Under sin vandring mod Jerusalem fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.« (Luk 17, 11-19)
Det virker til, at de ti spedalske i denne beretning ved noget om Jesus. De må have hørt om Jesus, de må have hørt om de undere, Jesus har gjort og om, at han er en, som helbreder.
Det at forbarme sig er ikke et udtryk vi bruger i dagligsproget. Jeg har kun læst udtrykket i Bibelen, så jeg forbinder det med en anråbelse, et råb om hjælp til Gud. En kort, men stærk bøn lyder således: ”Jesus Kristus, Guds søn, forbarm dig over mig”. Jeg har også hørt udtrykket i forbøn for f.eks. en hel gruppe af mennesker: “Jesus, vi beder dig forbarme dig over vores land.”
I 1991 skriver BT dog ”en behjertet sjæl .. forbarmede sig over den bevidstløse mand, som lå foran værtshuset, og ringede efter en ambulance.”
Selve ordet ”forbarme sig” kommer af tysk: sich vorbarmen, og det betyder at ”bryde sig om de arme”, altså de stakkels, de fattige. Ifølge den danske ordbog betyder ”at forbarme sig” at få medlidenhed med nogen og så hjælpe eller tilgive vedkommende.
De spedalske var udstødte
Hvorfor blev de spedalske stående på lang afstand fra Jesus, mens de råbte? Spedalskhed er en meget smitsom sygdom, og på Jesu tid var der ingen behandling for sygdommen. De spedalske var udstødte, og på ingen måde turde nogen folk røre ved eller være i nærheden af de spedalske.
I en anden beretning hører vi, at Jesus rører ved en spedalsk, og den spedalske bliver rask (Mark 1, 41). I denne beretning i Lukasevangeliet kapitel 17, siger Jesus ikke noget om, at han helbreder de spedalske, men giver dem besked om, at de skulle gå hen og blive undersøgt at nogle præster, og mens de er på vej hen til præsterne bliver de raske. Jesus siger dette til de spedalske, fordi han henviser til Moseloven, 3 Mos 14,2ff, hvor vi læser, at præsten skal undersøge, om den spedalske er blevet ren, om han er blevet helbredt, og derefter skal præsten udføre en række ritualer og ofringer til Gud, hvorved præsten skaffer soning for Gud.
Når Jesus henviser til Moselovens forskrifter, er det altså en hjælp til de spedalske. De får en, på den tid, gyldig undersøgelse af, om de er blevet rask, og de bliver efter Moselovens forskrifter forsonet med Gud, altså får tilgivelse for deres synder. På Jesu tid mente jøderne, at sygdom var selvforskyldt. Man var syg pga. sin egen synd, eller pga. forældrenes synder.
I dag ved vi, at sygdom skyldes noget legemligt og ikke vores egen syndighed (i andre religioner i dag, fx hinduisme er samme antagelse, at sygdom skyldes personens eller forældrenes egne dårlige adfærd), men det vil i dag være fornuftigt at blive undersøgt, denne gang af en læge, når man er blevet helbredt.
De spedalske vil have velbegrundet antagelse af, at det er Jesus, som har helbredt dem, for vi hører, at på vej hen til præsterne, bliver de spedalske rene, altså raske. Dog er der kun én, som vender tilbage og priser Gud og takker Jesus, og det er en samaritaner. Samaritanerne var fremmede for jøderne, og ingen jøder ville have noget at gøre med dem. Samaritanerne var udstødte. Længe var frelsen fra Messias kun ment for jøderne.
Dog åbner Jesus op for at Guds frelse er for hele verden, hvilket vi kan læse om i Johannesevangeliet kapitel 10, hvor Jesus siger ”jeg har også andre får” og i Matthæusevangeliet kapitel 15, hvor Jesus helbreder den kana’anæiske kvindes datter samt i Johannesevangeliet kapitel 4, hvor Jesus taler med og underviser og forkynder for den samaritanske kvinde ved kilden. At frelsen er for alle (ikke kun jøder) dem, som tror på Jesus, læser vi tydeligt i Joh 3,16: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”
Gud er ikke én, som bliver imponeret af menneskers gode gerninger, som ikke bliver gjort med hjertet. Således profeterede Esajas: ”»Dette folk dyrker mig med munden og ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, og deres gudsfrygt er tillærte menneskebud” (Es 29,13). Ligesom vil læser om i Esajas’ bog, er Jesus optaget af menneskers hjerter, om mennesker elsker og ærer Gud, og om de tror på Ham. Derfor siger Jesus til den helbredte samaritaner, den helbredte spedalske, som vendte tilbage og takkede og lovpriste: ”Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig” (Luk 17,19).
Advarsel mod at glemme Herren
Hvorfor var der kun én ud af de ti spedalske, som vendte tilbage til Jesus og gav Gud æren (Luk 17,18-19)? Det undrer Jesus sig over. Vi undrer os. Ti mennesker har mødt Jesus og bliver helbredt af Ham, men kun én vender tilbage og priser og takker Ham. Vi får ikke at vide, hvor de ni andre spedalske blev af. Ud fra Lukasevangeliet ved vi ikke noget om, hvorfor de ni ikke vendte tilbage til Jesus. Vi ved ikke, hvorfor de ikke omvendte sig.
Det kan vi kun gisne om. Måske omvendte nogle sig senere, fx efter Jesu opstandelse. Det ved kun Gud. Måske var nogle af de spedalske hjemløse, måske fik en af de spedalske tandpine dagen efter, måske kiggede nogle af de spedalske sig omkring og så på alt det, som en rig godsejer ejede. Måske tænkte de, at de var blevet helbredt af deres egen fromhed. De kan have tænkt: ”jubii, det hjalp at give mit sidste stykke brød til den fattige enke, derfor blev jeg rask”, eller ”hurra! I nat lå jeg på mine knæ og bad til Gud i fem timer. Fordi jeg var dygtig og udholdende i bøn, blev jeg helbredt”. Eller en spedalsk kunne have tænkt: ”ok, dér var jeg heldig. Tænk, det var mig, som vandt i Lotto. Tænk, at jeg blev rask, da jeg gik lige dér.”
Jeg ved det godt: Lotto fandtes ikke på Jesu tid, men forstår du min pointe? De ti spedalske blev helbredt, men ni af dem erkendte ikke, hvem der havde helbredt dem. De vendte ikke om og gav Jesus æren.
De spedalske havde ingen ære selv for at de blev helbredt. Æren var Guds alene. Det var Jesus, som viste dem nåde og helbredte dem.
Vi skal passe på, at vi ikke glemmer at give Gud æren. Vi skal passe på, at vi ikke glemmer Gud. Det skal vi passe på, både når noget godt sker for os, og når det i taget går godt for os. Kun én ud af ti helbredte spedalske vendte tilbage og priste og takkede Jesus.
I sin tale til israelitterne advarede Moses således:
”Når Herren din Gud fører dig ind i et herligt land, et land med bække, med kilder og med strømme af vand, der vælder frem i dale og bjerge, et land med hvede og byg, med vin og figner og granatæbler, et land med olivenolie og honning, et land, hvor du ikke skal skaffe dig føden i fattigdom og ikke kommer til at mangle noget, et land, hvis sten er jern, og i hvis bjerge du kan bryde kobber, da skal du spise dig mæt og prise Herren din Gud for det herlige land, han har givet dig. Men tag dig i agt, at du ikke glemmer Herren din Gud, så du undlader at holde hans befalinger og retsregler og love, som jeg giver dig i dag. Når du spiser dig mæt og bygger dig gode huse at bo i, når dine køer og får bliver talrige, når du får meget sølv og guld, når al din ejendom øges, bliv da ikke hovmodig, så du glemmer Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset;” (5 Mos 8,7-14)
En lignende advarsel finder vi til menigheden i Laodikea, i Johannes Åbenbaringen:
”Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund. Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig, så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se.” (Joh åb 3,15-18)
Gud er nådig og vil tilgive. Den, der har ører, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne:
Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg. Vær nidkær og omvend dig! Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig. Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone. Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. (Joh åb 3,19-22)
Seneste kommentarer