Da jeg var barn, var det Take That, Boyzone og Backstreet Boys, der var genstand for pigesuk, hvin og hengivelse. Nogle af mine veninder havde tapetseret deres værelser med plakater af disse unge fyre. Det var ikke verdens bedste musik eller sangstemmer, men jeg kunne godt se, at der var nogle af fyrene, der havde et sødt smil og et glimt i øjnene. Det kunne man ikke stå for. Disse unge fyre boede i et andet land end Danmark, og der var ikke internet, hvilket betød, at man ikke vidste så meget om dem. Jeg har for længst glemt Howards livret, Garys yndlingsfarve og Mikes motto. Der skulle ikke så meget til, før man så lidt op til nogen. De skulle bare se godt ud, have et glimt i øjet og gerne være dygtig til noget. Jeg kan huske min betagelse af filmstjerner, supermodeller og sportsstjerner. Når man er 12 år, tænker man ikke over, at ens idoler er mennesker ligesom en selv, og at man faktisk ikke kender stjernerne personligt.

I dag er det Justin Bieber og One Direction, der er det store hit. Måske er der ikke så meget, der har ændret sig fra dengang til nu. Jeg tror, det er naturligt at have idoler eller forbilleder man ser op til. Jeg har også forbilleder i dag, men min indstilling til mine forbilleder er anderledes fra dengang. Jeg ved, at berømtheder er uperfekte mennesker ligesom dig og mig. Jeg ved, at ingen mennesker ser smukke og oplagte ud med morgenhår og søvnrander under øjnene. Jeg ved, at nogle af mine forbilleder er fremmede mennesker, og der er en masse ting jeg ikke ved om dem. Mine forbilleder er mennesker jeg lærer noget af og som inspirerer mig og måske opmuntrer og motiverer mig til at følge mine drømme, mit hjerte og gøre mit bedste.

Min mormor

Et af mine store forbilleder er min mormor. Hun boede sammen med min morfar, som var radio- og tvforhandler, i en lille lejlighed sammen med deres 8 børn. De havde ikke mange penge, men de åbnede tit deres hjem for venner, bekendte og fremmede. Min mormor og morfar var nogle af de første, der havde fjernsyn, og de fik ofte gæster på besøg, som kom for at se fjernsyn. Min mormor lavede også frivilligt arbejde. Min mormor kom i Indre Mission, men det eneste synlige tegn på hendes religiøsitet var, at vi nogle gange sang bordvers ved middagsbordet. Når vi sad ved bordet, holdt hun hele tiden øje med vores tallerkner, at de ikke var tomme. Det var vigtigt for hende, at vi alle blev mætte. Når hun i nyhederne hørte om kriminalitet eller vold, og når hun så vold i en serie eller film, blev hun meget berørt. Jeg husker, hun ofte sagde med bestemt tonefald, at hun var rig, for hun havde så mange børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn.

Min mor har senere fortalt, at min mormor havde haft flere hårde graviditeter, hun havde flere gange været syg, og nogle af naboerne havde set skævt til min mormor og morfar og deres børn. Mit mormors liv var ikke et liv uden modgang og bekymringer, men jeg husker hende som et meget positivt, gavmildt og taknemligt menneske.

Jeg ved, at jeg aldrig kan blive min mormor, men hun er min inspirator og et af mine store forbilleder. Hvem er dit forbillede?