Diakon og Skribent

En rejse i Tro og Kreativitet

Tag: håb (Side 2 af 3)

Danmarks håb (del 2)

23. marts 2018 / / 0 kommentarer

I mit sidste indlæg skrev jeg om at Jesus døde for Danmark. Jesus er Danmarks håb. Hvordan står det til med kirken i Danmark?
Jeg kan selvfølgelig mest tale for mig selv. Jeg bekender, at jeg er sløv. Jeg er træt. Jeg er træt af at bede. Jeg er blevet bønhørt mange gange, men der er stadig emner jeg har bedt for i mange år, og som jeg endnu ikke har fået svar på. Trængslerne og lidelserne er hårde. Det er som, om der er stilstand. Det bliver ved med at være koldt i Danmark. Jeg giver op. Synes ikke jeg kan bede. Tænker, det ikke nytter. Hvorfor giver jeg op?

Der er en skæv balance imellem naturen og det materielle, imellem det jordiske og himmelske. Jeg er dårlig til at lave ingenting. Jeg forventer, der skal ske noget. Det vestlige menneske vil se konkret fremgang og resultater. Hvis ikke vasketøj og oprydning, så holder Internet og fjernsyn mig beskæftiget og underholdt. Jeg synes alt skal gå efter en bestemt plan. Kalenderen siger forår, men der er frost udenfor. Kan jeg slippe min rastløshed og min trang til at have kontrol?

Det først skridt er at finde hue og handsker frem og gå ud i naturen.

I dag skinnede solen fra en klar blå himmel, og frosten prikkede på mine kinder. Der var rim og is. Et vissent blad ligger midt på stien. Det er pyntet med sølvpynt i kanterne. Sølvpynten er iskrystaller.
De aktive krager, gråspurve, duer, skader og solsorte afbryder mine tankestrøm. De synger med hver deres næb og flyver rundt. Midt i en sø på en mark holder en flok måger generalforsamling. En sort kat lister rundt i græsset. Langt væk ser jeg tre dådyr græsse. To af dem har travlt med at stille deres sult, den tredje står stille med rank ryg og kigger på mig, ligesom jeg kigger på hende. D. 19. Marts har frosten stadig sit tag i Danmark, men det gør ikke dyrene sløve eller trætte. De giver ikke op. De er ikke trætte af at vente på foråret.

Jeg vil gerne blive bedre til at vente. Jeg læste om en præst, som fik en profeti om at der ville komme 4 nye bestemte slags kirker i Danmarks fire største byer. Han ventede 21 år på at se profetien gå i opfyldelse. Han var ikke den, der ventede længst tid. Moses og hans folk vandrede 40 år i ørkenen.

Jeg ved ikke, hvorfor mennesker nogle gange må vente i lang tid. Jeg vælger at holde fast i min tro i min sjæls anker. Jesus er mit håb. Jeg tænker på korset i Dannebrog. Jeg tænker på Bibelens løfter. Jeg vil ikke give op.

Forbederen og leder af bevægelsen Faste For Danmark, Peter Tinggaard, har skrevet en bønnesang om, at Jesus er Danmarks håb.

Gud spørger, hvem der vil kæmpe for Danmark? Hvem vil bede for Danmark?
Hvem vil lytte til Jesus?

 

Gud har vist mig nåde (tandpinehistorien del 3)

1. marts 2018 / / 0 kommentarer

Der skete noget, da jeg bad forbøn. Min tandlæge begyndte på at ordne min tand (den er i skrivende stund ikke lavet færdig endnu). Og Gud har vist mig nåde. Han gjorde smerten mindre, han gav mig kræfter til at udholde smerten og uvisheden, og han har gjort mig i stand til at tænke og skrive, læse Ordet og bede.
En aften sad jeg sammen med min mand og vores børn og grinede, mens vi spiste pasta og pizza. Jeg fik utallige kram af mine børn. Gud har givet mig glæde og håb, tro og kærlighed. Gud giver mig udholdenhed, og han skaber en vej ud af den situation jeg sidder i. For Gud er alt muligt. Ske Hans vilje.
Ved Guds nåde har jeg fået en tillid til dette vers:

v4 Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst. (Sl 23:4)

Jeg tror, hjælp min vantro!

13. juni 2017 / / 0 kommentarer

Mine tanker har faret rundt imellem bekymring og håb, frygt og taknemlighed. Imellem alt det der skete og alt det der ikke skete. Jeg har tænkt, hvad hvis det var sket for hundrede år siden? Hvad hvis det var sket ikke i Danmark, men i USA? Hvad hvis de ikke havde ringet hurtigt efter en ambulance? Hvad hvis ambulancen ikke var kommet hurtigt? Hvad hvis han slet ikke blev opereret? Hvad hvis han ikke var blevet opereret hurtigt? Hvad hvis operationen gik galt? Hvad hvis der hverken fandtes smertestillende eller narkose?

Men der blev reageret hurtigt, da min søn faldt i skolegården og hans arm gik fra hinanden. Operationen gik godt, og han har det godt efter omstændighederne. Vi ved ikke med sikkerhed, hvordan det skal komme til at gå med hans arm, men han har gode udsigter fordi han ikke er ældre, og fordi lægerne er dygtige. Bekymringen veksler mellem håb, chok og taknemlighed. Det har været svært at bede og samtidig har jeg klynget mig til fligen af Jesu kappe. Mange har bedt. Jeg har råbt til Jesus efter trøst, forbarmelse, hjælp og tegn på håb. Efterhånden har min søn færre smerter, og jeg har mærket Jesu nærvær, kærlighed og trøst.

Jeg forstår faderen, som råber: “jeg tror, hjælp min vantro!” (Matt 9:24) Jesus helbreder.

Vi knuger os til håbet, vi rækker ud efter Jesus.

Om mareridt, Ickle Pickle og et særligt anker

12. april 2017 / / 0 kommentarer

Hver aften kl. 23 lød der skrig fra værelset. Jeg løb hen til hende og bar hende hen til sofaen. Vi holdt om den skrigende pige, aede for hende og talte beroligende til hende, men skrigene ville ikke stoppe. Hendes krop vred sig ud af vores favn og hendes fødder sparkede ud efter os. Skrigene voksede og forvandlede sig til et monster i vores ører.
En aften kom vi i tanke om Drømmehaven. Drømmehaven er en kort børneudsendelse, der foregår i en have eller en skov. I programmet er der stille instrumental musik, solen, som altid skinner på de evigt grønne træer og det evigt grønne græs, blomsterne, Opsi Daisy, Ickle Pickle og alle de andre farverige tøjvæsener, som har deres daglige gang i Drømmehaven. De har ikke noget forståeligt sprog, men pludrer, og der er en rolig voksen fortæller.

Læs mere

Lys i mørket

17. oktober 2016 / / 0 kommentarer

Gåture
inde
i mig selv
Mørke
fare vild
storm
regnvejr
sidder fast
Mørke
i mig selv
rusk
kuldens tænder
Jeg kommer ingen steder
i den lange nat
i dødens skygge
Mørke
ansigt til ansigt
med natten
med muren
med døden
Mørket
Inde i mig selv

Langt væk
langt borte
Et glimt af et lysglimt fra
en lighter
en tændstik
en blinkende lygtepæl
et vindue
i mørket
Langt væk
Langt borte
fra mig selv
I går så jeg intet
I dag ser jeg lysglimt
I morgen kan jeg ikke finde det
Om jeg kan se eller ikke se
gnisten er der
Bag ved regnens tunge skyer
inde i storbyens tåge og byger
bag nattens mure
bag dødens skygger
Jeg rækker ud
griber fat
i usynlighed
i gnisten
Fingerspidser
tanker
hjertesuk
sjælens råb
griber fat
Gnisten holder mig fast
som et anker
holder mig fast
Jeg driver ikke væk
strømmen fører mig ikke bort
Gnisten holder mig fast

Han blev ikke regnet for noget

4. juli 2016 / / 0 kommentarer

De næste uger for mig byder på nattøjs-formiddage og familieudflugter, men det er umuligt at forudsige hvilke fantastiske, finurlige, forfærdelige og overraskende begivenheder sommeren  har i vente for os. Fornyligt meldte England sig ud af EU, og nu har Island overrasket ved EM i fodbold. Island var i starten af kampen mod England bagud 1-0 pga. Englands scoring på straffespark, men islændingene formåede med løftet pande og fornyet kampgejst at tæmme bold og englændere på den franske plæne, hvormed de kvalificerede sig til kvartfinalen. Ingen havde ventet, at holdet fra øen mod nord, med dets blot 332.000 indbyggere og  vilde vulkan-natur, ville skabe pragtpræstationer mod store fodboldnationer.

En lille fårehyrde

Jeg kommer til at tænke på en fyr, som levede for længe siden i et lille land langt væk fra både Island og Danmark. Læs mere

Vi skal blive ved med at sørge

5. april 2016 / / 0 kommentarer

Ingen af os ved, hvornår vores lunger trækker vejret for sidste gang, eller hvornår hjertet slår sit sidste slag. Vi ved ikke, hvor længe vi har hinanden. Hver gang et menneske dør, efterlader det et savn og et tomrum. At miste en, som man har kær, er måske det hårdeste i livet. Det er et tidspunkt, hvor vi ikke kan finde nogen svar.

Jeg har ikke prøvet at miste en af mine allernærmeste. Jeg har en angst for at miste mine børn, min mand og min nærmeste familie. At forstille mig at de en dag pludselig var væk, er en abstrakt tanke.
Jeg kender dog til det at mangle den, man elsker. Jeg mistede mine bedsteforældre for mange år siden, men jeg tænker stadig på dem af og til. Jeg savner min mormors hjertevarme smil, min morfars stoiske ro, min blide bedstemor og hendes strikketøj og min sagtmodige bedstefar og hans kortspil. Jeg savner mine bedsteforældre.

Vi glemmer ikke dem, vi elsker. Vi stopper ikke med at tænke på dem, og vi holder ikke op med at elske. Det vidste Kierkegaard. Han sagde, at vi skal blive ved med at sørge, for vi skal blive ved med at elske.

Læs mere

En gråspurv på taget

31. marts 2016 / / 0 kommentarer

Mørket kommer hver aften og lægger sig som en tung skygge hen over vores ansigter. Det flytter ind i vores stuer, og unge mennesker – ensomme, fremmede, unge mennesker går ud i mørket og ofrer andre og sig selv for en tanke, et ord, et løfte, for en sag, som jeg ikke vil forstå. Inde i mig vokser der jern, der smedes til noget kendt og ukendt. Jeg kryber sammen.

I dag hilser solen på mig igennem gardinerne. Jeg tager sko og jakke på samt en sort hue. En gråspurv sidder på taget. I morgen har jeg glemt den. Men Gud glemmer ikke. Frygt ikke, synger den lille spurv. Solen skinner. Fuglene synger. Det er forår. Træerne er trætte og blege, men der er erantisser, vintergækker, påskeliljer og krokusser. Vandet risler i den lille bæk. I mudderet er der spor fra traktordæk. Det høje tynde træ spejler sig i en vandpyt.

 

 

Det sorte hul

15. februar 2016 / / 0 kommentarer

De har fortalt, at jeg var i pine. De bar mig. Jeg skreg. Jeg var en flisbue, når lå jeg på ryggen. Jeg skreg. Jeg havde smerter. Jeg skreg.
Jeg kan huske, at jeg som lille kunne mærke noget, der borede inde i mig og pressede på mig.
Da jeg gik i skole, voksede dett. Det sugede sig fast og hamrede pløkkerne i.
Jeg blev teenager, og nogle dage kunne jeg bilde mig selv ind, at jeg var dette tunge noget.
I gymnasiet kunne min sjæl ikke bevæge sig for dette noget, der lagde sig oven på mig og prøvede på at kvæle mig. Det var i denne tid, jeg en dag stod foran noget helt andet uden for mig selv. Det var en blødhed og varme, der omfavnede mig udvendig og indvendig.
Det tunge, borende, sugende mørke blev ved med at være der. Så langt og dybt nede, at intet menneske kunne dykke derned. Det var så langt væk som til Jordens indre, men jeg kunne stadig mærke dets tyngde.
Det var et sort hul, som jeg ikke vidste, hvad var. Hvis jeg faldt ned i det, ville jeg ikke være i stand til at komme op fra det igen levende. Det sorte hul forsvinder ikke. Jeg har brugt og bruger timer på at fylde hullet med tegninger, bøger og skriverier. Jeg bruger dage på at fylde hullet med småkager, computerspil, fjernsyn, Facebook og Internet og vågne nætter. Jeg bruger uger på at få mit sind til at slappe af, mine øjne til at lyse og min mund til at leve. Jeg klamrer mig til sekunderne med blomster, lys og lethed. De kommer med samme fart som et øjes blink og de lige så hurtigt igen. Af og til er det sorte hul lettere at bære. Nogle gange føles det som om det er væk. Stilhed, livgivende ord, omfavnelser og kærlighed lindrer.

Det sorte hul forsvinder ikke. Jeg har prøvet at flygte fra det sorte hul, men jeg kan ikke komme ud af mig selv. Jeg prøvet at kæmpe mod det sorte hul, men det er stærkere end mig. Jeg har lavet mange analyser af det sorte hul uden at jeg er blevet klogere. Det eneste, der virkelig hjælper, er det “helt andet”, der står uden for mig selv. Jeg møder stadig en gang imellem dette helt andet. Jeg længes, jeg er tom. Jeg er ikke hel  uden dette helt andet. Dette helt andet’s navn er Jesus. En dag vil jeg være sammen med Jesus for altid. Det er mit evige håb. Og den dag vil det sorte hul være væk for evigt.

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

Abonnér på nye indlæg


 

Brugermenu

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders Noren — Op ↑