I dag er det rengøringsdag hos mig igen, og jeg må nok sande jeg ikke når omkring alle støvkorn. På min tur rundt i stuen strejfer mit blik én bestemt bog. I bogen er masser af historier om store personligheder, og en af historierne handler om en mand, der hedder Job. Så jeg kan allerede nu afsløre, at dette indlæg ikke omhandler en nyhed om, at jeg har fået fast job. Men om at jeg kom til at tænke på denne mand Job (udtales med langt o [jooob] ), da jeg fik en fin hilsen som kommentar til artiklen,  “Er du en nullermand?”, fra en gammel bekendt. Hun satte tankerne i gang hos mig, og i stedet for at ignorere mine tanker, fulgte jeg dem hele vejen til verdens ende.

Tilbage til Job. Job var en meget rig mand. Han havde mange husdyr, ti børn, en kone og derudover opførte han sig pænt. Han var både meget religiøs og havde en stærk moral. På en meget mærkelig og uretfærdig måde mistede han alt. Han mistede alle sine husdyr og ansatte, de fleste af sine børn, blev alvorligt syg, fik ikke meget støtte af sin kone og blev svigtet af sine venner. Job stod i en svær lidelsesfuld tid. Han begyndte at tvivle og fik svært ved at finde meningen med sit liv, han mistede lysten til at leve. Trods al modgang holdt han dog ud, han gav ikke op og mistede ikke håbet eller sin tro på Gud. Historien slutter med, at Gud bønhører Job, og han får alt igen og mere end det. Han får husdyr, børn og sit helbred igen.

Jobs bog er en kontroversiel og besynderlig historie, og det er desværre langt fra sådan, at man altid kan få alt det, man har mistet, tilbage – eller mere end det. Men jeg synes jeg kan identificere mig med Job, og jeg vil heller ikke give slip på mit håb og min tro.

Frygt

Jeg har mit håb og min tro, men det betyder ikke, at jeg ikke er bange for noget. Førnævnte bekendte skrev til mig, at selv hvis jeg mistede alt, havde jeg uendelig værdi. Og jeg mener hun har ret. Men hvad hvis jeg mistede alt? Jeg ved, at man ikke kan plante et træ, der af sig selv giver masser af fuldmodne jobs, og jeg ved, at min støtte fra det offentlige ikke kan vare ved. En dag lukker kassen sig for mig, uanset om jeg har fundet mig et arbejde eller ej. Jeg kan ikke benægte min frygt for at miste, men ser den i øjnene. I stedet for at flygte fra min frygt, observerer jeg den og ser, hvor den går hen. Hvad hvis jeg mister alle mine kære, alle mine ting, alle mennesker rundt om mig? Hvad hvis jeg er det eneste menneske tilbage på jorden? Så ville jeg være en feminin udgave af Palle alene i verden. Hvad var Palles aleneverden? Det var en drøm. Hvad hvis der slet ingenting var, og hvad var der, før vores verden opstod? Jeg kan ikke forestille mig det, det bliver ubegribeligt for mig. Hvis jeg laver en helt urealistisk udgave af genstanden for min frygt, så er det hele måske ikke mere så skræmmende. Hvis jeg så beder min frygt om at gå et par skridt tilbage igen, så står jeg her alene, men trækker vejret og sanser mine omgivelser. Mit hjerte slår og pumper blodet rundt i min krop.

Ude i rummet er alle mennesker små som støvkorn. Men ved du, at du er et mirakel?  Du er til, fordi din mor og far mødte hinanden og besluttede sig for at få et barn. Fra den beslutning var rejsen lang endnu. Kun en gang om måneden har kvinden ægløsning. Når manden har udløsning, er der kun én (hvis den kan nå frem) ud af 300 millioner sædceller, der befrugter ægget. Derefter er det en celle der skal dele sig igen og igen. Og derfra lige indtil fødslen er der stadig meget, der kan gå galt. Men du sidder her. Du trækker vejret. Selv hvis du mister alt, har du uendelig værdi.