En rejse i Tro og Kreativitet

Tag: Guds vilje

Good Friday

På engelsk kaldes Langfredag Good Friday. For Jesus var Langfredag lang og lidelsesfuld, men for os er Langfredag god – ikke pga. påskefrokosterne og påskeæggene, men pga. hvad Jesus gjorde for os.

Jesus vidste, hvad der ville ske

Lidelsen og døden kom ikke som nogen overraskelse for Jesus. Flere gange fortalte han disciplene, at det ville ske.

Han tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes:  Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham;  de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.«  Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.” (Luk 18,31-34)

Jeg ved ikke, om Jesus vidste hele sit liv, at han skulle lide, dø på korset og opstå fra de døde, men han vidste det i lang tid, før det skete. Disciplene kunne ikke forstå det. Det var var uforståeligt for dem, at deres mester og ven – Ham, de havde forladt alt for, Ham, de satte deres håb til. At Han sagde, han skulle dø. Han var ikke gammel, kun lidt over 30. Han var Messias, Guds søn – det var ubegribeligt, at Han virkelig skulle dø.

Jesus vidste alt, hvad der ville komme til at ske. Da han blev taget til fange, var han i Getsemane have og bad inderligt til Gud (Mark 14,3-42). Han var bange for alt det, der ville komme til at ske. Han havde angst og var bange for at dø. Hans sjæl var fortvivlet til døden (v. 34). Han havde ikke lyst til at drikke bægeret, som var Guds vredes bæger (Es 51,17).
Jesus var ikke tvunget til at gå lidelsens vej og dø. Han havde magten til at rejse sig op og som en revolutionær gøre oprør mod alle undertrykkerne, tage magten fra romerne og indtage kongetronen. Det var en sådan Messiasskikkelse, jøderne ventede. Men det var ikke Guds vilje med Jesus.
Jesus traf det valg, han vidste var det bedste og eneste rigtige. Han valgte at gøre Guds vilje.

Billedkilde: pixabay

Lidelsen og korsfæstelsen

Det var ikke en god dag for Jesus. Han lod sig tage fange som om han var en forbryder, blev forhørt og blev dømt til døden på et kors.

Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side.  Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem.  Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.«  Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike  og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.«  Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«. ” (Luk 23,32-38)

Jesus udholdte alle forhånelserne og ydmygelserne. Han udholdte at blive gjort grin med, at blive klædt af, og at der blev trukket lod om hans tøj. Han udholdte alle piskeslagene, alle tæskene, alle de uberettigede anklager, alle forhørene, al modsatanden. Han udholdte, at folkedomstolen dømte ham til døden for at få en morder løsladt (Luk 23,18-21). Han udholdte at blive forrådt med et kys, og at alle hans venner svigtede ham. Jesus var uskyldig og syndfri, og han blev korsfæstet sammen med forbrydere.
Han tilvalgte ydmygelsen, magtesløsheden og lydigheden over for Gud. På intet tidspunkt stoppede han op og sagde: “Nu er det nok. Jeg gider ikke mere.” På intet tidspunkt vristede han sig løs og tog magten tilbage.

Læs mere

Den største gave

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.  Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien.  Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by.  Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt,  for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.  Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde;  og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

Luk 2,1-7

Jeg hader at købe julegaver. Altså jeg kan godt lide at give gaver. Det er fint at købe gaver, når det er til én person som ved en fødselsdag, men til jul synes jeg det er for mange gaver at købe på kort tid. Jeg kunne også give hjemmelavede gaver, men hvert år d. 1. december kommer jeg i tanke om, at det snart er jul, og så er det for sent at gå i gang med de hjemmelavede gaver.

Det er hårdt at købe mange gaver. Det er hårdt, når der er mange mennesker og man skal lede efter en parkeringsplads, og når man prøver på komme ud fra parkeringspladsen igen, og det er hårdt at gå zigzag igennem et fremmed menneskemylder. Det er hårdt at gå rundt i flere butikker og lede efter én bestemt ting. Der er også mange store beslutninger at træffe: Hvad er bedst? Den bløde eller den hårde? Det smukke eller praktiske? Den store eller den lille? Den billigste eller den dyreste? Så er der også det der med at finde en gave til én, som ikke rigtigt har en ønskeseddel. Og så er der en masse gaver man selv skal pakke ind.

Det slutter ikke d. 24. december. Efter jul er der gaver, der skal byttes. Nogle klager over de gaver, de har fået. De synes ikke, at de har fået lige så meget som de har givet. Eller de synes, de havde fået en for billig eller for grim gave. Eller de klager over at de har fået noget, de synes de ikke kunne bruge. Det bliver nemt ”do ut des”  – ”jeg giver for at du skal give mig”. Der kan blive en tendens af ”What’s in it for me?”, ”hvad får jeg ud af det?”, ”hvad skal jeg bruge dét til?”
Der er et ordsprog, der hedder ”det er tanken, der tæller.” Hvad hvis vi blev gladere for at give end for at få? Hvad hvis vi begyndte at give uden at forvente at få noget igen?

Måske bliver det anderledes i år. Måske fylder gaverne mindre i år. Der er inflation og energikrise. Måske opdager vi nu, hvad den kristne jul egentlig handler om?

Jesus har meget snart fødselsdag (de fleste eksperter siger, at Jesus hverken blev født d. 24. eller 25. december, men en gang i løbet af foråret. Vi fejrer dog Hans fødsel d. 24. december).

Senere kom de tre vise mænd og tilbad Jesus-barnet og gav Ham gaver. De gav Ham guld, røgelse og myrra.


Hvis du kunne give Jesus en gave, hvad ville du så give Ham?

Vi kunne give Ham tid og stilhed, og vi kunne give Ham det, som fylder for meget i vores liv. Vi kunne give Ham de ting, vi var afhængige af og fjernede vores fokus fra vores kære i vores liv. Vi kunne give Jesus de ting, der fjernede vores fokus fra Ham. Vi kunne give Ham alt det, der piner os, alle vores problemer, bekymringer og sorger. Vi kunne give Ham alt det forkerte, dårlige og onde vi havde gjort.

”Tænk efter på jeres leje, og vær stille!
 Bring de rette ofre,
og stol på Herren!” (Sl 4, 5-6)

At bringe ofre

At bringe ofre til en gud er et kendt fænomen i de fleste religioner. I flere moser har man fra bronzealderen fundet offergaver til nogle guder. Der er sågar blevet ofret mennesker til guderne!

I Det Gamle Testamente læser vi om, at ypperstepræsten bragte ofre for, at han selv og det jødiske folk kunne få Guds tilgivelse. Det var ikke alle mennesker, som måtte ofre til Gud. Der blev ofret utallige køer, tyre og bukke, som var særligt udvalgte, og der var mange regler for, hvordan ofringerne skulle foregå. Utallige dyr blev ofret én gang om året hvert år.  I virkeligheden kan blod fra tyre og bukke ikke tage vores synd bort.

Med Jesus blev det sig anderledes. Jesus er vores evige ypperstepræst, og Han, som var Guds lam, ofrede sig selv én gang for alle for hele verden, og vi blev alle tilgivet alt det onde og forkerte vi havde gjort. Nu er der ikke mere afhængighed af utallige religiøse ofringer eller af en menneskelig ypperstepræsts tjeneste på vores vegne.

Jeg har i det ovenstående henvist til Hebræerbrevets udlægning af ypperstepræstetjenesten og Jesu tjeneste under den nye pagt. Læs gerne Hebræerbrevet, hvis det har vakt din interesse.

Jesus er anderledes end alle forventer

Jesus gav sit liv for os. Kan vi nogensinde give Ham eller andre lige så meget, som Han har givet os?

Der er mennesker, som er gået i døden for andre mennesker. Der er i nogle lande kristne, som bliver henrettet for deres tro.
Der er martyrer og helte. Der er mennesker, som er generøse med både penge, tid, nærvær og hjælpsomhed – mennesker, som ikke forventer at få noget igen. Det er mennesker vi ser op til. Vi skal lære af dem og lade os inspirere af dem, men ingen af dem er guder. Ingen af dem kan gøre det, som Jesus har gjort. Ingen af dem kan frelse os.

Jesus er anderledes end alle forventer. Jesus var ingen stærk krigerkonge, som lige pludselig buldrede frem som en eller anden tordengud. Han var ingen Spartacus, som var en stærk slave som startede et stort slaveoprør imod romerne. Han er ingen Batman, som drøner rundt med alt sit smarte gear i sin batmobil og fanger forbrydere.  Jesus er ikke en engel. Han er 100 % Gud og 100 % menneske.  Jesus var ikke den mægtige, revolutionære konge-Messias i dyre klæder, som jøderne forventede ville komme.

Jesus blev født af en ung pige. Han blev født i en stald blandt får og køer. Nogle af disse dyr ville måske ende med at blive ofret til Gud, men Jesus selv var Guds lam. Jesus blev født i en stald, for der var ikke plads på herberget. Han fik ingen fin vugge, men blev lagt i en krybbe – et fodertrug. Jesus sagde senere, at Han var livets brød (Joh 6,48), og Han giver sig selv, legeme og blod, i nadveren, som peger på Hans død på korset for os. Den nyfødte baby-Jesus blev lagt i et fodertrug. Jesus er livets brød.

Billede af Gerd Altmann fra Pixabay

Læs mere

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders NorenOp ↑