På et tidspunkt begynder små børn at lære at se mønstre og forskelle og inddele i kategorier. Det ser man f.eks. med putteboksen, når barnet lærer at putte de rigtige klodser i de rigtige huller. Den runde klods skal i det runde hul, og den plus-formede klods skal i det plus-formede hul osv.
At kunne se forskel, organisere og inddele verden i kategorier og systemer er vigtigt, men i vores faldne verden, får denne skelnen ofte både et forvirret og et hårdt og et trist udtryk.
Vi har det med at inddele os selv og andre mennesker i kategorier og bokse og sætter mærkater og prædikater på os selv og hinanden.
At dømme ud fra det ydre er nemt, men vi har svært ved at se det indre . Vi har svært ved at se, at inderst inde – i virkeligheden er mennesker ikke så forskellige. At lade være med at dømme er svært.
Engang deltog jeg i et forskningsprojekt, hvor man undersøgte kalkindholdet i mine knogler. På et røntgenbillede så jeg for første gang hele mit skelet. Mit skelet lignede alle andre raske (kvinde)skeletter. Jeg så mit skelet, men jeg kunne ikke se min sjæl, følelser og sind.
Faktisk er det kun Gud, der kan se det indre.
Det er ikke forkert at skelne. Det er naturligt, og skelnen har været der lige fra begyndelsen, som vi læser i skabelsesberetningen. Lys og mørke er ikke det samme:
”Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket.” (1 Mos 1,3)
Hvem er Guds folk?
Hvis vi læser i Det Gamle Testamente, skelner Gud også imellem folk. I store træk er det som om, det kun er nogle, som er Guds folk. Det er efterkommerne af Abraham, Isak, Jakob og David, som er Guds folk. Det er israelitterne.
I evangelierne findes der en beretning, som undrer mig, men lad os læse den alligevel.
Matt 15,21-28.
En kana’anæsisk kvinde kommer og beder Jesus forbarme sig over hende. Hendes datter bliver plaget af en dæmon.
Kana’anæerne var navnet på det folk, som israelitterne skulle udrydde ved erobringen af det forjættede land efter udgangen af Egypten. Ifølge Det gamle testamente var kana’anæerne et meget vederstyggeligt og syndigt folk. (https://denstoredanske.lex.dk/kanaan%C3%A6ere)
I første omgang afviser Jesus den kan’anæiske kvinde:
”»Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.«” (v. 24)
Kvinden kaster sig ned for Jesus og beder ham hjælpe hende, men Jesus svarer:
Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« (v.26)
Kvinden giver ikke op, men svarer:
Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« (v.27)
Man kan sige, at nu giver Jesus efter:
”»Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.” (v. 28)
Jesus hjælper hende pga. hendes tro på ham.
Hvem døde Jesus for? Døde han kun for israelitterne? For de fortabte får af Israels hus?
Gud hader synd, men hans kærlighed skelner ikke. Jesus døde for hele verden, fordi Gud elsker hele verden.
Det profeterede profeten Hoseas:
”Jeg vil kalde Ikke-Mit-Folk Mit-Folk, og kalde Ikke-Elsket Elsket; og dér, hvor det lød til dem: I er ikke mit folk, dér skal de kaldes den levende Guds børn.” (Rom 9,25-26)
De ikke-elskede bliver de elskede.
Hvem var det, Jesus var sendt til?
Han var sendt til de syge og til synderne:
”De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«” (Mark 2,17)
Hvem er de – dem, som Jesus døde for?
Det er dem, som fornægtede Jesus. Det er dem, som faldt i fristelse. Dem, som fangede ham. Dem, som lod ham i stikken og flygtede. Dem, som anklagede ham. Dem, som vidnede imod ham. Dem, som rottede sig sammen mod ham. Dem, som piskede ham. Dem, som spyttede på ham og slog ham i hovedet. Dem, som spottede og hånede ham. Det er dem, som korsfæstede Jesus.
Han døde for de ugudelige og for sine fjender (Rom 5,6 og 10).
Han døde for dem, der var døde i deres overtrædelser (af loven) og synder. Han døde for dem, der lod sig bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige. Han døde for dem, som lod sig bestemme af den ånd, der virker i ulydighedens børn. Han døde for dem, der i deres køds begær gjorde, hvad deres kød og sind ville. Han døde for dem, som af natur var vredens børn (Ef 2,1-3).
Det naturlige, kødelige menneske er ligesom de skriftkloge og farisæerne, som synes det er forkert, at Jesus spiser sammen med toldere og syndere (Mark 2,16). Det naturlige menneske siger ved sig selv, at det ikke kan stå så slemt til med ham. Det naturlige menneske/farisæeren takker Gud, fordi han ikke er som røvere, uretfærdige og ægteskabsbrydere. Han mener ikke, at han er ligesom dem, for han faster to gange om ugen og giver tiende af hele sin indtægt (Luk 18,11-12).
Men ”den, som ellers overholder hele loven, men fejler blot på ét punkt, er blevet skyldig i dem alle.” (Jak 2,10)
Hvem kan leve op til det første af alle bud?
”›Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.«” (Mark 12,29-31)
Der er ikke nogen, som har nogen fordel i forhold til andre mennesker:
”Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste.” (Rom 3,10-12)
”Der er ingen forskel; for alle har syndet og mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus.” (Rom 3,23-26)
Ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde:
“Alle har syndet og mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.” (v. 23)
For således elskede Gud verden…Det vers kender vi kristne rigtigt godt. Det er evangeliet i ét vers. Men i hvilken forbindelse siger Jesus dette?
Lad os derfor se på Johannesevangeliet kapitel 3 vers 1-21
”Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.” (v. 1-2)
Nikodemus var medlem af jødernes råd. Jødernes råd var den øverste jødiske domstol. Det blev ledet af en ypperstepræst og beskæftigede sig med religiøse forhold, politik og samfund. Han var også farisæer, han var altså medlem af et religiøst parti, som lagde meget vægt på at overholde Moseloven. Han opsøgte Jesus og ville gerne tale med ham selv. Opsøg Jesus ”under fire øjne” og stil ham nysgerrigt nogle spørgsmål og lyt til ham – i din Bibellæsning og i bøn , det tror jeg er en god idé!
Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« (v. 3)
At se Guds rige ville for jøderne være det at komme i himmerige efter døden. Jøderne mente, at de var garanteret en plads i himlen fordi de var efterkommere af Abraham (David Guzik i https://enduringword.com/bible-commentary/john-3/ ) . Men Jesus siger til Nicodemus, at man skal fødes på ny for at se Guds rige.
Det er helt sort snak for Nicodemus. Han forstår det overhovedet ikke. Jesus uddyber:
»Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. (v. 5-6)
At blive født af vand, hvad vil det sige? Det kan tolkes på flere måder (David Guzik i https://enduringword.com/bible-commentary/john-3/ ). Nogle mener at Jesus hentyder til dåben, andre mener at det drejer sig om at blive født på ny af Guds ord. At tro på Guds Ord er ikke uvæsentligt, hvilket vi kan læse andre steder i Bibelen. Kirken helliges ved at den renses i vand ved Ordet (Ef 5, 26), vi er rene pga. det ord, Jesus har talt til os (Joh 15,3) og vi er genfødt ”af en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord” (1 Pet 1,23). Nogle mener, at det at blive født af vand menes at blive født af Helligånden, det levende vand (Joh 7,38-39). Endelig er der den betydning, at Jesus refererer til Ezekiels profeti af renselsen ved den nye pagt (og Nikodemus har som farisæer nok kendt til denne profeti):
”Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder; jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud” (Ez 36,25-27).
Nogle kristne i USA taler meget om, at det gælder om at være born-again-Christians. Når jeg har hørt dem nærmest råbe om det, får jeg mærkelige forestillinger om nogle særligt åndsfyldte, som kan noget helt særligt åndeligt med Helligånden, er dygtig til at tale i tunger eller et eller andet. Jeg håber ikke, at det er dét, de taler om.
Som jeg ser dét, er vi fattige i ånden. Vi kan ikke gøre noget for at blive mere kristne eller åndelige eller åndsfyldte. Når vi tror på Jesus, bor Helligånden i os, det er Guds gave til os. Vi kan ikke gøre noget selv ud over at tro, og samtidig er troen en gave. Det handler heller ikke om, at nogle har en større tro end andre. Alle kristne er på én gang både gamle og nye mennesker, idet vi stadig har en syndig natur og også har Helligånden. Ånden og kødet strides:
”kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil.” (Gal 5,17)
Som sagt er vi som kristne både gamle og nye mennesker. Vi kæmper mod synden, og samtidig hjælper Helligånden os. I Romerbrevet kapitel 8 læser vi, at kødet (menneskets syndige natur) vil død, fjendskab med Gud, kan ikke underordne sig Guds lov og kan ikke være Gud til behag. Mens Helligånden, som bor i os, vil liv og fred og hjælper os med dræbe legemets gerninger (så synden ikke skal have magten?) (Rom 8,5ff ) og skriver loven på vores hjerter.
Farisæerne mente, at de var gode mennesker, fordi de var efterkommere af Abraham, kendte Moseloven godt og overholdt den (det mente de selv at de gjorde), og at dermed havde adgangsbillet til Guds rige. Men det talte Jesus imod. Han sagde, at de skulle fødes på ny.
At blive født på ny er at tro på Jesus, at tage imod ham:
”Dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn. De er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud” (Joh 1,12-13).
Lad os lige se på det vers, hvor Jesus snakker om vejret – eller om vinden.
Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.« (v. 8)
Jeg kommer fra Vestjylland. De fleste dage blæser det meget i Vestjylland, men det er forskelligt, hvor vinden kommer fra. Hvad mener Jesus med, at den som er født af Ånden er ligesom vinden? Man kan virkelig erfare blæstens kraft, når det stormer, når der er orkan, eller når man står ved et Vesterhav, som har høje bølger. Det er utroligt, at nogle dage er helt vindstille, og andre dage stormer det – også om sommeren. På denne måde er Helligånden, som er en person i Treenigheden både uforudsigelig, utrolig og gådefuld.
At fødes på ny er noget, som Gud gør i os, det er Hans værk og Hans ære alene. Det handler om at tro på Jesus, og samtidig er det noget, som kun Gud forstår fuldt ud. ”Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud.” (1 Kor 2,11).
Gud ville ikke, at verden skulle blive dømt
Joh 3,16 er et meget opmuntrende vers, og samtidig står det i en barsk kontekst, som hverken er moderne eller politisk korrekt, men der står dette i skriften:
”den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.” (v.18)
”Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.«” (v. 19-21)
Vi ved fra Joh 1,4-9 og Joh 8,12, at lyset, som er kommet til verden, er Jesus. Hvis Jesus er lyset, er mørket måske djævelen. Jesus kalder i Johannesevangeliet djævelen ”denne verdens fyrste”. Om mennesker, der hader lyset, kan vi også læse i Rom 1
”For Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed.” (v. 18)
”De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen” (v. 25)
”Fordi de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, prisgav Gud dem til en forkastelig tankegang, så at de gjorde, hvad der ikke sømmer sig: De blev opfyldt af al slags uretfærdighed, ondskab, griskhed, usselhed; fulde af misundelse, blodtørst, stridslyst, svig og ondsindethed; de løber med sladder, de bagtaler andre, hader Gud, farer frem med vold, er hovne og fulde af pral; de finder på alt muligt ondt, er ulydige mod deres forældre; de er uforstandige, upålidelige, ukærlige, ubarmhjertige. De ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø; alligevel lever de ikke bare selv sådan, men bifalder også, at andre gør det.” (v. 28-32)
Denne ondsindethed og det med at bifalde andres onde gerninger finder vi i verden. Men kan nogen af os sige, at vi aldrig er griske, misundelige, sladrer, bagtaler, praler, ukærlige og ubarmhjertige? Dér har vi det gamle menneske, den syndige natur. Dér har vi kødet, som vil død og fjendskab med Gud og ikke kan være Gud til behag.
Kobberslangen
Jesus ved, at Nikodemus og alle de andre farisæere, ja alle de andre jøder ikke kan overholde Moseloven. Det er ikke tilfældigt, at Jesus sammenligner sig selv med kobberslangen. I 4 Mos 21 er Israel for længst blevet befriet fra trældommen i Egypten, og Gud har lige givet kana’anæerne i Israels magt. Gud bekæmper israelitternes fjender og giver dem føde, alligevel bliver folket utålmodigt. Det bliver træt af at være i ørkenen og den mad de får, og de beklager sig til Moses og Gud. Der sendte Gud slanger, som bider folket, og mange døde. Det minder om syndefaldet. Adam og Eva blev ”bidt af” slangens ord og syndede, og derefter sendte Gud dem væk og sagde at de skulle dø.
Før syndefaldet, skulptur af Gert Grube
Israelitterne som havde mødt de mange slanger, erkendte deres synder
”Vi har syndet, for vi har talt mod Herren og mod dig. Bed til Herren om, at han skal fjerne slangerne fra os!«” (v. 7)
Moses bad for folket, og Gud sagde til ham, at han skulle lave en kobberslange:
”og Herren sagde til Moses: »Lav en slange og sæt den på en stang! Enhver, der er blevet bidt, og som ser på den, skal beholde livet.« Så lavede Moses en kobberslange og satte den på en stang; hvis nogen så blev bidt af en slange og rettede sit blik mod kobberslangen, beholdt han livet.” (v. 8-9)
Det er denne beretning Jesus refererede til, da han sammenlignede sig selv med kobberslangen.
”Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.” (Joh 3,14-15)
Den ophøjede Menneskesøn er Jesus, som ophøjes, idet han døde på korset for os. Hvis vi er blevet bidt af en slange, dvs. hvis – eller rettere når – vi har syndet, skal vi rette vores blik mod Jesus, skal vi tro på Jesus, tro på, at han i vores sted døde for os.
Et andet sted i Johannesevangeliet hører vi om, at jøderne var meget optagede af at gøre gode gerninger. Så de spurgte Jesus:
Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.« (Joh 6,28-29)
Mange mennesker, især i dag, er optagede af at gøre godt. De bliver også rost for at være fleksible, tilpasningsdygtige, effektive og produktive, og mange unge mennesker har idealer om at være dygtige på deres uddannelsessted, få høje karakterer, være sociale, have mange venner, have et fritidsarbejde, dyrke sport og spise sundt og have flere fritidsinteresser. Det er menneskeligt at være optaget af at være dygtige og spørge: ”Hvad skal vi gøre?”
Til både farisæerne, jøderne og nutidens mennesker bringer Jesus et helt andet perspektiv. Han vil have en relation med os. ”Skilt fra mig kan I slet intet gøre”, siger han (Joh 15,5). Pga. han døde på korset, pga. Helligånden, som bor i os, kan vi – i sammenspil med Bibellæsning, bøn og med det kristne fællesskab – have en personlig relation til Jesus. Jeg tror, det er noget af det Jesus mener, når han siger, at Guds gerning er den at tro på Ham, som Gud har udsendt.
Hvor kom vi fra? I Joh 3, taler Jesus meget om dom og frelse. For Nikodemus kunne ikke vide sig sikker på, at han ville blive frelst. Det var ikke nok, at han var efterkommer af Abraham og meget optaget af at opfylde Moseloven. Jesus sagde til Nikodemus, at han skulle tro på ham. Jeg tror, han sagde det til ham af kærlighed.
Med alle de andre vers i baghovedet, lad os nu kigge på Joh 3,16
”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”
Gud elsker verden. Der står ikke, at Gud elsker dig. Der står Gud elsker verden. Jøderne troede, at Gud kun elskede Israel, men Gud elsker hele verden.
Hvordan elsker Gud verden? Han elsker den på den måde, ”at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”
Han gav verden sin eneste søn. Han gav. Han gav Jesus, han ofrede sine eneste søn for os som en gave. Det med at Gud giver os Jesus, som også betyder “Herren frelser”, nævnes også i Ef 2,8
”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds.”
Gud ville ikke at verden skulle fortabes. Han ville hverken at menneskeheden pga. synd skulle dø af slangebid, at de skulle sendes langt væk fra Edens have og dermed fjernt fra Gud og fællesskabet fra Ham. Gud ville, at de skulle have evigt liv sammen med ham.
”Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.” (Joh 3,17)
Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. (Mark 16,1-8)
Da jeg læste teologi, fik jeg at vide, at Markusevangeliet oprindeligt sluttede med vers 8 “De sagde ikke noget til nogen, for de var bange”. Resten af evangeliet var en tilføjelse. Jeg kan ikke huske, hvornår den sidste del skulle være tilføjet. Uanset hvad, så er den opstandne Jesus beskrevet i slutningen af Markusevangeliet og de andre evangelier.
Jeg ser vers 1-8 som en rammende beskrivelse af når nogen lige er død og sorgen. Ens kære er der ikke mere og savnet efter den man har mistet er virkeligt stort. Sorgen er en krise, det er noget virkeligt svært. Kommer døden for tidligt og som et chok er det endnu hårdere. Jesus var ikke kun en kær ven og et menneske – han var Messias, som havde trådt ind i disciplene og kvindernes liv med sin kærlighed og forvandlende magt. De satte alt deres håb til ham, men han blev kun lidt over 30. Han, som kunne vække døde til live endte selv med at dø – døden på et kors. Så kommer kvinderne til graven, og den er tom. Hvad skal det betyde? En engel siger til dem, at Jesus er opstået, men kvinderne flygtede, de var rystede og ude af sig selv. De sagde ikke noget til nogen, for de var bange.
Kilde: pixabay
En sådan frygt, hvor man er ude af sig selv og rystet – det er et chok, og det er ubehageligt. Et chok kan være mange ting. Det kan være et svar man får, som er helt anderledes end det, man havde håbet på. Sidste gang jeg blev chokeret, fik jeg en besked, som kom helt bag på mig. Bagefter blev jeg sur på mig selv og skuffet over, at jeg havde håbet og troet på det svar, som ikke blev en realitet. Derefter tilbragte jeg resten af dagen i en blanding af sur skuffelse og en tilstand, hvor mine øjne var blevet meget utætte. Dagen efter rejste jeg mig op og greb ud efter det håb, jeg ikke kunne se, og jeg genoptog bønnen: “Far, jeg beder om, at hvis det er din vilje,så…” Jeg er nødt til at holde fast i håbet, selv om jeg ikke ved, hvad fremtiden bringer.
Lad os læse nogle flere vers i Markusevangeliet:
Da Jesus var opstået tidligt om morgenen den første dag i ugen, viste han sig først for Maria Magdalene, som han havde drevet syv dæmoner ud af. Hun gik hen og fortalte det til dem, som havde været sammen med ham, og som nu klagede og græd. Men da de hørte, at han levede, og at hun havde set ham, troede de ikke på det. Derefter viste han sig i en anden skikkelse for to af dem, mens de var på vej ud på landet. De gik også hen og fortalte det til de andre; men heller ikke dem ville de tro. Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. (Mark 16,9-14)
Jesus viser sig selv først for Maria Magdalene, så to andre og til sidst de sidste 11 disciple. De fortæller, at de har set Jesus, men de andre tror ikke på det. De ville ikke tro på det. Han bebrejder dem deres vantro og hårdhjertethed. De ville ikke tro på det, før de selv så ham.
Versene handler om tro, tvivl og ikketro. Vi lever i et land, som nogle kalder kristent, men der er mange som ikke tror. Nogle vil ikke tro, og nogle kan ikke tro. Og så er der nogle, der tror.
Jeg ikke kan bevise det, i hvert fald ikke med den videnskabelige metode, men jeg tror på, at Jesus er opstået fra de døde og lever. Det håb vil jeg holde fast i.
Det er stort, at Jesu blod gør syndere retfærdige, og at vi ved Jesus får tilgivelse af nåde, det bliver os givet helt ufortjent – samt vi får fred med selve Gud. Og vi får et håb ved Jesu død og opstandelse, et håb om et evigt liv efter døden – hos Gud:
Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed. (Rom 5,1-2)
Jeg tror på et evigt liv efter døden, og jeg tror på, at Jesus har sejret over det onde, synden og døden. Det tror jeg på, selv om verden ser ud, som den gør, og også selv om ondskaben og synden desværre i høj grad bor i mig. Jeg ved, at Jesu opstandelse ikke betyder et liv med lyserøde skyer og nuttede enhjørningebamser.
Da min datter, Clara, var spædbarn, havde hun kolik. Fra hun var ca. tre uger til 3 mdr. gammel, græd hun næsten uafbrudt. Jeg kunne ikke lægge hende ned eller fra mig uden at hun græd. Jeg måtte bære hende hele tiden, og jeg skulle samtidig gå rundt med hende på skulderen, mens jeg vuggede hende. Ofte selv om jeg gik rundt med hende, græd hun. Jeg fik fat i en slynge, så hun kunne ligge eller sidde hos mig i et stykke stof, mens jeg lavede mad, købte ind og bagte boller. Hun havde så meget brug for tæt fysisk kontakt, og selv når hun havde min kropskontakt, græd hun. Hun havde ondt et eller andet sted, men vi vidste ikke, hvad der var galt. Min sundhedsplejerske foreslog at vi tog hende til kiropraktor. Det viste sig, at Clara havde en skævhed i nakken, skulderen eller ryggen. Kiropraktoren kunne hjælpe hende, og i løbet af en måned fik hun det meget bedre og blev både rolig og glad.
Clara skulle have været til kiropraktor tidligere, men kolikperioden har alligevel lært mig noget. Hun havde meget brug for mig og være helt fysisk tæt på mig. Spædbørn er dybt afhængige af deres forældre. Kun forældrene kan give dem mad, tør ble, lægge dem til at sove, stimulere dem og give fysisk kontakt.
Mennesket har brug for fysisk nærvær. Jeg har læst at det er helt essentielt for barnet at det bliver berørt og får kropskontakt helt fra det er spæd. Man har også fundet ud af, at det er godt for børn at sove i samme seng som forældrene. Man ved også, at de allerfleste voksne har brug for kropskontakt – en berøring eller et kram.
Guds børn
Vi er Guds børn, og ligesom vi har brug for kropskontakt til andre mennesker, så har vi brug for at være helt tæt på Gud.
På en af de sidste dage fik min mand og jeg tid til at besøge hans kollegers lab på Harvard. Min mand havde samarbejdet med flere på dette lab omkring forskning i splicing i rundorme. Selve ormene var (og er) i laboratoriet på Harvard, mens min mand sad i Danmark og analyserede de data de fik om ormene. De fik udgivet en artikel i tidsskriftet Nature (https://www.nature.com/articles/nature20789).
Vi fik en rundvisning på lab, hvor vi så ormene. Et af de første spørgsmål jeg, fik afklaret på rundvisningen var, om rundorme var det samme som børneorm? Det er det ikke. Rundorme er 0,1-2,5 mm lange, de er gennemsigtigt hvide og lever over alt i jorden. De er ufarlige og lever af bakterier. Rundorme bliver ofte brugt i forskning. De er nemme at dyrke, de vil gerne have det lunt, men kan også tåle at blive frosset ned.
På Harvard har de et helt skab med rundorme. Vi fik fortalt og vist, hvordan de med små nåle kunne tilsætte et protein i ormene og hvordan de kunne flytte rundt på ormene. Alt dette kunne forskerne gøre uden at skade ormene. For nyligt havde gruppen i dette lab lavet et hotel til ormene. Ormene var inde i en kasse og havde hvert sit rum. Der var et klæde over kassen og et apparat var sat til automatisk at tage billeder af ormene. Min mand og jeg fik lov til at se nogle rundorme i mikroskop. Vi så orme i forskellige aldre og forskellige typer. Nogle af ormene lyste i forskellige farver. Nogle orme var slanke og bevægede sig hurtigt. Andre var tykke, korte og bevægede sig langsomt. Nogle rundorme bevægede sig hurtigt frem og tilbage. Det er svært for mig at forstå molekylærbiologien, men det var meget spændende at se rundormene.
Det er fascinerende, at vi kan lære meget om så små organismer. Den forskning der foretages i ormene er fascinerende. Når man lærer noget om ormene, lærer man ofte også mere om andre organismer og om mennesker. Noget der er så lille bliver vigtigt for hele skaberværket.
Rundorme er små og kravler rundt i jorden, så man lægger sjældent mærke til dem. Jeg kom til at tænke på, at jeg i Guds hænder er lige så lille som en rundorm. Alligevel ser Gud mig og værdsætter mig. Ligesom han ser og sætter pris på hvert eneste menneske.
v4 Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, v5 hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? (Sl 8:4-5)
Da jeg for flere år flyttede ind i det hus jeg bor i, fulgte der en have med. Der var et stort bed, som ved min mor og svigermors hjælp blev til et staudebed. Desværre har jeg haft travlt med at se til hus og børn og fik ikke taget mig af staudebedet, og jeg kan ikke kende forskel på blomster og ukrudt.
For 35 år siden blev en anden have plantet. Der er lagt en god bund af næringsrige grøntsager og modstandsdygtige buske, men ukrudtet presser sig på. Jeg kunne have fjernet brændenælderne og tidslerne, men jeg lod dem gro op over mine skuldre, kravle langs med mit kraveben, stikke og brænde mine ører og kløve min pande. Mælkebøtter er pæne, når de blomstrer, og min hud har næsten vænnet mig til de brændende brændenældeblade. Ukrudtet fortæller mig mange historier. Du kan ikke, du må ikke, du er ikke god nok, det nytter ikke noget. Jeg hører historierne så mange gange, at jeg begynder at tro på dem. Løgn bliver til sandhed, og sandhed bliver løgn. Selv om historierne gør ondt, har jeg hørt dem mange gange, og det giver mig en form for tryghed. Jeg finder en tryghed ved at stikke på tidsler og brændenælder, gemme mig imellem højt ukrudt og og være en lille bille, der kravler på jordbunden. Denne lille bille vil gerne drømme og prøve noget nyt og anderledes, men den er også bange. Den er bange for at gå uden for ukrudtshaven, for det kunne være den blev fundet og spist af en rovfugl. En gang imellem bliver jeg træt af ukrudtet og vil have det væk, men rødderne er blevet for store, og mine fingre er ikke stærke nok til at hive dem op.
Men jeg kender andre historier.
I sidste indlæg fortalte jeg om, hvordan jeg oplevede en kunde skælde ud på en ung kasseassistent. Fordi jeg selv har lidt erfaring med at være kasseassistent, kaldte Jesus mig til at trøste hende, tale med hende og måske oven i købet bede for hende eller fortælle hende om Jesus. Jeg må desværre bekende at jeg syndede. Jeg er ked af, at jeg ikke adlød ham. Jeg kom til at synde, fordi jeg var chokeret, genert og bange. Jeg er så træt af min generthed, og Jesus har fortalt mig, at det er frygt, der begrænser mig og holder mig tilbage. Jesus kalder mig til at komme ud af min comfortzone, hvilket jeg gerne vil adlyde. Så det vil være grunden, hvis jeg pludselig gør vilde ting. Jeg ønsker at omvende mig fra min tilbageholdende, selvudslettende og frygtsomme adfærd.
Seneste kommentarer