En rejse i Tro og Kreativitet

Tag: Bøn

I skyggen af dine vinger

Solen skinner
På de foldede hænder
Jeg er kun støv

 

Himlens forhæng
revet itu
Hovedet fyldt
Med dit ord
Dagen sover ikke mere
Venter på lammet
Med bøjede knæ
jeg ligger stille
i skyggen
Af dine vinger

 

Kun du, Herre, kan slukke
Tørsten
I min sjæl
Evige du
Du, den eneste Gud
Du er mit liv og mit lys
Du er den du er

Røvekuler og bedehuse

v12 Så gik Jesus ind på tempelpladsen, og han jog alle dem ud, som solgte og købte dér, og han væltede vekselerernes borde og duehandlernes bænke,v13 og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal kaldes et bedehus.‹ Men I gør det til en røverkule.« v14 Og blinde og lamme kom hen til ham på tempelpladsen, og han helbredte dem. v15 Men da ypperstepræsterne og de skriftkloge så de undere, han gjorde, og da de så børnene på tempelpladsen, som råbte: »Hosianna, Davids søn!« blev de vrede, v16 og de spurgte ham: »Hører du ikke, hvad de siger?« Men Jesus svarede dem: »Jo, har I aldrig læst: ›Af børns og spædes mund har du beredt dig lovsang‹?« v17 Og han forlod dem og gik uden for byen til Betania og overnattede dér. (Matt 21:12-17)
Også i 2016 siger Jesus: “Mit hus skal kaldes et bedehus. Men I gør det til en røverkule.” Det handler ikke bare om handel og marked, men hvad der egentlig foregår i kirken. Nogle steder er kirker kulturhuse i stedet for bedehuse. Der er masser af koncerter, foredrag, sangaftener og litteraturkredse. Det er ikke galt i sig selv, men det er galt, hvis det tager fokuset væk fra Jesus. Det er galt hvis humanisme og verdslighed fylder, men ikke bøn og evangeliet om Kristus. Kirkerne skal være Kristuscentrerede, og Kristus skal være fundamentet i hjørnestenen i kirken, for det er Jesus det hele handler om, og det er Gud, som bygger kirkerne.

Læs mere

Skal vi holde op med at bede?

En morgen blev jeg vækket af en dunk lyd. Det var Marco, der bankede på ruden. Han kaldte ikke på mig, for engang kom han til at støde sammen med min fars boremaskine. Marco fik beskadiget sit stemmebånd.
Jeg ilede hen og åbnede terassedøren for ham. Han kom ind fra regnen og smøg sig rundt om mine ben, mens han spandt.

Han blev ved med at banke på ruden med sin pote, for han havde en tillid til, at jeg ville stå op og lukke ham ind.
Jeg husker en historie om en enke, som igen og igen bønfaldt en streng dommer om hjælp.

Læs mere

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders NorenOp ↑