En formiddag ringer telefonen. Kun få personer ringer til mig. Det er nok min mor eller min svigermor. Jeg ser på displayet, at der står skjult nummer. Det er nok en sælger eller en, som vil samle penge ind til f.eks. Røde Kors, men det er sandsynligvis en udenlandsk spammer. Alligevel tager jeg telefonen.

En glad og lidt energisk stemme præsenterer sig ved navn. Hun siger hun er fra lokalområdet og fra Jehovas vidner. Jeg vil til at afvise hende, men taler alligevel med hende. Hun vil give mig et Bibelvers. Det vil jeg gerne tage imod. Hun læser Jer 29:11

“Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.”

Jeg fortæller hende, at jeg kender det vers, og jeg synes det er et godt sted. Hun spørger, om jeg læser i Bibelen? Jeg svarer, at jeg læser i den engang imellem. Hun siger, at det er godt at læse i Bibelen. Man bliver trøstet, opmuntret og får håb. Jeg giver hende ret.

Jeg siger: “Vi kan jo ikke undvære Gud.” Hun giver mig ret og siger, at man bliver afhængig af Gud. Jeg giver hende ret.

Hun spørger mig, om hun må sende mig Vagttårnet, det takker jeg nej til. Hun henviser også til at Jehovas vidner har en hjemmeside. Jeg takker for tilbuddet. Jeg siger til hende, at hun gerne må komme med i kirke. Hun svarer, at hun har nok at se til. Hun begynder at afslutte vores samtale. Jeg takker for Bibelverset og siger: “Gud velsigne dig.”

Jeg er meget glad, da jeg lægger røret. Dog ærgrer det mig, at jeg hverken fik fortalte hende om Jesus eller om evangeliet. Det er første gang en fremmed har ringet til mig og givet mig et Bibelvers. Jeg er ikke den evangeliserende type, men jeg vil bede for hende. Måske kommer jeg til at tale med hende igen.

Et par timer før hun ringede, sad jeg og var træt af coronaen. Jeg var træt af at jeg var nødt til at blive hjemme så meget som muligt. Jeg syntes ikke, at der skete noget. Så tænkte jeg for mig selv, at så må jeg vente og bede. Så måtte jeg vente på, at Gud kom til mig med et eller andet.