En rejse i Tro og Kreativitet

Tag: Jesu opstandelse

Glimt af håb

Jeg talte med et familiemedlem om en julekalender på DR 1. Vi talte om, at flere julekalendere foregår i 18-tallet.


“Men der er noget, de ikke viser” sagde hun, “og det er at mange mennesker døde dengang. Der var mange børn, som mistede deres forældre, og der var mange børn som døde,” sagde hun.

Det havde hun ret i.

Mennesker fødes, mennesker dør. Sådan er det i dag, og sådan var det på Jesu tid. Kong Herodes hørte om, at en konge skulle fødes, altså Jesus. Han ville have ham slået ihjel. Da det ikke blev nemt for ham at få Jesus slået ihjel, gav han befaling om at alle drenge på to og derunder i Betlehem og omegn skulle dræbes (Matt 2,16). Jesusbarnet fik lov til at leve, hans forældre flygtede med ham til Egypten. Men mange børn døde.


Et barns fødsel er en stor glæde, noget at fejre. Vi fejrer vores egne børn, og vi fejrer, at Jesus blev født. Samtidig får masser af børn af forskellige grunde aldrig et liv. Og en del fædre og mødre dør for tideligt.

Hvis du kender noget til Bibelen, ved du måske, at på Bibelens tid var der mange krige, og mange mennesker mistede livet i disse krige. Nu har vi 2023, og også i vores tid har vi despoter som ledere, som vil myrde. Mennesket har ikke forbedret sig. Børn og unge og voksne mister livet i krigen i Ukraine, Israel og Gaza og andre steder i verden. Der er desværre ikke fred på jorden.

Der er liv og død, lys og mørke. Der er ikke meget liv, når vi kigger ud ad vinduet. Sne lyser op, men den er kold. Træerne har ingen farver, blomsterne er visnet, og mange dage er grå og mørke. Året er ved at dø. Selv vores hudceller dør.

Alligevel er der et glimt af håb. Jesus blev født. Gud trådte ned på jorden og gik rundt imellem mennesker. Jesus fik ikke et langt liv. Han blev nogle og tredive. Han var det eneste menneske, som var bedre end alle os syndere og mordere, og alligevel tog han vores skyld på sig og blev dræbt.

Det lignede, at Gud havde tabt. Det lignede, at intet var forandret og livet fortsatte sin vante gang for de skriftkloge og farisæerne, romerne og saddukæerne, kongen og statholderen, de spedalske og de vanføre – og alle de andre. Men det forunderlige skete, at Jesus stod op fra graven. Jesus er Guds søn, og han lever!

Ved Helligånden banker han på vores hjerter. For Jesus er intet skjult, alt er blottet. For ham er vi nøgne. Han kender os. Han kender vores hjerter. Han ser både lyset og mørket. Alligevel vil han os.

Der er en virkelighed bag den vi ser

Vi lå i dødens skygge
under frygtens herredømme
i tomhedens mørke
ved verdens ende
fulde af sorg


Vi gik ind i den mørke grotte
Ind i den tomme grav
Hvor er han?
Han er ikke her
død, hvor er din brod?
Lyset skinnede ind
hvor stenen havde været
Hvor er han?
Han er ikke her
Vi møder opstandelseskraften
Han er ikke her
Jesus lever!

vi gik fra døden til livet
fra sorg til glæde
fra tomhed til fylde
der blev lys
en ny begyndelse

Der er en virkelighed bag det vi ser
det der synes dødt
lever
håbet er ikke ude
tal liv ind i det døde
tal liv ind i de døde knogler

Når verden ser ud til at vinde
så husk at Jesus allerede har sejret
over synden, djævlen og døden
over magter og myndigheder

Jesu blod
har åbnet himlens port
fjernet forhænget til det allerhelligste
nedrevet mure og fæstningsværker
Gud er trådt ud af
det høje elfenbenstårn
Jerusalems tempel
blev sværtet til
af religiøsitet og hykleri
af afguder og grådighedens røverkule
Jerusalems tempel er væk

Pga. Jesu blod
har vi nåde og frimodighed til at gå ind i det allerhelligste
ind for din trone, Far
hen til dine åbne hænder
hændernes skaberkraft
gavmildhed og rensende Ånd

Templet i Jerusalem er væk
vi, der følger Vejen, er kirken
er Guds tempel

Der er en virkelighed bag den vi ser
når alt synes dødt
så husk at Jesus allerede har vundet
over magter og myndigheder
over døden og mørket

Tal liv ind i det døde
tal liv til de døde knogler
Jesus har sejret
Ånden er vakt

En dag kommer der vækkelse
hvornår ved vi ikke
men når du kommer, Helligånd,
så start med os
og væk vores skrøbelige hjerter

Der er en virkelighed bag den vi ser
når alt synes dødt
så husk at Jesus har vundet
over verden
mørket og døden
han er verdens lys
glæden og livets Herre

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders NorenOp ↑