Dette er et udtryk vi alle har lært for snart tre måneder siden. Fandtes begrebet social distancing inden coronavirus? Jeg ved det ikke. Hvis det fandtes, ville jeg ikke bryde mig om det, heller ikke selv om jeg er indadvendt. Nu har de fleste af os taget social distancing til os: At distancere sig socialt, at holde sig på afstand fra andre mennesker og vente med de sociale sammenkomster. Nu skal vi være være sociale på afstand, på to meters afstand. Eller endnu bedre: at være sammen i telefonen eller via Internettet. At være sammen digitalt er ikke bedre end at være sammen fysisk, men det er nødvendigt. De fleste af os har taget det til os, for social distancing er et af de meget effektive redskaber vi kan bruge for at stoppe smittespredningen.

Danskernes måde at hilse på

For kort tid siden så verden anderledes ud. Meget har ændret sig på kort tid, erkendte jeg, da jeg læste en bog om Danmark. Bogen, “Til åpen mark, der ingen ting tynger”, er skrevet af min norske veninde, Åslaug Vevle, og den udkom i december 2019. Åslaug Vevle, som er 69 år, har været i Danmark ca. 40 gange. Hun har set og fotograferet de fleste steder i Danmark. Åslaug Vevle elsker Danmark, og Vestjylland har en hel særlig plads i hendes hjerte, for det er der nogle af hendes bedste danske venner bor. Det er spændende at læse om, hvordan en fra et andet land oplever Danmark. Danmark og Norge har meget tilfælles, men når jeg læser i Åslaug Vevles bog, viser det sig, at der også er mange forskelle.

Åslaug Vevle skriver om danskernes måde at hilse på (s. 38-39 i “Til Åpen mark,der ingen ting tynger”). Hun skriver om hvordan alle giver hinanden hånd når de mødes, også til folk de ikke kender. Til store familiefester er traditionen at man går rundt og giver hånd til alle, også dem man ikke kender, og også selv om man er den sidst ankomne (men ikke hvis man kommer rigtigt for sent – hvilket er meget pinligt – så nøjes man med at hilse på værten/værtsparret). Krammet er først blevet udbredt de sidste 20 år, i hvert fald i Vestjylland. Kram er blevet almindeligt imellem familie og venner, mens håndtryk er den gængse hilseform imellem fjernere familie, bekendte og fremmede. Åslaug Vevle skriver, at det særlige ved håndtrykket er, at det ledsages af særlig øjenkontakt. Det har jeg aldrig tænkt over før, men selvfølgelig er et håndtryk uden øjenkontakt koldt og upersonligt. Som barn gik jeg engang pligtopfyldende rundt og gav hånd til 50 hænder til en familiefest. Det var en grænseoverskridende oplevelse for generte mig, og jeg husker kun en masse hænder, for jeg glemte at kigge op på øjnene, der var for enden af de 50 hænder.

Jeg er præget af de vestjyske traditioner, som jeg er vokset op med. Jeg vil helst nøjes med at kramme min nærmeste familie og bedste venner. Da jeg boede i Kbh., erfarede jeg, at kriterierne for kram var mindre. Jeg kan huske at jeg var sammen med mine venner, og en af mine venner havde en af sine venner med, som jeg ikke havde mødt før. Uden tøven krammede min vens ven mig, inden vi var blevet præsenteret for hinanden. Dengang oplevede jeg det som en grænseoverskridelse at blive krammet af en som jeg ikke kender, men jeg har forståelse for, at normerne er anderledes i København. Jeg trives med at bruge håndtrykket. Dog synes jeg det er hårdt at gå runden og give hånd til alle til en stor familiefest.

Hvordan kan vi være nærværende over for hinanden?

Siden coronavirussen kom ind i vores land, har alt på kort tid ændret sig. Så længe der ingen vaccine er, er det, med mindre det er ens nære husstand, som man bor sammen med, så er kram og håndtryk et no go. Vi må ikke gå tættere på hinanden end 2 meter. Der kan gå et eller to år, før der kommer en vaccine. Selv efter der er kommet en vaccine, er det måske slut med håndtryk, for der kan komme nye virusser og epidemier, og social distancing har også vist sig at nedbringe tilfældene af influenza, som også er farlig for en gruppe i befolkningen.
Mine forældre og svigerforældre har en alder og en af dem sygdomme, der gør at de er meget sårbare over for coronavirus, hvilket betyder at jeg ikke må kramme dem. Det er en svær situation, og vi må tænke i nye baner for at finde ud af hvordan vi kan være nærværende på afstand.
I det hele taget må vi finde ud af, hvordan vi skal hilse på hinanden fremover? Jeg ønsker at vi i Danmark finder en fælles form for hilsen, hvor vi både kan undgå at røre hinanden og komme for tæt på hinanden samtidig med at vi viser hinanden åbenhed og nærvær.
Det er en surrealistisk tid, og det er vildere end nogen sciencefiction-film, men det ER virkeligt, og må vi alle komme godt på den anden side af coronavirussen og være nærværende over for hinanden på en ansvarlig måde.

Hvad med vores forhold til Gud? I næste indlæg spørger jeg: er social distancing nødvendigt over for Gud?