En rejse i Tro og Kreativitet

Tag: Bibelen

Hvad er tid i Guds rige?

Se på sneglen.

Jeg ved ikke, om en snegl på vejen er tegn på regn i Spanien, men læg dig i det grønne græs. Se på sneglens gliden hen over asfalten. Ser det langsomt ud?
Snegle er snegle. Det er tempoet for en snegl. En snegl er ikke langsom. For sneglen er hverken hurtighed eller langsomhed et begreb.
Jeg ved ikke, hvad en snegl tænker. Jeg ved ikke, om den tænker. Gør du?

Guds opfattelse af tid og tempo er anderledes fra vores tankegang. For Gud er tusind år en dag. Gud kan virke hurtig, og han kan virke langsom. Måske er hurtighed og langsomhed ikke begreber i Guds tankegang.

“For jeres planer er ikke mine planer,

og jeres veje er ikke mine veje,

siger Herren;

 for så højt som himlen er over jorden,

er mine veje højt over jeres veje

og mine planer over jeres planer.” (Es 55,8-9)

Nogle gange skal vi se på myren. Andre gange skal vi se på sneglen. Men vi er hverken myrer eller snegle. Vi er mennesker, og vi skal læse i Bibelen og se på Jesus, som er Gud og menneske.

Hastværk er lastværk. I Bibelen står der, at de som har hastværk, vil komme til at mangle:

”Den flittiges planer fører til gevinst,

men enhver, der har hastværk, kommer til at lide mangel.” (Ordspr 21,5)

Vi må vente.

En mand havde været syg i 38 år, da Jesus kom og helbredte ham (Joh 5,5-9).

Undervurdér ikke Guds gerninger. Nogle gange sker f.eks. helbredelser hurtigt, som for den kongelige embedsmands søn:

  “Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden.  Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.«  Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.«  Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik;  og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live.  Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.«  Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.«” (Joh 4,47-53)

Gud formår at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår (Ef 3,20).

Vi lever i en tid og verden, hvor mange af os hurtigt kan skaffe os noget mad, hvis vi er sultne. Digitaliseringen gør, at vi hurtigt kan finde svar på et spørgsmål, og nyhederne når ud til os, imens de sker. Vi svarer på Facebookkommentarer, før vi når at tænke os om.
Det nemme og det hurtige kommer i højsædet.

Gud er anderledes end verden.

Ofte må vi vente.

Abraham var over 80, da han fik Isak. Jøderne var i Egypten i 400 år. Moses og hans folk levede fyrre år i ørkenen, og mange af dem nåede aldrig til det forjættede land. Profeterne i Det gamle testamente profeterede Messias’ komme, men der gik mange år, før Jesus blev født.
Jesus siges at have været over 30, da han begyndte på sin tjeneste.
Efter at Jesus var faret til himmels, blev disciplene i Jerusalem og ventede i fyrre dage, før de fik kraft (Helligånden) til at gå ud og dele evangeliet og sprede Guds rige.  

Vent på Gud. Vær stille for Gud.


Jesus, dine tanker er anderledes fra vores tanker. Lær os din vej. Lær os at vente. Hjælp os med at vente på dig.

Fra det dybe råber jeg til dig, Herre.

 Herre, hør mit råb,

lad dine ører lytte

til min tryglen!

 Hvis du, Herre, vogtede på skyld,

hvem kunne da bestå, Herre?

 Men hos dig er der tilgivelse,

for at man skal frygte dig.

 Jeg håber på Herren,

min sjæl håber;

jeg venter på hans ord,

 min sjæl venter på Herren

mere end vægterne på morgen,

end vægterne på morgen.

 Israel, vent på Herren,

for hos Herren er der troskab,

hos ham er der altid udfrielse.

 Han udfrier Israel

fra al dets skyld. (Sl 130)

Hvad er det, som gør os rene? (Del 3)

Sidste indlæg handlede om, hvorfor vores hjerter er bedrageriske. Dette indlæg er sidste del af serien om, “Hvad er det, som gør os urene?” Lad os se på, hvorfor der alligevel er håb.

Loven bliver skrevet på hjerter

Vi får at vide, at vi skal være helhjertet med Gud, og vi skal elske Ham af hele vores hjerte. I hele Det Gamle Testamente læser vi om, hvordan jøderne gang på gang mislykkes med at overholde loven og elske Gud.

Det er nedslående at kende buddet om helhjertethed, om at sætte Gud først og elske Gud af hele sit hjerte, når vi ved, at vores hjerter er bedrageriske og syndige.  Det er aldrig noget, som bliver nemt eller naturligt for mennesket, for kødet vil fjendskab med Gud (Rom 8,7).

Dog finder vi budskaber om nyt liv og nyskabelse i Bibelen. Mange år før Jesu fødsel og Helligåndens komme, profeterede Ezekiel om dåben (”rent vand”), og at vi ville få Helligånden (“ny ånd”):

”Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder;  jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød.  Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud.” (Ezek 36,25-27)

Jesus tog vores straf for vores hjerters synd og bedrag, så vi ved hans blod helt ufortjent – ved nåde – blev frelst. Når vi tror på, at Jesus døde for os, gør hans retfærdighed os retfærdige, selv om vi ikke formår at overholde loven. Når vi tror på Jesus, får vi Helligånden. Ved Helligånden bliver Guds kærlighed udgydt i vores hjerter (Rom 5,5), og Helligånden skriver loven på vores hjerter (1 Kor 3,3 og Ezek 36,27). Dermed bliver det nemmere for os at overholde loven. Uden Helligånden er det umuligt.

I Johannesevangeliet finder vi en slags parallel til vigtigheden af tillid til Gud, som det er beskrevet i Jer 17,5-10. Jesus taler om, at den som tror på ham, skal ikke tørste (Joh 4,14), og han fortæller i Joh 15, at Han er det sande vintræ. Når vi tror på Ham og ved Helligånden holder os tæt til Ham, vil vi bære meget frugt. Skilt fra Jesus kan vi intet gøre (Joh 15,1-8).

Et andet sted i Bibelen læser vi om et træ, der er plantet ved en bæk.

Læs mere

Hvad er det, der gør os urene? (del 2)

Del 2 kommer noget forsinket denne gang. Jeg har været forhindret af et hold i nakken (som stadig driller mig lidt) og andre uforudsete omstændigheder.

”Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?” (Jer 17,9)

Hvis du leder efter en videnskabelig eller biologisk artikel, må jeg skuffe dig. Da jeg skulle til eksamen i biologi i gymnasiet, trak jeg emnet ”hjerte og blodkredsløbet”. Jeg fik kun 6 (efter den gamle karakterskala).

I mit sidste indlæg skrev jeg om farisæernes og de skriftkloges hykleri, om at deres adfærd er en advarsel til os kristne. Jeg skrev om, at det ikke er det ydre, som gør et menneske urent, men det er hjertet, som gør mennesket urent. I dette indlæg vil jeg skrive mere om det menneskelige hjerte.

Dette indlæg tager udgangspunkt i, hvordan det vestlige samfund i dag ser på hjertet (ikke fra en biologisk synsvinkel), og hvad Bibelen siger om hjertet.

Jeg var barn i 1980’erne og starten af 1990’erne, og allerede dengang var vores samfund et individualistisk konkurrence- og præstationssamfund. Der var altså allerede dengang et stort fokus på det enkelte individ. Allerede i 80’erne var idealet, at den enkelte blev så dygtig som muligt og præsterede så meget som muligt. Allerede dengang var mange af os optaget af, at vi gerne ville se smukke ud, blive dygtige til så mange ting som muligt, få en spændende uddannelse og imponerende karriere. Jeg konkurrerede med de andre på min egen alder, og jeg sammenlignede mig selv med dem. Der var et stort fokus på individet, og hvad det selv ville og havde lyst til – og det var længe før de sociale medier og realityprogrammer så som X-factor og Den Store Bagedyst. Allerede da jeg var barn, var der mange penge i kurser i personlig udvikling.

Selvcentreringen er blevet værre, men flere er begyndt at se, at noget er galt.

Sportsjournalisternes yndlingsspørgsmål er ”hvad føler du lige nu?” Jeg har altid tænkt, at enten kan journalisterne ikke aflæse kropssprog og ansigtsmimik, eller at det er verdens dårligste klichéfyldte spørgsmål. Det er tydeligt at se, at taberen er skuffet og er sur eller græder, og det er tydeligt at se, at vinderen hopper og græder af glæde og forløsning eller lettelse.

Fra en tidlig alder lærer børn at tænke efter og mærke efter, hvad de selv tænker, mener, føler og har lyst til. Det er godt, at børn lærer at tænke selv og være kritiske, men det har taget overhånd. En 3-årig kan ikke vælge, hvad han vil have at spise til aftensmad. Det er op ad bakke at undervise en 1. klasse, som er ”i ungdomsoprør” og mener alt skal forhandles og diskuteres.

Alt dette tænken og følen efter har en paradoksal effekt. Man bliver forvirret, bliver måske bange, i hvert fald overvældet og man får at vide, at man SKAL tænke og man SKAL have en mening. Pludselig foregår alt oppe i hovedet, vi sidder ved en skærm hele dagen, hører om tusinde forskellige meninger og tanker, som påstår, at de har sandheden. Stilhed bliver en sjældenhed, og det bliver sværere at mærke det dybeste eller inderste.

Svend Brinkmann har fat i noget af det rigtige, når han siger, at vi holde op med at mærke så meget efter i os selv.

Det er klart, at der findes intuition, og vi skal ikke ignorere vores følelser, men vi kan ikke stole 100 % på vores menneskelige følelser. Følelser svinger frem og tilbage. I starten af dagen er jeg glad og i slutningen af dagen er jeg trist, og det er normalt, at følelser ikke er konstante.

Vi hører tit udsagn som ”følg dit hjerte”, ”hvad siger dit hjerte dig?” og ”lyt til din mavefornemmelse.”

Jeg har ikke selv tænkt dette til ende. Der vil være nogle gange, hvor vi skal lytte til vores hjerte, men det generelle billede er, at vi ikke kan bygge vores liv eller beslutninger på flygtige følelser. Jeg er selv en sensitiv person, og jeg har ikke selv grebet det eller forstået det. Dog er det en lettelse, at det ikke er mine egne følelser og tanker, som definerer sandheden og virkeligheden.

Hvad skal vi gøre, hvis alt er relativt, hvis vi bliver omgivet af adskillige skærme og tusinder af stemmer, og vi ikke kan basere vores liv på spørgsmålet: ”hvad føler jeg lige nu?”

Skal vi virkelig ikke følge vores hjerte?

Bibelen om vores hjerter

Gud skabte verden og mennesket, og Han så, at det var godt. Vi er skabt i Guds billede, og det gode findes i vores hjerter. Dog blev mennesket fristet og faldt i synd, da Adam og Eva spiste af den frugt Gud havde sagt, de ikke måtte spise.

”Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?” (Jer 17,9)

Jesus er ikke uenig med dette udsagn, som vi finder i Jeremias’ bog. Jesus siger:

”det, som kommer ud af munden, udgår fra hjertet, og det gør et menneske urent.  Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser.” (Matt 15,19)

Hvis vi tænker på syndefaldet, hvad var det Eva tænkte om at spise af den frugt, hun ikke måtte spise af?

”Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste.” (1 Mos 3,6)

Eva så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på.

Vi tager ikke afstand fra at synde, for vores natur er syndig. Vi får lyst og vi begærer, og derfor bliver vi fristet til at gøre noget, som ser godt ud eller føles godt. Jakob i Jakobsbrevet beskriver fristelsen og synden således:

”Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én;  når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død.” (Jak 1,14-15)

Hvorfor er falsk forkyndelse tillokkende og ”farlig”?

I 2. Timotheusbrev finder vi en advarsel om den falske forkyndelse, som også gælder i dag:

”der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører.” (2 Tim 4,3)

Falske lærere forkynder en delvis sandhed. De fortæller os, at det går da meget godt for os. De fortæller, at hvis vores tro er stor nok, kan vi helbrede. De fortæller os, at når vi er kristne, vil vi være lykkelige, vi vil være materielt rige, vi vil blive populære og vi vil ikke opleve nogle sygdomme eller nogen modgang.

Virkeligheden ser anderledes ud. Den falske forkyndelse vil plukke Bibelcitater ud, men forkyndelsen vil være ubibelsk. Se på Jesu liv. Jesus mødte masser af modstand, had, forfølgelse og lidelse. Jesus gav afkald på konge-statussen (Fil 2,7), og da han mødte døden på et kors, var han over hovedet ikke populær – alle hans venner havde forladt ham. Jesus har sagt, at også hans disciple vil blive forfulgt. Hans disciple vil aldrig vinde hele verden, men verden vil hade dem (Joh 15,18-21). Det skal vi være villige til at stå i, hvis vi vil være hans disciple:

”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig.  For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det.  For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv?” (Luk 9,23-25)

Dét er ikke noget, som glæder os. Dét er ikke noget, som tiltaler vores hjerter. Dét er ikke noget vi har lyst til, men det er efterfølgelsens vilkår. Har vi forstået, hvad det vil sige at fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge Jesus? Er vi villige til at miste vores liv pga. Jesus?

Læs mere

Den 17-årige ensomme digter, der ville læse hele Bibelen

 

Jeg har fortalt mit vidnesbyrd før, og mange af jer har læst det, men jeg har følt mig ansporet til at fortælle det igen.

Jeg har en far, som jeg ikke altid har kendt. Det jeg vidste om ham var begrænset, og han var ikke en del af mit liv. Jeg levede hele min barndom uden ham. Der var en uendelig tomhed inde i mig. Jeg havde en dyb længsel, som ikke kunne finde sit hjem. Jeg søgte og søgte i alle filosofier og nærmest alle trosretninger, men jeg forblev tom.

Og jeg hadede mig selv. Jeg ville ønske at jeg var ligesom de andre i min klasse. Udadvendt, glad, smilende, snakkende, men jeg var alt andet end det. Jeg var misforstået. Min tristhed blev opfattet som fjendtlighed. Min ensomhed blev opfattet som selvvalgt. Hvis folkeskolen var slem, så var gymnasiet endnu værre. Det med at drikke sig fuld, tage makeup på, gå til fitness, købe dyrt tøj og kysse en tilfældig fyr på en tilfældig aften i byen sagde mig intet. Men jeg sagde heller ikke noget. Det var ikke noget jeg selv havde valgt. Mine ord og følelser forblev bare inde i mig, helt skjult, og jeg kom længere og længere væk fra mine klassekammerater og fra mig selv. Jeg flygtede ind i Internettet, skrev med folk jeg aldrig havde mødt og fordybede mig i litteraturens verden. Dengang skrev jeg mange digte, men jeg var stadig tom og jeg hadede mig selv. Selvmordstanker blev ret familiære for mig. Ondskaben voksede inde i mig.

Læs mere

Huset på klippen

På vej hjem fra et julebesøg så jeg et plastiklegehus ligge ude på en mark. Julestormen havde kastet det lille hus langt væk fra dets have.
Jeg kommer i tanke om historien om de tre små grise og den store stygge ulv. To af grisenes huse holdt ikke til ulvens stormfulde pust, men det gjorde den sidste gris’, hvilket blev de alle tre grises redning.
Vi er ved at have spist de sidste brune kartofler og have ryddet gavepapiret af vejen. Flere har endda taget julepynten væk. Inden vi råber godt nytår og sender en nytårsraket af sted, er der mulighed for at stoppe op, en mulighed for at tænke tilbage og tænke frem. Der er noget at fortryde, noget at glæde sig over og noget at håbe på. Mange af os er spændte på, hvad det nye år bringer os af muligheder.
Lige nu har vi mulighed for at stoppe op og spørge os selv, på hvilket fundament vi bygger vores hus?

Jesus fortæller lignelsen om den kloge mand og hans holdbare hus:
v24 Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. v25 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. v26 Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. v27 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.« (Matt 7:24-27)

Jesus taler om, hvor vigtigt det er dels at lytte til Guds ord og også at handle efter dem. Jert hus skal bygges på Ordets klippegrund, som en salme lyder. Hvordan kan vi sørge for at læse i Bibelen, tage ordene til os, gemme dem i vores hjerter og handle på dem? Det første skridt må være at bede Gud om hjælp og også at læse i Bibelen. Vi kan ikke bygge vores hus eller vores liv alene. Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves (Sl 127:1). Det er Guds ord, som er fundamentet og byggestenene, og vi mennesker kan ikke bygge alene. “Enhver bør se til, hvordan han bygger. For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus” (1 Kor 3:10-12). Jesus er det Guds Ord som blev til kød og tog bolig i blandt os (Joh 1:14). Guds Ord og Jesus er altså udadskilleligt. Skrifterne vidner om Kristus. At bygge sit hus eller sit liv på Ordets klippegrund er altså at lytte til Guds ord og handle derefter, at lade Herren bygge og lade Jesus være grundvolden.
Hvordan er tåben, der bygger sit hus på sand? Svaret er oplagt: den som ikke kender Bibelen og ikke tror på Jesus. Men det er det er ikke den eneste tåbe.

Læs mere

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders NorenOp ↑