Dette indlæg er en efterfølger til indlægget ”Job og støvkorn”. Jeg har ikke kunnet slippe tanken om lille Palle alene i verden. Et andet menneske, som var helt alene var Adam. Jeg vil digte videre på historien om Adam. Adam var en 5-6-årig dreng, da han kom som det første menneske på jorden. I starten spænede han nysgerrigt rundt imellem busk og krat. Han klatrede i egetræer, plukkede brombær og lavede hovedspring i floden. En dag opfandt han en bold, som han kastede op af en klippeside. Nogle gange fik han bolden i hovedet, men efterhånden blev det meget forudsigeligt, hvor bolden landede. Andre gange opdagede han ikke, at bolden manglede luft eller at den var punkteret, og han tænkte ikke på at udskifte bolden og kendte ikke til alle de ting, man kunne gøre med en bold. I det hele taget var der ingen at kaste bolden til, grine sammen med eller dele oplevelser med. Der var ingen, der lignede ham. Engang faldt han ned fra et træ og landede på en stor sten ved floden. Han havde slået sin fod, og det var tæt på, at det kunne have gået meget galt. Da var det, at Gud ”sagde, at det ikke var godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham” (Mos 1, 2:18). Da var det, at Eva kom.
Jeg har ikke prøvet at være alene i verden, men der har været perioder i mit liv, hvor jeg har trisset lidt for meget rundt med mig selv. Som personlig sælger af arbejdskraft har jeg ikke haft et fast sæt kolleger (eller studiekammerater), hvilket har betydet, at jeg masser af gange har skulle sige goddag og farvel. Det er aldrig sjovt at sige farvel til en god kollega eller medkursist. Det kræver en indsats fra min side at skabe og vedligeholde et netværk. Jeg bliver nødt til selv at være opsøgende og tro på, at jeg kan bidrage med noget, også selv om jobcenter og A-kasse puster mig i nakken og afslag nr. 257 dumper ind i indbakken.
Som personlig sælger af arbejdskraft får man ofte at vide, at man skal netværke en hel masse, fordi netværk ofte er vejen som job. Jeg mener netværk er vigtigt, fordi det er ikke godt for mennesket at være alene. Når jeg er sammen med mine venner, familie og mand, bliver min bold grebet, jeg får nye bolde, lærer at kaste og gribe på andre måder, og det er bare sjovere at spille bold sammen med et andet menneske end op ad en mur. Og hvis jeg falder, er der en, der kan hjælpe mig op. I mine positive relationer får jeg energi, ro, kraft, mentalt næring, læring og erkendelse – og meget mere. I disse relationer bliver jeg mig selv. Tosomhed bliver til enhed. Med disse ord opfordrer jeg dig til at holde kontakten med den eller de personer, der inspirerer dig, får dig til at grine, gør dig glad, lytter til dig eller forstår dig.
”Hellere to end én, de får god løn for deres slid. For hvis de falder, kan den ene hjælpe den anden op.” (Præd. 4:9-11)
Seneste kommentarer