forsoning - Diakon og Skribent

I sidste indlæg skrev jeg om Berlinmurens fald, vores nutidige problemer med Putin, samt om dengang da Gud væltede Jerikos mure. I dette indlæg vil jeg se på den kamp Jesu havde i Getsemane have, og jeg ser på det, at vi også i dag skal lade Gud nedbryde mure – igennem lovsang, bøn og faste. I slutningen af indlægget reklamerer jeg også for et initiativ taget af Fyns Valgmenighed , som foregår d. 3. november 2022.

Jesu kamp i Getsemane have

Jesus kæmpede mange kampe, men jeg vil her fokusere på dén skelsættende åndelige kamp, han havde i Getsemane have natten efter Skærtorsdag, hvor han sagde til disciplene, at brødet var hans legeme, og vinen var hans blod. Natten i Getsemane have var også natten, før han blev korsfæstet.

Getsemane have betyder ”oliepressens have”. Det var måske en have, hvor man pressede oliven til olie. Haven lå tæt på ørkenen og nogle minutter gang fra Oliebjerget, som både dengang og nu havde mange oliventræer.

Jesus vidste, hvad der ventede ham. Han blev grebet af en dødsangst, og han bad disciplene om at holde sig vågne og våge sammen med ham. Jeg forestiller mig, at han følte sig ensom i sin angst og lidelse, og havde brug for sine venner (disciplene), at de var der for ham og støttede ham og bad sammen med ham. Jesus var både Gud og menneske, og han måtte befinde sig i et kaos af tanker og tunge følelser. Mange tanker gik vel igennem Jesus. Jeg forestiller mig, at han den nat bad i mindst en time. Han kendte disciplenes svigt, de fristelser de mødte og alle de synder, deres kød bød dem. Han bad måske for forræderen Judas, og han bad nok også for Peter, der fornægtede ham, og for alle de andre disciple, som dén nat og dagen efter svigtede ham. Jesus tilskyndede disciplene til at holde sig vågne og bede:

”Simon, sover du? Kunne du ikke våge blot en time? Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.” (Mark 14,37)

Billede af <a href="https://pixabay.com/da/users/pexels-2286921/?utm_source=link-attribution&utm_medium=referral&utm_campaign=image&utm_content=1868418">Pexels</a> fra <a href="https://pixabay.com/da//?utm_source=link-attribution&utm_medium=referral&utm_campaign=image&utm_content=1868418">Pixabay</a> — Billedkilde: pixabay

Jesus var bange for smerten, lidelserne og for at dø. Han havde ikke lyst til at gå frivillig i døden. Mennesket i ham blev fristet til at vælge en nemmere vej, den menneskelige vilje og flygte ud i ørkenen eller op på oliebjerget – eller bruge sin guddommelige magt og tilkalde en hær af engle til at triumfere over alle sine modstandere. Men Jesus var uden synd og han levede meget tæt på sin Gud Fader og gjorde kun, hvad Han sagde. Jesus sagde, at hans mad var at gøre sin Faders vilje (Joh 4,34). Jesus bad den bøn, som vi altid må bede:

”Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.” (Mark 14,36)

Jesus var bange. Han var fortvivlet til døden (Mark 14,34), men han valgte at sige ja til sin Guds faders vilje. Han sagde ja til at give sig selv hen, blive pint og ydmyget for os. Han sagde ja til at dø for os. På vores vegne kæmpede han kampen mod synden, djævlen og døden. Den kamp vandt han, da han døde på korset og opstod fra de døde.

I en anden have gik det helt anderledes.

Læs mere

Jeg skubber cherrytomaten og icebergsalaten væk fra den brune sauce og kigger ud over forsamlingen. De ligner sig selv, min klasse og parallelklasse, de ser bare voksne ud. Snakken går lystigt, de fortæller hinanden, hvad de har uddannet sig til, hvad de arbejder som og hvor mange børn de har fået. Nogle er blevet boende i barndomsbyen, andre er rykket til større byer. Jeg udveksler lidt erfaringer med en veninde. Et par stykker fremfører en sketch, en parodi på vores fysiklærer og en gymnastiklærer. Jeg griner inde i mig selv. Da klapsalven stilner af, opdager jeg, at vi alle stadig har vores masker. Ikke bare har vi taget dem med, men vi har også taget dem på. Jeg funderer over, hvorfor man i en klasse har det med have roller. Der er den sjove, den kloge, den søde, den larmende, den alvorlige, den smilende og den stille. Vi har vores masker, nogle har selv valgt den, andre har fået den, og nogle kan nemt kaste masken fra sig igen, mens andres masker har det med at klistre fast. Jeg tænker tilbage på nogle episoder og tænker over, hvordan jeg kunne have gjort eller sagt noget anderledes, men erkender også, at det var sådan, fordi der var ting man som 10-årig ikke havde lært. Jeg drikker den sidste slurk af min cola og kigger op på manden, der nu står foran mig. Først kan jeg ikke genkende ham. Jeg har ikke set ham i ca. 12 år. Han er vist blevet højere og har taget lidt på. Så ser jeg hans ansigt. Det er ham. Han siger, han har læst et af mine blogindlæg og fortæller det har hjulpet ham med nogle ting, og han siger undskyld. Jeg smiler og takker for undskyldningen. Jeg siger, jeg for længst har tilgivet ham, og jeg siger, at jeg er glad for, at han kunne bruge mine ord til noget.

Jeg slår øjnene op og rejser mig op på albuerne. Jeg føler mig lettere og lysere indeni. Jeg minder mig selv om, at min skoletid for længst er slut, og jeg kan starte på en frisk. Jeg kan starte på en frisk nu, fordi jeg er blevet forsonet med en person fra min fortid. Jeg er blevet forsonet med min fortid. Det er virkeligt for mig, selv om det var en drøm eller en rejse til en anden dimension. Jeg har tilgivet nogle personer fra min fortid, og jeg har tilgivet mig selv. Der er mange ting, jeg gerne ville have gjort anderledes, men fortiden er förbi. I dag kan jeg gøre tingene anderledes. I dag er anderledes. Jeg vil gå videre, jeg vil være mere glad og grine højt. Flere af de veje jeg går, vælger jeg selv. Jeg vil i højere grad selv vælge mine masker – og huske at tage dem af.

Hvis vi kan acceptere og slippe vores fortid, kan vi nemmere opnå det vi gerne vil. Så kan vi nemmere søge job, møde nye mennesker og udvikle os.

Tag: forsoning

Tear down this wall (2)

Jesu kamp i Getsemane have

Tilgivelse

Seneste indlæg

Seneste kommentarer

Arkiver

Kategorier

Abonnér på nye indlæg

Brugermenu