I Bibelen kan vi ofte læse om fugle, og der bliver brugt fugle-billedsprog: Vi søger ly under skyggen af Guds vinger (Sl 36,8). Jesus længes efter at samle jøderne som en høne samler alle sine kyllinger:

”Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke” (Matt 23,37)

Hvorfor henviser Bibelen ofte til fuglene? Jeg tror, vi hører om fugle, fordi de kan noget, vi mennesker ikke kan.

De har vinger, og de fleste af dem kan flyve. Med alle de opfindelser vi har fået, er det i dag muligt for mennesket at flyve. Dog er det kun få, som kan styre et fly. At flyve er ikke noget der er naturligt for mennesker. Vi har ingen vinger. Vi er bundet af tyngdekraftsloven. Uanset hvor højt vi hopper, så vil vi altid lande på jorden med det samme igen.

At se fuglene flyve højt og lavt vækker en længsel i os. En længsel efter at føle os lette, en længsel efter komme hurtigere og lettere frem til vores destination. En længsel efter at kunne se hele billedet (det er kun få mennesker, som har været ude i rummet eller på månen). En længsel efter at leve i pagt med naturen – mere end vi de fleste af os gør lige nu.

Hvem kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?

For flere uger siden hørte jeg en prædiken om bekymringer. Prædikanten nævnte Jesu formaning om ikke at bekymre sig, og han talte også om fuglene. Jesus opfordrer os til at se på fuglene:

”Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de?  Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?” (Matt 6,26-27).

På det tidspunkt talte prædikenen ikke til mig, fordi jeg syntes, jeg ikke bekymrede mig lige så meget, som jeg gjorde bare for et år siden. Dengang var jeg indbegrebet af bekymring. Hver gang der skete noget, var jeg den første, der sagde: ”what if…?”

Kan jeg virkelig sige, at jeg aldrig bekymrer mig? Er jeg en, der som det første, når jeg stiger op af min seng, søger Guds rige og hans retfærdighed? (Matt 6,33)

Nej, alt Gud kalder mig til at gøre, er uden for min comfortzone. Jesus kalder os ofte til at gøre noget, som vi er bange for.  Det kan ske, at Jesus kalder os til at minde vores naboer om Ham, når de bliver optagede af at lære at meditere. Når vi minder vores naboer om Jesus, sker det måske ikke uden bekymring og frygt. Der vil altid være en frygt, men vi kan øve os i Gudsfrygt. Vi kan øve os i at stole på Gud og lade Ham sætte retningen for os. Det føles ofte tosset, men det er fantastisk at vandre i de gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os (Ef 2,10).