For mange år siden hørte jeg om princippet om, at vi skulle være vores eget livs lykkesmed. Fornyligt hørte jeg om en ny slags konfirmation: selv-firmation. Det handler om, at den unge skal bekræfte sig selv. Den unge skal bekræfte troen på sig selv.

Elisabeth Sofie siger om selv-firmation bl.a.

”Gennem viden og hertil hørende redskaber til at bruge denne viden, kan enhver blive godt rustet til at klare de mange udfordringer og det til tider store pres, livet nu engang bringer med sig. Unge mennesker er ingen undtagelse. Livet er en rutsjebanetur, som går både op og ned og ens følelser følger herefter. Men man kan godt træne sig selv til at holde fatning, så man ikke mister pusten på hverken op- eller ned- turene – det kræver først og fremmest opmærksomhed.” (https://www.selvfirmation.dk/til-foraeldre)

Selv-firmation er en version af ”du er din egen lykkes smed” og ”det er dit eget ansvar at blive glad på både op- og nedture.” Jeg stiller spørgsmål ved det at give den enkelte meget ansvar for sit eget liv. Skaber vi vores egen lykke, og har vi intet ansvar over for hinanden?

Fra tid til anden kan man få ideen om, at man er herre over sit eget liv. Mennesket er dygtigt, selvstændigt, uafhængigt og kan nærmest alt. Det moderne menneske planlægger, strukturerer sit liv. Vi tænker: ”det går da meget godt det her”, ”nu har jeg fundet noget, som er godt, og det går jeg med.” Vi bliver hurtigt opslugt af noget, som interesserer os og gør os passionerede, og det tager alt vores tid og fokus. Vi kan hurtigt blive forvirrede eller fare vild, når vi mener, vi er herre over vores eget liv.

Det bliver vanskeligt at opretholde selvkontrollen, at være sin egen herre og bevare strukturen og skemaet. Det bliver svært at bevare forestillingen om at have stor magt over sit eget liv, når stormfloden rammer, alvorlige sygdomme dukker op, ulykker sker, vi bryder ud i et pludseligt raseriudbrud, man mister sit arbejde eller skole eller organisationer og relationer bryder sammen.  

Den kristne orden

Ud fra et Bibelsk menneskesyn har mennesket et ansvar, men det er på ingen måde herre over sit eget liv. I skabelsesberetningen lærer vi, at Gud har skabt verden og at det er Ham, som giver liv, og det er Jesus som frelser. Han er den, som førte os i frihed, ud af trællehuset (2 Mos 20,2 og Joh 8,36).  Mennesket fik en pagt med Gud. Det er Gud, som er Gud og derfor også menneskets Herre og vigtigste relation. Det første bud i loven er:

”Du må ikke have andre guder end mig.” (2 Mos 20,3)
”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv” (Luk 10,27)

Derudover har mennesket en pagt med ægtefællen, så sine børn og først derefter kommer pagten med arbejdet, kirken og andre ting.

At Gud er Gud, er Herre og den vigtigste relation for mennesket, får betydning for alt andet i livet. Det får betydning for, hvordan vi forholder os til penge, mad og det materielle. Jesus siger:

”Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.” (Matt 6,24)

Kærlighed til penge er roden til at alt ondt:

”har vi føde og klæder, skal vi lade os nøje med det. Men de, der vil være rige, falder i fristelse og baghold og henfalder til utallige tåbelige og skadelige tilbøjeligheder, som styrter mennesker i undergang og fortabelse. For kærlighed til penge er roden til alt ondt; drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter.” (1 Tim 6,8-10)

Hvem er herre?

Hvis Gud er vores Herre, har det som sagt betydning for resten af vores liv. Vores ambitioner, længsler, drømme eller ønske om popularitet og anerkendelse kan føre os på vildspor, og vi kan spørge os selv, er Gud herre i vores liv? Eller er det os selv eller noget andet?

Hvem vil vi følge? Os selv, et menneske eller noget andet. Hvis vi vil følge Jesus, er dette nødvendigt:

”Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.  Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.  For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?” (Matt 16,24-26)

Vi kan ønske os noget mere. Vi kan ønske os et større hus, en større bil, et større firma, et større rige, men hvem er vores Herre? Er det Gud, os selv eller djævelen, som er vores herre? Djævelen fristede Jesus med at ville give ham alle verdens riger:

”Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed  og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.«  Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹” (Matt 4,8-10)

Bibelen er klar. Der er ingen tolerance over for at have mere end én Herre, Gud. Der er ingen tolerance over for afgudsdyrkelse.

Træk ikke på samme hammel som de vantro! For hvad har retfærdighed med lovløshed at gøre, eller hvad har lys til fælles med mørke?  Hvordan kan Kristus og Beliar stemme overens, eller hvordan kan en troende have lod og del med en vantro?  Hvilken sammenhæng er der mellem Guds tempel og afguderne? For det er os, der er den levende Guds tempel, som Gud også har sagt: »Jeg vil bo og vandre midt iblandt dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.«  Derfor: »Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ikke ved noget urent! Så vil jeg tage imod jer,  og jeg vil være jeres fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren den Almægtige.« (2 Kor 6,14-18)

Det bedste for os er, at Jesus er vores hyrde. Han er hoved for os. Det bedste for os er at være i Gud faders favn. Hvor skal vi gå hen? Vi skal gå hen til Jesus. Vi skal tro på ham. Han er vejen.

Jesus sagde til ham: jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. (Joh 14,6)