En rejse i Tro og Kreativitet

Tag: åbenbaring

Troen er en gave fra Gud

Tro er ikke en præstation, og det gælder heller ikke om at have en kæmpestor tro. Troen er gave fra Gud. Vi kan ikke af egen kraft tro eller give andre mennesker troen. Vi kan bede Jesus give os tro og hjælpe os med at tro – ligesom manden, der bad Jesus helbrede sin søn og bad ham om at hjælpe ham med at tro (Mark 9,24).

At Simon Peter troede på og bekendte, at Jesus er Kristus, Guds søn, skyldtes ikke noget menneskeligt. Det var Gud, som havde åbenbaret det for ham (Matt 16,15-17).

Efter at Jesus var opstået, var der flere af hans disciple, som havde svært ved at forstå alt det, som var sket. De havde svært ved at forstå, hvad det betød, og hvordan sammenhængen var med skrifterne. Jesus slog følge med dem og udlagde skrifterne for dem, uden at de var klar over, at det var Ham, som fulgtes med dem. Deres hjerte brændte i dem, da han åbnede skrifterne for dem. Han åbenbarede sig senere for dem og åbnede deres sind for skrifterne, så de kunne forstå dem (Luk 24,13-45).

Det er takket være Guds åbenbaring og troen, at vi “ser” Jesus for os. Det er Gud, som åbner Bibelen for os og hjælper os med at forstå den. Det kan vi ikke selv.

“Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” (Heb 11,1)

Håbet, tilliden, overbevisningen om og troen på, hvem Gud er, og hvad Han har gjort for os, er ikke noget vi har sanset, og vi har heller ikke tænkt eller følt os frem til det. Troen kommer ikke af noget menneskeligt. Tro er Guds åbenbaring for os ved Helligånden, og den er givet os ved hans nåde:

Hvad intet øje har set og intet øre hørt,

og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte,

det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham,

det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder. For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud. Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os.” (1 Kor 2,9-12)

Et studie af JHVH

Følgende indlæg er baseret på Bibelen og artikler på Biblehub.com, kristendom.dk og religion.dk.

Vi kender historien om Moses. Moses myrder en egypter, som havde slået en hebræer ihjel. Derefter flygter han og kommer til at bo og stifte familie i et land, som kaldtes Midjan.
På en ganske almindelig dag er Moses ude og vogte sin svigerfars får, og der er det at Moses møder Gud i en brændende busk. Dét er et helligt og frygtindgydende øjeblik. Gud fortæller Moses, at han har set sit folks lidelser og hørt deres klageråb. Gud kalder Moses til at føre dem ud af Egypten.
Moses spørger Gud
“Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?”
Gud svarede Moses:”Jeg er den, jeg er!” Og han sagde: sådan skal du sig til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.” (2 Mos 3:13-14)

“Jeg er den jeg er” og “Jeg Er” er en oversættelse af Guds navn JHVH. I Bibelen står der JHVH, og jøderne mener ikke må sige Guds navn, så i stedet siger de af ærefrygt Adonaj, dvs. Herren. Der er uenighed blandt forskerne, om hvordan JHVH ordet skal udtales. Nogle mener det er Jehova, men det er udbredt at mene, at det er Jahve. Det er den sidste tradition, jeg følger. Jahve betyder at være tilstede. Haja betyder at være. Jahve betyder “Jeg er”, “Jeg er tilstede”, “han er tilstede”, “han lader noget blive til”, “han er der” eller “jeg vil være det som jeg vil være.”

Ego eimi

I evangelierne, og især i Johannesevangeliet siger Jesus selv ego eimi, “jeg er”, “jeg er den jeg er” og “jeg er…”, jeg er den gode hyrde, jeg er livets brød, jeg er vejen, sandheden og livet. I Mark 14:62 spørges der “Er du Kristus, søn af den velsignede?” Hvorpå Jesus svarer, “det er jeg”, altså jeg er. På engelsk “I am”.
I Matthæusevangeliet kap. 14 er disciplene havnet i en storm på åbent hav. Et utroligt syn møder disciplene. De ser en skikkelse vandre på vandet, og de skriger af frygt.

Læs mere

© 2025 Diakon og Skribent

Tema af Anders NorenOp ↑