En rejse i Tro og Kreativitet

Tag: Jesus (Side 1 af 10)

Kærligheden er stærkere end døden

På årets første forårsdag gik jeg tur ligesom halvfems procent af landsbyens syngende fugle, hunde og deres ejere. Det plejer at tænde et smil indeni, men det skete ikke denne gang. Mine øjne kunne ikke holde sig længere. Jeg trak huen ned over ansigtet, som allerede var badet i sved, mens jeg fikserede blikket på fortovet. Heldigvis var min mand kommet hjem, da jeg trådte ind ad hoveddøren.

Der er tidspunkter, hvor mørket er for tungt at bære for mine nærmeste og mig selv. Nogle gange snakker forbi vi hinanden, for udefra virker det ulogisk: hvorfor bliver mine tanker ved med at køre rundt i den samme rundkørsel?
Jeg er taknemmelig over, at min mand, vores børn, familie og venner alligevel holder mig ud.

Jeg forstår ikke, at Gud, som ransager og kender mig, holder af mig. Jeg kender til tvivlen, men jeg tror, at Gud også er i dødskyggens dal. Det yderste af neglene holder fast i håbet om, at Gud vil lyse i det mørke, der kommer fra mig (“Du, som har tændt millioner af stjerner” af Johannes Johansen).

I corona-tiden blev mine bekymringer for store. Denne gang orker jeg ikke at følge med i nyhederne. Jeg forstår ikke, hvad der sker i verden for tiden.
Vi kan ikke undgå lidelse, død og ondskab, men jeg tror på, at Jesus en dag vil sejre fuldstændigt. Kærligheden er stærkere end døden.

Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed?

Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet:
På grund af dig dræbes vi dagen lang,
vi regnes for slagtefår.
Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.
(Romerbrevet kap. 8,35-39)

Den fordærvede jord, Noas ark og Jesus

Da jeg gik i folkeskole, fortalte min lærer i kristendomsfag om Moses, Abraham og Noa. Som voksen lærte jeg, hvad Noas ark havde at gøre med Jesus.

Ifølge Bibelen var menneskeheden var blevet så ond, at Gud fortrød, at han havde skabt menneskene, så han ville udslette alle dyr og mennesker (1 Mos 6,5-7). Det var dog ikke alle dyr og mennesker, som blev udryddet (ellers ville du og jeg ikke sidde her i dag), for “Noa fandt nåde for Herrens øjne.” (1 Mos 6,8). Noa vandrede med Gud, han var retfærdig og udadlelig (1 Mos 6,9). Noa var ikke en dadel, men en “udadlelig” person, og det er en person, som er uden fejl og mangler. Det hebraiske ord for udadlelig er ordet “tamim” og betyder “uskyldig, perfekt, fejlfri”. Gud befalede Noa at bygge en ark til sig selv, sin kone og familie og et par af hver slags dyr, så de ville være i sikkerhed, når Gud ville sende den store vandflod over jorden. Noa gjorde som Gud befalede ham (1 Mos 6,22). Det tog meget lang tid at bygge arken. Vi ved ikke, hvor længe Noa var i arken, men flere mener, at han var inde i den i lidt over et år.

Det var nødvendigt, at Noa troede på Gud og havde tillid til ham. Det krævedes af ham, at han var lydig over for Gud, og en stor tålmodighed var nødvendig. Syndfloden dræbte alt, så de måtte ikke gå ud af arken for tidligt.

Gud lod en storm blæse, så vandet sank (1 Mos 8,1). Noa sendte først en ravn ud for at få tjekket vandstanden, derefter sendte han en due ud tre gange for at finde ud, hvornår vandet var forsvundet. Da duen kom tilbage til ham med et frisk olivenblad i næbbet, blev Noa klar over, “at vandet var forsvundet fra jorden.” Noa ventede nogle flere dage, så kom dagen, hvor Gud sagde “gå ud af arken sammen med din kone, dine sønner og svigerdøtre”, og så gik de alle ud af arken (1 Mos 8,6-19). Gud oprettede så pagten mellem Ham og Noa og hans familie og alle levende væsener. Han satte regnbuen som tegn på:

“den evige pagt, som jeg vil stifte mellem mig og jer og alle levende væsener hos jer. Jeg sætter min bue i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden. Når jeg samler skyer over jorden og buen kommer til syne i skyerne, da husker jeg på min pagt med jer og alle levende væsener, alt levende; vandet skal aldrig mere blive til en vandflod, der ødelægger alt levende. Når buen viser sig i skyerne, vil jeg se den og huske på den evige pagt, som er mellem Gud og alle levende væsener, alt levende på jorden.«” (1 Mos 9,12-16).


Havde Gud nu udryddet al ondskaben? Nej, hvis vi går tilbage i historien før syndfloden, læser vi, at Gud blev bedrøvet, da han “så, at menneskenes ondskab var stor, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt.” ( 1 Mos 6,5). De hebraiske ord i dette vers, “yetser” og “machashabah” betyder henholdsvis “hensigt, forestilling” og “tanker, design og planer”. At menneskets tanker og planer går imod Gud læser vi om flere steder i Det gamle testamente (f.eks. Jer 18,18 og Es 55,9). Disse onde planer og tanker er dem, som er i det kødelige menneske eller gamle menneske eller “adam”, som er i alle mennesker. Romerbrevet bruger ordene “i mit kød bor der intet godt” (Rom 7,18). Det gamle menneske er tilbøjelig til at udtænke onde planer og vælge det onde. Det betyder ikke, at det gamle menneske slet ikke vil det gode, men det har svært ved at gøre det gode.

Det gode som jeg vil, det gør jeg ikke


Nogle kristne har sagt til mig, at kristne slet ikke synder. Jeg ved ikke, hvordan de bærer sig ad med at lade være med at synde. Det er mange år siden, at jeg kom til tro på Jesus, men det er ikke blevet nemmere at lade være med at synde. I mit sidste indlæg skrev jeg, at jeg valgte liv og håb. Det betyder ikke, at jeg aldrig står over for tvivl og håbløshed. Det betyder heller ikke, at jeg er stoppet med at træffe forkerte valg.

Romerbrevet beskriver det således:
“Vi ved, at loven er af ånd. Men jeg er af kød, solgt til at være under synden. For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at den er god. Men så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.
Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.
Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde”.
(Rom 7,14-21)

Men er der ikke nogen mennesker, som er retfærdige og fejlfrie ligesom Noa? Var Noa retfærdig, fordi han troede på Gud, eller var han også retfærdig pga. sine gerninger? Der står, at Noa var fejlfri og gjorde alt, hvad Gud befalede ham, så måske skyldtes Noas retfærdighed ikke kun hans tro, men også at han ikke handlede ondt, mens resten af menneskeheden kun ville det onde (1 Mos 6,5)? Vi hører, at “jorden var fordærvet og fyldt med vold for øjnene af Gud. Gud så, at jorden var fordærvet, fordi alle mennesker på jorden handlede fordærveligt” (1 Mos 6,11-12). Ordet “fordærvet” betyder ifølge ordnet.dk “ødelagt eller skadet moralsk gennem uheldig påvirkning” eller “fysisk ødelagt og skadet”. Den store mængde vold og ondskab hos mennesker ødelagde altså ikke kun menneskene selv, men også selve jorden. Uanset hvad der menes med, at Noa var retfærdig, må vi se ham som et særtilfælde. I Romerbrevet læser vi, at alle mennesker står strafskyldige over for Gud, de er uretfærdige og de rammer ved siden af målet:

“Der er ingen retfærdig,
ikke en eneste.
Der er ingen forstandige
ingen, der søger Gud.
De er alle kommet på afveje,
alle er fordærvede;
ingen gør godt,
ikke en eneste.
Deres strube er en åben grav,
med deres tunger taler de svig;
der er slangegift under deres læber,
deres mund er fuld af forbandelse og forbitrelse.
De er rappe på fødderne til at udgyde blod.
Vold og ulykke er på deres veje;
fredens vej kender de ikke.
Gudsfrygt har de ikke for øje.
Og vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud. For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse.”
(Rom 3,10-20)

Jesus har reddet os fra Guds straf


Menneskeheden har ikke forbedret sig. Den er stadig fordærvet og fuld af vold. I verden bliver den enkelte nogle gange overladt til sig selv. Det sker, at man hører ordene, “tag dig sammen!” Nu må man anstrenge sig, præstere sit ypperste og nå et højere stadie.

Før vi bliver helt modløse, må vi huske, at Jesus kom og tog vores straf. Gud overlader os ikke til os selv. Han siger ikke til os, at det er op til os selv at gøre os selv spirituelle og værdige til at leve, til at være her – eller gode nok til at komme til Ham. Nej, Jesus har opnået det for os, ved sit blod og gennem sit jordiske legeme har han åbnet vejen til det allerhelligste – til Gud (Heb 10,19-20). Jesus er arken, som har reddet os fra Guds straf, fordi han gjorde det, vi ikke selv kunne, for han er retfærdig, perfekt, fejlfri og skyldfri. Ved troen på Jesus er vi derfor ikke kun syndere, men også retfærdige:

“Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus. Hvad bliver der så af vores stolthed? Den er udelukket! Ved hvilken lov? Ved gerningernes? Nej, ved troens lov! For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger.” (Rom 3,21-28)

Den store vandflod og arken leder hen til Jesu Kristi død og opstandelse for os samt dåben, hvor han/hun, der døbes, modtager korsets tegn til et vidnesbyrd om, at han/hun tilhører Jesus Kristus.

I 1. Petersbrev læser vi dette om Noas ark, Jesus og dåben:

Han (Jesus) blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden,  og i den gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem;  det var dem, som var ulydige, dengang Gud ventede langmodigt i Noas dage, da arken blev bygget; i den blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand.  Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse,  han, som er faret op til himlen og sidder ved Guds højre hånd, efter at engle og myndigheder og magter er blevet underlagt ham. (1 Pet 3,18-22)

Du kan læse mere om dåben i folkekirken på www.folkekirken.dk
Kilder:
Den autoriserede Bibel fra 1992
De hebraiske ord: http://biblehub.com/genesis/
Noas ark og tid: der er delte meninger, men flere mener, at Noa var i arken i ca. et år: www.gotquestion.org  

Foråret er på vej

Klokken 13.03 fredag d. 7. Februar begynder et nyt øjebliks-ordbillede på denne side.


Da jeg var yngre, var jeg længe inde i en mat, grumset, trådagtig himstregims.
Sidste år kom jeg tilbage til det, men nu var tilstanden flere vindstød af orkanstyrke, og det var som om jeg røg ned i et sort hul i universet. Denne gang kunne jeg sætte ord på mine følelser, og jeg fandt ud af, at tilstanden har et navn – depression. For første gang får jeg medicin for det. I starten havde jeg mange bivirkninger og sov for lidt. Nu går det bedre, men medicinen kan aldrig stå alene. Nu går det den rigtige vej.


Min mand, vores børn, mine bedste venner, min terapeut samt musik, forbøn, Bibelvers, solskin og fuglesang hjælper mig med at finde fast grund under fødderne. Og Jesus viser mig nåde og opdrager mig. Jeg træner det at lukke ørerne for løgne, og jeg øver mig i at tage en dag ad gangen og lægge mærke til de små glimt og vælge liv og håb. Foråret er på vej.

Mine ord vil ikke meget sige

Vidste du, at der er to ting, man aldrig bruger i Vestjylland? Den ene ting er hatte og den anden ting er paraplyer. Tag en hat på, og den blæser væk. Slå en paraply op, og den bliver smadret af blæsevejret.

Jesus talte lidt om vind den nat farisæeren Nikodemus kom og stillede ham nogle spørgsmål:

“Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?« Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«
Nikodemus spurgte ham: »Hvordan kan det gå til?« Jesus svarede: »Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen.”
(Joh 3,3-13)

Jesus vil forklare nogle ting for Nikodemus, men Nikodemus har svært ved at forstå det, for han tager ikke imod Jesu vidnesbyrd. Han har ikke troen på Jesus og kan derfor ikke forstå, hvad Jesus siger.
Når det drejer sig om Helligånden, kan vi ikke tale om Ham med få ord.
Han er en person i treenigheden, og Han gør Guds vilje. Vi kan ikke fremmane Ham eller trylle Ham frem ligesom en kanin af en hat. Han er Gud, og vi kan ikke putte Gud i en boks.

Paradoksalt

Forresten talte jeg forleden om noget i forhold til min tro. Ærligt talt kan jeg ikke huske, hvad jeg talte om.


“Du kan ikke udtale dig om Gud!” Røg det ud af min mands mund.


Øh! Kan jeg ikke det? Men min mand havde en måde ret, for det er som i salmen “Op al den ting, som Gud har gjort.”: Gud er så magtfuld, skabende og så meget større end mennesker, at jeg må ligesom digteren sige: “Hvad skal jeg sige? Mine ord vil ikke meget sige.”


Gud er noget andet end mennesker. Han er meget stor og almægtig, mens vi mennesker er små og magtesløse. Han overgår vores sprog, vores tanker, vores begreber, teorier, og han overgår den menneskelige visdom, forstand og fornuft. Han er for mennesker et paradoks. Paradoks betyder betyder bogstaveligt noget, som er uden for tanke og mening.

Fortæl om din kristne tro til én, som ikke umiddelbart er kristen, og du vil finde ud af, at den Gud vi tror på, er et paradoks. Gud er tre i én, og samtidig er Han én. Gud blev menneske. Jesus er helt Gud og helt menneske på én og samme tid. Gud har været en nyfødt baby. Gud er hellig og højt ophøjet, og han tåler ikke synd, men han blev menneske og steg ned på jorden, bøjede sig og vaskede fødder og spiste sammen med syndere, og han helbredte samfundets udstødte. Han satte frivilligt sig selv i de nederstes sted. Han valgte at blive magtesløs. “Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.” (Fil 2, 6-8)


Gud er et paradoks. Vi kan ikke med menneskers visdom, fornuft og forstand tænke, mærke eller føle os frem til at erkende Ham. Det må åbenbares for os af Helligånden – i Guds ord. Samtidig forstår ingen af os Gud fuldt ud. Intet menneske kender den fulde sandhed om Gud.

“Hvad intet øje har set og intet øre hørt,
og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte,
det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham, det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder. For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud.”
(1 Kor 2,9-11)

Peters prædiken pinsedag

Det største, der skete den allerførste pinsedag, er for mig ikke det, at apostlene fik tungetale. Nej, det er at Helligånden kom. Og så gør apostlen Peters prædiken indtryk på mig. Han var blevet iført kraft fra det høje, altså han fik Helligånden, så han nu kunne vidne om Jesus og prædike omvendelse til syndernes forladelse. Det er især det, Helligånden gør. Helligånden vidner om Jesus og herliggører Ham. Han overbeviser om synd, dom og retfærdighed (Joh 16,8-14).
Peter forkyndte evangeliet, han fortalte om hvem Jesus var, at han døde på korset for mennesker, og han fortalte, hvordan det hang sammen med profetierne i Bibelen (Ap.G. 2,14-36).


Da de havde hørt Peters prædiken, stak det i deres hjerter, og de spurgte:

“»Hvad skal vi gøre, brødre?« Peter svarede: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på.« Og med mange andre ord vidnede Peter og formanede dem og sagde: »Lad jer frelse fra denne forkvaklede slægt!«
De tog imod Peters ord, blev døbt og den dag blev 3000 mennesker omvendt.”
(Ap.G. 2,37-41)


Det er Helligånden, som overbeviser om synd og omvender mennesker.


Jeg har brug for, at Helligånden gang på gang overbeviser mig om, at jeg uforbederlig og håbløs. Jeg har brug for, at Helligånden bøjer mit gamle menneskes tanker, for hun er stolt og vil bilde mig ind, at jeg kan frelse mig selv, erkende og forstå alt omkring Gud, retfærdiggøre mig selv, helliggøre mig selv og gøre mig til en from og dygtig kristen. Det gamle menneske gør mig stor og Jesus lille. Det gamle menneskes tanker siger til mig: “Du kan selv.” Og “Nu forstår vi og ved alt,” idet de læner sig selvtilfreds tilbage. Dét er en løgn, for jeg forstår slet ikke og kender ikke alt omkring Gud. Det kan jeg ikke, uanset hvor meget jeg beder, reflekterer og studerer, og uanset hvor godt jeg kender Bibelen. Og jeg kan desværre ikke lade være med at synde:


“Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at den er god. Men så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.
Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer.”
(Rom 7,15-24)


Kun Jesus kan opfylde loven. På én og samme tid er jeg synder og retfærdig, og retfærdigheden skyldes alene Jesus, som døde på korset.


“Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet.” (Rom 8,1-3)

Mens jeg er her på jorden kan jeg ikke komme af med gamle Mariane, og samtidig er jeg ved Guds nåde Guds barn og retfærdiggjort ved tro. Det skyldes ikke mig selv.

Det er nødvendigt, at Helligånden minder mig om – og minder dig om, at vi er afhængige af Jesus. Skilt fra ham kan vi intet gøre. Det er Jesus, som gør. Han er større end os, og vi er kun mennesker. Han er højt ophøjet over alle. I Ham viste Gud sin overstrømmende rige nåde, barmhjertighed og kærlighed mod os, idet Jesus bøjede sig for os, tog vores straf og ofrede sig for os.

Hvem døde Jesus for?

På et tidspunkt begynder små børn at lære at se mønstre og forskelle og inddele i kategorier. Det ser man f.eks. med putteboksen, når barnet lærer at putte de rigtige klodser i de rigtige huller. Den runde klods skal i det runde hul, og den plus-formede klods skal i det plus-formede hul osv.

At kunne se forskel, organisere og inddele verden i kategorier og systemer er vigtigt, men i vores faldne verden, får denne skelnen ofte både et forvirret og et hårdt og et trist udtryk.

Vi har det med at inddele os selv og andre mennesker i kategorier og bokse og sætter mærkater og prædikater på os selv og hinanden.

At dømme ud fra det ydre er nemt, men vi har svært ved at se det indre . Vi har svært ved at se, at inderst inde – i virkeligheden er mennesker ikke så forskellige.
At lade være med at dømme er svært.

Engang deltog jeg i et forskningsprojekt, hvor man undersøgte kalkindholdet i mine knogler. På et røntgenbillede så jeg for første gang hele mit skelet. Mit skelet lignede alle andre raske (kvinde)skeletter. Jeg så mit skelet, men jeg kunne ikke se min sjæl, følelser og sind.

Faktisk er det kun Gud, der kan se det indre.

Det er ikke forkert at skelne. Det er naturligt, og skelnen har været der lige fra begyndelsen, som vi læser i skabelsesberetningen. Lys og mørke er ikke det samme:

”Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys.  Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket.” (1 Mos 1,3)

Hvem er Guds folk?

Hvis vi læser i Det Gamle Testamente, skelner Gud også imellem folk. I store træk er det som om, det kun er nogle, som er Guds folk. Det er efterkommerne af Abraham, Isak, Jakob og David, som er Guds folk. Det er israelitterne.

I evangelierne findes der en beretning, som undrer mig, men lad os læse den alligevel.

Matt 15,21-28.

En kana’anæsisk kvinde kommer og beder Jesus forbarme sig over hende. Hendes datter bliver plaget af en dæmon.

Kana’anæerne var navnet på det folk, som israelitterne skulle udrydde ved erobringen af det forjættede land efter udgangen af Egypten. Ifølge Det gamle testamente var kana’anæerne et meget vederstyggeligt og syndigt folk. (https://denstoredanske.lex.dk/kanaan%C3%A6ere)

I første omgang afviser Jesus den kan’anæiske kvinde:

”»Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.«” (v. 24)

Kvinden kaster sig ned for Jesus og beder ham hjælpe hende, men Jesus svarer:

Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« (v.26)

Kvinden giver ikke op, men svarer:

Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« (v.27)

Man kan sige, at nu giver Jesus efter:

”»Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.” (v. 28)

Jesus hjælper hende pga. hendes tro på ham.

Hvem døde Jesus for? Døde han kun for israelitterne? For de fortabte får af Israels hus?

Gud hader synd, men hans kærlighed skelner ikke. Jesus døde for hele verden, fordi Gud elsker hele verden.

Det profeterede profeten Hoseas:

”Jeg vil kalde Ikke-Mit-Folk Mit-Folk,
og kalde Ikke-Elsket Elsket;
og dér, hvor det lød til dem:
I er ikke mit folk,
dér skal de kaldes
den levende Guds børn.”
(Rom 9,25-26)

De ikke-elskede bliver de elskede.


Hvem var det, Jesus var sendt til?

Han var sendt til de syge og til synderne:

”De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«”  (Mark 2,17)

Hvem er de – dem, som Jesus døde for?

Det er dem, som fornægtede Jesus. Det er dem, som faldt i fristelse. Dem, som fangede ham. Dem, som lod ham i stikken og flygtede. Dem, som anklagede ham. Dem, som vidnede imod ham. Dem, som rottede sig sammen mod ham. Dem, som piskede ham. Dem, som spyttede på ham og slog ham i hovedet. Dem, som spottede og hånede ham. Det er dem, som korsfæstede Jesus.

Han døde for de ugudelige og for sine fjender (Rom 5,6 og 10).

Han døde for dem, der var døde i deres overtrædelser (af loven) og synder. Han døde for dem, der lod sig bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige. Han døde for dem, som lod sig bestemme af den ånd, der virker i ulydighedens børn. Han døde for dem, der i deres køds begær gjorde, hvad deres kød og sind ville. Han døde for dem, som af natur var vredens børn (Ef 2,1-3).

Det naturlige, kødelige menneske er ligesom de skriftkloge og farisæerne, som synes det er forkert, at Jesus spiser sammen med toldere og syndere (Mark 2,16). Det naturlige menneske siger ved sig selv, at det ikke kan stå så slemt til med ham. Det naturlige menneske/farisæeren takker Gud, fordi han ikke er som røvere, uretfærdige og ægteskabsbrydere. Han mener ikke, at han er ligesom dem, for han faster to gange om ugen og giver tiende af hele sin indtægt (Luk 18,11-12).

Men ”den, som ellers overholder hele loven, men fejler blot på ét punkt, er blevet skyldig i dem alle.” (Jak 2,10)

Hvem kan leve op til det første af alle bud?

”›Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹  Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.«”  (Mark 12,29-31)

Der er ikke nogen, som har nogen fordel i forhold til andre mennesker:

”Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste.” (Rom 3,10-12)

”Der er ingen forskel; for alle har syndet og mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus.” (Rom 3,23-26)

Ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde:

“Alle har syndet og mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.” (v. 23)

.

Konge på et æsel

Bryd ud i jubel, Zions datter,

råb af fryd, Jerusalems datter!

Se, din konge kommer til dig,

retfærdig og sejrrig,

sagtmodig, ridende på et æsel,

på en æselhoppes føl. (Zak 9,9)

Da Jesus kom ridende ind i Jerusalem på et føl, var han i gang med at opfylde en Messiasprofeti. Overskriften for kapitel 9 i Zakarias’ bog hedder Davidrigets genoprettelse.
På Jesu tid var Israel besat af romerne, så folket troede, at Jesus nu kom og frelste dem fra romerne, derfor denne røre og jubel.

Jesus er Herren, og han er frelser; han er al tak, lov og ære værd. Hans arm er stærk, men jøderne måtte vente nogle flere år på at komme fri af romernes greb.

Siden har der været mange krige, tyranner og despoter, og mange mennesker har troet, at nu kom Herrens dag snart. Vi skal vi være vågne og være rede til at Jesus kommer igen. Lige siden Kristi opstandelse, himmelfart og Helligåndens komme Pinsedag har vi levet i det sidste tider. Det skriver Paulus og alle de andre om i deres breve. Jesus selv sagde, at vi skal være årvågne og have olie på lampen. Samtidig kender ingen dagen, det gør kun Gud fader, så ingen kan sige, at Jesus kommer igen på den og den dag.

Da jeg tænkte over indtoget i Jerusalem, tænkte jeg lidt på vores Kong Frederiks indtog i København for nogle måneder siden. Han virker ydmyg, tænkte jeg. Jeg ved godt, at han ikke er Jesus.

”Med hvem vil I sammenligne Gud? Hvad vil I sætte op til sammenligning med ham?”  (Es 40,18)

Vi skal ligne Jesus, men vi er ikke Jesus. Kristne er ikke hverken messias’er, guder eller miniguder.


Med hvem vil I sammenligne Gud?

Den største modsætning til Jesus, jeg kan komme i tanke om, er Putin. HAMAS er nok også ligesom Putin.

Jeg ville inderligt ønske, at både krigene i Mellemøsten og Ukraine stoppede. I hvert fald må vi bede for dem, som er i krige og hjælpe og støtte dem.

Mennesker er ikke ligesom Jesus. Mennesker vil gerne hyldes, roses, have ære og have magt.
I kapitlet før kapitlet, hvor Jesus rider ind i Jerusalem, forudsiger Jesus sin lidelse, korsfæstelse og opstandelse over for disciplene. Hørte Zebedæussønnerne overhovedet, hvad han sagde? De kom til ham med deres mor, som bønfaldt Jesus, om at hendes sønner måtte få plads ved siden af ham på tronen i hans rige, den ene søn på hans venstre side, og den anden søn på hans højre side. Jeg ved ikke, om deres mor var klar over, at Jesus var Guds søn.

Zebedæussønnerne være “kompagnoner” til Jesus eller konger sammen med ham. Jeg tror ikke, at de ville sige ja til at dø på et kors og bære hele verdens synd.


Det er en stor fare for mennesker at få magt. Mange, som blev borgmestre eller kom i folketinget, ændrede sig – desværre ikke til det bedre. Magten steg dem til hovedet. Magt korrumperer.

Det vidste Jesus:

”I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer.” (Matt 20,25).

”»Med hvem vil I sammenligne mig, så vi skulle være lige?« siger den Hellige.”  (Es 40,25)


Jesus er større og bedre end al verdens konger og fyrster. De er intet og tomhed (Es 40,23).

Jesus opfyldte Messiasprofetien. Han frelser og slipper fanger løs, men ikke på den måde, som vi forventer. Han styrtede ikke en ringmur i havet, og han tilintetgjorde ikke romernes hovmod. Han tilintetgjorde ikke vogne, heste og krigsbuer.

Zebedæussønnerne og alle andre mennesker er ikke en fast klippe, vi kan stole på.

”Det er bedre at søge tilflugt hos Herren

end at stole på mennesker.

 Det er bedre at søge tilflugt hos Herren

end at stole på stormænd.” (Sl 118,8-9)

Mennesker er som græs, det tørrer ind, og menneskers herlighed er som markens blomster, de visner. Men Guds ord forbliver til evig tid (Es 40,7-8). Guds trofasthed varer til evig tid.

Mennesker vil være store og have magt, men Jesus siger:

”den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl,  ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« (Matt 20,26-28)

I 2 Mosebog blev jøderne frelst fra trældommen i Egypten. Den frelse, Jesus kom med, var ikke en frelse fra undertrykkerne, men fra vores synders trældom (Joh 8,34-36).

   Jesus kom ikke for at bringe fred på jorden, men splid (Luk 12,51). Den fred, han giver, er ikke som den fred, verden giver (Joh 14,27). Den fred, som Jesus kom med, er ikke en fred imellem alle nationer, men mellem mennesker og Gud.
Om vi vil tage imod den fred, som rakte Gud til os i kærlighed, da Jesus gav sig hen for os og døde på korset for os. Ved ham forsonede Gud alt med sig, ved at stifte fred ved Jesu blod på korset (Kol 1,20).


Efterfølgelse

Læs Rom 5,1-11 og Joh 15,9-17 (eller hele Joh 15)

Hvad standsede du ved?

Jeg standsede i dag ved:

”Der er næppe nogen, som vil gå i døden for en retfærdig; måske vil man vove livet for en, som er god; men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.” (Rom 5,7-8)

og

”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. ” (Joh 15,13)

Jeg er kommet i tanker om den svære tid, Jesus havde i Getsemane have. Det var svær en beslutning for ham at vælge Guds vilje. Han bad flere gange til Gud, men han valgte frivilligt ydmygelsen, lidelsen og døden.

Flere gange havde han forudset sin egen lidelse og død, som skulle ramme ham, skønt han var uskyldig:

”Da Jesus gik op til Jerusalem, tog han undervejs de tolv disciple til side og sagde til dem:  »Se, vi går op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne, og han skal blive hånet, pisket og korsfæstet, og på den tredje dag skal han opstå.« (Matt 20,17-19)

 Han valgte at gøre Guds vilje på trods af, at han ikke havde lyst til at gøre det og på trods af sin store sorg og angst. Hans sjæl var fortvivlet til døden:

”Da kom Jesus med dem til et sted, der hedder Getsemane, og han sagde til disciplene: »Sæt jer her, mens jeg går derhen og beder.« Og han blev grebet af sorg og angst.  Da sagde han til dem: »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!«  Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.«  Han kommer tilbage til sine disciple og finder dem sovende, og han sagde til Peter: »Så kunne I da ikke våge blot en time sammen med mig?  Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.«  Atter, for anden gang, gik han bort og bad: »Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.«  Og atter kom han og fandt dem sovende, for deres øjne var blevet tunge.  Han forlod dem igen, og for tredje gang gik han væk og bad den samme bøn.” (Matt 26,36-46)

Jesus gik frivilligt i døden for os, fordi Gud faderen elsker ham, og han elsker sin Gud fader – og fordi han elsker os.

”Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed.” (Joh 15,9)

”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.” (Joh 15,13)

Jesus sagde disse to ord til nogle:

”Følg mig”

Og han sagde dette:

”Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer.  Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.  I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer. Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer.” (Joh 15,12-15)

At følge Jesus er ikke bare at trykke ”synes godt om”, at ”like” ham eller at ”abonnere” på hans ord. Hvis vi vil følge Jesus, udfordrer han os til at tage vores kors op og selv dø. Hermed menes der ikke at dø på kors for hele verden eller frelse verden, for det har Jesus allerede gjort. Hans offer er sket én gang for alle (Heb 10,5-10). Hans offer for os, for vores retfærdighed og frelse, er perfekt, og det er Guds fuldbragte værk. Dét, som hele tiden var målet med Jesu Kristi liv. Da Jesus hang på korset, sagde han dette:

”Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: »Det er fuldbragt.« Og han bøjede hovedet og opgav ånden.” (Joh 19,28-30)


Om efterfølgelse sagde Jesus bl.a.

”Og henvendt til alle sagde Jesus: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig.  For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det.  For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv?  For den, der skammer sig ved mig og mine ord, skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin og Faderens og de hellige engles herlighed.  Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser Guds rige.«”  (Luk 9,23-27)

Til bøn og overvejelse

Må Gud ved sit ord og ved Helligånden åbenbare for os, hvad det betyder at følge Jesus.


Hvad vil det sige at fornægte sig selv?

Hvad vil det sige at tage sit kors op?

Hvad vil det sige at sætte sit liv til for andre?

Ekstraspørgsmål:

Johannes Døberen sagde:

”Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen.  Han skal blive større, jeg skal blive mindre.” (Joh 3,29-30)

Hvordan bliver Jesus større, og hvordan bliver vi mindre?

Glimt af håb

Jeg talte med et familiemedlem om en julekalender på DR 1. Vi talte om, at flere julekalendere foregår i 18-tallet.


“Men der er noget, de ikke viser” sagde hun, “og det er at mange mennesker døde dengang. Der var mange børn, som mistede deres forældre, og der var mange børn som døde,” sagde hun.

Det havde hun ret i.

Mennesker fødes, mennesker dør. Sådan er det i dag, og sådan var det på Jesu tid. Kong Herodes hørte om, at en konge skulle fødes, altså Jesus. Han ville have ham slået ihjel. Da det ikke blev nemt for ham at få Jesus slået ihjel, gav han befaling om at alle drenge på to og derunder i Betlehem og omegn skulle dræbes (Matt 2,16). Jesusbarnet fik lov til at leve, hans forældre flygtede med ham til Egypten. Men mange børn døde.


Et barns fødsel er en stor glæde, noget at fejre. Vi fejrer vores egne børn, og vi fejrer, at Jesus blev født. Samtidig får masser af børn af forskellige grunde aldrig et liv. Og en del fædre og mødre dør for tideligt.

Hvis du kender noget til Bibelen, ved du måske, at på Bibelens tid var der mange krige, og mange mennesker mistede livet i disse krige. Nu har vi 2023, og også i vores tid har vi despoter som ledere, som vil myrde. Mennesket har ikke forbedret sig. Børn og unge og voksne mister livet i krigen i Ukraine, Israel og Gaza og andre steder i verden. Der er desværre ikke fred på jorden.

Der er liv og død, lys og mørke. Der er ikke meget liv, når vi kigger ud ad vinduet. Sne lyser op, men den er kold. Træerne har ingen farver, blomsterne er visnet, og mange dage er grå og mørke. Året er ved at dø. Selv vores hudceller dør.

Alligevel er der et glimt af håb. Jesus blev født. Gud trådte ned på jorden og gik rundt imellem mennesker. Jesus fik ikke et langt liv. Han blev nogle og tredive. Han var det eneste menneske, som var bedre end alle os syndere og mordere, og alligevel tog han vores skyld på sig og blev dræbt.

Det lignede, at Gud havde tabt. Det lignede, at intet var forandret og livet fortsatte sin vante gang for de skriftkloge og farisæerne, romerne og saddukæerne, kongen og statholderen, de spedalske og de vanføre – og alle de andre. Men det forunderlige skete, at Jesus stod op fra graven. Jesus er Guds søn, og han lever!

Ved Helligånden banker han på vores hjerter. For Jesus er intet skjult, alt er blottet. For ham er vi nøgne. Han kender os. Han kender vores hjerter. Han ser både lyset og mørket. Alligevel vil han os.

Badet i solskin

Dybe toner
stormen rusker i træerne
ingen blade mer’
fugle trækker væk


Fjernsynet og forskerne fortæller
isen på Antarktis smelter
jeg lægger mig under dynen
til et program om victorianske haver
Den gamle brite har lige sået ærter
mine øjne går til ro

De vågner ved morgen
mørkegrå lys
lytter til stilheden

Jeg bliver i sengen
længe
trasker ind i stuen
som er badet i solskin

Beskidte tallerkener
vasketøjsbjerge
tallerkener stables
Jeg kigger ud ad vinduet

Nu må jeg –
De går tur med deres hunde
solsorte sidder i buske
solen blænder mig
alting stråler
i det evige nu

Jeg er snart hjemme
jeg ser en ryg på en eng
katten ser noget, jeg ikke ser

Vi er nøgne grene
Gud ser dig
Han ser mig
Jesus siger
Du er tilgivet

Adventus Domini

Klokken er 17:05
Biler parkerer
kolde hænder, indkøbsvogn
mørke, kø
Vi venter

Engang var her ingen Spar
Kiwi findes ikke mer’
Engang var her ingen biler
Ingen huse, ingen marker
Engang var der tomt og øde
Gud Faders stemme lød: ”Der blive lys!
Vi venter på at vente på at vente

Vi tager ind i dyneland
Vi venter på at solen står op
Vi venter på at tænde det første lys
Vi venter på
det sande lys
kommer til verden
oplyser mennesker

Vi venter på Guds enbårne søn
– Ordet, som blev kød
– Kristus, som gav afkald
 tog en tjeners skikkelse på
blev mennesker lig
vi venter på Guds elskede søn
som bøjede sig ned i støvet
Guds søn, som blev pint under Pontius Pilatus
i lydighed
til døden på et kors



Vi venter på den enbårne søn
som havde hvide klæder
og som blev forvandlet
som skubbede gravstenen væk
Han er opstandelsen og livet


Vi venter sammen
med Helligånden
Sandhedens ånd
som taler om Jesus
lyset fra evangeliet om Kristus
skinner i vore hjerter
vi venter
på at blive forvandlet
fra herlighed til herlighed

Klokken er 23.59
Vi venter
på et nyt Herrens år
Vi venter
på at erkende fuldt ud
at se ansigt til ansigt
Vi venter
På Menneskesønnens komme
på himlens skyer

« Ældre indlæg

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders NorenOp ↑