Jeg gik ud i min have og hvilede mig under det store æbletræ. Jeg var sulten og kedede mig. Et æble faldt ned og landede i mit skød. Mit hjerte hoppede af glæde. Det så flot og saftigt ud. Jeg tog en stor bid af æblet, og jeg så alt. Jeg faldt i søvn. Der var en ordløs larm. Stilhed. Mørke. En dør åbnede sig til en anden verden. Der var snedriver og stejle klipper. Ingen blomster, intet vand, kun mit ansigts sved. Jeg bliver til en sten. Det støver. Hvad er det her for noget?
Mærk dig, min Søn, mine Ord, bøj Øret til, hvad jeg siger;
det slippe dig ikke af Syne, du vogte det dybt i dit Hjerte;
thi det er Liv for dem, der finder det, Helse for alt deres Kød.
Vogt dit Hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer Livet. (Ordspr. 4,20-23)
I sidste indlæg skrev jeg om Berlinmurens fald, vores nutidige problemer med Putin, samt om dengang da Gud væltede Jerikos mure. I dette indlæg vil jeg se på den kamp Jesu havde i Getsemane have, og jeg ser på det, at vi også i dag skal lade Gud nedbryde mure – igennem lovsang, bøn og faste. I slutningen af indlægget reklamerer jeg også for et initiativ taget af Fyns Valgmenighed , som foregår d. 3. november 2022.
Jesu kamp i Getsemane have
Jesus kæmpede mange kampe, men jeg vil her fokusere på dén skelsættende åndelige kamp, han havde i Getsemane have natten efter Skærtorsdag, hvor han sagde til disciplene, at brødet var hans legeme, og vinen var hans blod. Natten i Getsemane have var også natten, før han blev korsfæstet.
Getsemane have betyder ”oliepressens have”. Det var måske en have, hvor man pressede oliven til olie. Haven lå tæt på ørkenen og nogle minutter gang fra Oliebjerget, som både dengang og nu havde mange oliventræer.
Jesus vidste, hvad der ventede ham. Han blev grebet af en dødsangst, og han bad disciplene om at holde sig vågne og våge sammen med ham. Jeg forestiller mig, at han følte sig ensom i sin angst og lidelse, og havde brug for sine venner (disciplene), at de var der for ham og støttede ham og bad sammen med ham. Jesus var både Gud og menneske, og han måtte befinde sig i et kaos af tanker og tunge følelser. Mange tanker gik vel igennem Jesus. Jeg forestiller mig, at han den nat bad i mindst en time. Han kendte disciplenes svigt, de fristelser de mødte og alle de synder, deres kød bød dem. Han bad måske for forræderen Judas, og han bad nok også for Peter, der fornægtede ham, og for alle de andre disciple, som dén nat og dagen efter svigtede ham. Jesus tilskyndede disciplene til at holde sig vågne og bede:
”Simon, sover du? Kunne du ikke våge blot en time? Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.” (Mark 14,37)
Billedkilde: pixabay
Jesus var bange for smerten, lidelserne og for at dø. Han havde ikke lyst til at gå frivillig i døden. Mennesket i ham blev fristet til at vælge en nemmere vej, den menneskelige vilje og flygte ud i ørkenen eller op på oliebjerget – eller bruge sin guddommelige magt og tilkalde en hær af engle til at triumfere over alle sine modstandere. Men Jesus var uden synd og han levede meget tæt på sin Gud Fader og gjorde kun, hvad Han sagde. Jesus sagde, at hans mad var at gøre sin Faders vilje (Joh 4,34). Jesus bad den bøn, som vi altid må bede:
”Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.” (Mark 14,36)
Jesus var bange. Han var fortvivlet til døden(Mark 14,34), men han valgte at sige ja til sin Guds faders vilje. Han sagde ja til at give sig selv hen, blive pint og ydmyget for os. Han sagde ja til at dø for os. På vores vegne kæmpede han kampen mod synden, djævlen og døden. Den kamp vandt han, da han døde på korset og opstod fra de døde.
Seneste kommentarer