På årets første forårsdag gik jeg tur ligesom halvfems procent af landsbyens syngende fugle, hunde og deres ejere. Det plejer at tænde et smil indeni, men det skete ikke denne gang. Mine øjne kunne ikke holde sig længere. Jeg trak huen ned over ansigtet, som allerede var badet i sved, mens jeg fikserede blikket på fortovet. Heldigvis var min mand kommet hjem, da jeg trådte ind ad hoveddøren.
Der er tidspunkter, hvor mørket er for tungt at bære for mine nærmeste og mig selv. Nogle gange snakker forbi vi hinanden, for udefra virker det ulogisk: hvorfor bliver mine tanker ved med at køre rundt i den samme rundkørsel? Jeg er taknemmelig over, at min mand, vores børn, familie og venner alligevel holder mig ud.
Jeg forstår ikke, at Gud, som ransager og kender mig, holder af mig. Jeg kender til tvivlen, men jeg tror, at Gud også er i dødskyggens dal. Det yderste af neglene holder fast i håbet om, at Gud vil lyse i det mørke, der kommer fra mig (“Du, som har tændt millioner af stjerner” af Johannes Johansen).
I corona-tiden blev mine bekymringer for store. Denne gang orker jeg ikke at følge med i nyhederne. Jeg forstår ikke, hvad der sker i verden for tiden. Vi kan ikke undgå lidelse, død og ondskab, men jeg tror på, at Jesus en dag vil sejre fuldstændigt. Kærligheden er stærkere end døden.
Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed?
Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet: På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår. Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. (Romerbrevet kap. 8,35-39)
Klokken 13.03 fredag d. 7. Februar begynder et nyt øjebliks-ordbillede på denne side.
Da jeg var yngre, var jeg længe inde i en mat, grumset, trådagtig himstregims. Sidste år kom jeg tilbage til det, men nu var tilstanden flere vindstød af orkanstyrke, og det var som om jeg røg ned i et sort hul i universet. Denne gang kunne jeg sætte ord på mine følelser, og jeg fandt ud af, at tilstanden har et navn – depression. For første gang får jeg medicin for det. I starten havde jeg mange bivirkninger og sov for lidt. Nu går det bedre, men medicinen kan aldrig stå alene. Nu går det den rigtige vej.
Min mand, vores børn, mine bedste venner, min terapeut samt musik, forbøn, Bibelvers, solskin og fuglesang hjælper mig med at finde fast grund under fødderne. Og Jesus viser mig nåde og opdrager mig. Jeg træner det at lukke ørerne for løgne, og jeg øver mig i at tage en dag ad gangen og lægge mærke til de små glimt og vælge liv og håb. Foråret er på vej.
Du, som er med os i trængslen, du siger, du har hørt spædbarnets gråd og sukket fra den udmattede. Du har hørt skriget, som sprang af knoglers smerte. Du er Gud, du har magt til at gribe ind.
Påsken var kort. Vejen hjem er lang i billygternes skær, igennem regnfyldt motorvejsmørke.
Fortæl os det igen. Hvem troede på det, vi hørte?
”Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!« Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!« For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.” (1 Kor 11,23-26)
Jesus Kristus du bliver slået plaget mishandlet du bliver forkastet foragtet Du er sådan én mange ikke vil sidde ved siden af
Guds søn, du er sømmet fast på et træ Blodet løber ned ad fødderne Dine kraftesløse knæ skælver Ussel ser du ud Blodårerne på dine tynde arme strakt ud dine hænder løftet op blodet løber ud af dine håndflader brystkassen hæver sig tungt op og ned du hiver efter vejret dit hjerte brændende sagte bøjet ned knust
Din mund knebet sammen i en streg en rynke mellem brynene stikkende torne på din pande dine øjne ser vores blik en tåre i øjenkrogen
Kilde: Jose Manuel Botana, pixabay
Du bliver ikke regnet for noget
”Elí, Elí! Lemá sabaktáni?”
Løbende en mand stikker dig en svamp eddike
Tomhed og mørke
Du udånder Du bliver revet bort fra de levendes land
Forhænget til det hellige flænges jorden ryster klipper revner
soldater stikker et spyd i din side blod og vand løber ud i en pøl på jorden
En mand beder om det døde legeme svøber det ind i et lagen bliver lagt i en klippegrav
Tidligt morgengry kvinder kommer med vellugtende salver Graven er tom! ”Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?”
Du står midt iblandt os sårmærker i dine hænder ”Fred være med jer!”
Vi tror du er opstået Vi tror du sidder ved Gud fader den almægtiges højre hånd Hvis ikke du er opstået er vores prædiken tom
Døden er opslugt og besejret Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?
Vi sukker i forventning om barnekår vort legemes forløsning Vi venter håber på det vi ikke ser
Du forringede dig selv du satte dig ned i forbryderes sted
Du klædte dig af tog en tjeners skikkelse på bøjede dig ned vaskede vores beskidte tæer Du købte os fri tog halslænken af os
Gladiator var du ikke – du blev hængt op på et kors i fuld offentlighed Du gav dig selv hen fordi du elsker os Du er højt ophøjet
Din nåde er nok vi er magtesløse i trængsler vi mishandles forfølges
Du kender til at være sulten og tørstig Du kender til at have sorg og angst du kender til at være fortvivlet til døden du kender til at blive ladt i stikken du blev fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd Dit hjerte vender sig Du føler med os i vores skrøbeligheder
”Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme.” (2 Kor 4,10)
Jeg talte med et familiemedlem om en julekalender på DR 1. Vi talte om, at flere julekalendere foregår i 18-tallet.
“Men der er noget, de ikke viser” sagde hun, “og det er at mange mennesker døde dengang. Der var mange børn, som mistede deres forældre, og der var mange børn som døde,” sagde hun.
Det havde hun ret i.
Mennesker fødes, mennesker dør. Sådan er det i dag, og sådan var det på Jesu tid. Kong Herodes hørte om, at en konge skulle fødes, altså Jesus. Han ville have ham slået ihjel. Da det ikke blev nemt for ham at få Jesus slået ihjel, gav han befaling om at alle drenge på to og derunder i Betlehem og omegn skulle dræbes (Matt 2,16). Jesusbarnet fik lov til at leve, hans forældre flygtede med ham til Egypten. Men mange børn døde.
Et barns fødsel er en stor glæde, noget at fejre. Vi fejrer vores egne børn, og vi fejrer, at Jesus blev født. Samtidig får masser af børn af forskellige grunde aldrig et liv. Og en del fædre og mødre dør for tideligt.
Hvis du kender noget til Bibelen, ved du måske, at på Bibelens tid var der mange krige, og mange mennesker mistede livet i disse krige. Nu har vi 2023, og også i vores tid har vi despoter som ledere, som vil myrde. Mennesket har ikke forbedret sig. Børn og unge og voksne mister livet i krigen i Ukraine, Israel og Gaza og andre steder i verden. Der er desværre ikke fred på jorden.
Der er liv og død, lys og mørke. Der er ikke meget liv, når vi kigger ud ad vinduet. Sne lyser op, men den er kold. Træerne har ingen farver, blomsterne er visnet, og mange dage er grå og mørke. Året er ved at dø. Selv vores hudceller dør.
Alligevel er der et glimt af håb. Jesus blev født. Gud trådte ned på jorden og gik rundt imellem mennesker. Jesus fik ikke et langt liv. Han blev nogle og tredive. Han var det eneste menneske, som var bedre end alle os syndere og mordere, og alligevel tog han vores skyld på sig og blev dræbt.
Det lignede, at Gud havde tabt. Det lignede, at intet var forandret og livet fortsatte sin vante gang for de skriftkloge og farisæerne, romerne og saddukæerne, kongen og statholderen, de spedalske og de vanføre – og alle de andre. Men det forunderlige skete, at Jesus stod op fra graven. Jesus er Guds søn, og han lever!
Ved Helligånden banker han på vores hjerter. For Jesus er intet skjult, alt er blottet. For ham er vi nøgne. Han kender os. Han kender vores hjerter. Han ser både lyset og mørket. Alligevel vil han os.
Dybe toner stormen rusker i træerne ingen blade mer’ fugle trækker væk
Fjernsynet og forskerne fortæller isen på Antarktis smelter jeg lægger mig under dynen til et program om victorianske haver Den gamle brite har lige sået ærter mine øjne går til ro
De vågner ved morgen mørkegrå lys lytter til stilheden
Jeg bliver i sengen længe trasker ind i stuen som er badet i solskin
Beskidte tallerkener vasketøjsbjerge tallerkener stables Jeg kigger ud ad vinduet
Nu må jeg – De går tur med deres hunde solsorte sidder i buske solen blænder mig alting stråler i det evige nu
Jeg er snart hjemme jeg ser en ryg på en eng katten ser noget, jeg ikke ser
Vi er nøgne grene Gud ser dig Han ser mig Jesus siger Du er tilgivet
Som de fleste andre haveejere, har vi masser af græs. Vores have er vores have. Kun ukrudt, vilde dyr og naboernes katte kommer uanmeldt på besøg. De forskellige dyr har fået ejerfornemmelse over vores have. Naboens sorte kat sætter sig midt på græsplænen. Kommer der en anden kat, jager den sorte kat den væk. Solsorte hopper efter hinanden. Vores faste duepar vil ikke have, at en tredje eller fjerde due går ind i vores have. Gråspurvene vil ikke dele fuglefoderet med hinanden. Musvitterne er forsigtige med at besøge vores foderbræt. En dag sprang den sorte kat op på foderbrættet og fangede og dræbte en musvit, som den åd. Hjælp, der er krig i vores baghave!
En fredfyldt oase
På min faste gåtur finder jeg en anden ro. Hestene står stille i deres indhegninger og spiser. Køerne hviler sig i græsset, eller de spiser masser af græs. Hestene og køerne ser glade ud. På min gåtur er der en permanent lille sø på en eng. I dag var der på græsset ved søen to gæs, to ænder og to svaner tæt på hinanden. De lå der stille og roligt. Måske var de venner? En blishøne svømmede ind og gik op på bredden til de andre fugle. Blishøner har ry for at være hidsige, men der var stadig fred ved den lille sø.
Så fik jeg øje på en fiskehejre ude i vandet. Den stod helt stille og skjulte sig imellem sivene. Da jeg opdagede den, fløj den lidt væk og satte sig i noget græs. En krage kom hen til den. Fiskehejren lettede med det samme kragen kom, og den fløj langt væk.
Fredsriget er her alligevel ikke endnu. Der er baghavekrige og forskrækkede fiskehejrer, men ind imellem er der gode stunder, hvor Gud lader os ligge i grønne enge og leder os til det stille vand.
De fredelige fugle ved søen fik mig tænke på Esajas’ profeti om det kommende fredsrige:
Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen, en lille dreng vogter dem. Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen. Spædbarnet leger ved slangens hule, det lille barn stikker sin hånd ind i hugormens hul. Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund. På den dag skal Isajs rodskud stå som et banner for folkeslagene; til ham skal folkene søge, og hans bolig skal være herlighed. (Es 11,6-10)
Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. (Mark 16,1-8)
Da jeg læste teologi, fik jeg at vide, at Markusevangeliet oprindeligt sluttede med vers 8 “De sagde ikke noget til nogen, for de var bange”. Resten af evangeliet var en tilføjelse. Jeg kan ikke huske, hvornår den sidste del skulle være tilføjet. Uanset hvad, så er den opstandne Jesus beskrevet i slutningen af Markusevangeliet og de andre evangelier.
Jeg ser vers 1-8 som en rammende beskrivelse af når nogen lige er død og sorgen. Ens kære er der ikke mere og savnet efter den man har mistet er virkeligt stort. Sorgen er en krise, det er noget virkeligt svært. Kommer døden for tidligt og som et chok er det endnu hårdere. Jesus var ikke kun en kær ven og et menneske – han var Messias, som havde trådt ind i disciplene og kvindernes liv med sin kærlighed og forvandlende magt. De satte alt deres håb til ham, men han blev kun lidt over 30. Han, som kunne vække døde til live endte selv med at dø – døden på et kors. Så kommer kvinderne til graven, og den er tom. Hvad skal det betyde? En engel siger til dem, at Jesus er opstået, men kvinderne flygtede, de var rystede og ude af sig selv. De sagde ikke noget til nogen, for de var bange.
Kilde: pixabay
En sådan frygt, hvor man er ude af sig selv og rystet – det er et chok, og det er ubehageligt. Et chok kan være mange ting. Det kan være et svar man får, som er helt anderledes end det, man havde håbet på. Sidste gang jeg blev chokeret, fik jeg en besked, som kom helt bag på mig. Bagefter blev jeg sur på mig selv og skuffet over, at jeg havde håbet og troet på det svar, som ikke blev en realitet. Derefter tilbragte jeg resten af dagen i en blanding af sur skuffelse og en tilstand, hvor mine øjne var blevet meget utætte. Dagen efter rejste jeg mig op og greb ud efter det håb, jeg ikke kunne se, og jeg genoptog bønnen: “Far, jeg beder om, at hvis det er din vilje,så…” Jeg er nødt til at holde fast i håbet, selv om jeg ikke ved, hvad fremtiden bringer.
Lad os læse nogle flere vers i Markusevangeliet:
Da Jesus var opstået tidligt om morgenen den første dag i ugen, viste han sig først for Maria Magdalene, som han havde drevet syv dæmoner ud af. Hun gik hen og fortalte det til dem, som havde været sammen med ham, og som nu klagede og græd. Men da de hørte, at han levede, og at hun havde set ham, troede de ikke på det. Derefter viste han sig i en anden skikkelse for to af dem, mens de var på vej ud på landet. De gik også hen og fortalte det til de andre; men heller ikke dem ville de tro. Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. (Mark 16,9-14)
Jesus viser sig selv først for Maria Magdalene, så to andre og til sidst de sidste 11 disciple. De fortæller, at de har set Jesus, men de andre tror ikke på det. De ville ikke tro på det. Han bebrejder dem deres vantro og hårdhjertethed. De ville ikke tro på det, før de selv så ham.
Versene handler om tro, tvivl og ikketro. Vi lever i et land, som nogle kalder kristent, men der er mange som ikke tror. Nogle vil ikke tro, og nogle kan ikke tro. Og så er der nogle, der tror.
Jeg ikke kan bevise det, i hvert fald ikke med den videnskabelige metode, men jeg tror på, at Jesus er opstået fra de døde og lever. Det håb vil jeg holde fast i.
Det er stort, at Jesu blod gør syndere retfærdige, og at vi ved Jesus får tilgivelse af nåde, det bliver os givet helt ufortjent – samt vi får fred med selve Gud. Og vi får et håb ved Jesu død og opstandelse, et håb om et evigt liv efter døden – hos Gud:
Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed. (Rom 5,1-2)
Jeg tror på et evigt liv efter døden, og jeg tror på, at Jesus har sejret over det onde, synden og døden. Det tror jeg på, selv om verden ser ud, som den gør, og også selv om ondskaben og synden desværre i høj grad bor i mig. Jeg ved, at Jesu opstandelse ikke betyder et liv med lyserøde skyer og nuttede enhjørningebamser.
Jesus, tak for at du er hos os i ørkenen Tak for at du er hos os i stormen Tak for at du er hos os i mørket Tak for at du er hos mig når jeg er alene Tak for at du er hos os også når vi ikke kan mærke dig Tak for at du er hos os når vi tvivler Tak for at du altid er os nær Amen
I sidste indlæg af fugleserien så vi på det at tage sig tid, holde øje og vente. Dette indlæg er fjerde og sidste indlæg af serien om fuglene i Bibelen, og det handler om det at håbe.
Den, der håber
Håb er en god ting. Håb er det, der gør, at vi kan fortsætte, selv når vi er trætte, sløje, bange og triste. Håb er det, som gør at vi vælger at holde sammen og blive ved med at glæde over os over små ting som mariehøner og vores børns hjemmebagte æblescones. At vi kan blive ved med at elske hinanden og opføre os så godt vi kan, selv om verden omkring os falder sammen. Selv om politikerne er forvirrede, jobcentrene er sure, sygdomme og virusser hærger, elpriserne stiger, og selv om der er klimaforandringer, naturkatastrofer og krige, der truer os på den ene eller anden måde. Men hvad er det vi retter vores lid og håb til?
Kan vi sætte vores håb til vores politikere?
Kan vi sætte vores håb til Joe Biden, EU og NATO?
Kan vi sætte vores håb til vores statsminister og borgmester?
Kan vi sætte vores håb til Dronning Margrethe?
Kan vi sætte vores håb til det at spise økologisk og klimavenligt?
Kan vi sætte vores håb til elbilen og cyklen?
Kan vi sætte vores håb til psykologen?
Kan vi sætte vores håb til vores læge?
Kan vi sætte vores håb til vores præst?
Kan vi sætte vores håb til vores mor og far eller ægtefælle?
Kan vi sætte vores håb til os selv og tro, at vi finder det, der er sikkert og urokkeligt, inde i os selv?
Vi kan sætte vores håb til noget, og mennesker kan meget, men de kan ikke løse alt.
Vi lå i dødens skygge under frygtens herredømme i tomhedens mørke ved verdens ende fulde af sorg
Vi gik ind i den mørke grotte Ind i den tomme grav Hvor er han? Han er ikke her død, hvor er din brod? Lyset skinnede ind hvor stenen havde været Hvor er han? Han er ikke her Vi møder opstandelseskraften Han er ikke her Jesus lever!
vi gik fra døden til livet fra sorg til glæde fra tomhed til fylde der blev lys en ny begyndelse
Der er en virkelighed bag det vi ser det der synes dødt lever håbet er ikke ude tal liv ind i det døde tal liv ind i de døde knogler
Når verden ser ud til at vinde så husk at Jesus allerede har sejret over synden, djævlen og døden over magter og myndigheder
Jesu blod har åbnet himlens port fjernet forhænget til det allerhelligste nedrevet mure og fæstningsværker Gud er trådt ud af det høje elfenbenstårn Jerusalems tempel blev sværtet til af religiøsitet og hykleri af afguder og grådighedens røverkule Jerusalems tempel er væk
Pga. Jesu blod
har vi nåde og frimodighed til at gå ind i det allerhelligste
ind for din trone, Far
hen til dine åbne hænder
hændernes skaberkraft
gavmildhed og rensende Ånd
Templet i Jerusalem er væk
vi, der følger Vejen, er kirken
er Guds tempel
Der er en virkelighed bag den vi ser
når alt synes dødt
så husk at Jesus allerede har vundet
over magter og myndigheder
over døden og mørket
Tal liv ind i det døde tal liv til de døde knogler Jesus har sejret Ånden er vakt
En dag kommer der vækkelse hvornår ved vi ikke men når du kommer, Helligånd, så start med os og væk vores skrøbelige hjerter
Der er en virkelighed bag den vi ser når alt synes dødt så husk at Jesus har vundet over verden mørket og døden han er verdens lys glæden og livets Herre
Seneste kommentarer