At sætte sig ved tasterne og møde stejle klippeskråninger. Mission impossible. Nej, ikke filmen. Impossible? Forkert. Mission I AM possible. Hvorfra kommer a’et? Fra alfabetet, fra klaveret, fra kammermusikken, fra a’et der skal siges, så munden kan åbnes? Fra appelsinerne? Nej. Fra det abstrakte? Nej. Fra anderledeshed? Nej. Fra akkusativ, ablativ? Nej. Fra råbet efter Abba? Ja. Det er Gud Fader, som siger I AM Possible. I AM. Jeg er. Jeg er mulighed. For mig er alt muligt, siger Gud. JAHVE. Han er den han er. Duelig, magtfuld, stærk, fuld af styrke. Så stærk at han kan vælge at være magtesløs, at han kan vælge at dø, at han kan vælge at ydmyge sig selv, at han kan vælge at ofre sig selv. Så stærk at hans nåde er ubetinget, hans kærlighed grænseløs. Så stærk at han kan tilgive. At han kan flytte bjerge. At han kan flytte grænser. At han kan elske de uelskede. At han er hos de som ingen vil være sammen med. Han er så hellig at han elsker alle. At han elsker hele sit skaberværk. Hele sin skabning uendeligt. Ubetinget. Lidenskabeligt. Han gik i magtesløsheden. Han gik i døden, men overvandt døden, synden, djævlen. Han er den stærkeste. Han er styrke. Ikke bare stærke overarme, men stærk. Almægtige Gud.
Men jeg er svag. Lille. Magtesløs. Skrøbelig. Skrantende. Skræppende. Syndfuld. Skamfuld. Jeg har mange torne. Jeg er ikke noget godt menneske.
Men jeg ser på Jesus. Jeg bliver tavs.