, at sygdom var selvforskyldt. Man var syg pga. sin egen synd, eller pga. forældrenes synder.

I dag ved vi, at sygdom skyldes noget legemligt og ikke vores egen syndighed (i andre religioner i dag, fx hinduisme er samme antagelse, at sygdom skyldes personens eller forældrenes egne dårlige adfærd), men det vil i dag være fornuftigt at blive undersøgt, denne gang af en læge, når man er blevet helbredt.

De spedalske vil have velbegrundet antagelse af, at det er Jesus, som har helbredt dem, for vi hører, at på vej hen til præsterne, bliver de spedalske rene, altså raske. Dog er der kun én, som vender tilbage og priser Gud og takker Jesus, og det er en samaritaner. Samaritanerne var fremmede for jøderne, og ingen jøder ville have noget at gøre med dem. Samaritanerne var udstødte. Længe var frelsen fra Messias kun ment for jøderne.

Dog åbner Jesus op for at Guds frelse er for hele verden, hvilket vi kan læse om i Johannesevangeliet kapitel 10, hvor Jesus siger ”jeg har også andre får” og i Matthæusevangeliet kapitel 15, hvor Jesus helbreder den kana’anæiske kvindes datter samt i Johannesevangeliet kapitel 4, hvor Jesus taler med og underviser og forkynder for den samaritanske kvinde ved kilden. At frelsen er for alle (ikke kun jøder) dem, som tror på Jesus, læser vi tydeligt i Joh 3,16: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”  

Gud er ikke én, som bliver imponeret af menneskers gode gerninger, som ikke bliver gjort med hjertet. Således profeterede Esajas: ”»Dette folk dyrker mig med munden og ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, og deres gudsfrygt er tillærte menneskebud” (Es 29,13). Ligesom vil læser om i Esajas’ bog, er Jesus optaget af menneskers hjerter, om mennesker elsker og ærer Gud, og om de tror på Ham. Derfor siger Jesus til den helbredte samaritaner, den helbredte spedalske, som vendte tilbage og takkede og lovpriste: ”Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig” (Luk 17,19).

Advarsel mod at glemme Herren

Hvorfor var der kun én ud af de ti spedalske, som vendte tilbage til Jesus og gav Gud æren (Luk 17,18-19)? Det undrer Jesus sig over. Vi undrer os. Ti mennesker har mødt Jesus og bliver helbredt af Ham, men kun én vender tilbage og priser og takker Ham. Vi får ikke at vide, hvor de ni andre spedalske blev af. Ud fra Lukasevangeliet ved vi ikke noget om, hvorfor de ni ikke vendte tilbage til Jesus. Vi ved ikke, hvorfor de ikke omvendte sig.

Det kan vi kun gisne om. Måske omvendte nogle sig senere, fx efter Jesu opstandelse. Det ved kun Gud. Måske var nogle af de spedalske hjemløse, måske fik en af de spedalske tandpine dagen efter, måske kiggede nogle af de spedalske sig omkring og så på alt det, som en rig godsejer ejede. Måske tænkte de, at de var blevet helbredt af deres egen fromhed. De kan have tænkt: ”jubii, det hjalp at give mit sidste stykke brød til den fattige enke, derfor blev jeg rask”, eller ”hurra! I nat lå jeg på mine knæ og bad til Gud i fem timer. Fordi jeg var dygtig og udholdende i bøn, blev jeg helbredt”. Eller en spedalsk kunne have tænkt: ”ok, dér var jeg heldig. Tænk, det var mig, som vandt i Lotto. Tænk, at jeg blev rask, da jeg gik lige dér.”

Jeg ved det godt: Lotto fandtes ikke på Jesu tid, men forstår du min pointe? De ti spedalske blev helbredt, men ni af dem erkendte ikke, hvem der havde helbredt dem. De vendte ikke om og gav Jesus æren.

De spedalske havde ingen ære selv for at de blev helbredt. Æren var Guds alene. Det var Jesus, som viste dem nåde og helbredte dem.

Vi skal passe på, at vi ikke glemmer at give Gud æren. Vi skal passe på, at vi ikke glemmer Gud. Det skal vi passe på, både når noget godt sker for os, og når det i taget går godt for os. Kun én ud af ti helbredte spedalske vendte tilbage og priste og takkede Jesus.

I sin tale til israelitterne advarede Moses således:

”Når Herren din Gud fører dig ind i et herligt land, et land med bække, med kilder og med strømme af vand, der vælder frem i dale og bjerge,  et land med hvede og byg, med vin og figner og granatæbler, et land med olivenolie og honning,  et land, hvor du ikke skal skaffe dig føden i fattigdom og ikke kommer til at mangle noget, et land, hvis sten er jern, og i hvis bjerge du kan bryde kobber,  da skal du spise dig mæt og prise Herren din Gud for det herlige land, han har givet dig.  Men tag dig i agt, at du ikke glemmer Herren din Gud, så du undlader at holde hans befalinger og retsregler og love, som jeg giver dig i dag.  Når du spiser dig mæt og bygger dig gode huse at bo i,  når dine køer og får bliver talrige, når du får meget sølv og guld, når al din ejendom øges,  bliv da ikke hovmodig, så du glemmer Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset;” (5 Mos 8,7-14)

En lignende advarsel finder vi til menigheden i Laodikea, i Johannes Åbenbaringen:

”Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm!  Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund.  Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig,  så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se.” (Joh åb 3,15-18)

Gud er nådig og vil tilgive. Den, der har ører, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne:

Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg. Vær nidkær og omvend dig!  Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.  Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone.  Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. (Joh åb 3,19-22)

Et barn er født

Det var nat
Hyrder holdt vagt
på en mark
Med ét så hyrderne
en engel
Herrens herlighed strålede
De blev bange.

Englen sagde
”Frygt ikke!
Se, jeg forkynder jer en stor glæde
Som skal være for hele folket.
I dag er der født jer en frelser i Davids by;
Han er Kristus, Herren.
Og dette er tegnet, I får:
I skal finde et barn,
Som er svøbt og ligger i en krybbe.”

Hyrderne hørte en himmelsk lovsang
Englene sang:
Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!”

Hyrderne løb ind i Betlehem
For at se dét
som Herren havde forkyndt
Hyrderne fandt Jesu mor, Maria
og hendes trolovede, Josef
De sad hos barnet
Der lå i krybben

Maria og Josef kiggede med forundring
På den lille sovende Jesus Kristus
De kiggede på den lille brystkasse
der bevægede sig op og ned

Nu åbnede barnet sine øjne
De så hans blide øjne
Barnet rørte på sig
Hans mor løftede ham op
Tog ham ind til sin barm
Han kiggede op på sin mor
Hun mødte hans milde blik

Læs mere

Du skinner for alle

Du, vores evige lys,
Kommer til os
Som vandrer i mørke
Du skinner for alle
Der bor i mørkets land

Du skinner for alle
Der bor i vintermørket
I nattens mørke
I storbyens mørke gyder
I ensomhedens mørke
Du skinner for alle
Der kæmper med mørke tanker

Du skinner
På de mørke grusveje
På markerne
på de frosne, nøgne trækroner

Kilde: Mbll, pixabay

Du, Evige Fader,
skinner
For de trætte hyrder
For de udmattede okser
Og de vildfarne får
For den unge moder med mørke rander under øjnene
Du skinner
For det grædende barn


Du skinner
For de som har mistet en bror, en mor,
For de som sørger over en ven, en ægtefælle eller et barn

Vi fryser på vejene, som er glatte af sne. Vi prøver på at nå alt det, vi vil. Vi tager på arbejde, i skole og børnehave. Vi tager til mødregruppe, tandlæge og læge og på sygehuset. Vi tager på indkøb, vi tager vasketøjet ned, vi tager opvasken og vi tager en panodil. Vi tager på jobcentret og plejehjemmet. Vi tager på herberget og værtshuset, og vi tager os en smøg og en kop sort kaffe.

 Det folk, der vandrer i mørket,

skal se et stort lys,

lyset skinner for dem,

der bor i mørkets land.

es 9,1

Du, vores evige lys
Verdens lys
Du kommer os i møde
Du giver os en nyhed
Ikke om inflation og energikrise
Ikke om krig og klimaforandringer
Men en nyhed
Som forkynder os en stor glæde

Du, vores evige lys
Du, vores underfulde rådgiver
Vores vældige Gud
Evigheds Fader
Freds fyrste
Du kom til os
Du lod dig føde som et barn
Din dyne var af halmstrå
Du blev født i en kold stald
På herberget
Havde de ikke plads til dig

Læs mere

Kom til Jesus

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.  Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.  For mit åg er godt, og min byrde er let.«

Matt 11,28-30

Hvis du er lidt ligesom mig, har du læst disse vers masser af gange. Jeg udfordrer jeg dig til at læse versene igen. Prøv at tyg lidt på Jesu ord. Hvilket ord standser du ved?

Jeg standser ved hvile. Hvad er Jesu hvile? Hvad er det for en hvile, Jesus giver os, når vi kommer til ham? Når vi kommer til ham som vi er – med alle vores lidelser, sorger, bekymringer, synder, udmattelser, træthed og tunge byrder?

Er det en powernap? Er det en halv time på den ene side og så en halv time på den anden side (også kaldt en “morfar”). Er det en halv time med din mobil, hvor du tjekker dit Facebookfeed? Eller er det en kop kaffe og en kanelgiffel, mens du lytter til Radioavisen?

Jesu hvile er ikke at gå fem timer rundt i Rosengårdscenteret og juleshoppe på en lørdag. Det er heller ikke at gøre hovedrent i et helt hus og derefter lede efter den store kasse med julepynt.

Jesu hvile er en fred, som overgår al forstand og som bevarer vores hjerter og tanker i Kristus Jesus (Fil 4, 7). Hvilen er en fred, som Jesus giver os, og han giver ikke, som verden giver (Joh 14,27). Jesu hvile er at ligge i de grønne enge og ved det blikstille vand (Sl 23,2) tæt på Jesus, vores gode hyrde.
Augustin udtrykker det med disse ord: “du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig”. At komme til Jesus er at tage sig tid til komme i stilhed og se på ham. At komme til Jesus er at komme til ham og bare være sammen med ham uden at lave noget. At sidde i staver ved køkkenvinduet, lukke sine øjne og bede ordløst eller kun med ordene “kom Jesus!”. At komme til Jesus er at komme tæt på ham, tæt på hans ydmyge og sagtmodige hjerte og lære af ham. Det er at lære af Jesus, ikke kun med hjernen, men også med hjertet.

Jesu hvile er hvile for ikke bare hænder, fødder, ben, øjne og ører eller følelser og tanker, men også for sjælen – sjælefred. Jesu hvile for sjælen er med Augustins ord hvile for hjertet.

Kom til Jesus!

Kilde: Pixabay

Jesus siger: “Kom! og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. 

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders NorenOp ↑