Salme 34 – del 2: Herren er nær dem, hvis hjerte er knust

Sl 34 v. 19a “Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust.”

Hvordan kan ens hjerte være knust? Det kan være pga. Helbredsmæssige problemer, sygdomme og kroniske fysiske problemer. Man kan på forskellige måder være i sorg, fordi man har mistet en der står en nær, er blevet skilt, har slået op med sin kæreste, mistet en ven, et kæledyr, mistet et job, er jobsøgende, har droppet ud af en uddannelse, er gået på pension, har mistet kontakten til sit kristne fællesskab eller er flyttet til en ny by. På mange måder kan ens hjerte være knust eller man er i sorg. Jesus ved, når vi er i en svær situation eller har mistet nogen eller noget, vi aldrig får tilbage, men han er os nær.

En af mine sorger er, at jeg ikke blev præst. Jeg troede at jeg var kaldt til at blive præst. Jeg læste på teologistudiet i København og senere i Århus, men jeg havde indre konflikter. Jeg oplevede, at min tro flyttede sig fra hjertet til hovedet, og jeg skulle hele tiden forholde mig til forskellig kritik. Med det meget teoretiske og ikkegudsfrygtige studium sammenholdt med den viden jeg havde om en præsts opgaver, som ikke kun består af at holde prædikener, kunne jeg ikke se, hvordan et langt universitetsstudium ville kvalificere mig til at blive præst. Hvis jeg havde færdiggjort teologistudiet, ville jeg så have mistet min tro?
Jeg har fortrudt at jeg hverken tog nogle fag på DBI eller menighedsfakultetet. Årsagen til at jeg ikke tog nogle fag der, var at jeg vidste, at de der ville se misbilligende på mig, når jeg sagde jeg ville være præst, og jeg havde ikke i sinde at lyve over for dem. Alligevel har jeg fortrudt at jeg ikke tog nogle fag på DBI og menighedsfakultetet. Det kunne have været en mulighed for at min tro ikke flyttede sig op i mit hoved, at jeg kunne færdiggøre mit teologistudium, og at jeg ville finde ud af, hvad det var, jeg egentlig var kaldt til.

Det er mange år siden, men mit hjerte er stadig knust, for jeg mistede min drøm. Når jeg beder Jesus ransage mit hjerte, ser jeg, at jeg havde selviske motiver for at læse teologi og blive præst. Stolte motiver som byggede på mine egne mindreværdskomplekser. Samtidig ønskede jeg at blive præst, fordi jeg længtes efter at forkynde evangeliet. Jeg længes stadig efter at fortælle om Jesus, som jeg lærte at kende igennem det evangelium, som greb frelsende ind i mit liv. Når jeg fortæller om Jesus, er det som, om han står der igen og griber ind i mit liv. Det er min frelser, min bror og min ven, som jeg gerne vil fortælle hele verden om.
Det burde være simpelt, men jeg er fyldt med usikkerhed, generthed og frygt, og jeg er bange for at fortælle noget forkert. Jeg er også bange for at blive indlagt på den lukkede Eller komme i fængsel, hvis jeg begynder at råbe evangeliet ud fra alle hustage. Jeg ved godt jeg ikke skal være bange, men det er jeg.
Så vil jeg forkynde evangeliet i det jeg skriver, men nogle gange er det som om jeg ikke kan komme i gang med af forkynde evangeliet, men skal skrive om så mange andre ting. Jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg ved ikke, om det er den Onde, der fører mig på vildspor, eller om det hele er en del af Guds plan.
Men når jeg vender min længsel og sorg med Jesus, er han mig nær og fortæller mig alt. Jeg tænker på det syn, jeg havde et år efter at jeg blev kristen. Jeg misforstod jeg det syn. Jeg bliver nu mindet om Johannes døberen i ørkenen, som banede vejen for Jesus og pegede på Ham. Jeg kommer i tanke om lyset på prædikestolen. Det skal være Jesus, der står på prædikestolen. Han er hovedet for kirken. Helligånden skal tale igennem prædikanten, og Han skal pege på Jesus og korset. Bibelen, evangeliet skal forkyndes fra prædikestolen. Jeg har taget fejl. Det er ikke mig, som skal forkynde evangeliet, men Helligånden. Intet skal handle om mig, og det er Jesus jeg skal pege på. Brikkerne samles lidt efter lidt, og jeg erkender stykkevist nåden, som en gåde i et spejl. Jeg kender gudskelov ikke morgendagen eller Guds plan, men det er ikke mig, der skal forkynde evangeliet. Det er Helligånden. Helligånden kan overdøve mine tvivl, generthed, usikkerhed og frygt. Jeg skal fornægte mig selv. Jeg skal blive mindre, og Jesus skal blive større. Mine synder og mit selv skal dø. Jeg skal være et tomt kar fyldt med Helligånden og på en eller anden måde vil evangeliet blive forkyndt.