Kristne er befalet at udbrede evangeliet (Matt 28:18-20). Ud over det er befalet os, er der mange forskellige motiver for at dele evangeliet.
Når jeg taler med andre folk (hvad enten det er familie, venner eller fremmede), har jeg meget svært ved at dele evangeliet med dem. Jeg har svært ved at dele det med dem, som ikke er kristne og dem, som jeg ikke ved, om de er kristne. I mine offentlige skriverier, især på min blog, har jeg dog svært ved at lade være med at dele min tro og dele evangeliet. Jeg gør det, fordi jeg gerne vil dele noget, som er en stor passion og glæde for mig, og jeg gør det, fordi jeg tænker på, at der er nogle mennesker, som ikke kender Gud. Man kan sige det er en slags sorg for mig. Jeg føler sorg over, at der er nogle, som ikke kender Gud og måske ikke bliver frelst. Jeg føler sorg, fordi Gud sørger og savner sine børn.
Hvad er sorg? Sorg er at savne én rigtigt meget. Sorg er at være ked af at have mistet nogen (det kan også være skilsmisse, uvenskab, nogle bare har forladt nogen, gået væk, det kan også være nogen, der er rejst væk og ikke vil findes). At være i sorg er at føle sig uhel. Men der kan være håb i en sorg. Håbet er at se vedkommende igen i Himmeriget – eller i tilfældet at mennesket ikke er død, at vedkommende vil komme tilbage, at vedkommende vil én. At vedkommende vil huske én. At vedkommende vil give én en ny chance.
Der er forskel på, hvordan folk ser på Gud. Det kærlige Far-barn-forhold er anderledes end fremmed-fremmed-forholdet, sælger-kunde-forholdet, politi-borger-forholdet, politiker-borger-forholdet, rumvæsen-menneske-forholdet (findes der rumvæsener eller ej? Dvs. Findes Gud eller ej?), edderkop-menneske-forholdet, stol-menneske-forholdet og haglvejr-menneske-forholdet. Nogle af disse forhold kan man ikke kalde et personligt forhold. Gud er en far, og det er frygteligt for en forælder at miste sit barn. Gud vil gerne at hans børn i det mindste ringer eller skriver (beder og søger) ham. Gud vil gerne at hans børn bliver klar over at han er deres far. Der er forskel på Gudsbilleder.
På sin vis er alle mennesker Guds børn, men hvis de ikke vil være Guds børn eller ikke ved, at de er Guds børn, er de kun Guds børn i teorien, og da er det ikke en realitet for disse mennesker. De begynder at leve som, om Gud ikke eksisterer. Men håbet er ikke ude, for inderst inde er der i nogle af disse mennesker en søgen/en tørst/en længsel efter noget, som i virkeligheden er Gud. Som Augustin siger det: “ du (Gud) har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig.«
Læs mere
Seneste kommentarer